Min mand kom hjem fra arbejde i går og opførte sig ret mærkeligt.
Jeg spurgte ham til brylluppet, og straks kiggede han ned. Han forklarede, at han ville tage alene til brylluppet…
Hvad med mig? sagde jeg overrasket.
Min mand svarede: “Søde, jeg fik kun en tom lønseddel i januar. Så jeg tager nok alene til brylluppet. Du må passe på Maja. Der sker ikke noget forkert. Jeg tager af sted i tre dage, skal bo på hotel og spise lidt. Og selvfølgelig skal jeg have en gave med til brudeparret.”
Vi var en ung familie, boende i en lille etværelses lejlighed i Valby, som min svigermor havde givet os. Jeg var på barsel, og vores datter Maja var snart to år. Jeg tog det ikke så tungt med at komme tilbage på arbejde; ingen kunne alligevel passe Maja. Svigerforældrene havde givet os en bolig, så som man siger tusind tak.
Min egen mor havde travlt med sit eget og tog ekstra arbejde. Hun sagde straks, at hvis det blev nødvendigt, og jeg skulle på job, ville hun selvfølgelig komme. Men glem at få økonomisk hjælp til en ny kjole eller at få håret farvet det ville hun ikke. Så ville hun heller ikke passe Maja.
Jeg kender min mors karakter. I øvrigt, min mor rejser til udlandet hvert år, og bruger næsten alle weekender på spa og massage.
Vores lille familie har aldrig oplevet alvorlige kriser. Når min mand er hjemme, kan jeg tage mig af mine egne ting, selvom han ikke er overdrevent glad for at lade mig komme ud og kun giver mig korte pauser.
Men så kom invitationen til bryllup.
Mine mands lillebror havde fundet kærligheden og skulle giftes. Det skulle foregå i Aarhus, med tre dages ophold. Jeg spurgte min mor, om hun kunne tage Maja i de dage det er trods alt en stor begivenhed. Maja er ret rolig, hverken råber eller græder meget.
Min mor tøvede længe, men sagde til sidst ja, og tog fri i tre dage. Jeg blev lettet og glad jeg trængte virkelig til en pause efter to år hjemme med et lille barn. Til brylluppet ville jeg endelig få lidt frihed.
Men mine drømme brast, da min mand kom med sin udmelding.
For mig var det en stor ting. Jeg havde ammet Maja et år uden at forlade hjemmet. Ingen ville passe hende, og min mand tog jævnligt til firmaarrangementer og forretningsrejser.
Jeg kendte ikke hans bror så godt, havde kun set hans forlovede på et foto.
Jeg blev dybt skuffet. Min mand kunne ikke forstå det. Han mente, det hele var helt normalt.
Jamen, skat, din mor er ikke glad for at tage Maja med hjem. Lad hende få lidt ro, og du bliver. Hvorfor tvinge nogen til noget, de ikke vil? Hvis hun ikke vil, så lad være. Du kender ikke min familie alligevel. Hvad får du så ud af at tage med? Din opgave er at passe barnet. Jeg tager af sted og kommer hjem igen.”
Jeg besluttede, at ingen skulle bestemme over mig. Hvorfor skulle min mand kunne afgøre, hvad jeg burde gøre?
Hvem har egentlig ret her?
Efter min mening opfører både moren og manden sig lidt selvcentreret. Selvfølgelig har en bedstemor ikke pligt til at passe sit barnebarn. Men hun burde tænke lidt på sin datter.
Min mand forstår heller ikke mig. Jeg har dedikeret mig til vores datter og trænger til at hvile mig.
Han burde tænke på, om han virkelig elsker sin kone…
Pigen i denne situation bliver meget trist. Hun er afhængig af manden og har ingen hjælp.
Det ville være spændende at høre, hvad andre mener om situationen. Jeg håber, hun får mulighed for at sige sin mening til manden og finder en løsning.
Kære kvinder, husk at vi bor i et frit land! Du kan altid tale ud intet sker. Din mand forlanger ikke skilsmisse, bare fordi du har en holdning. Og hvis han gør, har kærligheden måske aldrig været ægte. Vi skal respektere hinanden og give hinanden glæde.
Livets lektie er, at selv i de svære samtaler og dilemmaer har vi ret til at tænke på vores egne behov. Nogle gange må vi sætte ord på vores ønsker og insistere på, at også vores stemme bliver hørt. Ved at vise omsorg for både os selv og dem omkring os, skaber vi balance og ægte respekt i familien.
