Dagbogsnotater, februar
Jacob, jeg har brug for din hjælp til mors fødselsdagsgave.
Jeg lagde telefonen fra mig og vendte mig mod min mand, der slængede sig bekvemt på sofaen med fjernbetjeningen i hånden. Jacob zappede uengageret rundt mellem kanaler, blikket klæbet til skærmen.
Hvilken gave nu?
Et komfur. Et godt ét, der holder. Hun fylder jo år om to uger har du glemt det?
Jeg så en skygge af irritation i Jacobs øjne, men han smurte hurtigt sit standard-smil på.
Er det gamle nu helt færdigt? Det ser da meget anstændigt ud stadig.
Jeg slog mig ned på armlænet, glattede automatisk min kjole.
Du så det jo sidst. Ovnen varmer knap op, og der er to blus, der er døde. Mor klager hele tiden over, at hendes boller ikke bliver som før. Du ved, det betyder meget for hende.
…Min mor, Ingelise Sørensen, elskede at nusse med dej. Hendes lille køkken duftede altid af vanilje og kanel, og på vindueskarmen stod lune boller til afkøling. Naboerne kom altid forbi til kaffe, velvidende at de aldrig gik uden lidt sødt. Hendes komfur var købt for mere end 30 år siden, og ærligt talt det holdt kun sammen på viljen nu.
Okay så, Jacob rettede sig op og skævede mod mig. Hvad skal jeg gøre?
Vælg et godt mærke. Du har styr på teknik. Kør hen og se modeller, sørg for levering. Jeg har for travlt på arbejde lige nu.
Jeg rakte ham mit Visa-kort, som lå dybt begravet i håndtasken. Han vendte det blå plastikkort i hånden i lyset fra lampen.
Her er min bonus det blev til 7.000 kroner. Det er vel nok til et solidt komfur?
Jacob nikkede, og han fik straks det der udtryk, han har når han vil se handlekraftig ud.
Det skal du ikke tænke på, skat. Det klarer jeg.
Jeg har lært efter fem år sammen, at Jacob er den praktiske mand han finder altid rabatter, samler bonusser op. Der har jeg kunnet stole på ham.
Bare vent ikke for længe, så det er fremme til dagen.
Jeg ordner det, sagde han, og lod rutinemæssigt kortet glide ned i lommen.
En uge gik. Jeg stod klemt ind mellem pendlere i 5A på vej hjem fra kontoret, da jeg kom i tanke om at tjekke saldoen på min mobil. Appen åbnede til en transaktion på 7.000 kroner…
Jeg smilede for mig selv. Jacob havde gjort det og for det beløb kunne han nemt have valgt en model med grill, timer og den ovnlåge, mor havde drømt om. Nu kunne Ingelise bage sine lagkager uden frygt for, at ovnen svigter.
Jeg forestillede mig mors ansigt, når hun modtog komfuret: smilerynkerne ville danse, læberne dirre, og så komme det uundgåelige: Åh, sådan skulle I nu ikke have brugt penge på, børn! Og straks ville hun tale om, hvilken kage der skulle bages først.
Et godt komfur er en investering i hverdagsglæde. Mormor fortalte altid om sit gamle Voss, der nåede at holde i tredive år. Hvis bare man vælger kvalitet, holder de længe det ved vi jo alle.
…Fødselsdagen faldt en lørdag. Jeg puslede rundt hele morgenen, pakkede blomster og små gaver, jeg havde samlet sammen. Jacob gik hvileløst rundt, tjekkede klokken.
Du glemmer da ikke kuverten? mindede jeg ham om, da jeg trak støvlerne på. Du har da papirene til komfuret i den?
Ja ja, sagde han og klappede på jakkelommen.
Ved middagstid stod vi hos Ingelise Sørensen. Selvom ovnen var iblandt, havde hun tryllet en herlig æblekage frem, og hele entreen summede af familie, latter og champagneglas.
Jeg krammede mor varmt.
Tillykke med dagen, mor. Her er til dig.
Jeg rakte hende den cremefarvede konvolut, jeg havde fået fra Jacob. Jeg havde ikke engang kigget i den han havde styr på det.
Mor smilede med hele ansigtet.
Nej, hvor er I søde! Hun foldede konvolutten op med et vippende negleblad, øjnene fulde af håb.
Jeg kunne ikke lade være med at smile, så glad som hun var. Men hendes ansigt stivnede. Smilet forsvandt langsomt.
Hvad… er det her?
Jeg bøjede mig frem og kiggede. Et gavekort til Matas. 350 kroner.
Tre hundrede og halvtreds.
Jacob, sagde jeg og vendte mig skarpt. Han var allerede på vej ud mod altanen. Hvad er det her?
Ej, nu det er da et lækkert gavekort! De har jo alt der…
Og komfuret?!
Ingen svar. Han trådte ud på altanen og lukkede døren bag sig.
Jeg gik efter og flåede døren op.
Forklar dig! Nu!
