Nej, du skal bestemt ikke komme nu. Tænk dig nu om, mor. Det er langt at rejse, en hel nat i toget, og du er jo ikke helt ung mere. Hvorfor give dig selv alt det besvær? Og det er forår, du har sikkert travlt i haven, siger min søn til mig.
Jamen, min dreng, hvorfor ikke? Vi har jo ikke set hinanden længe. Og jeg vil også gerne møde din kone ordentligt, som man siger, det er på tide jeg lærer min svigerdatter bedre at kende, svarer jeg ærligt.
Lad os nu bare gøre sådan, mor, vent til månedens slutning, så kommer vi alle sammen hjem til dig. Det er jo påske, og der er mange fridage, beroligede han mig.
Sandheden var, at jeg egentlig havde indstillet mig på at tage afsted, men jeg lod mig overtale og sagde ja til at blive hjemme og vente på dem.
Men ingen kom. Jeg ringede til min søn flere gange, men han afviste mine opkald. Senere ringede han selv tilbage og sagde, at han havde alt for travlt, så jeg ikke skulle forvente besøg.
Det gjorde ondt. For jeg havde jo forberedt det hele til min søn og svigerdatter. Han giftede sig for et halvt år siden, men jeg har ikke set hende endnu.
Min søn, Mads, fik jeg, som man siger, for min egen skyld. Jeg var allerede fyldt tredive og var aldrig blevet gift, så jeg besluttede alligevel at få et barn.
Måske er det forkert, men jeg har aldrig fortrudt det valg, ikke en eneste gang. Det var ikke altid nemt, for jeg havde ikke penge, vi måtte knokle for at få det hele til at hænge sammen. Jeg havde altid to eller tre jobs, bare for at min søn ikke manglede noget.
Mads voksede op og flyttede til København for at studere. For at kunne støtte ham i starten begyndte jeg at tage rengøringsjobs i Sverige og sende ham penge til studie og husleje. Det varmer ens morhjerte at kunne hjælpe.
Allerede på tredje semester begyndte han selv at tjene lidt penge ved siden af. Da han var færdig med universitetet, fik han job og var selvforsørgende.
Han kom hjem, men sjældent sådan cirka én gang om året. Og jeg har aldrig været i København, det er næsten pinligt at indrømme.
Jeg tænkte, at når han engang skulle giftes, ville jeg tage derover. Jeg begyndte endda at spare op til den dag. Jeg fik lagt 15.000 kroner til side.
For et halvt år siden ringede han endelig med den store nyhed han skulle giftes.
Mor, du skal ikke komme nu, vi bliver bare gift på rådhuset, vi holder først bryllup senere, sagde han.
Jeg var ked af det, men hvad kunne jeg gøre? Mads introducerede mig for svigerdatteren over video. Hun virkede sød, smuk og tilsyneladende meget velhavende. Hendes far er en, de siger, stor forretningsmand. Jeg kunne bare glæde mig over, at det gik ham så godt.
Nu er der gået måneder, men ingen kommer, og jeg bliver heller ikke inviteret til byen. Jeg længtes efter at møde Mads kone og kramme min søn. Så jeg besluttede selv at tage toget, købte billetten, pakkede hjemmelavet mad jeg havde endda bagt mit eget rugbrød og taget lidt syltetøj med og tog af sted. Jeg ringede til Mads, lige før jeg satte mig i toget.
Ej, mor altså! Hvorfor? Jeg er på arbejde og kan ikke engang hente dig. Her er adressen, tag en taxa, sagde Mads.
Om morgenen ankom jeg til København. Jeg tog en taxa og blev godt nok overrasket over, hvor dyrt det var. Men bestemt, byen var smuk i morgenlyset, og jeg nød udsigten fra vinduet.
Døren blev åbnet af min svigerdatter Sofie. Hun hverken smilte eller gav mig et kram. Hun sagde bare tørt, at jeg kunne gå ud i køkkenet. Mads var taget tidligt af sted på arbejde.
Jeg begyndte at pakke mine bæreposer ud kartofler, rødbeder, æg, tørrede æbler, syltede svampe, agurker, tomater og et par glas solbærsyltetøj. Svigerdatteren stod bare der og så på, og sagde så, at jeg ikke skulle have taget alt det med, for de spiste ikke sådan noget, og desuden lavede hun altså ikke mad derhjemme.
Hvad spiser I så? spurgte jeg.
Vi får maden leveret hver dag. Jeg kan ikke lide at lave mad, det lugter så grimt bagefter, og det forsvinder aldrig fra køkkenet, sagde Sofie.
