VI HAR ALLE DØMT HENDE
Liv stod i kirken og græd. Hun havde gjort det i et kvarter nu, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig. “Hvad laver den fine dame dog her?” tænkte jeg. Af alle mennesker forventede jeg virkelig ikke at se hende her.
Liv og jeg kendte ikke hinanden, men jeg så hende tit. Vi bor i samme opgang og går tur i den samme park. Jeg er der med mine fire børn, og hun med sine tre hunde.
Vi har altid dømt hende. “Vi” det vil sige mig, de andre mødre med deres unger, de ældre damer på bænkene, naboerne og sikkert også tilfældige forbipasserende.
Liv var altid smuk, hun klædte sig smart og udstrålede lidt selvsikker letsindighed.
Se hende, har allerede fundet sig en ny mand, mumlede gamle fru Nielsen, hver gang Liv gik forbi vores opgang.
Den tredje allerede.
Hun har jo også penge nok, nikkede hendes veninde, fru Sørensen, med et misundeligt blik på Liv, der satte sig ind i sin dyre Volvo sammen med den nye kæreste.
Fru Sørensens søn, Torben på 45, havde knapt råd til en gammel Toyota.
Hun skulle hellere få sig nogle børn, tiden løber jo fra hende, brokkede gamle hr. Møller sig. Men når det gjaldt om at dømme Liv, var alle enige.
Når endnu en af Livs forhold røg sig en tur, sad hele bænkebordet og sludrede skadefro. “Det er jo fordi hun er sådan en letlevner! Og hendes lejlighed lugter sikkert af hund…” lød det.
Men ingen brød sig mindre om Liv end vi mødrene med børn.
Mens vi med sved på panden jagtede vores rollinger rundt blandt gynger, bakker, krat og affaldspladser, spadserede hun roligt forbi med sine “hunde” og så nærmest tilfreds ud, når hun så til os. Som om hun ville sige: I har selv valgt alle de unger, nu render I rundt. Jeg lever mit eget liv. Og I sidder hjemme og regner på, om der er penge nok til Fridas nye jakke, eller om skoene må vente.
Det er til at se hun er sådan en, der ikke vil have børn. Alle de, der har penge, får jo bare hunde og katte i stedet, sagde min veninde Emilie, mor til tre drenge.
De rige har sære idéer, lød det fra gravide Stine, som med møje trak sin ældste datter ned fra et træ.
Hun er bare egoistisk. Vil hellere på ferie i udlandet end tænke på børn. Jeg har ikke set havet i syv år! sukkede Louise, fem-barns-mor.
Ja, sådan er det, nikkede jeg med alle og selv dem på bænkene og ilede hen for at samle min skrigende datter Anne op fra sandkassen.
Det rene hundehus hun har, hun kunne da hellere få sig et barn, sagde en dag en af pensionisterne højt, mens hun sad med sit barnebarn.
Det kommer ikke jer ved! svarede Liv pludselig skarpt, vendte sig om og gik videre med de “ulidelige” hunde.
Uh, så fræk, råbte damen efter hende.
Jeg betragtede Liv, der stadig græd i kirken, og gik ud.
Vent lige, lød det pludselig bag mig. Vent!
Liv fulgte efter ude på kirkegården.
Det er dig, der altid går med fire piger i parken, ikke?
Jo Og du er der med tre hunde.
Ja… Må jeg måske tale lidt med dig?… Du ved, jeg kigger ofte på dig og dine børn og de andre mødre jeg beundrer jer simpelthen, sagde hun og rødmede.
Du?!? udbrød jeg overrasket. Næsten havde jeg lyst til at sige: Du er jo bare sådan en, der ikke kan lide børn, egoist og fin på den! Tænkte tilbage på de blikke, jeg troede var hånlige
Sådan mødte vi hinanden. Vi satte os på en bænk. Liv talte, fortalte og græd. Det var tydeligt, hun trængte virkelig til at dele noget.
