Forældre bekymrer sig konstant om deres børn. Og indimellem bliver de faktisk lidt skuffede over deres voksne afkom. Lad os tage et kig på de voksne døtre i dagens lille danske fortælling.
Historien om moren.
Benedikte havde opfostret tre børn. De blev alle voksne og lever nu, hver for sig, et selvstændigt liv. Den ældste søn har fået sig en familie og et arbejde i udlandet. Han sender billeder og postkort hjem til jul og påske. Hun gemmer dem, samlet sammen i en lille skotøjsæske, og kigger på dem, når hun savner ham ekstra meget.
Vi savner dig sådan, min dreng. Måske kunne du komme forbi en dag? Så kunne vi lære dine børn og din kone at kende, skriver Benedikte til sin søn.
Hendes mellemste datter har giftet sig med en officer. De flytter nærmest oftere end de skifter sengelinned og de har en lille pige sammen. En gang imellem kigger de forbi til kaffe og romkugler. Benediktes mand kan faktisk ret godt lide svigersønnen: det må siges, datteren har virkelig fundet sig et fornuftigt parti.
Yngste datter har dog ikke trukket det store vinderlod i privatlivet. Asta var gift en overgang, fik en dreng, men manden smuttede så meget for romantik. Pigen fulgte sin mors råd og smuttede til København, på jagt efter et bedre liv. Her fik hun arbejde som syerske på en mindre tekstilfabrik og tog sønnen Oskar med.
En dag beslutter Benedikte at besøge sin yngste.
“Mon du kan klare dig uden mig en uge?” spurgte Benedikte sin mand, Poul. “Jeg trænger altså til at tage ind til Asta og høre, hvordan det står til.”
Poul vinkede tappert farvel til sin kone. Det ville næppe blive let at slæbe indkøbsposer hjem alene, men alt for at glæde sin prinsesse. I timevis bumlede Benedikte afsted i DSBs betragteligt slidte vognplads. Hun glædede sig virkelig til gensynet med datteren de havde ikke set hinanden i tre år.
“Mor, hvorfor sagde du ikke, du kom? Jeg er på arbejde lige nu. Jeg kan først hente dig på Hovedbanen i aften,” lød det i mobiltelefonen, da hun ringede.
“Undskyld, jeg ville overraske dig,” svarede Benedikte. “Er det okay, at jeg venter der?”
“Jo jo, det går nok,” sagde Asta. Men efter noget tids venten hoppede Benedikte bare på bussen selv.
Da hun nåede frem, åbnede Oskar døren. Høj, ranglet, og faktisk slående lig sin morfar i sine unge dage.
“Goddag, min dreng!” jublede Benedikte og trak ham ind til sig. “Arh, rolig nu,” mumlede Oskar, vred sig fri. “Hvorfor kom du så tidligt? Jeg har haft travlt med både støvsugeren og at dække bord. Jeg smuttede fra arbejde og gik straks i gang med at koge suppe og stege frikadeller til dig!”
Netop som de skulle til bords, ringede Poul. Benedikte smilede og fortalte tålmodigt, at hun havde det glimrende, at hun var blevet hentet, og at nu sad de bænket om Astas veldækkede bord.
Da de sad klar ved bordet, spurgte Asta med et glimt i øjet: “Hvor mange frikadeller får du puttet ned, mor?”
Sandheden var, at Benedikte kunne have gnavet sig igennem en hel fem-pak, men hun svarede beskedent: “Du kan bare stille dem på bordet så ser vi, hvem der vinder.”
En tallerken med fem lune frikadeller landede på bordet og det var så festmåltidet, når en datter skal imponere sin gamle mor. Benedikte sad og tænkte, om datteren mon var på smalkost, og besluttede straks at sende lidt ekstra penge i næste måned.
Under aftensmaden lagde Asta ikke skjul på, at hun havde travlt: “Hvornår regner du egentlig med at tage hjem, mor?”
Benedikte følte sig fornærmet og sagde spidst, at hvis hun var til besvær, så kunne hun skam tage toget tilbage i morgen.
Næste dag tilbragte Benedikte alene i lejligheden. Om aftenen gemte alle sig på hvert deres værelse. Senere på aftenen listede Oskar over til en kammerat, mens Asta gik på café med veninderne. Mor sad så dér med rugbrød og tankespind som eneste selskab.
Hun gik og kedede sig bravt, indtil hun fik det indtryk, at hun faktisk ikke rigtig var savnet. Da hun pakkede tasken, overhørte hun Oskar spørge: “Mor, hvornår dukker onkel egentlig op? Vi skulle jo til FCK-kamp.”
“Når mormor er taget hjem,” svarede Asta tørt.
Lettere rystet trak Benedikte i frakken og forlod lejligheden uden det store farvel. Poul, der vitterligt havde savnet sin agenda-makker, stod klar på perronen i Roskilde, storgrinende og glad. Og så måtte Benedikte sande, at selvom man har gjort sig umage med kærlighed og omsorg for sine børn, så går tiden altså videre og det er slet ikke sikkert, man bliver savnet på den måde, man selv havde regnet med.
