Onsdag, 12. juni
Det er en rolig morgen på DSB-toget fra København mod Roskilde, og kupéen er overraskende tom. Jeg kan godt lide den stemning lette samtaler, skjulte tanker, og lyden af toget der ruller gennem det grønne, danske landskab. En ældre dame stiger på i Høje-Taastrup og sætter sig ved siden af mig. Man kan se hun har kurven med sikkert på vej til sin lille have i Lejre, ligesom jeg selv og flere andre med havehandsker i tasken.
Mine tanker går straks til Karen, min elskede afdøde hustru. Vi plejede at tage toget sammen ud til vores kolonihave, hvor vi gik og nussede og grinede. Efter hendes sygdom har jeg undgået haven en tomhed og tunghed, der har gjort det svært at tage afsted.
Da vi når til Roskilde station, drejer den ældre dame sig mod mig, og hendes ord får mig til at fryse: I dag bliver en smuk og solrig dag. Vi har masser af tid til at lave noget hyggeligt. Præcis de ord Karen plejede at sige, før vi gik ud i haven med te og rugbrødsmadder.
Forbløffet nikker jeg bare, og vi falder hurtigt i snak om årets dårlige kartoffeludbytte, den hårde vinter, og vores håb for næste forår. Samtalen føles både tryg og uventet hvordan kan hun vide, hvad der fylder mit sind?
Da vi når frem til busstationen, undrer jeg mig over, at jeg ikke har bemærket denne kvinde før. Hun går ved siden af mig et stykke, og så skilles vores veje. Jeg fortsætter gennem landsbyen til min have, hvor jeg ser, at græsset og ukrudtet har fået lov til at herske i alt for lang tid.
Men noget ved mødet den varme samtale og de kendte ord løfter mit humør. Jeg føler mig inspireret til at gå på opdagelse i haven igen.
Med fornyet energi går jeg i gang: graver i jorden, trækker ukrudt op, og mærker satisfactionen, da den sorte, fede danske muld kommer til syne. Jeg beslutter at beholde haven lidt endnu måske skal jeg ikke sælge alligevel.
Jeg finder min gamle bænk frem, sætter mig med en madpakke og en termokande te, og ser på de blå anemoner og røde tulipaner, der svajer i brisen. Der ligger friske æbler under det nye æbletræ, og deres duft bringer minder om Karen, og vores hyggelige stunder her.
Mit humør har for alvor vendt sig, og jeg lover mig selv at komme ud oftere. Da jeg plukker nogle svampe inde i skoven, mærker jeg, hvordan en byrde er lettet havearbejdet bringer glæde og mening tilbage.
På vej hjem møder jeg tilfældigvis den samme ældre dame igen. Vi deler æbler og småsnakker om vores bede. Hun smiler og siger, at jeg har masser af liv foran mig og skal lade haven være en kilde til glæde og formål. Da jeg står af på Valby station, smiler jeg til den dalende aftensol. Jeg føler mig lettet, tilfreds og ikke længere tynget af sorg.
Alt dette skriver jeg ned, fordi jeg ikke vil glemme, hvordan en uventet samtale og en solrig dag i den danske have, kan give nyt håb.
