Du ved, jeg kom lige til at tænke på den der gamle dame, som bor lidt længere nede af vejen, Karen Madsen hedder hun. Hun havde igen travet rundt imellem boligblokkene i mere end en time, selvom der egentlig kun var fem minutters vej hjem fra bageren. Men det var bare sådan en tung og grå aften, hvor alting føltes forvokset ensomt. Hun havde ingen lyst til at skynde sig hjem til lejligheden, hvor kun den kolde elkedel og det slidte gulvtæppe ventede – nå ja, og så selvfølgelig hendes fedtede kat, Holger, som efterhånden var blevet hendes eneste faste selskab, hvis ikke man tæller fjernsynet med. Det fjernsyn, hun tændte fra morgenstunden og først slukkede inden sengetid, bare så der var lidt menneskestemmer i nærheden.
Benene sitrede, knæet værkede på den der irriterende måde, og vejret var trist og fugtigt. Alligevel svingede Karen ind på legepladsen, hvor gyngerne var våde og alle bænke gennemblødte. Hun satte sig forsigtigt på kanten under det gamle metalsvampe-tag og stak hænderne dybt ned i lommerne på sit uldne frakke, som hun da havde brugt i mindst syv år. Købe nyt? Hvilket formål?
Alt det dér, det havde engang været helt anderledes, dengang Kaj stadig levede. Livet havde været fyldt med larm, med børnene Emil og Trine, der voksede op i deres to-værelses på Vesterbro. Nu var ungerne voksne og for længst fløjet fra reden. Kaj døde for femten år siden, og så blev det hele bare… tomt. Emil boede nu med kone og børn helt i Aarhus, og Trine var flyttet til Aalborg, hvor hun havde giftet sig med en IT-type, og nu fløj de rundt på forretningsrejser og ferier. De sendte Karens beskeder til fødselsdage som Tillykke, mor! og et par billeder af børnebørn, som hun følte sig meget lidt knyttet til de havde altid sprogskole, Spanien eller fodboldtræning.
Hun sukkede og kiggede efter en tyk gråkrage, der med stor ildhu ledte efter madrester på den regnvåde asfalt. Karen havde troet, hun ville have børnene tættere på sig i sine gamle dage, at hun ville være omringet af børnebørn. Men realiteten var, at Emil måske ringede én gang om måneden og henkastet sagde Mor, alt vel? Her er der travlt med arbejde og syge børn du ved, tiden løber. Trine mente, at så længe de fik overført et lille beløb til Karens NemKonto hver måned, var de forældreforpligtelser ligesom klaret.
Så det blev bare sådan et ensformigt pensionistliv: Op, tænd fjernsynet, fodre katten, lave havregrød eller spejlæg, tjekke hvad der nu kørte i DR, spise, gå tur, mere fjernsyn og til sidst ned i sengen. Nogle gange tog hun sig selv i at snakke højt til programværterne. Hvis de sagde noget dumt, kunne hun finde på at holde en mindre diskussion. Holger så bare sløvt på hende fra sofaen og gad ikke engang spinde.
Denne aften var det ekstra svært at tage sig sammen. Hun blev bare siddende, selv da det begyndte at regne mere. Trak i frakken, hev huen ned over ørerne.
Karen? lød det pludselig fra siden. Karen, er det dig?
Hun fór en anelse sammen og så op. Der stod en høj, lidt foroverbøjet mand med en mørkebrun regnfrakke fra en svunden tid og en flad sixpence på hovedet. Man kunne lige akkurat ane de grå tindinger og hans årvågne, blå øjne. Hun vidste straks, det var Erik Johansen fra opgangen ved siden af. Han gik tit rundt med sin stok, og de havde tit udvekslet hurtige bemærkninger om vejret i opgangen, ikke meget mere.
Erik? Karen så overrasket op. Skal du nu gå herude i regnen? Du bliver jo syg.
Hvad med dig? grinede han og satte sig forsigtigt ved siden af, efter at have bredt en Berlingske ud på bænken. Jeg har set dig sidde her fra mit vindue, du har siddet længe. Jeg tænkte, jeg hellere måtte kigge ned og se, om du havde det godt.
Det går såmænd nok, hun viftede afværgende med hånden. Jeg har bare ikke lyst til at gå hjem. Der bliver så tomt. Ja, du ved, sådan en dag hvor man bare får lyst til at tude.
Den kender jeg, sagde han og fiskede en lille lommelerke op. Noget cognac, måske? Det varmer på sådan en råkold aften. Jeg drikker ikke tit, men nogle gange skal der lidt til.
