Din kone er begyndt at blive lidt for fri i det, du må forklare hende, hvordan man bør opføre sig, formanede Maxims mor, Ingrid.
Katrine, jeg holder jo indflytterfest i morgen! Jeg har inviteret så mange, og du ved, i den nye lejlighed er der intet på plads endnu. Hjælper du mig, ikke?
Selvfølgelig, Ingrid, svarede Katrine, selvom hun havde helt andre planer for weekenden.
Så begyndte det. Smørrebrød til tredive mennesker. Cæsarsalat. Pålæg med dansk rødpølse og flæskesteg. Frugtdekoration med vindruer og æbler. Pyntning af stuen. Møblerne skulle placeres rigtigt.
Forestil dig: fredag aften, hvor hun havde drømt om hyggemiddag med sin mand, blev i stedet til en tur til Bilka. Lørdag klokken seks hun står i en fremmed lejlighed og kokkererer.
Mads, kan du ikke lige hjælpe mig med at sætte stolene frem? bad Katrine.
Du ved jo bedst, hvor det skal stå, svarede han, uden at fjerne blikket fra sin telefon, hvor han læste nyheder.
Hen ad tre-tiden var Ingrids stue forvandlet. Et overdådigt buffetbord. Alt pyntet med sans for dansk hygge levende lys, lyngbuketter. Katrine så på det hele og følte sig helt udmattet.
De første gæster ankom præcis klokken fire. Ingrids kolleger fra Folkeskolen, naboer fra den gamle opgang, veninder. Alle omfavnede værten, beundrede lejligheden, kom med sammenplantninger og indflyttergaver.
Katrine stod i køkkenet og skar citron til fiskefileterne.
Hvor er din svigerdatter henne? spurgte en gæst.
Hun går og hjælper ude i køkkenet, sagde Ingrid og vinkede ligegyldigt. Katrine! Kom ud og hils!
Katrine gik ud. Smilede til alle. Sagde hej.
Sikke en omsorgsfuld svigerdatter du har! udbrød en dame i marineblåt jakkesæt. Hun har virkelig hænderne skruet rigtigt på!
Ja, hun er jo godt opdraget af mig, lo Ingrid tilfreds. Nu har jeg en pålidelig støtte i huset.
Men så skete det. Der var ikke nogen stol til Katrine.
Åh, Katrine, du har jo ikke tid til at sidde ned, sagde Ingrid undskyldende. Hold hellere øje med frokosten og fyld op, hvor der mangler.
Katrine nikkede bare. Hvad skulle hun ellers gøre?
Så står hun i hjørnet som en serveringsdame. Udbringer snacks, fylder Cava i glassene, fjerner brugte servietter. Ved bordet snak, latter og skål.
Kan du huske, Ingrid, dengang på din gamle arbejdsplads, begyndte en kollega.
Katrine stod stille og lyttede til fremmede minder fra en hverdag, hun er udenfor.
Katrine, kan du friske frugtbakken lidt op? råber Ingrid.
Katrine går i køkkenet. Skyller de grønne druer. Arrangerer dem pænt.
Sikke et festligt bord! roser gæsterne. Ingrid, din svigerdatter er en sand kunstner!
Mads valgte klogt en kvinde, der kan holde hus! supplerer damen i jakkesæt. Hjemmet er sikkert altid pænt og middagen klar!
Der grines. Også Mads smiler stolt.
Stolt over hvad? At han har fået sig en gratis hushjælp?
Men det var ikke slut endnu.
Ved bordet blev samtalerne mere frisindede. Stemningen familienær, stemmerne højere.
Ingrid, fortæl nu om dengang Mads var ung og tog pusten fra alle piger på universitetet! fniser en af Ingrids ældre veninder.
Åh, lad nu være, fniser Ingrid, men hun stråler ved tanken om at være midtpunkt. Hele årgangen var vilde med ham! Bare tyve år og allerede så flot.
Alle griner. Mads rødmer men det er rutine, han er vant til sin mors ros.
