13. juli
I dag tog jeg afsked med min bror på Københavns Hovedbanegård. Mor var rørt og lidt bekymret, da hun mente, det måske kunne være sidste gang, hun skulle se ham på grund af hendes alder. Jeg havde selv lyst til at gense både min bror og min søster én gang til, så jeg begav mig ud på rejsen. Først besøgte jeg min onkel, og nu skulle vi til det sted, hvor min moster bor.
Onkel Bjarne spøgte om mit kommende bryllup, som ligger seks måneder ude i fremtiden, og grinede, da jeg inviterede ham med for sjov. Han advarede mig, at jeg skulle passe på, fordi han havde et fødselsmærke, som han mente betød noget særligt. Vejret var dejligt, og stemningen let.
Da vi ankom, blev vi mødt varmt af moster Alina og hendes mand. Næste morgen besluttede min yngre kusine, Freja, og jeg at tage ned til stranden ved Øresund og nyde solen. Efter vi havde svømmet, vendte vi tilbage for at spise frokost. Freja var lidt træt, men havde stadig masser af energi og overtalte mig til at tage med hende til stranden igen, og senere ville hun gerne i biografen.
Da vi gik op fra vandet, kom to unge mænd hen til os og spurgte, hvordan de kom til Amaliegade. Freja forklarede vejen, mens den anden fyr betragtede mig nøje og spurgte: “Undskyld, hedder du Camilla?”
Jeg blev overrasket og hævede øjenbrynene. Han fortsatte hurtigt: “Bor du i København og har en veninde, som hedder Signe? Hun er min søster. Jeg har set dig på hendes billeder og var nysgerrig efter at lære dig at kende.” Først da så jeg fødselsmærket på hans arm.
Vi besluttede at tage i biografen sammen og bagefter gå en lang tur langs havnen. Da vi sagde farvel, nævnte fyren, at han og hans ven var på vej hjem fra en forretningsrejse og skulle rejse dagen efter. Han bad om lov til at ringe til mig og om mit telefonnummer, hvilket jeg sagde ja til.
Ti dage senere mødtes vi igen, denne gang med min mor, der havde været i lufthavnen. Seks måneder efter giftede vi os.
Jeg har lært, at livet ofte kommer med overraskelser, når man mindst venter det og at et venskabeligt møde ved vandet kan føre til noget langt større, hvis man tør give sig hen til øjeblikket.
