Dagbog
Undskyld mig, må jeg lige komme forbi!
En eller anden skubbede let til mig bagfra, så jeg måtte tage endnu et skridt fremad og greb hårdt om barnevognens håndtag for ikke at glide på den glatte fortov i Frederiksberg. Min frakke var, som så mange gange før, min fjende de flagrende skøder skjulte, hvorfor jeg gik så langsomt midt på stien.
Åh, undskyld!
En ung kvinde, travl og målbevidst, overhalede os, men bremsede da hun opdagede Lærkes kørestol. Han sad bare der, hænderne i skødet, og hjalp ikke videre. På sådan en vinterdag havde han alligevel kun forstyrret, hvis han havde forsøgt at hjælpe med de store, klodsede hjul.
Jeg smilede og vinkede hende videre:
Det går nok skynd dig bare!
Hun forsvandt, og jeg rettede på Lærkes hue, fandt grebet om kørestolen igen.
Skal vi videre, skat? Vi har stadig lidt tid, men som altid lidt for lidt.
Mor, tror du vi kan nå mere end bare lægen i dag? Lærke målte afstanden til gadekrydset og trak vejret dybt, så han alligevel greb fat i hjulets fælg.
Lærke, kunne du ikke bare sidde stille? Jeg klarer den. Det er kun lige her om lidt er der saltet og rent. Se, efter vejen, så kan du køre selv.
Okay!
Vent, hvad ville du så gerne?
Han tøvede.
Klaus har sagt, der er åbnet en hobbybutik nede på Sønder Boulevard. De har maling, den smarte, som jeg lige mangler.
Åh Lærke, den vej kan vi altså ikke i dag! Det er for langt, og hvis det begynder at sne igen som DMI lover, kan jeg ikke bære dig ned igen. Men du skriver mærket og farven til mig, så skal jeg købe den. Du kan hygge dig med Farmor Vera imens.
Men mor, farmor sagde hun skulle plante om i dag. Hun havde travlt.
Hun udfordrer dig jo til revanche i skak! Du slog hende tre gange i træk i sidste uge, nu vil hun have hævn! Og hun har jo også lovet at lære dig poker.
Kortspil, mor?
Ja! Det er ikke bare spil det er livsfilosofi!
Kan du det?
Et par trick, men jeg er ikke god til at regne som dig derfor taber jeg altid. Man skal kunne tænke langt frem, og regne på uventede muligheder.
Som med skak?
Næsten!
Okay. Så tager jeg endnu en dyst mod farmor! Men du ved jo godt, jeg gerne selv ville i butikken. Til foråret, ik? Så kan vi tage den vej flere dage og måske hen i Søndermarken og fodre dine yndlingsænder?
Det lyder fint
Godt så. Fortæl, præcis hvilken maling?
Rød! Men ikke som til mine husarer en lidt mørkere, du ved
Hans hænder begyndte at gestikulere ivrigt, og for en stund glemte han kørestolens hjul. Jeg sukkede og nikkede, fornemmelsen af et lille hjerte, stadig i live og travlt, midt i min egen mærkelige rejse. For egentlig følte jeg, at jeg marcherede ikke bare gik.
Mit liv var splittet af et før og et efter. Det var to år siden nu.
Jeg havde lige fået et lille ekstra i løn, og gik og glædede mig til at overraske Lærke og min mand den dag, da sekretæren, Mathilde, dukkede op i døren, kridhvid i ansigtet.
Line, de forsøger at få fat i dig
Iskold sved i hænderne og mørke for øjnene.
Hvad?
Lærke bare rolig! Han lever! Han er på vej til Riget med ambulance.
Første gang jeg så chaufføren, der kørte Lærke ned, var i retten. Han så aldrig på mig. Jeg havde hørt, han kom forbi hospitalet, søgte undskyldning. Men hvad kunne det ændre? Ville det åbne porten til intensiv? Ville det give Lærke benene tilbage? Eller viske den forfærdelige dag ud?
Hvorfor havde du så travlt?
Det var det eneste spørgsmål, jeg havde.
Min mor døde havde ikke fortalt mig hun var syg hun ringede først nu, så jeg kunne nå sige farvel Jeg tager det fulde ansvar.
Det ved jeg godt.
Det gjorde det på ingen måde lettere. Jeg tænkte kun på Lærke. Den røde dør til intensiv var fortid, men det var ikke blevet nemmere jeg burde være ved min søn, ikke lytte til undskyldninger.
Nåede du frem til hende?
Nej
Det var det sidste vi sagde. Min ex-mand overtog retssagen, jeg blev i hospitalet, lod loven gå sin gang uden mig.
Aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs.
Overlægen, professor Jørgensen, bladrede papirer, kiggede ikke på mig:
Hvad skal han sige til en mor, der kun længes efter et alt bliver godt?
Men han sagde ikke dét. Jeg forstod ledelsen med ét. Han talte om genoptræning, særlige nye metoder, men min hjerne gentog: Lærke kommer ikke til at gå. Aldrig. Ikke specialister, ikke mirakler. Det var som et fremtidstab, så konkret og ubærligt at mærke.