… Liv voksede op i en kærlig familie. Hun havde altid drømt om mange børn. Hun blev gift med sin store kærlighed. Men to spontane aborter og meldingen fra lægerne om, at hun ikke kunne få børn, fik hendes elskede mand til at forsvinde hurtigt.
Det samme skete med nummer to. Men først efter lange, hårde behandlinger. Sidst var hun tæt på at dø efter en graviditet uden for livmoderen.
Tredje kæreste forsvandt allerede, da han hørte om muligheden for et barn. Det var Livs bil og succes, der havde tiltrukket ham, men børn passede ikke ind i hans planer.
Jeg ville have ofret alt for at få et barn…
Jeg troede, du elskede hundene, sagde jeg lidt fjollet.
Det gør jeg også, smilede Liv. Men det betyder ikke, at jeg ikke elsker børn.
For at lette ensomheden købte hun Toke. Så bad nogle venner hende passe Viggo under en renovering og Viggo blev. Fie fandt hun i vinterkulden på gaden.
Jeg kom i tanke om pensionistens ord: “Et rigtigt hundehus hun skulle tage og få sig et barn i stedet.”
Og den gamle hr. Møllers kommentar om, at uret tikkede…
Liv var 41, men så knap nok 30 ud.
Hun besluttede at adoptere. Det var ligegyldigt, om det var en baby eller et større barn. Hun faldt straks for seksårige Karl. Eller rettere han faldt for hende og gik hen og spurgte: “Vil du være min mor?” “Ja!” svarede Liv.
Men Karl måtte hun ikke få. Moderen, der led af skizofreni, havde ikke mistet forældremyndigheden.
Det var et kæmpe chok for mig, fortalte hun. Tænk, at et barn lider, og man intet kan gøre.
Senere mødte hun fireårige Lise. Den lille pige var allerede blevet adopteret og afleveret tilbage to gange hendes livlige væsen blev aldrig accepteret.
Nogen fra børnehjemmet fortalte, at anden gang Lise blev afleveret, krøb hun grædende efter damen, greb fat i hendes kjole og råbte: “Mor, tag mig ikke væk! Jeg lover at være sød!”
Da Liv mødte hende, spurgte Lise straks: “Kommer du også til at sende mig tilbage?” “Nej, det gør jeg aldrig!” fik Liv fremstammet gennem tårerne.
Men også med adoptionen af Lise opstod der problemer. Liv fortalte ikke detaljer. “Men hun er min datter, og jeg vil kæmpe for hende!”
Den dag var Liv i kirke for første gang i sit liv. “Jeg havde bare ikke andre steder at gå,” sagde hun.
Præsten dukkede op og talte længe med hende, hun tog endda nogen notater.
Alt skal nok gå! Med Gud! hørte jeg ham sige. Og Liv begyndte at smile
Vi gik hjem sammen.
Du tænker måske, at jeg er snobbet og for stolt, sagde Liv. Men jeg er bare træt af at skulle forklare mig hele tiden. Jeg har allerede hørt nok ondskabsfuldt.
Jeg tav.
Liv inviterede mig og pigerne hjem for at lege med hundene engang. Jeg sagde ja og det vil jeg. Bare ikke lige nu.
For jeg var bare så flov.
Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: “Hvorfor er vi så hurtige til at tænke det værste om andre? Hvorfor har jeg været med til at sprede fordomme?”
Jeg håber virkelig, at Liv, denne stærke og modige kvinde, engang får fred. At Lise får lov at holde om sin mor og sige “Mor!” og vide, at hun aldrig bliver efterladt igen. At Toke, Viggo og Fie danser glade og logrende om dem…
Måske sker det endda, at Liv møder en mand, der elsker hende og kan blive en ægte familiefar. At Lise får en bror eller en søster. Sådan kan livet også være, må man tro.
Mest af alt ønsker jeg, at ingen nogensinde siger et ondt ord om dem igen.
Indimellem skal vi huske, at vi ikke kender andres kampe eller sorger og at omtanke og venlighed er det, der mangler allermest.
