Han hedder Mikkel. På billederne ligner han en helt almindelig mand på omkring 35 år, pæn og ordentlig uden noget særligt opsigtsvækkende. I profilen skriver han om “bevidsthed”, “personlig udvikling” og jagten på “en ægte, levende sjæl”. Allerede der burde man have været på vagt erfaringen har længe vist mig, at jo højere mænd råber om “den rigtige kvinde”, desto oftere ligger der blot et ønske om maksimal bekvemmelighed bag, helst med en partner, som ikke forlanger noget og aldrig stiller krav.
Vi skrev sammen i et par dage. Mikkel opførte sig høfligt, selvom der af og til kom nogle mærkelige bemærkninger snigende. Især elskede han at filosofere over, hvordan nutidens kvinder efter hans mening er fordærvede af penge.
De vil jo kun på restauranter, til Maldiverne og have dyre telefoner, skrev han. Ingen har mere lyst til bare at gå en tur og tale sammen hjerte til hjerte.
Som et dannet menneske nikkede jeg i tankerne selvfølgelig og drejede samtalen forsigtigt over på noget andet. Hver har sine ar, tænkte jeg. Måske har hans ekskone efterladt ham uden bolig eller uden illusioner hvem ved. Jeg prøver ikke at dømme på forhånd.
Og nu foreslår han, at vi mødes. Problemet var bare det: det er februar, og det er koldt. Ikke bare almindelig vinter, men rigtig dansk vinter med minus tyve grader og snestorm. Meteorologerne har advaret om “orange fare”, og beredskabet har sendt smser ud om, at man kun bør gå udenfor, hvis det er absolut nødvendigt.
Lad os mødes i parken, skrev Mikkel. Gå en tur, træk frisk luft, lær hinanden at kende uden alt det overfladiske.
Mikkel, svarede jeg, det er minus tyve, vi bliver til isskulpturer på ti minutter! Kunne vi ikke bare tage en kop kaffe på en café?
Svaret kom hurtigt.
Jeg går ikke på café, det gør kun kvinder, der forventer at blive trakteret, og jeg er på udkig efter en livspartner, én der går med mig gennem ild og vand og frost. Hvis det er vigtigt for dig, at jeg bruger to hundrede kroner på dig, så passer vi nok ikke sammen.
Min nysgerrighed vandt. Jeg ville virkelig gerne møde denne “forkæmper for ægte forhold”, for hvem en kop kaffe er et symbol på økonomisk slaveri.
Okay, skrev jeg. Parken det bliver, klokken 19 ved hovedindgangen.
Forberedelsen tog sin tid. Jeg fandt skiundertøj frem, en varm uldsweater og til slut et skitøj. På fødderne et par støvler med tykke såler og uldsokker, på hovedet en dansk vinterhue.
I spejlet så jeg en, der var klar til at overvintre på Grønland.
Så kan du bare vente dig, Mikkel, blinkede jeg til mit spejlbillede og trådte ud i den frysende mørke aften.
Præcis klokken 19 står jeg ved parken. Frosten bider straks i kinderne det eneste der er ubeskyttet. Sneen knirker, og der er ikke et menneske i nærheden: fornuftige folk, inklusive de krævende kvinder, har valgt varmen.
Mikkel står ved indgangen. I et tyndt efterårsfrakke. Han tripper, hopper småt og prøver forgæves at puste varme i hænderne. Næsen har allerede fået farve som en blomme, og ørerne gløder rødt.
Jeg går hen til ham.
Hej, siger jeg med dæmpet stemme bag tørklædet.
Han kaster et blik på mig, tydeligvis med forventning om at se en spinkel fe i nylonstrømper, der skal stå og dirre i blæsten, så han kan føle sig som en helt. Men i stedet står der en, der mest ligner en redningsarbejder på ekspedition.
Hej, klaprer han med tænderne. Du har virkelig forberedt dig grundigt.
Du sagde jo, igennem ild og vand jeg tog udgangspunkt i frost. Skal vi gå en tur og trække frisk luft?
15 minutter med æren
Vi begiver os ned ad alléen. Denne gåtur bliver straks indlemmet i min top fem over de mærkeligste dates nogensinde.
Hvordan synes du, vejret er? spørger jeg med høflighed.
Opfriskende, får han presset frem. Ansigtet bevæger sig næsten ikke mere, kun de blå læber rører sig. Jeg elsker vinter, den tester folk.
Enig, nikker jeg. Nu du nævnte de krævende kvinder: fortæl lidt mere om din teori om, hvorfor kaffe er så fordærvende?
Det er tydeligt, at det er smertefuldt for ham at tale frosten brænder hans hals men overbevisningen kræver ofre.
Fordi forhold skal bygges på interesse for hinanden, ikke på penge. Hvis en kvinde ikke bare kan tage en gåtur, men straks kræver at blive beværtet, så bliver hun forbruger, siger han med rystende stemme.
Men hvad hvis en kvinde bare ikke har lyst til at få lungebetændelse? spørger jeg og justerer hætten.
Undskyldninger, siger han og snøfter kraftigt. Vil man, så kan man, man må bare klæde sig varmt på.
Jamen, det har jeg jo gjort, siger jeg og breder armene ud for at fremvise min omfangsrige skiuniform. Det ser ud til, du ikke helt fulgte med? Er du sikker på, du ikke fryser?
Det går fint! bider han af, selvom han skælver så meget, at det kan ses selv i halvmørket.
Efter ti minutter når vi parkens centrale plads. Der står en lukket kaffevogn. Mikkel kigger på den med en længsel, der nærmest er tragisk.
Skal vi tage hjem? foreslår han det blæser mere nu.
Helt ærligt? Jeg er lige kommet i gang! Du vil jo lære min sjæl at kende. Skal vi tale om litteratur? Kan du lide Jack London? Han har en fantastisk fortælling, At tænde et bål, hvor hovedpersonen fryser ihjel, fordi han undervurderede kulden.
Hans blik indikerer, at jagten på sjælen er lagt på hylden.
Hør, jeg må smutte, afbryder han. Jeg har nogle pludselige, vigtige ærinder.
Hvilke ærinder? Vi skulle jo have en hyggelig aften.
Arbejde. Kom i tanke om, jeg har glemt at sende en rapport.
Fredag aften klokken otte?
Ja! udbryder han næsten.
Han vender sig brat rundt og skynder sig mod udgangen. Jeg går bag ham, nyder øjeblikket: min overlever holder nøjagtig femten minutter.
Ved metroen siger han ikke engang farvel han forsvinder bare ned i den varme undergrund. Jeg håber, han ikke kun varmer sine frosne fingre, men måske også sine meninger selvom det nok er et håb uden bund.
Jeg går hjem, brygger en kop varm te og sletter samtalen med Mikkel. Jeg fortryder ikke tiden disse femten minutter var en perfekt vaccination mod skyldfølelse. Og en påmindelse om, at selvomsorg ikke gør kvinder til krævende.
