Nå, dér kan du bare se! udbrød Anders. Det sidste ord skal altid ligge hos manden!
Tidligt om morgenen var barnebarnet Anders ankommet til Jensen-familiens gård fra København. For nylig havde de været til hans bryllup, så gensynsglæden var stor. Anders var kommet for at hente kartofler, som han både havde været med til at plante og grave op sammen med sine bedsteforældre hver eneste sommer siden han var lille.
Nå, Anders, fortæl så, hvordan går det med dig og din Trine? spurgte farmor Margrethe nysgerrigt, mens hun gik og puslede ved komfuret.
Åh ja, farmor, det går op og ned… svarede barnebarnet lidt tøvende. Meget forskelligt, kan man sige…
Hov, hov, hvad mener du med det? spurgte farfar Poul skarpt. Er I allerede begyndt at skændes?
Nej, nej, så slemt er det ikke, sagde Anders. Vi prøver nok bare at finde ud af, hvem af os der bestemmer derhjemme.
Jamen dog, grinede farmor, det er da ikke svært. Det burde allerede stå klart.
Nemlig! lo farfar. Alle ved jo, at det altid er konen, der bestemmer i hjemmet.
Jaja… lød det ovre fra komfuret.
Farfar, er du seriøs? spurgte Anders og så overrasket på ham. Mener du virkelig det?
Det gør jeg ganske bestemt, svarede Poul. Du kan bare spørge din farmor. Margrethe, hvem har altid det sidste ord herhjemme?
Hold nu op med det pjat, sagde hun kærligt.
Nej, sig nu, insisterede Poul. Hvem træffer de endelige beslutninger? Dig eller mig?
Jeg gør vel… indrømmede hun.
Hvad? udbrød Anders. Det har jeg aldrig lagt mærke til. Jeg synes nu, det burde være manden, der er herre i huset.
Ah, giv dig nu, Anders, sagde farfar og smågrinede. I et rigtigt ægteskab fungerer det anderledes, end du tror. Lad mig fortælle dig et par historier, så forstår du det nok.
Historie
Nu går han i gang igen, mumlede farmor opgivende. Nu skal vi sikkert høre om motorcyklen!
Hvilken motorcykel? spurgte Anders.
Den, der ruster ude i skuret det er den, svarede farfar ivrigt den har snart jubilæum. Men ved du hvad, det var faktisk din farmor, der fik mig overtalt til at købe den.
Farmor? Overtalte dig?
Ja. Hun gav mig sågar penge til det. Men det startede faktisk med noget andet.
Engang havde jeg sparet nok op til en motorcykel med sidevogn. Jeg nævnte det for Margrethe jeg ville købe den, så vi lettere kunne køre kartofler hjem fra marken. Dengang fik vi nemlig jord ude på landet af kommunen.
Men hun modsatte sig. Hun foreslog, at vi i stedet købte et farvefjernsyn de var dyre dengang. “Kartofler kan du da bære hjem på cyklen, som du plejer,” sagde hun.
“Sæk på stellet, og så afsted.” Nå, jeg sagde, det var hendes beslutning. Så vi købte fjernsynet.
Hvad med motorcyklen? spurgte Anders undrende.
Jo, den fik vi også, sukkede farmor. Men først da din farfar gik og fik ondt i ryggen, og jeg blev nødt til selv at slæbe kartofler i lang tid. Da vi så i november solgte grisene, gav jeg ham pengene og sagde: Kør du bare hen og køb den motorcykel.
Og året efter havde vi penge igen fortsatte farfar. Jeg syntes, vi skulle bygge nyt badehus, taget på det gamle var utæt, og væggene var rådne. Men Margrethe insisterede på, at vi hellere skulle købe nye møbler, “så det ser lidt ud af noget.” Nå, igen sagde jeg, det var hendes ord der talte. Så vi købte møbler.
Og om foråret styrtede badehuset sammen, afsluttede farmor. Der faldt meget sne det år, og taget gav efter. Lige siden sagde jeg til Poul, at han kunne bestemme…
Dér kan du se! udbryd Anders. Sådan skal det være! Sidste ord tilhører manden.
Du forstår nu ikke helt, Anders, lo farfar. For hver gang jeg planlægger noget, spørger jeg alligevel altid farmor om lov først. “Hvad synes du?” Og så bliver det, som hun siger.
Nu rådfører jeg mig altid først med dig, Margrethe, og gør, som du synes.
Ja, Anders, i et rigtigt ægteskab har konen det sidste ord, konstaterede farfar. Forstår du det nu?
Anders tænkte lidt, så brød han pludselig ud i latter. Da han var færdig, blev han igen alvorlig, og ansigtet lyste op.
Nu har jeg fattet det, farfar. Når jeg kommer hjem, siger jeg: “Okay, Trine, vi tager på ferie til Spanien, som du gerne vil. Bilen kommer ikke på værksted nu gearkassen bør skiftes, men det må vente.”
Hvis bilen skulle bryde sammen pyt med det. Så må vi tage bussen til arbejde hele vinteren. Det er jo bare at stå op en time tidligere, ikke? Har jeg forstået det rigtigt, farfar?
Det har du, sagde farfar glad og nikkede. I løbet af et par år, Anders, så har I også fundet jeres fælles fodslag hjemme hos jer.
Og tro mig, det er altid bedst, hvis konen er familiens overhoved. Så har vi mænd ro i sindet. Jeg taler af egen erfaring…
