Restauranten, hvor Anders havde inviteret mig på anden date, emmede af eksklusivitet: dæmpet belysning, tjenere der næsten svæver lydløst mellem bordene som bløde skygger. Han passede perfekt ind stilfuldt jakkesæt, et markant ur om håndleddet og det der selvsikre smil, som om han altid er centrum for universet.
Bestil det, du har lyst til, sagde han afslappet, uden at skimme menuen. Jeg kan ikke fordrage, når kvinder begrænser sig.
Ordene lød flot, næsten som replikken fra et eventyr om en generøs prins, men alligevel fornemmede jeg en uro. Måske var det hans undersøgende blik eller de mange historier om tidligere kvinder, som ifølge ham udelukkende så ham som en pengepung.
Jeg valgte en salat med and og et glas kølig riesling. Anders slog sig løs: bøf, tatar, en flaske dyr rødvin. Han talte om forretning, brokkede sig over folks overfladiskhed, filosoferede om værdier og ægte nærhed. Jeg lyttede og nikkede, men det føltes mærkeligt som om jeg ikke var til en date, men til en slags eksamen, hvor han hele tiden kunne stille et trickspørgsmål.
Enmandsshow
Da tjeneren lagde den skindindbundne regning på bordet, stoppede Anders ikke med at tale om moralsk forfald. Han rakte dovent efter lommen i jakken, så den anden, og klappede så på bukserne. Hans ansigt ændrede sig fra sikker til stakket forvirring.
Åh nej sagde han, mens han så mig i øjnene. Det ser ud til, jeg har glemt min pung enten på kontoret eller i den anden bil.
Han trak på skuldrene og spillede hjælpeløs, uden at virke det fjerneste nervøs. Han bad ikke tjeneren vente eller forsøgte at løse det med MobilePay. Han betragtede bare mig.
Sikke en pinlig situation, fortsatte han, lænede sig tilbage. Kan du hjælpe? Du betaler nu, så sender jeg dig pengene. Eller næste gang giver jeg middag med renter.
Det stod klart: det var ikke et tilfælde eller glemsomhed, men et planlagt test, som han havde talt om tidligere på aftenen.
Jeg havde læst om sådanne historier på danske debatfora og set dem i billige tv-serier, men aldrig forestillet mig at prøve det selv med en voksen, succesfuld mand.
Hans logik var så banal: Hvis kvinden betaler uden protest, så er hun god og nem; hvis hun nægter, er hun grådig og ude efter penge. I det øjeblik sad der ikke en forretningsmand foran mig, men en usikker manipulator, som ville teste mig.
Anders virkede overbevist om, at han ville vinde. Han forestillede sig sikkert, at en attraktiv mand som ham ville få mig til at trække Dankortet op uden et ord.
Kold logik
Jeg åbnede langsomt min taske helt roligt. Anders slappede endnu mere af, sikker på at planen lykkedes.
Selvfølgelig, sagde jeg roligt og vinkede tjeneren hen.
Vil du ikke dele regningen, bad jeg tydeligt. Jeg betaler for mit. Bøf, vin og dessert må herren selv klare.
Hans smil forsvandt.
Hvad mener du? hviskede han, og lænede sig ind. Jeg har jo ikke nogen pung.
Det forstår jeg, nikkede jeg, mens jeg brugte mobilen på terminalen. Men vi kender knap hinanden. Det er helt normalt at betale for sig selv. At betale for en mand, der selv inviterer mig til et dyrt sted og bestiller det dyreste, er ikke mit ansvar. Du er en voksen mand, og jeg er sikker på, du finder en løsning.
Tjeneren stod roligt, var nervøs og kiggede mellem os. Anders blev rød i ansigtet, og hans facade krakelerede han virkede pludseligt ganske rå.
Er du seriøs? sagde han lavt. Over nogle få penge? Jeg sagde jo, jeg betaler dig igen. Jeg ville bare teste dig.
Det har du gjort, svarede jeg, og rejste mig. Jeg er ikke én, der lader mig manipulere.
Jeg gik mod udgangen, men mærkede, at jeg manglede en afslutning. Han sad tilbage med en ubetalt regning, frustreret og pengeløs.
Jeg gik tilbage til bordet, fandt et par krøllede 100-kroner og lidt mønter fra bunden af tasken.
Forresten, sagde jeg. Hvis pungen er i den anden bil, så har du heller ikke til taxa?
Jeg lagde pengene ved siden af hans dyre glas.
Det er til et DSB-klippekort. Bare rolig, du kommer hjem. Se det som mit bidrag til din forskning af kvindesindet.
Flere omkringstående fulgte opmærksomt med. Anders lignede én, der lige havde fået en lussing.
Jeg forlod restauranten og gik ud på gaden.
Den aften kostede mig kun salat og et glas vin ikke en voldsom pris for i tide at se mennesket og spare mig selv for mange års spild. Jeg håber han lærte noget, men mennesker som ham ændrer sig sjældent.
Hvordan ville du selv have reageret: ville du have reddet ham, eller valgt den hårde, men ærlige vej?
