I denne måned bliver det strammere, mumlede jeg, mens jeg opdaterede bank-appen på min mobil.
Jeg sukkede. Penge forsvandt som sand mellem fingrene de seneste måneder. Jeg vidste godt hvorfor, men havde ikke haft modet til at sætte ord på det endnu.
Jeg trådte ud af elevatoren og løsnede slipset på vej hen ad gangen. Tredje sal, fjerde dør til venstre. Det var en rute, jeg kunne i søvne efter tre år. Nøglen drejede i låsen, og straks ramte den varme duft af stegte kartofler med masser af dild mig i næsen. Katrine elskede at være rundhåndet med dild det var blevet hendes varemærke. Jeg skubbede skoene af, smed tasken ved skabet.
Jeg er hjemme.
Jeg står i køkkenet! lød det fra Katrine.
Hun stod bøjet over panden, rørte i noget, der sydede. Håret samlet i en hestehale, den ternede skjorte hun næsten altid havde på hjemme. Jeg gik hen og kyssede hende forsigtigt på hovedet.
Det dufter virkelig godt.
Kartofler med champignon. Sæt dig, jeg serverer lige om lidt.
Hun smilede, men smilet nåede aldrig øjnene. Jeg lagde mærke til det straks. Hun havde det med at skjule uro bag et påtaget smil det havde jeg lært at se igennem for længst.
Jeg satte mig, mens hun lagde mad på tallerkener. Hendes bevægelser var stive, slet ikke rolige som de plejede. Noget nagede hende sandsynligvis endnu en samtale med hendes mor. Ingrid Nielsen havde altid et eftertryk, der blev hængende længe.
Har din mor ringet? spurgte jeg, selvom jeg kendte svaret.
Katrine standsede et øjeblik, satte så tallerkenen foran mig og satte sig overfor.
Ja. Det var ikke noget særligt.
Løgn. Ingrid ringede aldrig uden et formål. Hver eneste samtale bar på en lille giftig stikpille.
Jeg pressede ikke på. Jeg kunne have gravet, spurgt ind, forsøgt at lokke sandheden ud men hvad nyttede det? Som regel handlede det om de samme klager: lav løn, gammel bil, mangel på fremtid. Den samme slidte plade
Vi spiste uden mange ord. Lejligheden var lille, en to-værelses i et betonbyggeri, men den var vores egen. Jeg købte den inden vi blev gift, og bare det gav en vis tilfredshed. Ikke noget prangende, men mit eget.
Katrine sad og rodede i kartoflerne med gaffelen. Tænkte på noget. Eller på nogen jeg vidste, det var Ingrid. Hun satte sig fast som en sang fra en irriterende reklame.
Svigermor havde aldrig brudt sig om mig. Allerede første gang jeg kom hos familien, klædt i mine pæneste bukser og min eneste ordentlige sweater, sendte hun mig et blik, som om hun vurderede en dåse tun på tilbud, og hendes mund blev til en hård streg.
Hvad laver du? havde hun spurgt.
Jeg arbejder som ingeniør.
Ingeniør Hun udtalte ordet, som om jeg lige havde tilstået noget pinligt. Tjener du ordentligt?
Katrine rødmede dengang og forsøgte at skifte emne. Men tonen var lagt. Tre år senere var der ikke sket nogen forandring.
Hver eneste sammenkomst blev en test af min tålmodighed. Sannes søn har netop åbnet sin anden forretning. Skal I snart have ny bil? Den der er snart færdig. Katrine drømte om et hus på landet, det ved du vel?
Jeg lærte at lade det prelle af. Smilte, nikkede, indlod mig ikke på diskussion. Hvorfor? Ingrid skiftede aldrig mening.
Katrine ryddede sin tallerken af.
Mor inviterer til middag på lørdag. Far har rund fødselsdag.
Jeg mærkede min krop stramme sig let. Lørdagsmiddage hos hendes forældre var en disciplin for sig. Langt bord, familien samlet, og Ingrid i spidsen som generalen.
Hvornår skal vi være der?
Klokken syv.
Fint. Vi kan købe en kage på vejen.
Mor siger, det skal vi ikke. Hun laver alt selv.
Naturligvis. Ingrid elskede at kontrollere alt. En medbragt kage ville ødelægge hendes perfekte billede.
Katrine bar tallerkenerne ud i køkkenet. Jeg betragtede hende, mens hun gik. Hun var lille og spinkel. Jeg havde altid tænkt på hende som en fugl, jeg bare ville beskytte mod stormen men stormen kom fra hendes barndomshjem, og der var ingen skjul.
Katrine? Hun vendte sig om. Du ved, jeg elsker dig.
Og jeg elsker dig, svarede hun stille.
Men i hendes øjne flimrede noget ubestemmeligt tvivl? Træthed? Skyld? Jeg spurgte ikke. Nogle ting skal man ikke grave i, især når de kommer udefra.
Lørdag kom alt for hurtigt
Jeg parkerede min gamle Toyota udenfor Ingrids opgang. Malingen var begyndt at skalle af sidste efterår, og jeg havde stadig ikke fået det ordnet. Katrine sad ved siden af, og pillede nervøst ved sin taske.
Er du klar?
Nej, sagde hun ærligt, men vi skal jo op alligevel.