Katrine polerer cocktailglas ved serveringsbordet. Ingen bemærker hende. Hun er blot en del af møblementet. Praktisk men usynlig.
På uni stod pigerne hele tiden i kø til ham! praler svigermoren videre. Endda dekanen sagde for sjov: “Mads bliver vores Don Juan.” Og han fik jo ret før Katrine havde han masser af kærester!
Nå, mor, forsøger Mads svagt.
Og hvad så? Katrine ved jo godt, hun ikke var den første, ler Ingrid. En mand skal have livserfaring! Ellers kan han ikke bygge familie.
Jakkesætsdamen nikker veltilfreds:
Sandt nok, Ingrid. Og kvinder har gavn af at vide, manden er erfaren.
Præcis! nikker svigermor. Og Katrine er ikke jaloux!
Alle ser afventende på Katrine. Forventer bekræftelse af, at hun virkelig er rolig.
Katrine nikker. Alternativet mangler.
Katrine, hvordan mødte du og Mads hinanden? spørger naboen nysgerrigt.
Katrine åbner munden, men svigermor tager ordet:
I banken! Mads var ny projektleder, Katrine arbejdede som rådgiver. Med det samme kunne jeg se: hun var seriøs og ansvarsfuld.
Ansvarsfuld. Som til en jobansøgning.
Jeg sagde til Mads: Læg mærke til den pige. Hun er ikke flyvsk, men hjemlig. God til familie!
Forestil dig man taler om dig, som om du er en vare: “God til familie”.
Og du fik ret! jubler jakkesætsdamen. Se lige, hvad hun kan! Har sørget for hele indflytterfesten.
Ja, bekræfter Ingrid med stolthed. Jeg vidste, hun kunne bære et hjem. Ikke ligesom de selviske unge nu, der kun tænker på sig selv.
Det værste Mads sagde intet. Han protesterede ikke. Han sagde ikke: “Mor, stop nu.” Han sad bare og lyttede, mens hans kone blev vurderet, som var hun en avlshest på auktion.
Hvornår kommer der småbørn? skød den uundgåelige bemærkning frem. Du vil så gerne være mormor, Ingrid!
Svigermor sukkede dybt:
Det ville jeg virkelig. Men de unge udskyder altid job, og alt muligt. Men tiden går!
Katrines kinder brændte. Det var et ømt emne. I næsten to år har hun og Mads forsøgt uden held. Hun har snakket med lægen i hemmelighed, taget vitaminer. Alt ser fint ud, men hver måned bringer håbløshed og skuffelse.
Det er deres private sag, bemærkede naboen diplomatisk.
Selvfølgelig! sagde Ingrid. Men jeg har sagt til dem nu må de snart tage sig sammen! Jeg drømmer om børnebørn.
Katrine pressede læberne hårdt sammen. “Hintet” hun spørger hver uge: “Er der gode nyheder?” Og Katrine rødmer og mumler undskyldninger.
Måske er de ikke klar? indvendte en af gæsterne forsigtigt.
Hvad for noget ‘ikke klar’! viftede Ingrid af. Da vi var i deres alder fik vi da børn uden videre! Nu finder de på undskyldninger og snakker om instinkt.
Katrine gik ud til vinduet.
Katrine! kaldte svigermoren Hvad er du trist for? Kom herind vi taler om vigtige sager.
Katrine gik hen og stillede sig ved siden af Mads lænestol.
Se, hvad min søn har fået: en medgørlig kone, fortsatte Ingrid. Beder man om noget, så gør hun det. Ikke som de moderne kvinder med alle deres krav.
Hvilke rettigheder har en kone? svarer jakkesætsdamen filosofisk. Det vigtigste er, at manden er lykkelig og familien blomstrer.
Præcis! støttede en anden gæst. Kvindens lykke ligger i hjemmet og børnene.
Katrine lyttede, og mærkede hvordan noget snørede sig til i hende. De talte om hende, men ikke med hende.
Ingrid, hvad med Mads’ første rigtige kæreste? spurgte én. Var det ikke Stine hun hed?
