Min søster blev gift for fire år siden, og nu er hun mor til en treårig dreng, Adam, som jeg både er faster og gudmor for. Jeg er 23 år gammel, studerer på Københavns Universitet og arbejder ved siden af, hvilket betyder, at mine fridage er sjældne og dyrebare. Balancen mellem studie, arbejde, venner og familie kan være svær, men jeg gør mit bedste for at finde tid til dem, jeg holder af.
Min søster, Mette, er for tiden arbejdsløs. Alligevel tilbringer hun meget tid i skønhedssaloner, hvilket undrer mig, især når hendes mand, Kasper, ofte er på forretningsrejse i lange perioder. En dag bad Mette mig om hjælp, fordi hun havde booket en tid i salonen og ikke kunne hente Adam fra børnehaven. Jeg sagde ja, da jeg alligevel havde fri efter undervisningen den aften. En uge senere kom Kasper hjem fra sin tur, og de ringede igen og spurgte, om jeg kunne passe Adam, da de ville have en aften alene. Jeg sagde ja og lovede at passe ham til klokken 20.
Men da jeg senere kontaktede dem, svarede ingen på hverken mine opkald eller beskeder. Adam sad med tårer i øjnene og ventede på sine forældre, mens tiden sneglede sig afsted. Først omkring midnat dukkede de op, glade og afslappede efter en aften i byen.
Det var dog ikke slutningen. Nogle dage senere ringede de igen. De ville fejre Kaspers søsters fødselsdag og spurgte, om jeg kunne passe Adam, fordi de mente, han alligevel ikke ville have glæde af festen blandt de ældre børn. Jeg satte tydelige grænser for dem. Selvom jeg glædede mig over, at de ville hygge sig, havde jeg også mit eget liv at passe, og jeg mindede Mette om, at hun er mor og har ansvar for sit barn. Jeg forklarede, at mine studier og mit arbejde kræver tid, og foreslog, at hun tog Adam med, så han kunne lege med de andre børn på fødselsdagen.
Hun blev fornærmet over det, men jeg nægtede at give efter. Jeg bad vores mor, Karen, om støtte, og hun sagde klart til Mette, at hun burde tage mere ansvar for Adam og ikke hele tiden lægge det på mig.
Min søster er stadig hjemme og prøver stadig at få mig til at løfte hendes ansvar. Men jeg holder fast i min egen vej, og forklarer roligt, at jeg har mit liv at leve, og hun må tage sig af sin søn selv.
