Min mor er 89 år gammel. For to år siden flyttede hun ind hos mig. Hver morgen hører jeg hende stå op omkring klokken 7:30. Så taler hun sagte med sin gamle kat, Misser, og giver hende noget mad. Derefter laver hun morgenmad til sig selv og sætter sig ud på den solbeskinnede altan med sin kaffekop, mens hun vågner helt.
Når hun føler sig klar, henter hun gulvmoppen og går rundt i hele huset cirka 240 kvadratmeter. Hun siger altid, det er hendes daglige motion. Hvis humøret er til det, laver hun mad, rydder op i køkkenet eller laver sin sædvanlige gymnastik.
Om eftermiddagen begynder hendes skønhedsritual. Det forandrer sig hele tiden. Nogle gange gennemgår hun sin store garderobe så fin, næsten som en museumsudstilling. Nogle ting giver hun til mig, andre til venner, og nogle sælger hun faktisk som en ægte forretningskvinde. Jeg driller hende ofte med:
Mor, hvis du havde investeret alle de penge, kunne du bo som en dronning nu!
Hun ler og svarer:
Jeg elsker mine kjoler. En dag bliver det hele dit. Din søster, stakkels Gertrud, har jo ingen smag.
For at blive lidt adspredt går vi sammen op mod fem gange om ugen en tur på tre kilometer langs søen. En gang om måneden har hun pigeaften med sine veninder. Hun læser vanvittigt meget og roder konstant i min bogreol. Hver dag taler hun i telefon med sin søster på 91, som bor i Aarhus og besøger os to gange om året. (For øvrigt arbejder min tante stadig som revisor for en privatkunde.)
Udover Misser er hendes største glæde den tablet, jeg gav hende i julegave sidste år. Hun læser alt om sine yndlingsforfattere og komponister, ser nyheder, balletter, opera og alt muligt andet. Nogle gange omkring midnat hører jeg hende hviske:
Nu må jeg altså i seng, men YouTube satte jo bare Pavarotti på igen…
Min mor og hendes søster har virkelig vundet i den genetiske lotteri. Men alligevel sukker min mor:
Jeg ser jo frygtelig ud!
Jeg prøver at opmuntre hende:
Mor, i din alder ville de fleste for længst have taget den sidste rejse…