Åh, lad være! lo Ingrid. Hun var sød, men for egenrådig. Godt, de gik fra hinanden!
Hvad var problemet? var nogen nysgerrige.
Ingrid så på selskabet med betydning:
Hun skulle bestemme alting, modsagde altid. Ikke egnet som kone! Jeg sagde til Mads: Tænk dig grundigt om, vil du have en der skændes hele tiden?
Mads rørte på sig, men sagde intet.
Godt du gjorde det! nikkede jakkesætsdamen. En mor ved bedst, hvilken pige der passer til sønnen.
Katrine, hent venligst lidt mere is! sagde Ingrid.
Katrine nikkede og gik ud i køkkenet. Fandt isterninger. Stirrede længe på dem.
Pludselig indså hun: Hun var ikke gæst, men personale.
Katrine stod med isspanden på køkkenet og så ud over Københavns aftenstille gader. På nabobalkoner sad folk og nød deres liv.
Fra stuen hørtes festens summen. Karaoke. Fællessang.
Katrine! råbte Ingrid. Hvor bliver isen af? Sæt lige kaffe over også!
Automatisk tændte hun kaffemaskinen. Tog isspanden og gik ind i stuen.
Se, her kommer arbejdsbien! sagde jakkesætsdamen muntert. Du ser så alvorlig ud, Katrine kom nu med i festen!
Hun er vel bare træt, svarede Ingrid. Hele dagen har hun hjulpet til. Sådan er kvindelivet at tage sig af hjemmet.
Det er rigtigt, istemte naboen. Mandens opgave er at tjene pengene.
Men tjener jeg ikke penge? spurgte Katrine stille.
Alle vendte sig mod hende. Stilhed faldt over rummet.
Hvad, skat? spurgte Ingrid forvirret.
Jeg spurgte, om det ikke tæller, at jeg også tjener penge? sagde hun højere.
Mads rynkede panden:
Katrine, hvad skal det gøre godt for?
At tante Gitte sagde, manden tjener pengene. Skal han så bare slappe af og jeg vælger at knokle både ude og hjemme?
Gæsterne så på hinanden. Ingen havde set det komme.
Du tjener jo også selvfølgelig, sagde jakkesætsdamen Men det er jo noget andet.
Hvordan noget andet?
Altså, hun tøvede. Du er rådgiver. Mads er projektleder. Han har mere ansvar.
Så min er ikke rigtigt arbejde? Men alle hjemmets pligter er også på min ryg. Jeg arbejder i banken og herhjemme. Mads arbejder kun i banken. Men det er ham, der skal slappe af.
Ubehaget bredte sig i stuen.
Katrine, nu må du stoppe, snerrede Mads. Hvad handler det om?
Det handler om, Katrine satte isspanden på bordet, at jeg har brugt to hele dage på denne fest. Handlet ind, lavet mad, pyntet op. Og i dag har jeg knoklet fra morgen til aften. Selv en stol til mig var der ikke.
Det var jo ikke med vilje! forsøgte Ingrid at undskylde. Jeg lagde bare forkert sammen.
Forkert ja, nikkede Katrine. Fordi ingen tænkte på mig. Jeg er bare hushjælp her.
Katrine! snerrede Mads. Det er nok!
Nok hvad? At sige sandheden?
Ro på, Katrine, forsøgte en gæst. Du trænger bare til ro.
Hold op med at gøre dig til grin! snærrede Ingrid. Man skal ikke skabe drama foran gæster!
Men det er åbenbart okay at diskutere mit privatliv foran gæster? Tale om, jeg ikke får børn? Om Mads’ ekskærester?
Ingrid blev bleg.
Det ville jeg aldrig…
I snakkede om Stine, og hvor godt det var, hun sagde sin mening. Nu er det bare godt, jeg er så “nem”.
Katrine så på dem.
Ved I hvad? Stine havde ret! Man skal ikke lade sig gøre til gratis hushjælp!
