Du ved, jeg må altså lige fortælle dig, hvad der skete hos os før nytår. Anders stod med mobilen i hånden og sagde næsten nonchalant: Du, den 31. kommer min mor og min søster, her er menuen så må du i gang ved komfuret! Og han tilføjede også, at tvillingerne ikke spiser fisk mere, og at hans mor synes, det er hårdt uden mayonnaise
Jeg stod og tørrede tallerkener, kiggede ud på den mørke novemberhimlen, mens Anders talte bag mig. Jeg vendte mig ikke engang rundt orkede ikke høre mere. Til slut lagde jeg tallerkenen fra mig og vendte mig alligevel mod ham.
Det er altså din fødselsdag, Anders.
Ja, netop og jeg vil gerne have, at det hele går rigtigt til.
Og hvor er jeg så?
Han så endelig op.
Dig? Du er jo i køkkenet, som altid. Hvad mener du?
Jeg sagde ingenting. Det havde jeg aldrig gjort i de femten år, hver gang Fru Rasmussen kom med sine anvisninger, eller når min svigerinde Christina slængede sig på sofaen, mens jeg vaskede op efter hendes larmende tvillinger. Femten år hvor jeg bare var en skygge til andres fest.
Det er fint, sagde jeg og gik ud fra køkkenet.
Næste morgen, d. 29., ringede jeg til min mor.
Mor, kan David og jeg komme over til jer?
Selvfølgelig, skat. Hvad med Anders?
Anders bliver hjemme. Han har gæster.
Pausen trak ud.
Anna
Det er okay, mor.
Jeg pakkede tasken hurtigt jeans, to striktrøjer, papirer. David kom ind, kiggede på tasken.
Ska vi tage afsted?
Ja, vi tager afsted.
Han nikkede. Han var kun tretten, men han forstod faktisk mere, end Anders gjorde efter femten år.
Anders kom hjem omkring halv syv. Han gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet tomt. Han vendte sig om.
Anna!
Stilhed.
Han ledte rundt i lejligheden. Ingen. På bordet lå en seddel:
Anders. Indkøbslisten ligger i køleskabet. David og jeg er hos mine forældre. Du må selv lave mad. Tillykke med fødselsdagen. Nøglerne har Lone.
Anders læste den tre gange. Ringede intet svar. Skrev fik ingen respons. Han kiggede på listen: kylling, kartofler, sild, agurker. Han indså, han aner ikke hvad han skulle gøre med det.
Den 30. stod han op klokken seks og forsøgte at lave lidt mad. Til frokost lignede køkkenet et bombet lokum løgskaller over alt, fedtede pletter, brændt kylling. Kartoflerne blev til grød, silden gled ud af hænderne.
Telefonen vibrerede. Moren.
Anders, vi kommer kl. 11 i morgen. Er Anna klar med maden?
Mor, Anna er her ikke.
Hva ikke?!
Hun tog hjem til sine forældre.
Stilhed. Og så steg hendes stemme.
Altså, hvad mener du på din fødselsdag? Er hun helt ?
Mor, jeg laver det selv.
Du?! Anders, det er jo rent vanvid!
Jeg ved det ikke, mor.
Okay, vi kommer og finder ud af det. Christina hjælper.
Anders kiggede på kaosset og mærkede noget ubehageligt knuge sig sammen inden i.
Den 31. klokken tolv stod Fru Rasmussen på dørtrinnet med et kæmpe net. Christina slæbte ind med to vildt urolige drenge.
Nå, lad os se, hvad du har lavet! Moren gik på køkkenet, kiggede på bordet. Er det alt?
Tre tallerkener: pølse, agurker og noget mærkværdigt mos.
Er det seriøst, Anders? Christina rynkede panden. Vi har kørt hele natten for det her?
Jeg har prøvet, sagde han dæmpet.
Fru Rasmussen åbnede køleskabet.
Det er jo tomt! Ingen kød, ingen fisk. Anders, hvorfor har du inviteret os, hvis du ikke kan tage imod?
