Så kom foråret, og mine forældre besluttede sig for at sætte deres ejendom til salg. De var blevet ældre og deres helbred var ikke længere til at passe haven. Min storesøster havde sine egne børn, et hektisk arbejde, og ikke tid til at hjælpe til. Forældre overvejede længe, men til sidst tog de beslutningen.
Min storesøster, Freja, følte lettelse; nu skulle hun ikke længere høre på klager eller føle sig skyldig over manglende tid. Det var svært at finde timer til at hjælpe i køkkenhaven, især når man skulle pendle til Sjælland. Flere gange havde Freja sagt til vores forældre: Sælg grunden, køb noget tættere på hjemmet! Hun havde ikke lyst til at bruge sine weekender på at luge. Et sted til afslapning, hvor man kunne læse en bog eller holde picnic, ville være mere tiltalende. For mig var grunden mest en kilde til syltetøj og hjemmelavet marmelade.
Weekenderne fløj afsted for Freja og hendes mand, Morten. Der var aldrig tid til hverdagens gøremål. Mortens arbejde som tømrer betød, at han ofte blev kaldt ind selv på lørdage og søndage. Freja vidste, at grunden medførte flere bekymringer end fornøjelser. Efter en arbejdsweekend i haven, havde hun brug for et par dages hvile.
Freja var glad for beslutningen. Grunden blev solgt. De følgende år havde familien ro. Men på et tidspunkt begyndte Freja at savne det; hun drømte om et sted, hvor hun kunne koble af. Morten foreslog, at de skulle købe en ny grund.
Arbejdslivet blev mere stabilt, og weekenderne stod åbne for hygge på landet, frisk luft og fællesoplevelser for børnene. Det gav mening, og de besluttede, at haven kun skulle rumme et par træer og bærbuske nok til at give ungerne vitaminer. Forældrene fik straks besked: Ingen køkkenhave og ingen ukrudt, kun ren afslapning! Familien var begejstret, nu skulle de bare vælge en parcel.
De tjekkede flere tilbud og fandt til sidst det rette: en fin lille bolig, med de nødvendige plantebede. Sælgeren var en ældre hr. Jørgensen, en enkemand, som ikke længere magtede havearbejdet. Derfor ville han gerne sælge.
Aftalen kom i hus. Freja var lykkelig drømmen var blevet til virkelighed. Huset krævede ikke renovering og kunne straks tages i brug. De besluttede at begynde forbedringer i sommerferien, og sådan blev det.
Den første tid gik stille og fredeligt. Men så begyndte Hr. Jørgensen at dukke op. Han varslede, at han ville hente sine sidste ting. Ingen havde problemer med det, men snart klagede han over, at de havde fjernet nogle gamle buske. Han savnede også den gamle kalla, som ikke længere stod der.
Snart begyndte han at protestere: “Vi har aldrig aftalt, at mine planter skulle væk! Min afdøde hustru plantede dem og bærbuskene var jo så vigtige!” Han lagde mærke til, at der var pyntesten, hvor der tidligere havde været jordbær.
Hr. Jørgensen gik rundt i haven og fandt hele tiden noget at kritisere. Til sidst sagde Morten fra: “Vi har betalt kontant for grunden nu står det i vores navn. Det er op til os, hvad vi vil med stedet.”
Salgsdokumenterne sagde intet om, at tidligere ejer kunne bruge grunden. Ellers var aftalen aldrig blevet til. Jørgensen gik, men kom tilbage næste dag med en busk under armen, og ville plante den hvor rosen stod.
Morten spurgte: “Hvad sker der?” Da tilbød den gamle mand at give pengene tilbage, så han kunne blive på grunden. Men de sagde nej; alligevel plantede han busken. Så kom naboen, Ellen, som blev overrasket over Hr. Jørgensens tilstedeværelse. Han klagede over de nye ejere, men Ellen støttede Freja og Morten de havde fuld ret til at bestemme. Pensionisten måtte bare indse det.
Senere fortalte Ellen, at Hr. Jørgensen havde skændtes med hele vejen. Hans opførsel blev mærkelig efter hans hustrus død. Roen fik de næppe: han dukkede stadig op. Ellen tilbød at tage kontakt til foreningens bestyrelse og forklare ham situationen.
Mens samtalen stod på, fik den gamle mand plantet endnu en busk og tog afsted. Så kom han igen for at hente flere ting og rode lidt på grunden, inden han forsvandt.
Næste morgen tog Morten på arbejde han var tømrer i København. Han delte historien med kollegaerne. De mente, grunden var overdraget med alt, hvad dertil hørte, men ville gerne hjælpe: de begyndte straks på at sætte hegn op. Hr. Jørgensen forsvandt et par dage. Da han kom tilbage, opdagede han, at han ikke længere kunne gå ind på grunden.
Han blev rasende, skældte ud, forsøgte at gå ind og endte hos bestyrelsen. De kendte allerede til problemerne. Jeg ved ikke, hvad de sagde, men fra da af kom han kun én gang mere for at hente sine ting.