Hvad snakker du om! råbte Mads og rejste sig. Hvilken hushjælp?
Ved du, hvad jeg drømte om i dag? Katrine hviskede lavt. At høre dig sige: “Her er min kone. Hun arbejder i banken. Hun er klog og dygtig.” Men det jeg hørte var: “Hun er så praktisk. Fornuftig. God til familie.”
Katrine, nu må du altså…
Må jeg? afbrød Katrine skarpt. Du sagde intet, da din mor kaldte mig “praktisk”. Intet, da Gitte sagde, konen kun skal tilfredsstille manden. Intet, da alle ville diskutere mit privatliv.
Stemmen rystede. Tårerne, hun havde holdt tilbage hele aftenen, strømmede pludselig.
Ved I hvad? Jeg er færdig med at være nem og praktisk!
Katrine tørrede øjnene.
Undskyld, jeg ødelagde festen. Jeg kan ikke mere spille den perfekte svigerdatter.
Hun gik mod døren.
Katrine, stå stille! råbte Mads. Hvor skal du hen?
Ud på altanen. Trække vejret, svarede hun ærligt, uden at stoppe. I kan blot fortsætte festen. Nu uden hushjælp.
Altandøren lukkede sig bag hende. Derinde blev stemmerne og musikken. Herude, under den danske stjernehimmel, kunne Katrine endelig være sig selv.
Hun græd.
Katrine var på altanen i over en time. Først græd hun af skam, af vrede, af lettelse. Til sidst sad hun bare og så på byens levende lys.
Fra lejligheden lød dæmpede stemmer. Gæsterne var taget af sted. Kun to stemmer tilbage Mads og Ingrid.
Jeg forstår ikke, hvad der gik af hende! beklagede Ingrid. Sådan foran gæster!
Mor, hun har måske en pointe, sagde Mads forsigtigt.
Hvilken pointe?! Hun rasede af på os! Ødelagde festen!
Katrine lyttede.
Hun har faktisk arbejdet hele dagen.
Og hvad så? Jeg arbejdede også dengang! Klager aldrig! Familie er et slid, Mads. En kvinde skal kende sin plads.
Katrine lo tørt. Selv nu fattede svigermor intet.
Men alligevel…
Alligevel intet! Tal straks med hende. Forklar hvordan hun skal opføre sig. Hun er løbet løbsk.
Katrine åbnede døren og trådte ind. Mads og Ingrid stod i det kaos, gæsterne havde efterladt.
En alvorlig samtale lyder som en god idé, sagde Katrine roligt.
De stivnede.
Katrine, begyndte Ingrid forsigtigt. Kom nu, vi mente det ikke ondt.
Det ved jeg, nikkede Katrine. I er bare ikke vant til at jeg taler min sag.
Katrine, lad os tale om det hjemme, bad Mads.
Nej. Det startede her, og det slutter her.
Katrine satte sig i en af de stole, hvor gæsterne lige havde siddet.
Mads, i morgen tager jeg hjem til mine forældre. En uge. Jeg har brug for at tænke.
Hvad skal du tænke over? Mads blev nervøs.
Om jeg vil bo i en familie, hvor jeg ikke bliver værdsat.
Katrine, du overdriver.
Overdrivelse er det ikke, sagde hun stille. Det er et valg. Enten ændrer vi tingene, eller også ændrer jeg mit liv.
Ingrid fnyste.
De unge mennesker og deres krav!
Mads, hvis du virkelig vil have vores ægteskab, så tænk over det. Ikke hvordan du disciplinerer mig, men hvorfor jeg græd ude på altanen, mens din mor tog imod lykønskninger.
En uge senere kom Mads til Katrines forældre i Odense. Han sad i deres lille køkken, kørte sin vielsesring rundt.
Katrine, kom tilbage. Jeg lover, det bliver anderledes.
Katrine så længe på ham.
Godt. Vi prøver igen.
Hun græd aldrig mere til et dansk familieselskab.
For hun havde lært at kæmpe for sin ret til respekt.
