Hans navn var Morten. På billederne lignede han en helt almindelig mand i midten af trediverne, pæn og velsoigneret, uden nogen som helst vilde detaljer. I hans profil stod der tanker om bevidsthed, personlig udvikling og jagten på en ægte, levende sjæl. Allerede dér burde alarmklokkerne have ringet; erfaringen har for længst lært mig, at jo højere en mand råber om den ægte kvinde, jo mere vil han egentlig bare have én, der er behagelig, ikke kræver noget og ikke forventer mere end han kan tilbyde.
Vi skrev sammen nogle dage. Morten holdt sig til god tone, men nu og da sneg der sig nogle mærkelige bemærkninger ind. Især var han glad for at filosofere over, hvor ødelagte kvinder var blevet af penge.
De vil alle have restauranter, Maldiverne og smartphones, skrev han. Ingen gider se hinandens sjæl, bare gå en tur og snakke.
Som en velopdragen dansker nikkede jeg altså, i det stille og forsøgte at styre samtalen over på noget andet. Alle har deres ar. Måske havde en ekskone efterladt ham uden bolig, eller uden illusioner hvem ved. Jeg prøver at lade være med at dømme for hurtigt.
Så foreslår han, at vi mødes. Der var bare ét problem: det er bidende koldt. Ikke sådan det føles lidt køligt, men virkelig vinter minus tyve på termometeret og endnu koldere på grund af vinden. DMI havde sendt SMSer med advarsler om ikke at gå ud, hvis man ikke var nødt til det, og anbefalinger om varmt tøj og forsigtighed.
Lad os mødes i parken, skriver Morten. Gå en tur, få noget frisk luft og lære hinanden at kende uden alt det ydre.
Morten, det er minus tyve udenfor, efter ti minutter bliver vi til isskulpturer! Måske skulle vi hellere tage en kaffe?
Svaret lod ikke vente på sig.
Jeg går ikke på caféer, der sidder kun kvinder, som forventer at blive vartet op jeg vil have en livsledsager, som går med mig i ild, vand og frost. Hvis det betyder noget for dig, at jeg bruger et par hundrede kroner på en kop kaffe til dig, så passer vi nok ikke sammen.
Min nysgerrighed vandt. Jeg var simpelthen nødt til at møde denne forkæmper for rene relationer, for hvem en kop americano er det ultimative symbol på økonomisk afhængighed.
Fint, skrev jeg. Parken it is, klokken 19 ved hovedindgangen.
Jeg brugte lang tid på at klæde mig på. Frem med termoundertøj, varm sweater, og til sidst min skidragt. På fødderne; støvler med tykke såler og uldsokker, på hovedet; dansk vinterhue med øreklapper.
I spejlet så jeg en, der var klar til at overvintre på Grønland.
Nå, Morten, nu skal du få det, du har bedt om, blinkede jeg til min refleksion og trådte ud i den frostklare, mørke aften.
Præcis klokken 19 stod jeg ved parken. Kulden bed med det samme i kinderne – det eneste, der var åbent. Sneen knirkede, og der var ikke menneske i nærheden; normale folk, inklusive de såkaldte pengedronninger, valgte varmen.
Morten stod ved indgangen. I efterårspels! Han vekslede mellem at stå på tæer og hoppe, pustede desperat i hænderne. Hans næse havde en dyb blommefarve, og hans ører var ildrøde.
Jeg gik hen til ham.
Hej, sagde jeg dæmpet fra under tørklædet.
Han betragtede mig tydeligvis med forventning om at møde en skrøbelig fe i nylon, der ville stå charmerende og skælve, så han kunne føle sig som en ridder. I stedet stod der én, der mest lignede en bjergredder.
Hej, stammede han med klaprende tænder. Du… du har virkelig forberedt dig.
Du sagde jo ild, vand og frost. Så jeg startede med kulden! Skal vi ikke gå en tur og få lidt frisk luft?
15 minutters berømmelse
Vi gik hen ad alléen. Den her date blev straks føjet til listen over de mest bizarre oplevelser, jeg har haft.
Hvordan synes du vejret er? spurgte jeg småsnakkende.
Opkvikkende, udbrød han. Ansigtet var nærmest stift; kun læberne rørte sig, og de blev lynhurtigt blå. Jeg elsker vinter, den tester folk.
Enig, nikkede jeg. Men fortæl mig hvorfor mener du egentlig, at kaffe er et slags moralsk forfald?
Det var tydeligt, at det gjorde ondt at tale frosten brændte i halsen men hans overbevisning krævede ofre.
Fordi…, stemmen rystede, relationer skal bygges på interesse for hinanden ikke for hinandens penge. Hvis en kvinde ikke kan nøjes med en gåtur, men straks kræver noget, så er hun en forbruger.
Hvad hvis hun bare ikke har lyst til lungebetændelse? spurgte jeg og trak hætten op.
Det er undskyldninger, afviste han og snøftede højt. Man kan bare klæde sig varmt på.
Det har jeg jo gjort, sagde jeg og viste min fyldige silhuet frem. Men du ser ikke så godt forberedt ud. Fryser du ikke?
Nej, det går fint! sagde han bidt, men hans rysten var tydelig selv i halvmørket.
Efter ti minutter kom vi til parkens centrale plads. Der stod en lukket kaffevogn. Morten kiggede på den som en tragisk helt.
Måske skulle vi vende tilbage? foreslog han. Vinden er blevet værre.
Det mener du ikke! strålede jeg. Vi er jo kun lige startet. Du vil jo lære min sjæl at kende. Elsker du Jack London? Han skrev At bygge et bål, hvor en mand døde fordi han undervurderede kulden.
Hans blik havde intet med sjælelig søgen at gøre.
Hør, jeg må gå, afbrød han. Jeg har… en deadline… meget vigtigt.
Hvilken deadline? Vi havde jo planlagt aftenen.
Arbejdsrelateret. Kom lige i tanke om, jeg ikke havde sendt rapporten.
Klokken otte en fredag?
Ja! nærmest råbte han.
Han vendte sig brat og næsten løb mod udgangen. Jeg gik langsomt bagved, og nød øjeblikket: min overlever holdt præcis femten minutter.
Ved metroen sagde han ikke farvel han forsvandt blot ned i det redningsvarme rum. Jeg håber, han fik varmet både fingre og måske lidt af sine synspunkter op men tvivler.
Selv gik jeg hjem, bryggede en kande varm te og slettede Mortens beskeder. Jeg fortrød ikke de femten minutters frost; de gav et fantastisk boost mod skyldfølelse og mindede mig om, at omsorg for sig selv ikke gør én til pengedronning.
