Dagbogsnotat, København, torsdag
Min nabo havde altid været stor fan af rockmusik og helst omkring klokken to om natten. Jeg købte derfor en violin til min søn, og vi begyndte at øve skalaer klokken præcis otte om morgenen, netop når naboen var faldet i søvn.
Hver eneste nat, cirka halv to, begyndte loftet over min seng at opføre sig mere end almindeligt underligt. Først hørtes en fjern brummen, nærmest som torden langt væk, og så kom de dybe toner basen vibrerede så meget, at krystalglassene i vitrineskabet begyndte at klirre nervøst til rytmen af trommer.
Min overbo hed Eigil. Han elskede at høre alle albums af Rammstein og gamle D-A-D, ofte med tvivlsomt øl og uden hensyn til tid på døgnet.
Jeg er normalt ikke konfliktsøgende. Jeg arbejder som bogholder, og jeg er alene med min syvårige søn, Sigurd. Det eneste jeg virkelig drømmer om, er rolig nattesøvn. Men når du vågner med følelsen af, at Till Lindemann skriger «Du Hast» direkte i dit øre, så begynder selv den mest fredelige sjæl at miste tålmodigheden.
Første gang gik jeg op til ham om natten iført badekåbe og hjemmesko. Døren blev åbnet af en forpjusket mand i trediverne, med sløret blik. Der lugtede af cigaretter og tung rock.
Eigil, du må have lidt samvittighed, sagde jeg roligt. Det er nat, jeg skal tidligt på arbejde, og Sigurd skal i skole.
Jamen, det er da ikke så slemt? udbrød han, mens han støttede sig til dørkarmen. Jeg har god lyd, det er ikke så højt, bassen er blød.
Min lampe gynger, svarede jeg.
Okay, jeg skruer ned, mumlede han og lukkede døren.
Roen varede præcis ti minutter. Så begyndte alt forfra.
Dagen efter gjorde jeg tingene efter bogen ringede til politiet. De dukkede op halvanden time senere, netop som Eigil var faldet i søvn, og rocken var stoppet. Betjentene trak bare på skuldrene: «Der er ikke noget lyd nu vi kan ikke gøre noget. Du kan skrive til viceværten.»
Viceværten tog faktisk kontakt dog først en uge senere:
Jeg har snakket med ham, fortalte han over telefonen. Han lover at være mere stille, men du skal forstå, bøderne er ikke store, det kan han leve med.
Sådan fortsatte det. Hver nat blev mine nerver ramt af det samme tempo: ba-dum, ba-dum. Jeg begyndte at tage kamillete for at falde til ro, og jeg gik på arbejde med mørke rander under øjnene. Jeg blev mere og mere vred på bygningen, på Eigil og på min egen afmagt.
Sigurd har talent det skal dyrkes
Ideen kom en lørdag morgen. Jeg sad på køkkenet med kaffe og så på Sigurds trætte ansigt og hans mørke øjne han sov ikke godt.
Mor, må jeg lære at spille violin? spurgte han pludseligt mens han kiggede på noget på telefonen.
Har du nogensinde hørt violin fra en nybegynder? Det er ikke musik højfrekvent hylen, som om virkeligheden selv går i stykker.
Selvfølgelig, min dreng, svarede jeg og for første gang i månedsvis smilede jeg med en slags rovdyrsgrin.
Vi køber den bedst mulige violin.
Samme dag gik vi til den lokale musikforretning på Nørrebrogade. Sælgeren, en venlig ældre herre, hjalp os længe med at finde en “kvart-violin”.
Har drengen øre for musik? spurgte han.
Han har fremragende motivation, sagde jeg.
Imens studerede jeg grundigt fælleshusets regler om støj fra klokken otte på hverdage måtte man larme, og lidt senere på lørdage.
Eigil lagde sig normalt først ved fire tiden om morgenen, og klokken otte sov han ekstra tungt.
Mandag morgen. Vi står midt på stuegulvet.
Kom så, Sigurd, C-dur skala. Højt. Med følelse.
Det, der skete, kan næsten ikke beskrives. Det var som en kat, der kommer i klemme, blandet med lyden af en kniv mod glas. Violinen, helt uden dæmpning, resonerede perfekt i betonbygningen og sendte sit budskab direkte op til Eigil.
Efter ti minutter styrtede noget ned ovenpå muligvis Eigil selv. Fem minutter efter begyndte han at slå på radiatoren. Vi stoppede ikke reglerne var på vores side.
Klokken 08:20 ringede det på døren. Eigil stod der i undertrøje og boxershorts, med røde øjne og et udtryk som en mand, der har oplevet katastrofe.
Hvad har I gang i?! hviskede han hæst. Klokken er otte, folk prøver at sove!
Godmorgen, Eigil! sagde jeg energisk. Vi øver. Sigurd har talent. Hans læremester siger vi skal øve hver morgen før skole mindst en time.
I gør det med vilje! Min hovedpine er ulidelig!
Det er mærkeligt, svarede jeg. Vi spiller ikke højt. Forresten, hvordan var «Du Hast» i nat? Synes bassen var lidt svag.
Han så på mig, og så på Sigurd, der stod klar med violin og bue, som en lille soldat.
Er det med vilje?
Det er kunst, Eigil. Det kræver ofre.
Fred gennem musik
Vi øvede én uge. Hver morgen, præcis klokken otte. På tredje dag stoppede Eigil sine natlige rockkoncerter han havde nok håbet, at vi så ville gøre det samme. Men en læreproces kan ikke afbrydes.
Fredag aften kom han ned. Ædru, i jeans og skjorte.
Hør, nabo, sagde han træt. Kan vi ikke lave en aftale? Jeg kan ikke mere. Det skriger i mit hoved hele dagen.
Jeg lytter, svarede jeg og inviterede ham ind i køkkenet.
Jeg lagde et stykke papir og en kuglepen på bordet.
Reglerne er simple. Ingen larm efter klokken 22.
Men hvad hvis jeg har gæster? forsøgte han.
Hvad hvis Sigurd får inspiration klokken syv søndag morgen? svarede jeg roligt.
Eigil rystede.
Okay. Stille efter 22. Aftalt. Vil I sælge violinen?
Nej, sagde jeg. Den bliver som garanti. Den ligger klar, altid.
Vi skrev under på vores improviserede “stilhedspagt”. Den har fungeret i et halvt år. Sigurd har nu lagt violinen og er blevet bidt af skak.
Opgangen er blevet stille. Nogle gange møder jeg Eigil ved elevatoren han kigger forsigtigt på Sigurd og hilser respektfuldt på mig. Det er tydeligt, han har forstået, at en rolig bogholder med en velopdragen søn kan være langt mere frygtindgydende end selv den mest larmende rockfan.
