Dagbog, november
Dette kapitel i mit liv begyndte da min datter, Freja, gik i 1.g på gymnasiet i Aarhus. Jeg husker tydeligt, hvordan hendes adfærd langsomt begyndte at ændre sig hun virkede fjern og urolig, og det var slet ikke typisk for hende. En eftermiddag kom hun slet ikke hjem til den forventede tid efter skoletid, og da jeg ringede til hende, tog hun ikke telefonen. Jeg ventede og ventede, men efter en time kunne jeg mærke uro i kroppen. Som enhver mor greb jeg til det næste naturlige skridt og ringede til hendes klasselærer. Han fortalte, at Freja var gået direkte hjem efter timerne. Bekymringen voksede tusind tanker og scenarier fløj gennem mit hoved.
Freja trådte først ind ad døren sent om aftenen. Jeg kiggede på hende og forsøgte at bevare roen, men spurgte: Hvor har du været, og hvorfor svarede du ikke på din mobil? Hun himlede lidt med øjnene, som om min bekymring var overdrevet. Mor, tag det roligt. Jeg var bare inde i midtbyen med nogle venner, og min telefon løb tør for strøm. Undskyld jeg glemte at kontakte dig.
Da hun tog jakken af, lagde jeg mærke til, at hun bar en ny designer t-shirt og et par flotte øreringe. Freja, hvor har du fået dem fra? spurgte jeg. Jeg fik dem af en veninde. Hvilken veninde? pressede jeg på. Arh, mor, nu er du træls. Det er bare én fra klassen, du kender hende ikke. Du møder hende nok på et tidspunkt.
Hun skyndte sig ind på sit værelse og smækkede døren. Jeg syntes det hele var temmelig bekymrende, men besluttede mig for at vente med en større samtale til dagen efter. Næste morgen var hun allerede væk, før jeg stod op jeg fik ikke mulighed for at tale med hende. Hendes hurtige flugt ud ad døren føltes som en bevidst unddragelse. Samme dag kom hun igen ikke hjem til tiden, og hun tog stadig ikke telefonen. Da aftenen nærmede sig, greb nervøsiteten mig for alvor. Pludselig ringede min telefon.
Mor, kan du ikke komme og hente mig? græd Freja i røret, mens hun hastigt nævnte en adresse. Forbindelsen røg, og mit hjerte sad oppe i halsen. Med rystende hænder ringede jeg til min eksmand, Lars. Vi havde ikke meget kontakt, men nu var det alvor. Han kom hurtigt med et par gode venner, og sammen kørte vi ud til adressen i Risskov. Det var et stort gammelt hus, og musikken dundrede fra kælderen. Lars og hans venner gik straks ind og fandt Freja hun kom ud igen, helt opløst i tårer.
Det viste sig, at Freja på det seneste var blevet kontaktet af en ældre fyr, som havde foræret hende dyre ting t-shirten og øreringene. Han havde lovet hende, at hun nemt kunne tjene gode penge, og derfor havde han inviteret hende til denne fest. Inde i huset var der voksne, som tilbød hende noget, som var både uanstændigt og skræmmende Freja ville ikke være med til det, og forstod først nu, hvor galt det kunne gå. Hun indså, hun havde begået en stor fejl.
Jeg satte mig ned på kanten af hendes seng og trak hende ind til mig. Min skat, der findes intet der hedder gratis ost undtagen i musefælden, sagde jeg og strøg hende over håret, lettet over at hun var hjemme igen. Jeg håber, vi begge har lært noget af denne oplevelse; tillid og omsorg er uundværligt, uanset hvor gamle vi bliver.