Jeg tænkte kun på Lærke, ikke på min mand og jeg, og den revne, der voksede mellem os. Jeg accepterede situationen, han kunne ikke. Vi gik i hver vores retning.
Forstår du ikke? Vi skal gribe enhver chance! råbte min mand.
Hvis bare der var en
Sludder! Vi finder en, uanset hvad læger siger.
Godt så. Vi leder videre.
Jeg arbejder jo, hvornår skal jeg ordne det?
Du ved godt det er din søn?
Han er også din!
Så søgte jeg. Specialister i hele landet, klinikker, hvad som helst. Men mirakler kan forsvinde sporløst. Måske mister skæbnen selv et lille mirakel, og det bliver tabt mellem papirerne. Det føltes sådan for os. Vores blev væk, og jeg måtte indse at det handlede om at leve videre med det der var.
At sige, det var svært, er en underdrivelse.
Arbejdet kunne jeg ikke fortsætte Lærke havde brug for mig. Underforståelser blev til små skænderier, så til voldsomme, og til sidst hørte Lærke dem også. At gå hjemmefra fristede til sidst selv mig.
Hvis du havde hentet ham efter skole som alle andre, var det ikke sket!
Sætningen faldt som en issyl i mit hjerte. Han fortrød, bad om tilgivelse, men isen lå nu over det hele.
Gå din vej.
Og han gik. Døren smækkede så det rystede. Lærke vågnede.
Mor, hvad sker der?
Sov, skat. Nu er ulykken væk
Helt væk?
Helt væk. Nu er det bare dig og mig. Hun kommer ikke tilbage.
Det lettede det ikke.
Alt blev bare endnu mere forskruet. Jeg så, hvordan Lærke kæmpede for at forstå sin nye hverdag, og jeg prøvede alt for at hjælpe.
Det var ved et tilfælde, jeg købte den første æske tinsoldater hjem fra boghandlen.
Se, Lærke!
Hvad er det?
Små soldater, men de skal males færdige.
Hvorfor?
Så de kan ligne rigtige!
Hvorfor ser de sådan ud? han holdt figuren op mod lyset.
Det er husarer, gamledages soldater.
Hvem var de?
Så satte vi os sammen og slog op i bøger, valgte farver, diskuterede uniformer. Lærke kom pludselig til live igen. Det gik lige i hjertet.
Et år senere havde han sin egen lille hær. Om aftenen spillede vi slag med infanteri og rytteri hen over stuegulvet, diskuterede strategi som gale.
Mor! Nu er du Napoleon, det har du selv sagt!
Jaja, hold dig til din egen bataljon!
Du ændrer historien!
Hvis jeg bare kunne, Lærke mumlede jeg. Så lod jeg ham flytte tropperne som han ville.
Hans far forsvandt helt, især efter han fik nyt barn med sin nye kone. Farmor Vera ringede en dag, lærte ordene frem, beklagede at hun ikke længere skulle med til udlandet.
Line, undskyld, jeg de tager af sted nu, har lavet alt klar De vil ikke have mig med, der er allerede en bedstemor, og hun ser mig ikke. Jeg måtte kun se mit barnebarn én gang, og så fik jeg at vide jeg ikke var nødvendig. Jeg havde jo en familie nu har jeg ingenting.
Men Vera, du er vores familie! Lærke har dig og jeg aner ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig.
Bare lad mig blive, ikke? Det ville være det værste om jeg mistede jer også.
Jeg knugede hendes hænder, mine egne næsten lige så krogede:
Man er kun familie, hvis man insisterer på ikke at miste hinanden. Og jeg nægter at miste dig!
Vera svarede ikke, men hun blev. Og sandheden for os var, at ærlighed slår alt. Ingen sten i skoene, ingen skjulte våben det er den slags, der bryder tillid ned. Man dømmer alligevel altid kun andre ud fra sig selv.
Livet blev mere stille. Vera var vores faste støtte, især da mine veninder som Mathilde forsvandt ud af vores liv hun kunne ikke overskue Lærkes situation. Det var, hvad det var.
Takket være Vera kunne jeg begynde at arbejde igen, for nu kunne hun passe Lærke. Hun lavede mad, hjalp med rengøring, gik tur med min søn, og aldrig uden et overbærende smil.
Blokken vi boede i havde ingen elevator, ingen rampe fire etager op og ned. Jeg vidste, tiden kom hvor Lærke måtte blive inde, hvis vi ikke fandt på noget nyt.
Jeg gik på kommunen og søgte rampegang men det var som at snakke med en mur. Gang på gang blev jeg afvist. En ny lejlighed i et moderne byggeri? Alt for dyrt.
Måske vi skal søge mod et hus lidt udenfor byen? Så kan Lærke få frisk luft? forslog Vera.
Men hans behandling, skolen? Han elsker kodning, hvor vil jeg finde undervisere der? Det kan vi ikke byde ham, selvom det ville være nemmere for os voksne.