Indrigs lejlighed bar præg af duften af ovnstegt kød og familie, der talte dæmpet. Hendes far, Niels Christian, en godmodig, stille mand, krammede Katrine og gav mig et fast håndtryk. Jubilæets midtpunkt så ud til at være lidt paf over sin fest.
Folk sad allerede bænket ved spisebordet: mostre, onkler, fætre jeg kunne stadig ikke huske alle navnene. Ingrid sad for bordenden og uddelegerede små opgaver til de unge.
Jeg satte mig ved siden af Katrine, tæt ved enden. Strategisk nemmere at slippe væk, hvis det blev for meget.
De første halve time gik stille. Skål for fødselaren, glas klirrede, latter. Jeg var næsten ved at slappe af.
Jens, begyndte Ingrid, og jeg vidste straks, jeg havde været for naiv. Bor I stadig i den lille lejlighed?
Ja, Ingrid. Vi har, hvad vi skal bruge.
Så I har nok, gentog hun. Og hvad med børn? Hvor vil I gøre af et barn i det lille hul?
Katrine stivnede. Jeg lagde min hånd over hendes under bordet.
Når tiden er inde, finder vi ud af det, sagde jeg roligt.
Finder ud af det, Ingrid rystede på hovedet. Du kan jo ikke spare op til noget. Man må tage et lån, Jens! Sådan gør ordentlige folk. De køber sig en større lejlighed og vokser med opgaven.
Jeg vil helst ikke stifte gæld lige nu, svarede jeg. Vi har vores hjem, og det rækker for os.
Hør nu! Ingrid så sig omkring, som om hun søgte tilslutning fra de andre. Manden siger, det er godt nok mens hans kone stuer sammen på lidt plads, og veninderne får større boliger.
Mor, begyndte Katrine.
Lad være, jeg taler med Jens! Ingrid vendte sig mod mig. Sannes søn, Martin, husker du ham? Han har to lån, men nu bor han i tre-værelses midt i centrum, og kører tysk bil. Hvad med dig? Fattigmandens bil, lille lejlighed! Er du slet ikke flov?
Jeg lagde roligt gaflen fra mig. Tre år havde jeg tålt stikpiller og sammenligninger og foragt. For Katrines skyld. For fredens skyld.
Jeg er ikke flov, sagde jeg stille. Jeg arbejder ærligt. Snylter ikke, snyder ikke. Lever fornuftigt.
Fornuftigt?! Ingrid rejste sig, hånden knalder mod bordet.
Snapsglassene hoppede, en gaffel raslede ned. Hendes kinder blev ildrøde.
Du er ikke en rigtig mand. Du er svag! Min datter fortjener bedre, og jeg skal finde hende en ordentlig mand!
Stilheden bredte sig. Familiemedlemmer sad stivnet. Niels Christian så ned i sin tallerken.
Jeg rejste mig langsomt. Nu var nok nok.
Ingrid, jeg har ikke tænkt mig at bevise mit værd overfor dig. Du foragter mig det må du om. Men du skal ikke fornærme mig længere.
Katrine sad med store øjne og kiggede fra mig til sin mor. Nu var der en usynlig streg mellem de to vigtigste mennesker i hendes liv og hun måtte vælge.
Hun rejste sig.
Mor, jeg elsker dig. Men hvis du fornærmer min mand igen, går vi og vi kommer ikke tilbage.
Ingrid stivnede.
Hvad sagde du?
Du hørte mig. Jens er min mand. Mit valg. Og du skal aldrig mere ydmyge ham.
Hvordan vover du! hun rasede, Er du blevet utaknemmelig? Jeg har opdraget dig, og du vælger ham? Den uduelige!
Mor, stop nu!!!
Katrines råb skar gennem luften. Familien krøb sammen på stolene, selv tante Karen holdt mund for en gangs skyld.
Du har styret mit liv år efter år, fortsatte Katrine, mens hendes læber dirrede. Hvad jeg skulle have på, hvem jeg måtte se, hvem jeg skulle elske. Nu er det nok. Jeg er voksen. Jeg bestemmer selv.
Ingrid så vredt på hende, ansigtet kridhvidt og kindbenene spidse.
Du vil fortryde denne dag, sagde hun forbitret. Når han forlader dig og du står uden noget, så skal jeg nok tænke over, om du må komme hjem.
Hun gik forbi os uden at se på nogen. Døren smækkede til soveværelset.
Jeg tog Katrine i armene, og hun pressede ansigtet mod mit bryst, mens hendes skuldre rystede.
Du gjorde det helt rigtige, hviskede jeg. Jeg er stolt af dig.
Niels Christian rejste sig tungt.
Kør hjem, I to, sagde han stille. Mor skal nok falde ned igen. En dag.
I bilen sagde Katrine ikke noget hele vejen hjem. Jeg lod hende være. Sådan nogle sår skal have fred.
Da vi kom ind i vores lille lejlighed, sagde hun endelig:
Jeg ringer ikke til hende først.
Jeg støtter dig, uanset hvad du vil.
Katrine kiggede på mig med øjne, der havde grædt men jeg kunne se noget gløde et sted inde bagved.
Vi skal nok klare det, sagde hun.
Jeg trak hende tæt ind til mig. Solen gik ned udenfor. Lejligheden føltes ikke længere trang. Den var vores fæstning, og vi vidste nu begynder det hele for alvor.
