Jeg er en særdeles aktiv kvinde. Selvom jeg er 65 år, formår jeg at besøge mange forskellige steder og møde folk, som er både spændende og sære. Min ungdom glider forbi som en bølge af glæde og melankoli. Dengang kunne man tage på ferie lige hvor man ville! Til havet, til skovene, på teltur med venner og kollegaer, eller måske endda på en drøm af en flodsejlads. Alt sammen var muligt for ganske få kroner.
Men nu føles det, som om det tilhører en anden tid en tid indhyllet i dun og lyse minder.
Jeg har altid følt mig draget mod at møde nye mennesker. Folk dukker op på stranden, i teatrets bløde mørke. Nogle af dem har jeg bevaret venskabet med gennem utallige år som om vi var figurer på et gammelt, krøllet postkort.
Men en nat, i en drøm så bizar, at vinduerne buldrede af uforståelige telegrammer, vågnede jeg med et start. Hvem kunne dog sende sådan en? Selvfølgelig rejste min mand og jeg ingen steder. Klokken fire om morgenen lød der pludselig banken på døren som om nogen slog på lyset med en hammer.
Jeg åbnede døren og blev stående som forstenet. På dørtrinnet stod Sine med to yngre piger, en bedstemor med sølv i håret og en spøjs mand. De bar en ubegribelig bunke ejendele, bølgende som en lavine hen over dørkarmen. Min mand og jeg stod fortumlede, men lod de uinviterede gæster træde ind i lejligheden.
Sine stirrede på mig med blå øjne og sagde:
“Hvorfor tog I ikke af sted for rådighedens skyld? Vi sendte jer jo en telegram! Og taxa er dyrt det koster jo penge!”
Jeg svarede undskyldende:
“Jeg vidste ikke, hvem telegrammet var fra.”
“Vi havde din adresse. Nu står vi her.”
“Jeg troede bare, vi skulle skrive breve til hinanden engang imellem det var alt!”
Sine fortalte så, at den ene pige, Mathilde, netop var blevet student og havde besluttet sig for at begynde på universitetet. Familien var kommet til København for at støtte hende som en flok svævende duer.
“Vi skal bo hos jer! Vi har ikke råd til husleje. I bor jo tæt ved centrum!”
Chokket rullede over mig som en torden. Vi var jo ikke i familie! Hvorfor skulle vi huse dem? Jeg skulle fodre dem alle tre gange dagligt. De havde lidt mad med, men ingen af dem rørte gryden jeg måtte stå for alt.
Efter tre mærkelige og fortvivlede dage bad jeg Sine og hendes familie om at flytte ud et sted, hvor tiden kunne slugte dem op. Et voldsomt skænderi brød ud. Sine begik sig som en rasende storm: hun smadrede tallerkner og skreg hysterisk, som om ord blev til glasskår.
Min forbløffelse var så stor, at jeg næsten svævede. Til sidst forsvandt de, men mirakuløst havde de nået at stjæle min morgenkåbe, nogle håndklæder og under endnu mærkeligere omstændighed en stor gryde med kål, der bare dampede væk. Hvordan de lykkedes med det, ved jeg stadig ikke. Men gryden forsvandt, som i et drømmesyn.
