Du elskede mig jo aldrig for alvor. Du giftede dig med mig uden kærlighed. Nu forlader du mig vel, nu hvor jeg er blevet syg
Aldrig! sagde Mette og lagde armene om Henrik. Du er verdens bedste mand! Jeg forlader dig aldrig
Han kunne næsten ikke tro, det var rigtigt. Og Humøret hos Henrik var i bund
Mette havde været gift i femogtyve år, og hele den tid tiltrak hun stadig mænds opmærksomhed. Hun havde været den mest populære pige, helt tilbage fra gymnasietiden.
Men faktisk også helt i folkeskolen nærmest alle drengene havde et godt øje til Mette. Dog var det ikke hendes skønhed, mændene vendte sig mod.
Hun havde nemlig aldrig været klassens kønneste. Men udstråling havde hun. Og selvom hendes første mand, Christian, var en lidt sær person, så blev de sammen.
Nej, Mette blev hos Christian indtil hans sidste dag. Sammen opfostrede de deres datter, Signe, som fandt sig en dansk mand og flyttede med ham til Sydtyskland. Nu sendte de billeder og inviterede på visit. Men Mette og Christian fik det aldrig lige til at passe måske tager Mette af sted en dag, men Christian er jo væk nu.
Han omkom nemlig i et trafikuheld. Så meningsløst De sagde hende bagefter, at han nok havde fået et ildebefindende bag rattet. Hjertet slog knuder, han blev forvirret, kunne ikke styre bilen.
Måske besvimede han? foreslog hun selv.
Det får vi aldrig at vide, sukke veninden, Lone, der var sygeplejerske. Dødsårsagen var: svære kvæstelser, ikke forligelige med livet.
Det var et chok for Mette. Lone hjalp med alt det praktiske.
Det var også Lone, der fandt de beskedne detaljer frem via sine kontakter. Christian blev begravet, og nu sad Mette alene tilbage i det store hus, hun og manden sammen havde slidt for hele livet.
Stort og stort Egentlig var det ikke så stort, når folk kom på besøg og huset summede af liv. Men til én person en kvinde føltes det pludselig enormt. Og det krævede ordentlige hænder
Signe kom hjem for at sige farvel til sin far. Hun ville tale om at sælge huset, købe en lejlighed og måske at Mette skulle flytte ned til dem.
Nej! udbrød Mette. Jeg har ikke brugt et helt liv på at bygge det her hus for at sælge det for så at flytte til Tyskland. Jeg har skam været der
Mor!
Tag det roligt, Signe! smilte Mette, tårerne i øjnene. Det er bare for sjov.
Nå, hvis det bare er for sjov, så er det måske ikke så slemt.
Det hele var tvetydigt. Ligesom Christian nu engang havde været et modstridende menneske. På den ene side omsorgsfuld og kærlig, men samtidig også lunefuld, og når hans humør vendte, kunne han slide Mette op. Så blev han ked af det og undskyldte, og Mette tog det ikke så tungt hun var ikke typen, der hængte sig i gamle sår. De levede bare videre i femogtyve år! Man skulle næsten tro, man blev skør af det.
Signe blev et par dage og tog tilbage hendes mand arbejdede meget, hun måtte hjem og passe familien. Og Mette blev alene.
Hun kendte sig selv godt nok til at vide, at det ikke ville være for evigt.
Og ganske rigtigt. Hun sørgede i et halvt år, men straks hun havde tørret tårerne, stod der pludselig et helt lille hold bejlere udenfor.
Selv hendes egen mor havde undret sig dengang;
Hvad er det, de mænd ser i dig? De falder på stribe! Du er da ikke ligefrem nogen skønhed Eller overser jeg noget?
Åh mor, grinede Mette, mens hun lagde læbestift. Skønhed er ikke reelt. Det handler om at have et særkende, charme.
Ud og find dig en mand så, lo moren, før han bliver træt af at vente.
Der kommer bare en ny, trak Mette på skuldrene.
Nu er det snart tredive år siden den samtale. Men intet er ændret. Andre kvinder klager stadig over, at der ikke er ledige mænd især ikke når man er over fyrre.
Mette forstod ikke rigtigt det der. Selv i en alder af 46 havde hun nu pludselig to seriøse bejlere på hånden og begge var gode mænd.
Hjertet trak mest i retning af Mads, en utrolig charmerende, nydelig mand endda vidende og dannet. Ham kunne man både føre dybe samtaler med og stolt vise sig sammen med.
Dog var Mads kun rigtig god til at tale for sig. Mette blev jo nærmest forelsket i ham gennem ørene men hun vidste også godt, sådan én var ikke til hendes store hus og praktiske liv.
Den anden, Henrik, var sådan en rigtig håndværkertype. Den slags, der kan drikke en øl for meget til fest, men får fikset det hele på matriklen og hænderne skruet rigtigt på. Godhjertet, rolig og bestemt, en solid mand, der beskytter og knokler.
