Nikolaj havde købt den flotteste buket, han kunne finde, og nu var han på vej til en date. Han stod i godt humør ved springvandet midt på Rådhuspladsen og holdt buketten i hånden. Freja var ingen steder at se. Han kiggede sig omkring og ringede til hende, men der var ingen, der tog telefonen. Måske hun bare er forsinket? tænkte han og ringede igen. Denne gang svarede Freja.
Jeg er her allerede hvor er du henne? spurgte Nikolaj hurtigt.
Der er ikke mere mellem os! sagde Freja pludseligt.
Hvad? Hvorfor? stod han måbende tilbage.
Det er på grund af din buket! svarede hun, helt uden videre.
Hvad er der nu galt med den? spurgte han, helt forvirret.
Nikolaj havde tumlet rundt alt for længe i Blomsterhjørnet. Mørkerøde roser, gule tulipaner, hvide liljer, blomster i potter og vaser, sat sammen i smukke og detaljerede buketter der var virkelig noget for enhver. Men han stod bare og kunne ikke beslutte sig.
Han prøvede at huske snakken med Freja om blomster, men det var svært at huske, hvad hun sagde.
Hun havde i hvert fald nævnt at hun ikke kunne lide visse blomster, men som hun til gengæld elskede andre og kunne kigge på dem i timevis.
Men det havde været, da de først mødtes, og hun snakkede om alt muligt. Han havde været så blæst bagover af det nye bekendtskab, lidt beruset af det glas cava fra caféen og af Freja selv.
Han var ellers altid snakkesalig, men denne gang sad han bare og nikkede og beundrede hende hendes lange, glatte hår, den fine hals, de søde smilehuller på de bløde kinder. Måske var det bare sådan kærligheden føltes?
Og hvad gjorde det så, hvilke blomster det nu lige var Aftenen var jo herlig!
Men lige nu han kunne simpelthen ikke huske præferencerne.
Se lige de her gerbera sådan nogle finder du ikke andre steder! Ikke sæson lige nu. Det er en speciel sort, sagde blomsterdamen, der var begyndt at virke lettere træt.
Han havde travlt måtte bestemme sig.
Men som altid i det allermest pressede øjeblik ringede mobilen. Det var hans mor igen. Hun ringede lidt for tit for tiden.
Nikolaj, har du besluttet dig? Det er jo fredag, måske du skulle komme hjem i weekenden?
Nej, mor, jeg har lidt travlt
Jamen farmor glæder sig, hun kigger hele tiden ud ad døren og spørger.
Undskyld, mor, jeg har virkelig travlt
Han sagde hurtigt farvel.
Mor maste på, at han skulle komme hjem til landsbyen, hvor hun boede med farmor.
Det var ikke første opkald. Nikolaj blev irriteret.
Hvad nu med farmor? Hun har jo været skrantende længe Gammel er hun jo Men han kan da ikke bare droppe alt og sidde der dag ud og dag ind. Han har jo også sit eget liv!
Og det liv det handlede faktisk mest om Freja lige nu. Han håbede virkelig, det ville gå godt i aften, for så ville han invitere hende ud på landet i morgen.
Han vidste godt, hvor de skulle hen der var nemlig et lille hyggeligt sted, sådan et Bed & Breakfast i nærheden.
Og ærlig talt, mor ville bare gerne have, at sønnens kærlighedsliv gled lidt lettere så han passede blot sin chance.
Hvis bare han nu kunne huske, hvilke blomster Freja elskede! Årh, hvad er der galt med min hukommelse!
Men helt ærligt det der med at skulle kunne huske alle de der pigedetaljer, det er altså også lidt op ad bakke. Er det virkelig så afgørende?
Blomsterdamen var ved at give op og iagttog ham bare i stilhed.
Mener hun ikke noget med rosernes torne Måske jeg skal lade være med at købe roser?
Så Nikolaj tog en buket store lyserød-hvide gerbera. Det er vel bare en opmærksomhed, tænkte han. Han blev nødt til at komme tilbage på arbejde, frokostpausen var ved at være forbi.
De havde aftalt at mødes ved det nye springvand midt i byen. Nikolaj var sent på den, chefen havde holdt på ham til et ekstra møde. Han begyndte faktisk at tro på en forfremmelse.
Han havde ringet til Freja for at sige, han var forsinket, og slukkede så lyden på mobilen. Under mødet kimede mor igen, men han kunne bare ikke tage den.
Så da han fik fri, susede han afsted til daten. I strålende humør parkerede han ved springvandet og småløb hen til stedet med gerberaen i hånden.
Freja var der ikke. Han kiggede rundt, gik lidt frem og tilbage og ringede op. Intet svar.
