Du har snydt mig! Mikkel stod midt i stuen, rød i hovedet af raseri. Hvad mener du med snydt? Du vidste det! Du vidste, du ikke kunne få børn, og alligevel giftede du dig med mig!
Du bliver den smukkeste brud, sagde mor, mens hun rettede sløret, og Karen smilede til sit spejlbillede.
Den hvide kjole, blonder på ærmerne, Mikkel i sit stive jakkesæt. Alt præcis, som hun havde drømt om siden hun var femten: stor kærlighed, bryllup, børn. Massevis af børn. Mikkel ville have en søn, hun ville have en datter, og de blev enige om tre børn, så ingen blev snydt.
Om et år leger jeg allerede bedstemor, snøftede mor og tørrede tårene væk.
Karen troede på hvert et ord.
De første måneder som nygifte susede forbi i lykkerus. Mikkel kom hjem fra jobbet, hun tog imod ham med aftensmad, de faldt i søvn, arm i arm, og hver morgen tjekkede Karen ivrigt kalenderen. Forsinkelse? Nope, bare indbildning. Endnu en måned. Og endnu en.
Da vinteren kom, var Mikkel holdt op med at spørge nå, noget nyt? med håb i stemmen. Nu sad han bare og stirrede, når Karen kom ud fra badeværelset.
Skal vi tage til lægen? foreslog Karen i februar, næsten et år senere.
Læg for længst tid, mumlede Mikkel, uforstyrret af sin mobil.
Klinikken duftede af klor og opgivelse. Karen sad i venteværelset sammen med andre kvinder med triste øjne, bladrede i et magasin om lykkeligt moderskab og tænkte, det måtte være en fejl. Hun fejlede ingenting. Bare uheld det var alt.
Prøver. Scanning. Flere prøver. Undersøgelser. Navne på procedurer flød sammen til en endeløs strøm af kolde bænke og sygeplejerskers kedsommelige blikke.
Chancen for naturlig graviditet cirka fem procent, sagde lægen og kiggede ned i journalen.
Karen nikkede, noterede i sin lille bog og stillede spørgsmål. Indeni blev alting bare koldt.
Behandlingen begyndte i marts. Og med den kom forandringerne.
Tuder du igen? Mikkel stod i soveværelsesdøren, og irritationen i stemmen slog sympati.
Det er hormonerne.
Tredje måned? Skal du ikke stoppe det skuespil snart? Jeg er træt af det!
Karen ville forklare, at sådan virkede terapien, at det tog tid, at lægerne havde sagt, at resultatet tidligst kom efter et halvt år. Men Mikkel var allerede gået og smækkede med døren.
Første kunstige befrugtning blev sat til efteråret. To uger gik Karen knap ud af sengen, så bange for at ødelægge det mindste mirakel.
Negativt, sagde sygeplejersken tørt i telefonen.
Karen sank sammen midt på gulvet i entreen og blev siddende der helt til Mikkel kom hjem.
Hvor meget har vi brugt på det her? lød det, i stedet for hvordan har du det?.
Jeg har ikke talt.
Men det har jeg. Næsten en million kroner. Og hvad får vi for det?
Der var ingen svar.
Anden omgang. Mikkel kom nu hjem efter midnat og lugtede af fremmede parfumer, men Karen spurgte ikke. Hun havde ikke lyst til at vide mere.
Igen negativt resultat.
Skal vi ikke stoppe nu? spurgte Mikkel overfor hende ved køkkenbordet og rodede med den tomme kaffekop. Hvor længe bliver vi ved?
Lægerne siger, tredje forsøg lykkes ofte.
Læger siger det, de får penge for!
Tredje gang kæmpede hun næsten alene. Mikkel arbejdede over hver aften. Veninder holdt op med at ringe de var trætte af at trøste. Mor tudede i telefonen og jamrede over, hvorfor der skulle ske så meget dårligt med så ung og smuk en datter.
