Jeg hader dig ikke
– Men alligevel er ingenting forandret…
Rakel sad i bagsædet af taxaen og pillede nervøst ved ærmekanten, mens blikket gled ud på de kendte gader udenfor. Det var gaderne fra hendes barndom, de steder hvor hun havde løbet sammen med Mads og drømt om fremtiden. Syv år. Syv år havde hun ikke været hjemme.
– Vi er her, lød chaufførens stemme, og trak hende blidt ud af tankerne.
Han bremsede foran opgangen til en gammel boligblok fra 60erne. Rakel tjekkede mekanisk, om telefonen lå i tasken, fandt sin pung og betalte før hun stak den slidte dør op og trådte ud på fortovet. Døren smækkede, og et øjeblik blev hun stående og indåndede den friske luft fra hjembyen. Den duftede anderledes end København; her var der noget genkendeligt nyklippet græs fra parken, friskbagt brød fra bageren på hjørnet og ikke mindst den ubeskrivelige duft af hjem. Hjertet trak sig sammen, smertefuldt og sødt på samme tid som om hun både glædede sig og frygtede alt det, der ventede.
Hun var kun hjemme få dage. Officielt for at hjælpe sin mor med nogle irriterende papirer der skulle ordnes. I virkeligheden også for at gå en tur i minderne, for at se om gaderne havde forandret sig men mest for at se, om hun kunne få et glimt af Mads. Hun anede ikke, hvad der ville ske. Måske blev hendes liv vendt på hovedet?
Hun vidste, Mads stadig boede i nærheden. Hun havde aldrig spurgt direkte til ham, men i samtaler med gamle venner eller på Facebook dukkede hans navn ofte op. Han havde angiveligt skiftet job, fået en fin stilling, købt lejlighed, hentet sin mor hjem til sig Hun forestillede sig ofte, hvordan han måtte se ud nu, hvordan han havde det, men hun turde aldrig dvæle for længe ved de tanker.
**********************
Næste morgen besluttede Rakel sig for at gå en tur i midtbyen. Hun havde ingen planer ville bare mærke byens puls, genkende de glemte steder i dagslys, mærke fortidens rytme. Hun gik roligt fra butiksvindue til butiksvindue og smilede for sig selv, når hun genkendte noget: kiosken, hvor hun plejede at købe Anders And-blade, bænken hvor pigerne samledes efter skole, caféen hvor hun første gang spildte cappuccino på sin nye bluse.
Pludselig så hun ham.
Mads gik over på den anden side af gaden. Han så hende ikke; han så kun ligeud, hovedet let på skrå, virkende optaget af egne tanker. Rakel stivnede. Alt i hende vendte sig så voldsomt, at hun glemte at trække vejret. Han så næsten ud som dengang den samme højde, den afslappede måde at gå på. Samme frisure, samme håndbevægelser.
Uden at tænke sig om styrtede hun over vejen. Lyset var gult og en bil dyttede, men det registrerede hun knap. Benene løb af sig selv, hjertet hamrede så højt, at hun var overbevist om, det måtte kunne høres.
– Mads! råbte hun, da hun var tæt nok på ved indgangen til brugsen.
Stemmebåndene vibrerede, og hun mærkede først nu, hvor meget hun i virkeligheden var oprørt. Han drejede sig rundt og intet. Ingen glæde, ingen vrede. Intet.
– Rakel? sagde han neutralt, uden varme eller kulde.
Denne rolige, følelsesløse tone ramte hende hårdere end hun havde forestillet sig. Alt det, hun havde gemt væk i syv år, kom brusende. Øjnene fyldtes med tårer, stemmen dirrede, ordene væltede ud.
– Mads, jeg jeg er så ked af det, stammede hun, let klynkende. Jeg ved, jeg ikke har ret til at tale til dig, men hun snøftede og prøvede at samle sig, men tårerne faldt uhæmmet. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig stadig. Tilgiv mig. Vær sød at tilgive mig!
