Jeg har besluttet mig for, at jeg skal giftes, sagde min søn pludseligt under aftensmaden.
Min far trak på smilebåndet, og min mor stoppede midt i sin mundfuld, mens hun så forvirret på ham.
Hvad mener du? spurgte hun. Med hvem?
Hun er ny. Så smuk, så klog, så charmerende, sukkede drengen og hvilede hovedet mod hånden.
Den her pige havde vendt op og ned på hans appetit og alt, han ellers plejede at gøre.
Ved pigen overhovedet noget om det? spurgte far med et skjult grin.
Ja… Jeg sagde det til hende i dag, og hun svarede, at det var fint, hvis bare jeg havde en lejlighed.
Har du egentlig det? Mor så overrasket ud.
Selvfølgelig har jeg det. Altså… vi bor jo i en lejlighed. Far har en bil, og jeg lovede, at jeg ville låne den til brylluppet…
Min far rystede på hovedet, som om han prøvede at sige, at det ikke var på tale, og at jeg ikke lige fik nøglerne foreløbig.
Og hvad har hun? Er hun en god brud? Mor var allerede med i samtalen.
Ja, svarede sønnen begejstret. ‘Hun er sød og taler så pænt.’
Mor kunne ikke holde latteren tilbage og pegede på sønnens tallerken.
Du spiser jo ingenting.
Lad ham nu være, han tænker kun på den kommende bryllupsfest, sagde far med et smil. Men jeg giver dig ikke lov til at gifte dig, før du viser mig, hvad du har fået i matematik og stavning.
Sønnen stirrede forskrækket på ham. Han havde brugt hele dagen på at drømme om pigen i stedet for lektierne, og dagens diktat blev så dårlig, for den nye pige i klassen havde fanget hans opmærksomhed hele tiden. Hun var den smukkeste pige, han nogensinde havde set. Og han var ikke den eneste, der var forelsket, så han brugte al energi på at vinde hendes hjerte i stedet for at tænke på skolearbejdet.
Kom nu, far!
Når du har spist, går du ind og laver dine lektier. Intet bryllup, ingen lejlighed, ingen bil så længe du får under fire.
Sønnen følte sig krænket, men rejste sig lydigt fra bordet og gik ind på værelset.
Åh, femteklasses elever, sukkede mor.
Kan du sige det igen… istemte far.