Karen tøvede, men så sagde hun: Hvorfor egentlig ikke? og tog en slurk. Væsken brændte, men varme bredte sig i maven. Hun rakte ham lerkeflasken og smilede til ham.
Tak, sagde hun. Hvad med dig? Er du helt alene nu?
Ja, Erik sukkede. Min kone døde for tre år siden. Sønnerne bor i Odense og Hellerup, men de er travlt optaget, ser dem kun et par gange om året. De ringer om søndagen. Det er sådan, det er. Hvad med dig?
Børnene er langt væk. Min mand døde for længe siden.
Ja, nikkede han. To gamle ensomme sjæle, ikke? To par støvler i samme mudderpøl.
De sad der i regnen og lod stilheden falde over sig men det føltes faktisk rart på en eller anden måde. Som om selskabet var nok.
Efter et stykke tid sagde Erik pludselig: Jeg har tit kigget efter dig, Karen. Du har altid sådan en rank måde at gå på, og du virker så ordentlig. Tror du ikke, vi kunne tage en aftentur sammen engang, så vi havde lidt mere end bare tv at snakke med? Det ville være hyggeligere.
Karen kunne ikke lade være med at smile. Jo, det lyder faktisk hyggeligt. Vi kan lige så godt være to, når vi nu alligevel er her hver for sig.
Sådan begyndte det faktisk mellem dem. De begyndte at følges ad, hver aften hvis vejret var bare nogenlunde. Erik viste sig at være gammel maskintekniker, og da han gik på pension, begyndte han at skrive små lokalhistoriske artikler til bydelsavisen. Karen var uddannet bogholder, og selvom historie ikke sagde hende så meget, lyttede hun interesseret, for hun var god til det med at spørge ind og få folk til at åbne op. Erik elskede at høre om hendes familie og fortid, og hun fortalte om alt fra den gamle kolonihave til hvordan hun solgte hytten lige før børnene skulle på universitetet.
Snart blev deres aftenture en vane, de fortalte hinanden om dagenes oplevelser, grinede og mindedes gamle dage på de våde bænke i den lille park bag boligkomplekset. Karen begyndte at lave mad, ikke kun til sig selv længere. Nogle gange bagte hun boller, og selv Holger blev lidt blødere om snuden og søgte endnu oftere hen til hendes ben, når duften bredte sig.
En dag, efter en lang snak over kamillete og honning, spurgte hun: Skal du ikke bare blive her i nat? Klokken er alligevel mange, og sofaen er rar nok.
Forstyrrer jeg ikke? spurgte han forsigtigt.
Nej da, der er rigeligt plads, lo hun og redte op til ham.
Så begyndte Erik at komme mere og mere, stille og roligt flyttede han ind. Først lagde han bare hjemmesko og tandbørste, men snart havde han også et lille skabshjørne med skjorter og det føltes helt naturligt. Karen vågnede glad hver morgen, og pludselig var fjernsynet ikke så vigtigt, fordi de jo havde hinanden at tale med. Holger var skeptisk til at starte med, miavede surt, men efterhånden fandt han også sin plads på Eriks fødder om natten.
En søndag foreslog Karen, at de kunne lave gammeldags frikadeller med stuvet kål sammen dagen efter, for det havde hun ikke fået i evigheder. Erik lovede at købe hakket kød, og hun ville ordne kålen.
Hun var så glad, men én ting nagede. Hun havde ikke nævnt for Emil og Trine, at hun nu boede sammen med en anden. De havde altid sat deres far op på en piedestal, især Emil, og hun var bange for, at de ville synes, hun svigtede mindet om Kaj.
Erik pressede ikke på. Karen, det er din sag med børnene, sagde han bare. Du siger noget, når du er klar.
Så nærmede Karens fødselsdag sig, og pludselig blev det aftalt, at hele familien kom langvejs fra for at fejre hende. Emil skrev: Mor, vi har booket billetter og tager alle sammen hjem til dig. Hvad ønsker du dig? Karen blev først glad så nervøs. Hvad nu med Erik? Skulle hun smide ham ud for en stund?
Erik, de kommer i weekenden alle sammen. Måske skal du bo hos dig selv, mens de er her? Jeg må lige forberede dem lidt.
Han sagde ikke meget, men hans blik blev mørkt: Er jeg sådan én, du gemmer væk? Vi er voksne mennesker, og alligevel skal jeg sidde alene, bare fordi dine børn kommer?
Det er kun for en kort periode, bad hun, jeg skal bare lige have snakket med dem først.
Han nikkede modvilligt. Okay, men det føles ikke rart.
