Min veninde dengang var lige fyldt 25. Ung, slank og smuk sådan lidt Sølvberget-stil, hvis du spørger mig. Hun fik et job hos et lille rejsebureau i København, hvor hun indledte en affære med direktøren.
Manden var over 40, gift og far til to børn. Han begyndte at leje en lejlighed til hende, og gav hende de fineste gaver mærkevarer og lidt lakrids, for det er jo Danmark. De var sammen i næsten et år.
Hun var klar over, at han havde familie og ikke var klar til at lade sig skille. Alligevel begyndte han selv at overveje, om det var tid til skilsmisse. Hans kone, som jo var kvik, vidste udmærket, at han havde en affære.
Han indrømmede selv, at hans kone begyndte at ane uråd. Men hun nævnte det aldrig for ham; der var ingen dramaer, ingen gennemrodning af lommer, ingen mobilchecking, ingen skrig og skrål.
Det var faktisk dét, der fik ham til at føle sig skyldig. Hans kone var enormt kærlig, mild og omsorgsfuld. Hun begyndte at passe ekstra godt på sig selv, tabte sig, blev lyshåret nærmest Jyllandsk strand-blond. Nogle måneder senere, da min venindes og direktørens kærlighed var løbet lidt ud over kanten, blev konen ansat som chefbogholder. Skæbnen er ikke uden humor.
Min veninde var halvt hysterisk hver lønningsdag frygtede hun et kæmpe skænderi. Men direktørens kone var bare høflig og elskværdig. Lidt for ironisk venlig, hvis du spørger mig.
Efterhånden blev direktøren kold overfor min veninde, der gik over i dramatisk modus og skabte scener. Konen var til gengæld en sand mester i charmen. Affæren blev til forlis, og direktøren foretrak at tilbringe aftenerne hjemme i Brønshøj.
Vendepunktet kom under en forretningsrejse, hvor alle tre skulle med. Min veninde troede, hun havde en slags særstatus i firmaet nok fordi hun lå med direktøren. Men hun opførte sig uhøfligt under forhandlingerne, og det var dråben.
Resultatet: Hun blev smidt ud af lejligheden, affæren var slut, og efterfølgende blev hun indkaldt til chefbogholderen – altså konen – og fik at vide, at hendes arbejdskraft ikke længere var nødvendig.
Den dag i dag siger min veninde, at det, hun helst vil glemme, er hele affæren. Alligevel beundrer hun konens opførsel det bør man næsten skrive i en bog.
Direktørens kone viste sig at være både klog og snedig. Hun opførte sig så smidigt, at hendes mand blev forelsket på ny nu forguder han hende nærmest. Men ingen ved, hvor svært hun havde det, hvor mange tårer hun har grædt og hvor meget hun har lidt. Hun tog sig sammen, ventede stilfærdigt på, at romancen løb ud, og gik ind i kampen med holdning. Sådan opfører en klog kvinde sig.
Men hvordan reagerer de fleste andre? De fleste danske kvinder ligesom de fleste andre steder bliver sure, råber, truer og kaster sig over mændene. Desværre befinder manden sig jo midt i kærligheds-tågen med en anden, og hvem vælger han? En sur kælling eller en kærlig elskerinde? Han tænker ikke på, at denne søde skabning om nogle år kan blive lige så utilfreds som konen for nu tænker han ikke med hovedet.
Hvordan fanger konen det? Jo, følelserne sætter også en kæp i hjulet for hende. Men erfaring viser: Den der kan holde masken, være tålmodig og bruge hjernen, vinder.
Finder du ud af, at din mand er utro, og har lyst til at rive håret af rivalen, så prøv at slå koldt vand i blodet. Sæt dig ned, tag en kop kaffe, og tænke dig om. Måske er der stadig en chance for, at manden vender hjem. Meld dig ind i fitness, få en ansigtsbehandling, hils på psykologen, eller test frisørens talenter. Tag et dans- eller keramikhold. Få et nyt job hvis du keder dig. Begynd at elske og respektere dig selv det er den danske vej til comeback!