Hun talte hurtigt, ustruktureret, bange for at gå i stå. Hun havde øvet undskyldninger og forklaringer, men kun de vigtigste ord slap frem: dem, hun havde båret rundt på i årevis.
Hun lagde armene om ham, krammede ham hårdt, som om hun med kroppens varme kunne genskabe det tabte. I de havde kun hinanden, lige dér intet trafikstøj, ingen forbipasserende, ingen tid.
Han trak sig ikke væk med det samme. I et splitsekund virkede det, som om han tøvede skuldrene slappede af, hænderne løftedes næsten, men kun næsten, som om han ville omfavne hende. Et strå af håb lyste i hende kunne alt virkelig blive godt igen?
Men øjeblikket brast. Mads lukkede sig om hendes skuldre og skubbede hende forsigtigt væk. Ansigtet var stille, nærmest udtryksløst, blikket var fast og køligt. Der var ikke længere spor af den unge fyr, hun havde elsket og grinet med kun en moden mand, bag hvis facade følelserne var låst inde.
– Gå, hviskede han i hendes øre.
Han sagde det så stille og følelsesløst, at hun følte sig usynlig overflødig.
– Jeg hader dig, tilføjede han, og for første gang var der foragt i blikket.
Han vendte sig, gik uden at se sig tilbage. Rakel stod og stivnede. Livet fortsatte rundt om hende; børn legede, folk havde travlt, bilerne dyttede. En kvinde så undrende på hende men Rakel registrerede intet.
Kun ekkoet af hans skridt og hendes eget ujævne åndedrag fyldte bevidstheden. Hun tænkte kun én tanke: “Det er forbi. For altid.”
Hun vandrede hjem igen. Benene var tunge, blikket tomt, hele kroppen føltes tung. Indenfor sagde hun intet til sin mor, satte sig bare ved vinduet. Moren hægtede sig på stilheden, satte te over, gled stumt gennem køkkenets rutine.
Han tilgav mig ikke, hviskede Rakel, mens hun holdt om den varme kop. Skæret fra lampen spejlede sig i teens ravfarve.
Moren satte sig. Hendes hånd landede blidt på Rakels arm, samme tryghedsgestus som i barndommen, hvis Rakel var kommet hjem med slået knæ eller efter et skænderi.
Du vidste vel, det ville ende sådan, sagde moren stille, uden irettesættelse, kun tristhed.
Det vidste jeg godt. Men jeg håbede. Tåbeligt, ikke? svarede Rakel uden at flytte blikket.
Det er ikke tåbeligt, sagde moren blidt. Men du valgte jo dette selv. Du sårede Mads. Han var længe om at komme sig… Han blev ligesom Kaj i eventyret. Hans hjerte frøs til.
Rakel lænede sig tilbage, så de gamle billeder fra syv år siden for sig.
Dengang virkede alt enkelt. Hun var 22 livet fuld af løfter, drømmene farverige, intet umuligt. Mads var hendes støtte, hendes trygge havn: ikke for store ord, men for gerninger. Hjælpsom, rolig, solid.
Én ting nagede hende det, hun dengang opfattede som et problem. Mads arbejdede på byggeplads, læste videre om aftenen og drømte om egen virksomhed. Fremtidsplanen var god, men uforvisende og Rakel ville ikke vente.
Hun drømte ikke om rigdom, men om stabilitet. Hun ville være tryg kende sit liv om fem år, have job, hjem, kontrol. Med Mads havde hun for meget usikkerhed: aftenstudier, drømme, løse planer.
Så da onklen fra København tilbød job i sit konsulentfirma, sagde hun ja. Muligheden var reel og måtte gribes.
Men sandheden, hun skubbede væk, var der: I den tid, hun rykkede til København og slog sig ned, mødte hun Henrik velhavende, dobbelt så gammel, selvsikker. De mødtes tilfældigt til firmafest, hvor Rakel i sin nye kjole følte sig lidt ude af trit. Henrik fremlagde sig med diskrete blomster, invitterede til krobesøg, teater, forærede hende små, udsøgte smykker og silketørklæder. Hver gang var det med komplimenter: “Du fortjener det bedste. Lær at tage imod.”