Han pakkede få ting i en sportstaske, og den næste dag var han væk. Holger ledte efter ham, og Karen følte, at kulden i lejligheden sneg sig ind i alle hjørner.
Børnene kom. Det var larm, latter og spor af duft fra fremmede parfumer, børnebørn jagtende på kryds og tværs. Karen var både stolt og ude af den. Hun spejdede efter tanken om Erik, men gemte hans ting væk før de ankom.
En aften, da børnene var i seng, satte Karen Emil og Trine ned i køkkenet. Jeg har noget vigtigt at fortælle. Jeg har mødt Erik, og vi bor faktisk sammen.
Stilheden var larmende.
Mener du, at du har ham boende her? Trine så på hende, køligt og overrasket. Du er da gammel nok, skulle man tro.
Ja, jeg er 65, svarede Karen. Men det betyder jo ikke, at jeg er død, vel?
Hvordan kan du bringe en fremmed mand ind i fars gamle hjem? sagde Emil surt. Du svigter alt det, vi byggede op. Du svigter far.
Sådan noget kan jeg altså ikke være med til, sagde Trine koldt. Det er underligt, mor. Det går altså ikke. Har du spurgt os?
Karens øjne blev våde, men hun prøvede at holde sammen på sig selv. Må jeg ikke bestemme i mit eget liv? Jeg vil jo stadig gerne være jeres mor, men jeg har også ret til at være glad.
Hvis du bliver ved med det der med Erik, så… så kommer vi altså ikke til at have kontakt, sagde Emil. Det kan vi ikke rumme.
Karen sad alene tilbage på køkkenstolen med tårerne rendende. Datteren og sønnen gik bare.
Næste dag føltes lejligheden endnu større og mere tom, selv om børnebørnene løb rundt. Dagen efter pakkede familien sammen og forlod hende uden et kram.
Hele dagen sad hun i sin stue, Holger puttede sig op ad hende som for at sige Det er okay. Om aftenen ringede hun til Erik.
Du skal ikke komme mere, sagde hun stille og grædende. De vil ikke acceptere det. Jeg kan ikke miste mine børn.
Er det det, du vil? hviskede han. Du ved, de udnytter din frygt. Du har fortjent at leve dit eget liv.
Det kan jeg ikke, græd hun bare. Undskyld, undskyld…
Karens liv blev grå igen. Fjernsynet blev hendes ven, og Holger blev endnu mere klæbende. Hun ville ringe, men hun gjorde det ikke huskede sit løfte til børnene. Der blev længere mellem beskederne fra Emil og Trine, ingen spurgte hvordan hun faktisk havde det. Karen blev bare roligere, men ensomheden bed.
En aften mødte hun fru Olsen fra 4. sal i elevatoren. Hvor er Erik blevet af? I var da sådan en hyggelig duo, spurgte hun. Han har set helt sløj ud på det seneste, sagde fru Olsen. Jeg tror faktisk, han er syg.
Noget slog klik i Karen. Hun gik direkte hjem, så længe på telefonen og tastede hans nummer.
Erik, det er mig. Er du okay?
Du ringer? Har du fået lov af børnene? sagde han hæst, men kærligt.
Nu må det være nok med de børn, sagde hun. Hvorfor har du ikke sagt, du var syg?
Fordi jeg ikke ville være til besvær. Du valgte jo dem.
Jeg var dum. Jeg kommer nu.
Hun smed frakken om skuldrene, tog nogle madvarer og løb ned til hans lejlighed. Han var blevet magrere og bleg, men smilede, da han så hende.
Jeg har brug for dig, sagde hun. Du er mit familie nu. Det er min tur til at vælge.
Karen lavede mad til ham, og næste morgen ringede hun til Emil.
Emil, jeg vælger at leve med Erik. Hvis I ikke kan acceptere det… ja, så må det være sådan. Jeg elsker jer stadig, men nu vælger jeg også mig selv. Hvis I vil ses, så er døren åben. Hvis ikke så er det jeres valg.
Han blev tavs, mumlede et eller andet og lagde på. Karen mærkede lettelsen skylle igennem sig.
En uge senere skrev Trine i en sms, at hun kunne komme på besøg, hvis bare hun lod være at tage Erik med og ikke snakkede så meget om ham. Karen sukkede, vidste godt, det ikke var rigtig accept, men bare en måde at overleve på.
Men hjemme, i køkkenet, sad Erik og smilede og Holger spandt, og Karen tænkte: Nu er jeg ikke alene længere.
Erik, skal vi ikke lave hakkebøffer i morgen? Jeg har købt løg.
Jo. Jeg køber kød, og du skræller kartofler, svarede han, og de grinede sammen.