Jeg har ikke inviteret. Du sagde selv, I kom.
Så det er besværligt for dig at have din mor på besøg?
Tvillingerne væltede rundt i stuen, en væltede en stol, den anden spildte på sofaen. Christina bemærkede ikke engang.
Christina, kan du ikke lige tage dig af dem? sagde Anders.
De er børn, Anders. De skal kunne bevæge sig. Kan du ikke tolerere børn?
Noget klikkede i Anders. Han kom i tanke om, hvordan Anna i femten år havde tørret op efter de børn, lavet mad, ryddet op, smilt gennem sammenbidte tænder. Ingen ingen! havde nogensinde sagt tak.
Mor, Christina, jeg magter det ikke. Han satte sig på skamlen. Jeg kan ikke lave mad. Jeg er træt. Lad os bestille mad eller tage på café.
På café?!
På din fødselsdag? Det er alt sammen Annas skyld! Hun har vendt din seng rundt.
Hun har slidt for jer i femten år! Stemmen knækkede. Har I nogensinde hjulpet? Har I sagt tak?
Vi er faktisk gæster!
I er ikke gæster. I er bare til at spise og gå.
Fru Rasmussen blev bleg, greb nettasken.
Christina, ta drengene. Vi kører. Så må han sidde med sin dyrebare kone. Jeg kommer ikke mere!
Christina sendte Anders et giftigt blik.
Du kommer til at fortryde, Anders.
Døren smækkede. Anders stod alene i køkkenet og stirrede på den halvspiste pølse. Han indså pludselig: De havde ikke engang sagt tillykke. Ingen ord. De kom for at spise, og da der ikke var noget, gik de.
Om aftenen satte Anders sig i bilen og kørte ud til Annes forældre et gammelt hus med veranda og skæv hegn. Han stoppede, så lys i vinduerne, gik ind og bankede på.
Anne åbnede døren hun havde løsthængende hår, gammel striktrøje, ingen make-up. Han havde glemt hvordan hun var uden alt det.
Hej.
Hej.
Må jeg komme ind?
Hun så længe på ham, men nikkede. Anders tog skoene af og gik ind. David lå på sofaen med tablet, Annes mor snittede salat i køkkenet.
Hej, Anders, sagde hun uden at smile. Vil du have te?
Nej tak.
Anne satte sig i vindueskarmen, trak knæene op.
Er de taget hjem?
Ja. Skænderi og hjem.
Ingen gratulation?
Ingen.
Pause. Anne kiggede på sneen udenfor.
Anne, undskyld.
Hun sagde ikke noget.
Jeg forstod det virkelig ikke. Tænkte det er jo familie, sådan skal det være. Men du har ret. De ville ikke have mig bare dit bord og dine hænder.
Det er ikke mine hænder. Det er min tavshed, hun vendte sig. De er vant til, jeg finder mig i det. Det var du også.
Jeg har været idiot.
Du finder først ud af det nu?
Anders satte sig tæt på, men uden at røre.
Må jeg blive? Til nytår?
Anne overvejede lidt.
Ja. Men i morgen skræller du kartofler og vasker op. Selv.
Det er en aftale.
En måned senere ringede Fru Rasmussen: savnede dem og ville besøge i weekenden. Anders svarede roligt:
Mor, vi tager til spa. Hvis du vil nøglen er hos naboen. Du må lave og rydde op selv.
Hvad er det nu for noget?!
Det er nye regler, mor.
Hun lagde på. Anders smilede. Anne løftede et øjenbryn.
Tror du, hun kan tage det?
Hvis ikke hendes problem.
Fru Rasmussen ringede aldrig med krav igen. Hun havde forstået: Tiden var skiftet. Man kunne diktere regler, forlange service men kun så længe nogen var tavse. Da tavsheden stoppede, stoppede magten også.
Anne blev ikke nogen heltinde. Hun stoppede bare med at finde sig i det. Og det var alt, der skulle til. Det var nok til, at alt blev anderledes.