Hjemme med konen var han mild som et lam, men hvis det krævedes, kunne han flytte bjerge. Alligevel var det ikke ham, Mette faldt for mærkværdig kvindelogik.
For han sagde aldrig de pæne ord til hende. Ædru var han nærmest ordknap, og først når han havde fået et par øl, kunne han fortælle en sjov historie eller en god vits.
Drikke kunne Henrik, men han var hurtigt på dupperne igen næste dag iskoldt bad og så i gang med livet igen. Fåmælende, men driftig. Det var Henrik, Mette valgte.
Mads blev skuffet hans pæne ord slog ikke igennem, så han smuttede.
Mette giftede sig med Henrik og han var ovenud lykkelig. Til brylluppet fik han lidt for meget, sang og dansede hele natten.
Hold da helt op, grinede Lone. Der er knap gået et år siden Christian, og du er allerede gift igen. Du er stadig forfulgt af mænd! Andre kvinder leder med lys og lygte, du skal bare gå ud i haven.
Siger du også snart: Hvad er det egentlig, de mænd ser i dig? Du er jo ikke engang super køn!
Nej, sådan noget siger jeg ikke, lo Lone. Men du har altid været forunderligt populær, det er da sikkert.
Aner det virkelig ikke, Lone! Du må snakke med min mor om det.
Mette blinkede til sin veninde, da hun gik ud for at danse med sin mand som netop kom og bød hende op. Hun dansede og prøvede at jage de sidste forbehold væk.
Og hvad så, at Henrik var lidt jysk i det? Han var både stærk og fingernem. Og så så han da ganske godt ud. Og at han mest holdt mund måske er det egentlig meget rart.
Hvis hun nu havde taget Mads så havde hun nok kunnet lave suppe på fine ord, men nu
Efter nogle måneder havde Henrik forvandet hele Mettes have til en oase. Fjernede overflødige træer, lavede blomsterbede og byggede en pavillon. Han satte også sit præg inde i huset.
Mette tænkte tit: Hun havde valgt rigtigt.
Henrik tjente også sin egen løn og gjorde sig umage for at glæde hende med små gaver.
Hun målte deres korte ægteskabs lykke mod de mange år med Christian og kunne ærligt tænke, at hun ønskede at have mødt Henrik før. Guld værd var han!
Når det var varmt, grillede de i haven om aftenen og spiste i pavillonen, hvor Henrik havde lavet en fin træbænk og bord.
Mette sad, mæt af grillmad, og blinkede dovent som en veltilfreds kat. Henrik nød at se på hende.
Hvad kigger du efter, Henrik?
Ingenting. Bare glad, sagde han.
Hans første kone var noget så kedelig. Han havde aldrig troet, han skulle møde sådan en som Mette.
De nød fire lykkelige år, indtil Henrik pludselig begyndte at gå ned ad bakke.
Han blev hurtig træt. Tabte sig, uden nogen rigtig grund. Og drak han, blev han dårlig tilpas.
Du må til læge! sagde Mette bestemt. Der er noget galt.
Sludder og vrøvl, Mette. Det går over!
Hvorfor så bange? Er det fordi, som de fleste mænd, du ikke kan lide læger?
Næh.
Henrik ville ikke fortælle Mette, hvad han frygtede. Han var mest bange for at blive forladt, hvis han blev syg. For Mette havde jo ikke giftet sig af kærlighed, tænkte han men han elskede hende! Så inderligt.
Han havde forelsket sig i hende i Netto, hvor hun fumlede og ikke kunne finde sin pung. Der var noget så rørende over det.
Selv hans mor havde sagt: Hvad ser du i hende? Hun er ikke ung længere, ikke nogen skønhed, og du kunne snildt få dig en yngre kone.
Men Henrik ville ikke have andre end Mette. Men ville hun have ham, hvis han blev syg?
Mette fik ham ikke overbevist om at gå til lægen. Det blev lørdag aften. De havde Lone og hendes mand, Klaus, på besøg. Henrik og Klaus grillede og drak øl, Mette og Lone lavede salat i køkkenet.
Henrik ser ikke godt ud, sagde Lone stille.
Jeg ved det! Jeg trygler ham! Hvad tror du egentlig du er jo sygeplejerske?
Altså, han ser da lidt bleg ud og jeg synes huden er lettere gullig.
Åh, Lone, for Guds skyld, prøv at overtale ham! Du har autoritet som sygeplejerske!
Lone så alvorligt på hende.
Elsker du ham virkeligt? For jeg husker dine tvivl, dengang
Mette bed sig i læben og svarede ikke.
Men hun nåede aldrig at overtale Henrik han besvimede pludseligt under middagen. De måtte ringe 112. Mette tog med ham ind han var bevidstløs. Hun sad og holdt hans hånd og bad alt, hvad hun kunne.
Han blev opereret næsten med det samme.
En tumor i leveren, sagde lægen.
Kræft?! gispede Mette.