Da sygeplejersken for tredje gang sagde desværre, græd Karen ikke engang mere. Tårerne var brugt op et sted mellem anden omgang hormonpiller og endnu et penge-skænderi.
Du har snydt mig!
Mikkel stod midt i stuen, rød i hovedet.
Hvad mener du med snydt?
Du vidste det! Du vidste, du ikke kunne få børn og giftede dig med mig alligevel!
Jeg vidste det ikke! Diagnosen fik vi først et år efter brylluppet, du var selv med, da lægen sagde det
Lad nu være med at lyve! Han gik truende hen mod hende, Karen trådte automatisk et skridt tilbage. Du planlagde det hele! Fandt en idiot, der ville gifte sig med dig, og så surprise! Ingen børn!
Mikkel, vær nu sød
Nok! Han greb en vase og kastede den ind i væggen. Jeg fortjener en rigtig familie! Med børn! Ikke det her!
Han pegede på hende, som var hun noget ulækkert, en fejl fra naturens side.
Skænderierne blev daglige rutiner. Mikkel kom hjem sur, tav hele aftenen, og eksploderede over småting: fjernbetjeningen lå forkert, suppen var for salt, hun trak vejret for højt.
Jeg vil skilles, sagde han en morgen.
Hvad? Nej! Mikkel, vi kan adoptere! Jeg har læst om det
Jeg vil ikke have andres barn! Jeg vil have mit eget! Og en kone, der kan føde det!
Giv mig en chance mere! Please. Jeg elsker dig.
Det gør jeg ikke længere!
Han sagde det roligt og så Karen lige i øjnene. Og det var tusind gange værre end hans råb.
Jeg pakker mine ting, sagde han fredag aften.
Karen sad rullet ind i plaiden og fulgte stille med, mens han smed skjorter i kufferten. Men han kunne ikke pakke uden en sidste stikpille.
Jeg går, fordi du er en blomsterpige uden frø.
Mikkel trykkede på alle ømme punkter.
Jeg finder mig en rigtig kvinde.
Karen sagde ingenting…
Døren smækkede. Lejligheden blev stille. Først da græd Karen. Græd rigtigt, som hun ikke havde gjort i evigheder, hulkede sig hæs.
Ugerne efter skilsmissen flød sammen i en grå tåge. Karen stod op, drak te, lagde sig igen. Nogle gange glemte hun at spise. Nogle gange glemte hun, hvilken ugedag det var.
Veninderne kom, medbragte mad, ordnede lejligheden, prøvede at tale hun nikkede bare, gik med på alt, og rullede sig ind i plaid og kiggede op i loftet, når de gik.
Men tiden gik. Dag for dag, uge for uge. En morgen vågnede Karen med tanken: Nu er det nok.
Hun stod op, tog et langt bad, smed alle de gamle medicinglas ud fra køleskabet og meldte sig ind i fitnesscenteret. På arbejdet bad hun om et nyt projekt svært og krævende og på tre måneder.
I weekenderne begyndte hun at tage på små ture, først rundt i Sjælland Odense, Aarhus, Skagen. Livet stoppede ikke.
Simon mødte hun i en boghandel, hvor de begge strakte sig efter det sidste eksemplar af den nyeste Stephen King-bog.
Damerne først, smilede han og trak hånden væk.
Hvis jeg nu giver dig bogen, inviterer du mig så på kaffe? sagde Karen, uden at tænke for meget.
Han grinede, og det grin smeltede noget tørt inden i hende.
Over kaffen fortalte han om Sofie sin syvårige datter, som han havde haft alene i fem år, siden hendes mor gik bort.
Om de første hårde måneder, om hvordan Sofie vågnede om natten og råbte på mor, og om, hvordan han lærte at flette håret via Youtube-tutorials.
Du er en god far, sagde Karen.
Jeg prøver.