Hvis du siger det, så bakker jeg dig op
Jeg kontaktede to mæglere om boligbytte, men små lejligheder som vores var ikke populære. Vi var fanget.
Men til sidst smilede heldet.
Den dag hvor en utålmodig kvinde skubbede mig på fortovet, mødte jeg Oluf.
Fru, må jeg give en hånd?
En ældre stemme bag mig, da jeg forsøgte at få kørestolen gennem den snesjap, alle biler havde smidt op.
Nej, tak, jeg kan godt selv!
Han smilede bare, tog mandarinposerne og viftede min protest væk.
Hold lige fast, jeg elsker frugt og hjælper du mig, får du et styk. Kom så!
Han skubbede kørestolen let over fortovet, som om det ingen ting var, og charmerede Lærke med historier. Jeg måtte løbe efter, for Oluf gjorde som han havde lyst, og altid på en venlig måde.
Han inviterede sig selv forbi næste dag.
Hej, får jeg husly? For jeg har taget mandler med!
Lærke jublede. Oluf løste næsten alle de praktiske problemer på rekordtid. Han havde overbevist nabofamilien, som boede i samme komplekse, men i lejligheden i stueetagen, om at bytte. Han ordnede småreparationer med byttefamilien, fik hjælp af en dygtig smed, fik tilladelse til rampe fra kommunen ved hjælp af nabosignaturer og charme.
Line, du må snakke med folk! Så løser det meste sig.
Oluf insisterede, at han holdt øje med mig, Lærke og Vera. Han tilbød historier fra sit liv, om at sejle på verdenshavene og flyve svævefly og mere til. Det blev til hyggelige eftermiddage, hvor han sørgede for vi aldrig følte os alene eller overset.
Det mærkelige var, at naboerne hilste hjerteligt, selv om vi nu fyldte stuen med kørestol og ganghjælpemidler. Jeg spurgte Oluf, hvorfor folk var sødere her.
Mange er bange for at se ulykken i øjnene, Line. Men ikke alle. De fleste er jo gode nok bag facaden.
Han havde selvfølgelig været rundt og fortælle vores historie, med mod og varme i stemmen.
Og det var ikke det eneste hjælpende håndslag Oluf gav os. Han kendte en god fysioterapeut militærlæge i gamle dage, som mente Lærke måske havde en lille bitte chance for at gå, hvis han fik den rigtige operation. Ikke noget, der kunne love noget, men så var der pludselig en mulighed for noget nyt.
Kun ét sted kan det forsøges på Rigshospitalet i København. Jeg har talt med en kirurg. Han vil i det mindste se på Lærke, sagde Oluf roligt.
Jeg frygtede dog økonomien, men Vera stak næsen frem:
Nu gør vi det altså, Line! Jeg sælger min lejlighed, og jeg har ringet til din ex-mand han skal også give sit bidrag. Nu handler det ikke om stolthed, men om din søn. Vi må stå sammen!
Jeg havde ingen indvendinger. Vi solgte, skaffede pengene. Lærke fik operationen et halvt år senere.
Han gik først kun på krykker, usikkert og langsomt men han gik! Rampen, som Oluf og naboerne havde bygget, blev nu givet videre til en anden familie med behov. Solen strålede, og mit hjerte var så taknemmeligt.
Og jeres søn? spurgte moren til en lille pige, jeg gav rampen til, mens hun prøvede sin nye kørestol.
Han går nu. Og vi tager én dag ad gangen jeg gav hende lægens kontaktoplysninger.
Hvordan holdt du det hele ud? Al den smerte, alle de bekymringer
Det har ikke været kun mig. Jeg tror på, at der findes engle blandt folk, helt almindelige mennesker mine beskyttere, mine håb.
Rigtigt?
Ja! Én af dem hedder Oluf. Min og Lærkes personlige engel. Se bare på os nu!
Lærke vil, med sine egne, stærke ben, tage forsigtige skridt mod pigen Sonja og spørge:
Mor, må jeg tage en tur rundt med Sonja? Vi bliver her i gården!
Jeg smiler til hendes mor, genert og lidt nervøs. Vi ser børnene gå sammen ud i forårssolen.
I dag lyder der latter inde i endnu et hjem, hvor håbet stille er flyttet ind.
Man skal ikke være bange for det håb. For hjælper man det lidt på vej, vokser det først ubemærket, så uundværligt. Og måske vil det ikke altid blive som man drømte. Men indimellem særligt hvis man har en Oluf eller en Vera i sit liv så bliver der mere plads til glæde og nye begyndelser.
Og når jeg sidder her nu, og ser Lærke række hånden ud til en ny ven, så ved jeg, at mit håb blev båret til dørs af de mennesker, vi gav plads til i vores liv.
Indimellem kan man mærke vindpustet fra skæbnens allernådigste øjeblik, når hun for tredje gang folder et lille papirfly og sender det ud over Amager Fælled i morgensolen. For, som hun måske selv tænker, hvem ved, hvilken familie, der bliver den næste til at få inviteret håbet helt indenfor?
