2. januar 2024
Det var meningen, at vi Mads og jeg skulle fejre nytår på vores sommerhus ved Vesterhavet sammen med vores gode venner, Vigga og Kasper. Men min mor blev syg lige op til nytår, så vi blev selvfølgelig hjemme i København for at passe hende. Sådan er livet, og familie først. Vi fik en stille og hyggelig nytårsaften, bare os to og min mor, lidt stegt flæsk og rødvin, og så tidligt i seng.
Vores venner, Vigga og Kasper, var forståeligt skuffede. Oprindeligt havde vi aftalt, at de måtte tage med os ud til sommerhuset, men da det blev aflyst, sad de tilbage i deres lejlighed på Amager, hvor Vigga måtte døje med svigermor på ubestemt tid deres radiator var gået i stykker, og hun havde meldt sig på dørtærsklen 31. december. Vigga ringede til min kone, Astrid, og klagede: Jeg kan ikke klare mere! Jeg overvejer seriøst at blive skilt fra Kasper på grund af hans mor. Hun invaderer hele lejligheden og kritiserer alt nu vil hun endda bruge vores badeværelse som vasketøjskælder!
Astrid havde det skidt med situationen, og jeg kunne se, at hun følte sig skyldig over at vi ikke kunne hjælpe. Så da Vigga anden januar igen ringede og lagde an på, om de dog ikke kunne låne nøglerne til vores sommerhus, begyndte Astrid at overveje det.
Det er jo din mor, der er syg, sagde hun til mig. Men Vigga er virkelig desperat, Mads. Hvis vi låner dem nøglerne, kan de måske få lidt fred og ro? Det er jo kun et sommerhus hvad er det værste, der kan ske?
Jeg vidste, hvor meget sommerhuset betyder for mig, men jeg har altid set det som vores fælleseje. Så til sidst gav vi efter; Vigga og Kasper fik nøglerne og lovede at passe godt på stedet.
Allerede dagen efter stod de fastkørte i sneen, en kæmpe snestorm havde lukket landevejene ved Ringkøbing. Hvad gør vi? ringede de frustreret. Det endte med, at vi måtte hjælpe dem med kontakt til den lokale traktor på egnen; Astrid fandt nummeret til Bjarne, som hjælper med at rydde vejen, men han tog først telefonen, da jeg ringede. Vigga blev ved med at sende meldinger utålmodig som hun er.
Endelig kom de frem, men nu var der problemer med varmen. Kasper ringede og bad om instruktioner til det gamle gasfyr, og jeg brugte to timer på Facetime med ham og hans konstante jeg har aldrig set sådan et fyr før!. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg nok ville høre mere til dem, og det fik jeg ret i. Vigga ringede om alt fra stegepander til, hvorfor er der så koldt? Jeg blev træt, og Astrid foreslog til sidst, at vi bare slukkede telefonerne og nød stilheden.
Næste morgen havde vi mindst tyve ubesvarede opkald og en hastig sms: Nogen har næsten brændt baderummet af røgen væltede ud af badeovnen! Kasper havde glemt, at der var en aftrækshat. Det hele var gået lidt for hurtigt med at slå sig løs i huset. Det er gæstfrihed på jysk maner! sagde Vigga, og jeg sukkede. Jeg havde ikke sagt, at de måtte bruge hver en dims slet ikke ovnen på første dag!
Nu begyndte det med grillen. Hvor er jeres grill? Den er ødelagt! Hvordan kan man fejre januar uden grillmad? Vigga var utilfreds, og Astrid forsikrede dem om, at de måtte gøre, hvad de ville med grillen, hvis de bare lod være med at sætte ild til huset.
I sidste ende bad de om råd til at købe ny grill, engangsgrill og alt muligt udstyr. Jeg rystede på hovedet. Hvis de vil have det, må de selv ordne det. Vi har ikke bed & breakfast på vestkysten!
Efter et par dage stoppede Vigga med at ringe. Da vi langt om længe fik en besked: Alt går godt! var jeg virkelig lettet. Nytår gik, og min mor blev heldigvis frisk igen.
Til sidst skulle jeg hente nøglerne. Jeg kørte til sommerhuset en tidlig morgen for at møde Vigga og Kasper, og modtog en bunke papirer. Vigga havde regnskabet klar: Her er udgifterne brændsel, traktor, elektrisk skovl, ny grill, grillkull, lamper, et sæt aromaolier til badet
Jeg kiggede på regningen og forstod ikke helt, om hun ville have penge for det. Vi har efterladt dig alt det! Så I kan bruge det vi tænkte, at vi kunne dele udgifterne. Vi brugte jo jeres hus!
Altså Vigga, det er ikke sådan vi gør, sagde jeg. Det er ikke et hotel og elektrisk skovl og aromaolier behøver vi ikke. Det må I gerne tage med hjem, hvis I vil. De tre nye pærer kan jeg godt betale for og tusind tak for det. Astrid overførte 38 kroner på MobilePay og gik sin vej uden at sige mere.
Vi sendte deres ting med en fragtmand og besluttede os for ikke at låne sommerhuset ud mere. Vores venner blev tydeligvis fornærmede, men for os var grænsen nået.
Jeg har lært, at man måske nok skal være hjælpsom, men også huske på, at det er okay at sige nej, hvis man selv får for meget ansvar og bøvl med det. Som man siger herhjemme: Godhed skal ikke misbruges rent ud sagt!Da jeg satte mig i bilen for at køre hjem den dag, pustede vintervinden over den tomme strand. For første gang i ugevis fik jeg ro. Jeg kiggede ud over klitterne, hvor sporene fra deres eventyr i sneen stadig var synlige, og jeg mærkede både irritation og taknemmelighed. Måske havde de alligevel givet mig en gave påmindelsen om, hvor meget sommerhuset og friheden der betyder for mig.
På vej hjem stoppede jeg ved bageren og købte et franskbrød til min mor. Hun grinede, da jeg fortalte hende om aromaolierne og den elektriske skovl. Du skal bare invitere dem til københavnsk rugbrød næste år og ingen nytårsaften ved Vesterhavet! sagde hun med et glimt i øjet.
Det slog mig, at det vigtigste ikke var huset, tingene eller regningerne, men at jeg havde haft de rette mennesker omkring mig, da det virkelig gjaldt og at hjemmet ikke er et sted, men der hvor man finder varme, selv når kulden raser udenfor.
Året begyndte hverken med grillfest eller stormende gæster, men med en slags ny stilhed, hvor jeg kunne trække vejret og smile over livets finurligheder. For man kan ikke planlægge sig til ro, og man kan ikke købe gensidig forståelse men nogle gange kommer det, hvis man tør sætte grænser og lade familie og venner finde deres egne veje.
Jeg lukkede døren til sommerhuset med den sidste rest af Viggas aroma i luften, og vidste, at næste gang ville jeg vælge gæsterne med omhu. Med et smil kørte jeg hjemad, mens vestenvinden tog fat i bilen og mindede mig om, at frihed nogle gange bare er at turde sige nej og glæde sig over vinteren, som den er.