Rakel sagde imod, men Henriks charme kørte hende over til sidst lod hun sig forkæle. Snart gled hun ind i hans verden af eksklusive middage, taxa på regning og tøj uden at checke prisen. Livet virkede let, forførende fremmed. Hendrik var ikke stormende forelsket, hun heller ikke. Men alt blev så meget nemmere.
Hun glemte næsten alt om Mads. Ja, hun begyndte ligefrem at betragte ham med nedladenhed, snakkede om at han aldrig ville nå noget.
En dag vendte hun tilbage til hjembyen. Ikke for at sige undskyld, men for at vise sig frem. Bevise sin ret, sit valg, sit nye liv. Måske var det hovedårsagen et behov for at blive anerkendt.
Hun planlagde besøget grundigt. Udvalgte den rette café på hovedgaden, trak i den nyeste kjole fra Henrik, stak hånden i tasken med logo, lod fingeren glide over ringen fra ham.
Mads kom ind på caféen. Rakel lo højt til sin ledsager, vendte sig, fangede Mads blik. Hun så forvirring, sorg og fortvivlelse alt det hun skubbede væk hos sig selv. Men hun holdt blikket rankt.
Dengang føltes det som en sejr. Hun havde valgt rigtigt, havde ikke kunnet få disse muligheder andetsteds. Men da Mads forlod caféen og latteren døde hen, vågnede der en tomhed. Alt det, hun før hungrede efter ringe, tasker, middage føltes pludselig meningsløst.
**********************
Sejren blev bitter. Henrik forblev generøs en tid, men snart ændredes alt. Først småting: færre blomster, korte beskeder om selv at købe gaverne. Så begyndte kritikken: “Du ser lidt træt ud i dag?” “Kan du ikke prøve ikke at grine så højt det er sådan lidt pinligt?” “Du burde finde dig et mere spændende netværk end de der gamle veninder.”
Han var ofte væk måske i ugevis. Rakel sad alene i den flotte lejlighed, lyttede til uret og stirrede ud i mørket. Forsøgte hun at tage hul på tingene, slog han det hen:
– Du har fået, hvad du ville have. Hvad mere?
Rakel undskyldte ham stress, arbejde, travlhed. Hun håbede, det blot var overgang. Men hun vidste godt, det handlede ikke om det. Hun blev én blandt mange, en tingest i hans liv. Da nyheden lagde sig, døde hans interesse.
Hun holdt ud længe, sved på kompromiser, bange for at indrømme fejltagelsen. Hun havde forrådt sit eget hjerte og Mads kærlighed.
Luksus forvandlede sig til ligegyldighed: kjolerne i skabet blev liggende, ringene i smykkeskrinet føltes fremmedgjorte, restauranterne hvor hun før følte sig stor blev kolde og fremmedartede. Selv parfumen, det nye livs symbol, blev kvalm.
Hun begyndte at sidde længe ved vinduet om aftenen, se på fremmede på gaden og tænkte: -“Hvis nu…” Men hun lod sig ikke føre væk af fantasien alt for stor var frygten for det spørgsmål, hun ikke havde svar på: “Hvad nu?”
Aftenerne blev tunge. Den trygge fremtid, hun havde kæmpet for, afslørede sig som hul. Drømmen manglede den person, hun faktisk ville dele den med. Pludselig længtes hun tilbage: til Mads’ hænder, varme og kraftige, til hans stille, ægte smil. Den måde han snakkede om fremtiden uden store ord, men med troen på, at det nok skulle gå. Den tro gjorde hende engang modig nu savnede hun den mere end noget andet.
************************
På tredjedagen gik hun en tur i byparken, hvor de altid havde siddet på bænken under det gamle ahorntræ. Hun kunne genkalde sig Mads stemme: En dag vil jeg have et eget lille hus med store vinduer og morgensol i soveværelset. Dengang smilede hun af ham nu lød det som noget tabt for evigt.
