Folk har de vildeste ting i dag.
Køleskabe, der spiller smart, hvis du kigger sultent på dem.
Biler, der brokker sig, hvis du ånder tungt.
Haveredskaber, der koster mere end mit første lejlighedsindskud i København.
Og mig?
Jeg har en gammel plæneklipper med afskallet maling, en gnaven træksnor og et stædigt sind som en jysk gedefar.
Hun landede i mit liv, som de fleste overlevelsesting gørved et uheld og ren nødvendighed.
Min eksmand slæbte hende hjem en gang for evigheder siden for småpenge på et loppemarked. Dengang hvor vi stadig var noget, hvor vi troede på evighed og betalte regninger til tiden. Da skilsmissen ramte, delte vi hvad vi kunne.
Han kørte væk med alle de store sager, dem folk bliver imponeret over på Facebook.
Jeg beholdt det, der får hverdagen til at rulle videre.
Lidt køkkengrej.
En støvsuger, der lød som om den bad om sin sidste olie.
Og plæneklipperenfor græsset var ligeglad med, at min konto var fladere end en rugbrødsmad.
Jeg fik ikke hende, fordi jeg var sentimental.
Jeg fik hende, fordi jeg ikke havde råd til en ny.
Så gjorde tiden sitmærkelige magi.
Min eks liv faldt fra hinanden som tørre blade i blæstdårlige valg, flere undskyldninger, mærkeligere overbevisninger. Jeg hørte det fra fælles bekendte, alle talte med den der forsigtige stemme, som om sandheden var porcelæn.
Han mistede alt det prangende.
Det, der var flot at vise frem.
Og ja, det der virkede sejt.
Mig? Jeg havde plæneklipperen.
Og årene løb op.
Elleve år som hende, der håndterede det hele.
Elleve år med du må klare dig selv.
Elleve år som verdensmester i Finder ud af noget.
Her er sagen: Jeg har ikke fancy opbevaring.
Ikke noget hyggeligt skur.
Ingen varm garage.
Ikke noget ordentligt sted til maskiner.
Så hun står ude hele året, lige midt i Kong Vinter og al hans gustne charme.
Dansk vinter leger altså ikke.
Den slags kulde, der knækker plastik og gør metal ømt.
Det slags vejr, hvor vinden bider, og sneen føles som læs på ryggen.
Hvert år forventer jeg det værste.
Hver forår går jeg ud som om jeg nærmer mig en gammel gymnasiekammerat, man ikke er sikker på genkender én.
Jeg børster snavs af hendes skjold.
Fisker døde blade ud fra steder, blade bestemt ikke hører hjemme.
Jeg tjekker benzinen som en sygeplejerske tjekker pulsen.
Så trykker jeg et par gange på den der bløde, gummiagtige primærknaphendes lille, pumpende hjerte.
Den siger et lille: plop.
Et beskedent løfte.
Så begynder ritualet.
Føderne solidt plantet på flisernestr. 38, ikke ligefrem mekaniker-støvler, men de duer.
Jeg griber styret.
Trækker i snoren.
Ingenting.
Prøver igen.
Stadig stilhed.
Tredje gang, og nu sender jeg en hurtig bøn mod himlen, dramatisk som en der forhandler med gamle nordiske guder:
Bare ikke i år. Ikke i dag.
For hvis hun ikke starter, er det ikke bare et mindre irritationsmoment.
Det er en udgift.
Et problem mere.
Endnu et bevis på, at man aldrig ved, hvornår livet går fra træls til virkelig udfordrende.
Og såsom om hun bliver fornærmet over min tvivl
starter hun med et brøl.
Ikke pænt.
Ikke blidt.
Hun sætter i gang med sin velkendte, rystende gnækken, som siger:
Jeg er her stadig. Kom så.
Hvert eneste forår.
Elleve forår.
Efter regn, sne, is, mudder, hedebølger og hvad himlen ellers har kastet ned, vågner hun og klarer opgaven.
Og hver eneste gang vokser der en tåbeligt øm og taknemmelig følelse i brystet.
Ikke fordi hun er en plæneklipper.
Fordi hun er bevis.
Bevis på, at noget kan være gammelt og slidt og stadig virke.
Bevis på, at udholdenhed ikke altid ser pænt ud.
Bevis på, at det ikke kræver glimmer at overlevekun stædighed.
Folk taler ikke om de stille sejre.
De fejrer de store forvandlingshistorier.
Den dér ny bil, ny bolig, nyt liv-energi.
Men nogle gange er den virkelig sejr mindre:
En maskine, der nægter at give op.
En kvinde, der holder gang i sit eget liv.
En græsplæne, der bliver slået, fordi nogenmigblev ved med at vælge at fortsætte.
Jeg er 50 nu.
Min ryg brokker sig lidt mere end før.
Tålmodigheden er ikke blevet bedre.
Budgettet er stadig et puslespil.
Men når klipperen starter, står jeg der og griner fjollet, hænderne på styret, håret sikkert med sin egen vilje, mens jeg lytter til hendes rumlen, som om hun hepper på mig.
Hun kender ikke min historie.
Men hun har været en del af den.
Så ja.
Jeg elsker min plæneklipper.
Ikke for det fine.
Men for det trofaste.
Og i en verden, hvor det meste falder fra hinanden, er trofasthed sgu en slags mirakel. Så jeg går op og ned ad plænen, smalle striber af grønt og nyslået duft, og hver omgang føles som et lille løftetil hende, til mig selv, til verden: At vi stadig kan tage en dag mere. Måske holder hun ikke evigt, og jeg skal nok en dag stå der med hænderne helt tomme. Men indtil da? Så synger hun videre gennem foråret, og jeg følger hendes rytme, stædig som en jysk gedefar og glad for det, der stadig virker. Vi hænger sammen, os to, på trods, på trofasthed, på en slags håbefuld stædighed. Og det er egentlig alt, der skal til for at slå græsset og for at blive ved med at tro på morgendagens mirakel.
Folk har smarte ting. Køleskabe der svarer igen. Biler der bipper hvis du bare trækker vejret forker…