Hun ville ikke lyve for ham. På tredje date, da det blev alvor, da Simon ikke mere bare var et tilfældigt bekendtskab, lagde hun kortene på bordet.
Jeg kan ikke få børn. Officiel diagnose, tre mislykkede IVF-forsøg, min eks forlod mig. Hvis det betyder noget for dig så skal du vide det nu.
Simon blev tavs længe.
Jeg har Sofie allerede, sagde han til sidst. Det vigtigste er dig også selv om vi aldrig får vores egne børn.
Men
Det kan du godt, svarede han med et smil.
Hvad mener du?
At være mor. Hvis du vil, kan du godt. Min egen mor fik den samme diagnose. Og alligevel sidder jeg her, foran dig. Mirakler sker.
Sofie tog overraskende let imod hende. Første møde stirrede hun mut, svarede i korte sætninger, men da Karen spurgte om yndlingsbogen, blev hun levende og plaprede løs om Harry Potter i en halv time. Anden gang tog hun Karen i hånden. Tredje gang ville hun have fletninger sådan som Elsa har.
Hun kan virkelig lide dig, konstaterede Simon. Normalt tager det meget længere tid.
To år fløj forbi. Karen flyttede ind hos Simon, lærte at bage pandekager hver lørdag, kunne alle afsnittene af Paw Patrol udenad og fandt modet til at elske igen, rigtigt, uden frygt og mistillid.
Nytårsnat, da klokken slog tolv, hviskede Karen: Jeg ønsker mig et barn.
Hun blev straks panikslagen hvorfor pille i gamle sår? men nu var ønsket sendt ud i universet.
En måned senere var der forsinkelse.
Det kan ikke passe, sagde Karen og stirrede på de to streger. Testen må være i stykker.
Anden test. To streger.
Tredje! Fjerde! Femte!
Simon, kom hun vaklende ud fra badeværelset. Jeg altså jeg ved ikke engang
Han fattede det før Karen fik sagt det hele. Greb hende, svingede hende rundt, kyssede hende i håret, i næsen, på munden.
Hvad sagde jeg! blev han ved. Jeg sagde du kunne!
Lægerne på klinikken kiggede på hende, som var hun et medicinsk mysterium. Gennemsøgte gamle journaler, læste blodprøver, begyndte forfra med undersøgelser.
Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, rystede lægen på hovedet. Med din diagnose Jeg har aldrig set noget lignende på 20 år.
Men jeg er gravid?
Gravid. Otte uger. Alt ser perfekt ud.
Karen begyndte at grine.
Fire måneder senere løb hun tilfældigt på en af Mikkels venner i Meny.
Hørt om Mikkel? spurgte han og kiggede på hendes runde mave. Gift for tredje gang nu. Det lykkes aldrig for ham.
Aldrig?
Nej, børn. Hverken med kone nummer to eller tre. Lægerne siger, det er hans skyld. Kan du forestille dig? Og han lagde ellers altid skylden på dig.
Karen vidste ikke hvad hun skulle sige. Indeni var der ingenting. Ikke skadefryd, ikke bitterhed. Bare et tomt sted, hvor kærligheden tidligere havde boet…
…Sønnen kom til verden en solrig augustmorgen. Sofie sad sammen med Simon ude på gangen og var den mest spændte af dem alle.
Må jeg holde ham? spurgte Sofie og stak hovedet ind på stuen.
Forsigtigt, sagde Karen og rakte hende det lille bylt. Støt hovedet.
Sofie stirrede på lillebroren med store øjne og så op på Karen.
Mor, bliver han altid så rød i hovedet? Mooor…
Karen grinede og så kom tårerne, Simon lagde armene om dem alle tre, og Sofie stirrede spørgende fra de voksne til lillebror, uforstående over al den gråd.
Og Karen indså en vigtig ting: Nogle gange skal der bare den rigtige person til, for at man tror på det umulige…
Hvad siger du? Smid en kommentar, støt forfatteren med et like!
