Københavns blågrønne aftenskær faldt som et slør over restaurantens dybe og silkebløde mørke. Alt omkring mig virkede glitrende en drøm, hvor tjenere svævede lydløst mellem borde som lysende ånder, og glimt fra levende lys dansede i spejle og på glas. Her sad Magnus, den erhvervsdrivende, som havde inviteret mig på vores andet møde. Hans habit var mørk og skarp, et dyrt ur blinkede på håndleddet, og hans smil var halvt som om han ventede på at afsløre hemmeligheder.
Du kan bare bestille det, du vil, sagde han, som om replikken var trukket op fra en eventyrbog. Jeg hader, når kvinder begrænser sig selv.
Ordene havde en besynderlig klang, som om jeg var blevet trukket ind i en fortælling om gavmildhed, men hans blik var målt og hans ord om tidligere kærester rungede de havde kun set ham som en pung, sagde han.
Jeg valgte en salat med and og et glas kølig riesling. Magnus svævede gennem menuen bestilte store bøf, tatar, en flaske rødvin fra Bordeaux. Han talte om forretninger, moralens forfald og værdierne, der nu var under angreb. Jeg lyttede, nikkede, men følte mig som deltager i en mærkelig prøve; hvert spørgsmål kunne være en fælde.
Monologen drejede, da den sort læderindbundne regning landede på bordet. Magnus talte videre, men hans hånd ledte søgende i jakkens inderlomme, så i den anden, og famlede på bukserne. Hans ansigt forvandlede sig selvsikkert blev til forundret.
For pokker sagde han, og hans øjne mødte mine. Det ser ud til, jeg har glemt min pung enten på kontoret eller i min anden bil.
Han trak på skuldrene og lod hænderne flyve som om han var hjælpeløs, men der var ingen ægte uro. Han bad ikke tjeneren vente, han søgte ikke efter mobilepay. Han ventede kiggede på mig.
Sikke en absurd situation, sagde han med et læn bagud. Kan du hjælpe? Du betaler nu, og jeg overfører eller gir næste gang med renter.
På det tidspunkt var det klart: Det var en test og ikke glemsomhed. Magnus havde planlagt det han havde talt om sådanne kvinder før.
Jeg havde læst om det på forums, set det i TV-serier, men aldrig troet, jeg skulle prøve det på egen krop, ovenikøbet med en voksen, velklædt mand.
Hans logik var barnlig: Betaler du for begge, er du god og bekvem. Hvis ikke, så er du grådig og pengejæger. Pludselig sad han ikke længere som forretningsmand, men som manipulator en pensel, der ville male sine teorier på mit liv.
Han virkede sikker på sin sejr. Han virkede nærmest overbevist om, at jeg ville tage min dankort ud og betale.
Jeg trak roligt min taske op, let og langsomt, mens han slappede af troede sin plan lykkedes.
Selvfølgelig, ingen problem, sagde jeg mildt og vinkede til tjeneren.
Del venligst regningen, sagde jeg tydeligt. Jeg betaler for mit, og herren tager sig af bøffen, vinen og desserten.
Hans smil krøllede væk.
Hvad mener du? hviskede han, lænede sig frem. Jeg har jo ikke nogen pung.
Det forstår jeg, sagde jeg og lagde min telefon på terminalen. Men vi kender jo kun hinanden lidt. At betale for mig selv er helt normalt. At dække middagen for en mand, der inviterer til dyr restaurant og vælger det dyreste, er ikke min pligt. Du er voksen og kan sikkert finde en løsning.
Tjeneren stod stiv og kastede blikke mellem os. Magnus blev rød, hans facade faldt, lag for lag, og det rå viste sig.
Snakker du alvor? sagde han. Over nogle få kroner? Jeg sagde jo, jeg betaler det tilbage. Det var bare en test.
Og du har fået svar, svarede jeg og rejste mig. Jeg er en kvinde, der ikke lader mig manipulere.
Jeg gik mod udgangen, men følte drømmen manglede det sidste twist. Han blev siddende med regningen, vrede, tom og uden pung.
Jeg vendte tilbage til bordet, trak krøllede sedler og mønter op fra tasken det løse, der gemmer sig i taskens bund.
Nå ja, sagde jeg. Hvis pungen er i bilen, har du vel heller ikke råd til taxa hjem?
Jeg lagde pengene ved hans vin.
Her er til metroen. Bare rolig, du skal nok komme hjem. Betragt det som mit bidrag til din forskning om kvindesindet.
Nogle ved nabobordene vendte sig Magnus lignede en, der havde fået et slag.
Jeg gik ud på gaden.
Den aften kostede kun en salat og et glas vin en lille pris for at se igennem et menneske og spare sig mange års spild. Om Magnus lærte noget, ved man aldrig sådanne typer ændrer sig sjældent.
Hvordan ville du, kære læser, have handlet? Ville du redde en glemsom kavaler eller insistere på et ærligt og fast standpunkt?
