Restauranten, hvor Mads havde inviteret mig til vores andet møde, emmede af overdådighed: blød belysning, tjenere der glider lydløst mellem bordene, som skygger. Han passede perfekt ind i denne stemning dyrt jakkesæt, iøjnefaldende ur og det selvtilfredse smil, som kun en mand som er vant til at være centrum for al opmærksomhed kan have.
Bestil hvad du har lyst til, sagde han afslappet, uden at kaste blikket på menuen. Jeg bryder mig ikke om, når kvinder begrænser sig.
Sætningen lød flot, som en replik fra et eventyr om en generøs prins, men noget nagede mig indeni. Måske var det hans vurderende blik eller hans ufrivillige snak om tidligere kvinder, der ifølge ham kun så ham som en tegnebog.
Jeg valgte en salat med and og et glas riesling. Mads kørte den helt ud: bøf, tatar, en dyr flaske rødvin. Han talte om forretninger, brokkede sig over overfladiske mennesker, filosoferede om værdier og åndelig nærhed. Jeg lyttede, nikkede, men det føltes mærkværdigt som om jeg var til eksamen og når som helst kunne få et trickspørgsmål.
Et énmands-show
Da tjeneren lagde den sorte lædermappe med regningen på bordet, ramte det ikke Mads tale. Han fortsatte med at snakke om moralens forfald, mens han dovent rodede i jakkens inderlomme, så i den anden, og til sidst slog han på sine bukser. Hans ansigt ændrede sig selvsikkerheden blev til en tilgjort rådvildhed.
For pokker sagde han direkte til mig. Det ser ud til, jeg har glemt min pung enten på kontoret eller i bilen.
Han slog ud med armene og lignede én, der var hjælpeløs, men frygt var der ingen. Han bad ikke tjeneren vente, han forsøgte ikke at løse det med MobilePay. Han så bare på mig.
Så uheldigt, mumlede han, lænede sig tilbage i stolen. Kan du hjælpe? Betale nu, og jeg sender dig pengene senere. Eller næste gang giver jeg middag med renter.
Det var klart: det her var ingen tilfældighed eller glemsomhed. Helt planlagt test, som han havde fortalt om tidligere.
Jeg kendte til sådanne historier læst om dem på blogs, set dem i halvdårlige serier, men havde aldrig troet, jeg skulle opleve det fra en voksen, succesfuld mand.
Hans logik var næsten komisk: hvis kvinden betaler for begge uden protest, er hun god, nem, klar til at redde og trække læsset. Hvis hun nægter, er hun materialistisk og på pengejagt. På det tidspunkt sad der ingen forretningsmand overfor mig, kun en usikker manipulator, der legede testen.
Han var sikker på at han havde vundet. I hans verdensbillede skulle jeg uden protest fiske mit kort op.
Kold strategi
Jeg åbnede roligt og langsomt min taske. Mads slappede af han tænkte, planen var lykkedes.
Selvfølgelig, sagde jeg blidt og vinkede til tjeneren.
Kan du splitte regningen, tak? sagde jeg klart. Jeg betaler for min mad. Herren får selv lov at betale for bøf, vin og dessert.
Smilet forsvandt fra hans ansigt.
Hvad mener du? hviskede han forarget og lænede sig ind. Jeg har jo ingen pung.
Det forstår jeg, nikkede jeg, mens jeg tapede min telefon på terminalen. Vi kender knap hinanden. Det er helt normalt at betale for sig selv. Middag for en mand, der selv inviterede mig til et dyrt sted og bestilte det dyreste, undskyld, men det er ikke mit ansvar. Du er voksen og kan nok finde en løsning.
Tjeneren stod stille, kastede forvirrede blikke fra mig til ham. Mads rødmede, og glansen forsvandt lag for lag tilbage stod kun det ubehagelige.
Er det alvor? hvæsede han. For nogle småpenge? Jeg sagde jo, at jeg ville betale tilbage. Det var bare for at teste dig.
Og nu har du testet mig, sagde jeg, mens jeg rejste mig. Jeg er ikke én, man kan manipulere.
Jeg gik mod udgangen, men følte det sidste punkt endnu manglede. Han blev siddende med sin åbne regning, vred og forvirret, uden pung.
Jeg vendte tilbage til bordet, fiskede nogle sammenkrøllede sedler og lidt mønter op dem, der altid ligger i bunden af tasken.
Når nu din pung er i bilen, så må du vel heller ikke have til et taxa?
Jeg lagde pengene ved hans glas med den dyre vin.
Det er til S-toget. Bare rolig, du skal nok komme hjem. Tænk på det som mit bidrag til dine studier af kvinders psykologi.
Flere på nabobordene vendte sig om. Mads så ud som om han havde fået en lussing.
Jeg gik ud på gaden.
Den aften kostede mig kun en salat og et glas vin, lidt penge for at se hans sande ansigt og spare mig for mange års bekymringer. Måske har han tænkt sig om efterfølgende, men den slags mænd forandrer sig sjældent.
Hvad ville du gøre i min situation redde den glemsomme kavaler, eller holde fast i din egen grænse?
