Indtil hun fyldte 38 år, kunne vores mor og far ikke få børn. Lægerne slog ud med armene ingen vidste hvad der var galt. På et tidspunkt opgav moren, og lod skæbnen tage over; barnløshed skulle være hendes lod. Vores far virkede ligeglad og mumlede gentagne gange: Bare rolig, det er ikke så slemt. Han havde tilsyneladende intet behov for børn.
Morens håb var svundet, men alligevel sendte hun en bøn til Gud om at få bare ét barn. Og hvad enten det var Guds vilje eller drømmens tilfældighed, blev jeg født en mærkelig begivenhed, som om jeg voksede frem fra jorden under et gammelt egetræ på Frederiksberg.
Morens glæde var uden grænser, men allerede da var faren blevet irritabel; lydene fra babygråd om natten fik ham til at styrte rundt i lejligheden som en rastløs måge ved havnekajen. Et år senere kom mine tvillingebrødre til verden de trillede ind gennem døren iført matchende blå sweatere, som om de allerede hørte til her. Moren sang Gud en lovsang, og hendes stemme flød sammen med parkens fugle om morgenen. Hun var endelig lykkelig: Mor.
Men hvad med faren? Børnene gav ham intet han besluttede sig i stedet for en trickster-rolle. Med et smil bad han om morens tilladelse til at sælge lejligheden på Østerbro; han overtalte hende til at tro, at en større lejlighed ville gøre alt bedre måske en på Vesterbro, og resten kunne de tage som lån i danske kroner. Moren troede på ham. Men så snart faren fik pengene i hånden, forsvandt han som dampen fra de varme kartofler ved aftensmaden. Ingen har set ham siden.
Sådan blev moren stående på gaden med tre børn og måtte søge hjem til sine forældre i Odense. Vi boede seks mennesker i to værelser. Moren mistede tilliden til mænd og relationer; hun arbejdede som en skygge i Tivoli, altid i bevægelse, aldrig rigtig til stede. At mætte og klæde tre børn var aldrig nogen spøg det krævede knofedt og nattesøvn.
Sådan var vores liv i nogle år, indtil bedstemor en nat forsvandt på en tåget jernbanestation, og bedstefar tog af sted mod havet kort tid efter. Der blev pludselig mere plads i lejligheden men luften føltes tom, som om ingen rigtig vovede at trække vejret.
En dag gik moren tur med os i Kongens Have. Det var sommer, og legepladsen var et virvar af lyde og snurrende karruseller. En midaldrende mand nærmede sig han bar en hat af rav og havde lommer fulde af lakrids. Han prøvede at snakke med moren, men hun undveg ham, som om hans ord var flyvende blade i vinden. Vi vendte tilbage til parken igen og igen, indtil noget blødte op i moren hun gav ham sit telefonnummer, og de begyndte at mødes under de blomstrende kastanjer.
To måneder senere flyttede vi ind i en stor lejlighed med tre værelser og en altan på Amager. Adam blev vores stedfar. Fra det øjeblik blev vores barndom forvandlet til noget, der føltes som sukker på tungen. Adam erstattede faren sammen fejrede vi triumfer og græd over nederlag, som om verden var faldet fra hinanden og blev bygget op igen hver dag.
Nu er vi voksne og vi kalder Adam for far. Så ser man, at en kvinde med børn ikke er en byrde; der findes altid en mulighed for lykke, selvom vejene bugter sig og faderen forsvinder som tåge over marken. Vores far flygtede fra os men vores stedfar, ægte som en gammel eg, tog os mod sig og lod hjemmets varme vokse frem igen.