En mand råbte pludselig hendes navn.
– Rakel?
Det var Søren, ven af både hende og Mads. Han så overrasket men glad ud.
Havde ikke set dig komme, sagde han med et lille smil. Hvordan går det?
Rakel tøvede kort. Hun ville gerne fremstå let og sorgløs, men stemmen svigtede en anelse.
Det går… jeg er bare lige hjemme og besøge min mor.
Han foreslog, de satte sig på en bænk, og begyndte at fortælle om byen, hvad der var sket siden sidst. Hans rolige tonefald fik hende til at slappe bare lidt mere af.
Efter lidt stilhed spurgte han:
Har du set Mads?
Hun så ned, betragtede de visne blade under sine sko. Tankerne rullede tilbage til dagen før, til kulden i Mads blik. Til sidst kom det:
Ja. I går.
Og? spurgte han forsigtigt.
Han… vil ikke kendes ved mig. Han hader mig, sagde Rakel lavmælt.
Søren nikkede, sad længe og kiggede ud i luften. Så sagde han stille:
Han blev virkelig smadret, du ved godt du forsvandt bare. Ingen besked, ingen farvel.
Det pinte hende at høre det tydeliggjort.
Jeg ved det, mumlede Rakel. Jeg har dummet mig.
Søren blev ikke irriteret. Tværtimod.
Han prøvede at komme videre. Havde en enkelt ny kæreste, men… det gik ikke. Dit besøg sidste gang væltede alt. Han ringede til mig i nat, fuld, fortumlet. Rakel, du må ikke rive gamle sår op igen. Han har lige lært at stå på benene…
Hun bed sig i læben. Søren havde ret. Hendes forsøg på at gøre bod havde bare påført nye sår.
*************************
Om aftenen sad Rakel i sin mors stue og stirrede ud på byens lys. Tanken gled gentagne gange gennem hovedet: Hvis nu hun aldrig var taget væk. Hvis nu hun havde delt de små fælles sejre med Mads, grinet, kæmpet, holdt sammen. Men fortiden kunne ikke gøres om.
Næste morgen forlod hun byen. Moren kyssede hende farvel, med vemod i blikket.
På banegården købte hun en billet til København. To døgn i toget, i et hav af fremmede ansigter, ville måske give hende ro til at finde vej.
Ud af vinduet gled byens konturer: murstensblokke, legepladser, bageren med det spraglede skilt. Hun så på folket, der gik forbi, hver i sin verden men alt virkede nu så uendeligt fjernt.
Midt iblandt dem var stadig den mand, hvis varme hænder og milde smil hun havde elsket. Ham, der kun havde ønsket et farvel, et ord, en forklaring som hun aldrig gav ham. Nu var han lost for altid.
*************************
Seks måneder gik. Rakel indrettede sig i København, arbejdede, drak kaffe med kolleger, fremstod som altid men indeni var alt forandret. Hun undgik ikke længere sin fortid. Hun lærte at vågne med tanken om, at livet gik videre, selv med ar. Hun sagde til sig selv: “Det var forkert, men jeg kan intet gøre nu.” Og i den erkendelse lå en vis fred.
En aften, mens hun lavede mad, bippede telefonen. Et ukendt nummer. Der stod: “Jeg hader dig ikke. Men jeg kan ikke tilgive dig.”
Hun stivnede, holdt telefonen mod brystet, kunne mærke hjertet flyde sammen med sms’en en bristende, men stadig eksisterende forbindelse mellem fortid og nutid. Hun vidste ikke, om det var et skridt frem, eller et endeligt farvel. Men for første gang smilede hun, selv gennem tårer.
Måske var det ikke afslutningen. Måske ville der en dag kunne blive talt roligt sammen uden beskyldninger, uden forklaringer. Måske ville de begge finde freden til at gå videre, sammen eller hver for sig.
Men indtil da var det nok at vide, hun stadig eksisterede i hans tanker. At forbindelsen ikke var knækket helt.
Og dét var, i hvert fald for nu, nok.