Mens jeg prøvede at forstå det, kom der en lille dreng ind i køkkenet, omkring tre år gammel.
Mød min søn, Elias, sagde Sofie.
Elias? spurgte jeg.
Ja, Elias, ikke noget med at ændre navnet, sådan hedder han.
Okay, selvfølgelig, Sofie.
Jeg hedder Sofie, ikke Sofie-lille eller noget andet. Her i byen bruger man rigtige navne, men det ved du jo nok ikke…
Tårerne pressede på. Ikke over at Mads havde giftet sig med en kvinde med barn, men fordi han ikke havde sagt noget til mig.
Men overraskelserne sluttede ikke der. Jeg kiggede på væggen og så et stort bryllupsbillede.
Nå, men I holdt ikke noget bryllup men I fik da flotte billeder, sagde jeg for at lette stemningen.
Hvad mener du med ikke noget bryllup? Vi holdt et bryllup for 200 mennesker. Det var kun dig, der ikke var der, men Mads sagde, du var blevet syg. Måske var det det bedste, sagde Sofie, mens hun så upåvirket op og ned ad mig.
Vil du have morgenmad?
Ja svarede jeg.
Sofie satte en kop te og nogle stykker dyr ost foran mig. Det var hendes idé om morgenmad.
Jeg var slet ikke vant til sådan en lille morgenmad, slet ikke når jeg lige har rejst langt. Jeg ville stege et par æg jeg havde jo mit rugbrød med. Men det måtte jeg overhovedet ikke det ville lugte i køkkenet, sagde Sofie.
Hun nægtede også at smage mit brød, for hun og Mads spiste kun sund kost, sagde hun.
Mit humør forsvandt helt. Jeg havde set så meget frem til brylluppet og sparet op i så mange år, bare for at opdage, at jeg ikke engang var velkommen.
Jeg drak min te i stilhed. Sofie sagde ingenting. Det var en mærkelig, forstilt tavshed. Så kom Elias løbende og søgte nærhed hos mig. Jeg ville gerne kramme ham, men Sofie slog ud med armene og sagde, at hun ikke vidste, hvad jeg kunne have med, og det var et lille barn.
Jeg havde ingen gaver til ham, men rakte ham et glas solbærsyltetøj og sagde, at det ville være lækkert til pandekager.
Sofie rev det ud af hånden på mig og sagde:
Hvor mange gange skal jeg sige det? Vi er på sund kost, vi spiser ikke sukker!
Jeg mærkede, at tårerne pressede på. Jeg drak ikke engang min te færdig gik ud i entreen og tog mit overtøj på. Sofie nærmest bemærkede det ikke. Hun spurgte ikke engang, hvor jeg gik hen.
Jeg satte mig udenfor på en bænk ved opgangen og tillod mig selv at græde. Jeg havde aldrig følt mig så alene før.
Efter noget tid så jeg Sofie komme ud med Elias og smide al min hjemmelavede mad ud i skraldespanden.
Jeg sagde ingenting. Da hun var gået, samlede jeg det hele op i mine poser igen og fandt vej tilbage mod banegården. Heldigvis var der en, der havde afleveret en billet, så jeg kunne komme hjem samme aften.
Ved banegården fandt jeg et lille cafeteria. Jeg bestilte mig en skål varm suppe, et stykke stegt kød og kartofler med salat. Jeg var sulten, og jeg tænkte: mon ikke jeg fortjente et ordentligt måltid?
Jeg satte taskerne i opbevaring og havde nogle timer til at se København. Jeg kunne faktisk godt lide byen og fik tankerne over på noget andet.
I toget hjem kunne jeg ikke sove. Jeg græd. Det gjorde så ondt, at Mads ikke engang ringede for at spørge, hvor jeg var blevet af.
Aldrig havde jeg troet, min eneste søn ville tage imod mig på den måde. Jeg havde sat alt min lid til ham, og nu stod jeg tilbage og følte mig unyttig og uønsket.
Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre med de 15.000 kroner, jeg har sparet op til hans bryllup. Skal jeg give ham dem og lade ham vide, at hans mor altid tænkte på ham? Eller skal jeg lade være har han fortjent dem?
Mit hjerte er tungt, men én ting har jeg lært: Man kan ikke regne med, at kærlighed altid kommer tilbage den vej, man sender den ud i verden. Men ens kærlighed til sit barn kan ingen tage fra én, uanset hvad livet bringer.