Han lænede sig op ad gelænderet, så boligen summede bag os.
Jamen… Cecilie på arbejdet var helt slidt ned, hun havde virkelig fortjent et pusterum… Jeg kunne ikke lade være…
Hvilket pusterum? Hvem er Cecilie? Jeg skød frem, øjnene lynede. Jeg gav dig penge til min mors komfur!
Der var et afbud på en rejse kun 6.700 kroner, Malaga, all inclusive… Det ville gå til, hvis vi ikke tog den! Forstår du ikke
Inden han nåede videre, smuttede jeg telefonen ud af lommen, tjekkede beskederne. En lang tråd med Dania Rejser, datoer, beløb og en besked fra Cecilie med en masse hjerter.
Du er verdens bedste! Afsted fredag!
Jeg mødte Jacobs blik han så pludselig ti centimeter mindre ud.
Jeg ringede op til rejseselskabet.
Hej, det er Dania Rejser, Line taler, hvordan kan jeg hjælpe?
Hej. Der er booket en rejse til Cecilie Mikkelsen, afgang fredag. Jeg vil gerne annullere.
Beklager, svarede hun, men hvem er du?
Jeg ejer kortet, rejsen er betalt uden min accept.
Jacob ville række ud, men jeg udstrakte bare hånden og stoppede ham.
Et øjeblik… Ja, booking fundet. Du skal møde op på kontoret, og så ordner vi det. Beløbet bliver tilbageført inden for ti hverdage.
Fint, jeg kigger forbi i morgen.
Jeg smed telefonen til ham.
Marie, lad nu være, du overdrager…
Men jeg gik bare videre gennem stuen, hvor resten af familien foregav at koncentrere sig om pålægssalater. Mor stod roligt med det lille gavekort i hånden.
Kom, mor. Vi køber din rigtige gave nu.
Ingelise gjorde ingen indvendinger. Hun tog sin frakke og sin taske og fulgte med.
Hos Elgiganten duftede der af nye apparater og glans. En fyr med navnet “Mads” på badge forklarede tålmodigt forskellighederne.
Den her er bedst, sagde han og pegede på et elegant hvidt komfur. Perfekt til bagning. Jævn varme, indbygget grill, timer og blæser.
Mor strøg hånden over ovnlågen.
Den er flot, hviskede hun.
Vi tager den. Kan I levere i morgen?
Ja, fra klokken ni til tolv.
Det tog et kvarter at ordne det. Mor sagde ikke meget hjemad før vi stod ved opgangen. Så lagde hun blidt hånden på min arm.
Marie, tusind tak. Men jeg bekymrer mig for dig.
Ikke nu, mor.
Men… Jacob… I skulle jo…
Jeg lagde armene om hende.
Jeg klarer mig. Bare nyd din dag.
Hjemme igen var det blevet mørkt. Jacob sad i stuen med bukkede skuldre.
Vi er nødt til at snakke, begyndte han.
Jeg gik forbi ham, åbnede skabet, tog hans skjorter ud og lagde dem sirligt i hans sportstaske.
Hvad laver du? Marie… stop nu! Jeg ville bare hjælpe Cecilie. Hun trængte, det var hendes eneste chance!
Buks, T-shirts, strømper. Jeg tømte hylderne ud én efter én.
Du splitter familien over et komfur! Og du er skyld i det hele!
Jeg stoppede op. Mødte hans blik.
Jeg stolede på dig. Gik ud fra at du ville købe gave til min mor, med penge jeg havde knoklet for. Du brugte det hele på din veninde!
Det var da ikke så slemt…
Du spurgte ikke engang! Du bestemte bare! Og løj ovenikøbet!
Jacob gik nærmere og ville omfavne mig, men jeg skød hans sweater frem som skjold.
Rør mig ikke!
Cecilie havde det svært, forstår du ikke…
Tag dine ting og gå.
…En måned senere var jeg hos mor, Ingelise. Hendes nye, hvide komfur prydede hjørnet, ovnen blæste varm vanilje og sukkertopping over hele lejligheden.
Tænk, jeg har meldt mig til konditor-kursus! Mor strålede. Naboen Nina har anbefalet, og der underviser en rigtig fransk konditor!
Jeg tog et stykke lagkage. Blød creme smeltede på tungen.
Det smager fantastisk, mor. Helt vildt godt.
…Skilsmissen gik hurtigt, ingen drama. Jacob forstod ikke, hvorfor jeg ikke tilgav den lille fejl. Cecilie tog på ferie for egen regning eller måske slet ikke. Det var ligemeget for mig nu.
Jeg så mor nusse ved sit nye komfur, lykkelig og i sit rette element. Ude var dagen ved at gå på hæld, og inde ventede et nyt liv uden løgn, uden svigt, uden en mand, der mente, at andres penge og tillid var noget man kunne sløse væk.
Jeg smilede og skar et stykke kage mere. Hvorfor ikke jeg fortjener det.