Nikolaj satte sig på bænken. Måske hun også var forsinket.
Han kom i tanke om, at han aldrig havde ringet tilbage til sin mor men han ventede, for hvad nu hvis Freja ringede lige i det øjeblik? Men ingen opkald. Efter et kvarters tid ringede han selv.
Denne gang tog Freja den.
Freja, hvor er du? Jeg venter på dig.
Jeg ved det. Jeg sidder på caféen ovre på den anden side, på første sal, og har kunne se dig hele tiden.
Er det rigtigt? Nikolaj kiggede op på cafébygningen, men kunne ikke se hende. Skal du ikke komme ned? Eller
Du kom for sent, sagde Freja.
Undskyld, Freja, jeg ringede jo. Chefen holdt mig tilbage.
Og så blomsterne!
Hvad med dem? forstod han ikke.
Du kan ikke engang huske, hvilke blomster jeg kan lide!
Jo, men de var der bare ikke!
Roser? Husker du virkelig ikke, at jeg elsker roser? Du kan få dem overalt! Jeg har sagt det så mange gange og du
Jeg skal nok gøre det godt igen Jeg kommer op og finder dig.
Nikolaj gik ind på caféen. Freja sad bagerst, med ansigtet vendt mod vinduet.
Han listede derhen, lagde buketten forsigtigt på bordet, uden at prøve at overrække den. Hun kiggede ikke engang på den.
Nikolaj, der ellers var svært charmerende, lagde alt sin energi i at udglatte det hele.
Han syntes også, det virkede. Freja smilte efterhånden lidt.
De drak kaffe og gik mod udgangen. Freja skænkede ikke buketten et blik.
Du har glemt din buket! lød det pludselig fra den unge søde servitrice.
Den er til dig! svarede Nikolaj med et smil.
Ej, tusind tak! Servitricen blev overrasket, men smilet kunne næsten ikke blive større.
Freja blev igen lidt mut.
Freja, jeg køber dig verdens største buket roser nu!
Tak, men nej tak. Det behøver du virkelig ikke. Jeg har fået blomster nok i dag, sagde hun næsten med sammenpressede tænder.
De gik ned ad trappen. Nikolaj traskede lidt bagefter sin fornærmede date, og igen ringede hans mor.
Undskyld, det er nok dårlig timing igen?
Freja hørte det ikke.
Nej, mor, faktisk er det meget fint. Jeg kommer hjem i morgen. Det lover jeg.
Den aften gik de nemt hver til sit. Nikolaj gjorde sig ingen forhåbninger. Han forstod godt de ville ikke ses igen.
Og allerede næste dag kørte han ud af byen, væk gennem de velkendte landskaber.
Og derude, mellem markerne lyste alt op i juni-solen, markerne bølgede lyserøde, lilla, gule og grønne så langt øjet rakte, med liv, duft og vind gennem stråene.
Nikolaj gik ud midt i det hele og plukkede sin egen vildtbuket han valgte præcis de blomster, der tiltalte ham.
Han vidste: dem, han nu skulle besøge, ville sætte pris på netop dette. Her kunne han ikke gå galt i byen.
Da han trådte ind ad døren hjemme i landsbyen, delte han buketten i to.
Hans mor smilede og kyssede ham på begge kinder. Farmor fik hjælp til at rejse sig; med rystende hænder tog hun i mod buketten og mærkede forsigtigt på den, hendes syn var efterhånden svagt.
Hun havde ikke fået blomster længe!
Ømt lagde hun ansigtet ned i buketten og indåndede dybt som om hun kunne suge ungdomsminderne direkte op fra blomsternes duft, minder hun havde gemt langt inde, men nu blev de vækket til live.
Det var mere end bare minder det blev til en følelse af forventning, håb, noget nyt og lyst her og nu.
Hvor er det godt! Livet fortsætter det lever i hendes barnebarn.
Nikolaj satte sig ved farmor og lagde hovedet i hendes skød. Hun strøg ham kærligt over håret og passede samtidig på ikke at krølle buketten, hun holdt så forsigtigt
Han lå der og tænkte, at en dag ville han nok møde en pige, der havde noget af det samme som de to kvinder her. Og de ville elske hinanden ligeså stærkt som hans farfar og farmor, hans forældre. Det gælder bare om at mærke, mens tid er.
Farmor ville næsten ikke slippe blomsterne til sin datter.
Vent nu Hent noget frisk vand koldt brøndvand og find en stor vase forsigtigt, sæt dem her så jeg kan kigge på dem
Barnebarnet gav blomster.
Blomster, der ellers kunne være hvor som helst, men lige præcis disse De var de bedste. For de var givet af ham.