Vi afventer svaret på vævsprøverne.
Tumoren var heldigvis godartet men den havde nået en pæn størrelse, da Henrik endelig kom på operationsbordet.
Lægerne forbød ham næsten alt og sagde, at genoptræningen ville blive lang, måske aldrig helt, nu hvor han var deroppe i årene.
Henrik blev hængende i mismod. Hans mor kom forbi med mad, mens Mette var på job kun det, han måtte få, hvilket ikke var meget.
Jeg kan slet ikke kende dig! sagde Birte bestemt. Du skal være glad for, at der ikke var noget dødeligt galt! Spis nu dine frikadeller.
Jeg har ikke lyst.
Det skal du! Kommer Mette og besøger dig?
Hun kommer endnu, sagde Henrik.
Hvad mener du? Tror du, hun skrider? Så er hun tosset!
Jeg er jo bare en syg mand nu. Tilbage står kun ubrugelighed. Hvem gider have én som mig?
Hvad er der galt? spurgte Mette, der trådte ind. I råber jo på hele afdelingen! Hej Birte!
Jeg smutter nu. Hej hej, Mette.
Hvad er der sket?
Bentes mor fnes og gik. Mette vaskede hænder og satte sig ved sengen.
Nå, hvad er du så sur for, invalid? Du har hænder og fødder hvad brokker du dig for?
Jeg har læst om leveren, ved du hvad? sagde Mette opmuntrende.
Nej, hvad?
Det er det eneste organ, der kan gendanne sig selv, bare man har halvdelen tilbage. Du har endda 60 procent. Giv dig selv tid!
Har jeg tid? mumlede Henrik.
Hvad mener du?
Tid.
Er der noget, du ikke har fortalt mig? Har du bedt lægerne holde noget tilbage?
Nej ikke sådan.
Henrik blev udskrevet. Men her begyndte nedturen. Hver gang han prøvede at lave noget, blev han hurtigt udmattet. Det skar virkelig i ham.
Og fødselsdagen nærmede sig men han kunne ikke spise eller drikke, som han plejede. Sikke en fest!
Mette lod som ingenting, spiste diætmad sammen med ham med masser af entusiasme.
Mette sagde han forsigtigt. Hvad nu med os?
Hvad mener du?
Jeg kommer mig jo nærmest ikke. Du forlader mig vel nu? Sig det bare.
Hvorfor i alverden skulle jeg det? Jeg har det fantastisk med dig.
Ja, da jeg kunne alt. Men nu? Nu har jeg det ikke engang godt selv.
Det går over. Tag dig nu sammen!
Jeg prøver! Men to sving med hammeren, og jeg segner.
Mette gik om bag ham, lagde armene om ham og lagde kinden mod nakken.
Jeg elsker dig. Jeg går ingen vegne. Og du skal ikke skynde dig til at blive rask. Det skal nok gå.
Elsker du mig virkelig?
Ja, virkelig.
Mette forlader ikke Henrik. Han kommer sig langsomt, men sikkert.
Hun holdt fødselsdag uden spiritus, så han ikke skulle føle sig udenfor.
Et par venner kom forbi de hyggede i pavillonen og spillede brætspil.
Hold fast, hvor er du heldig med hende, Henrik, sagde vennerne da de gik.
I tager vel hjem og drikker noget for mig nu? jokede Henrik.
De lo, sagde farvel, og senere sad han og Mette på trappen med kaffe og kiggede op på den danske stjernehimmel, lykkelige.
Den aften for første gang i mange måneder følte Henrik, at han var på vej tilbage.
Han troede igen på, at han kunne blive rask. Og at konen virkelig ikke ville forlade ham. Han holdt hende tæt.
Hvad tænker du på, Henrik?
Alt er godt! sagde han.
Endelig. smilede Mette og kyssede ham på kinden.
De var lykkeligeDe sad et stykke tid uden at sige noget, bare med varmen fra hinanden og det sagte sus fra vinden i de nyslåede træer. Månens lys kastede sølvpletter på pavillonens tag, og fra haven duftede kaprifolien frisk og livlig. Henrik trak vejret dybt, mærkede roen brede sig og en fornyet tro på det hele.
Mette lænede hovedet mod hans skulder og sagde så, sagte:
Selv hvis alt blev taget fra mig, tror jeg, jeg ville vælge dig igen.
Henrik lo lidt, rørt, og gav hendes hånd et klem.
Det er jo næsten et frieri igen.
Så må du sige ja, hviskede Mette.
Henrik smilede; den tunge sky over hans sind var forsvundet. For første gang så han ikke tilbage eller frygtede alt det, der kunne gå galt. Han så kun kulørte lanterner i deres have, hørte latteren fra dem begge, og mærkede at livet hans og Mettes stadig var fuldt af håb og små mirakler.
Ja, sagde han lavt. Alt jeg har brug for, er lige her.
Og sådan blev de bare siddende, med kaffe, stjerner og hinanden og vidste, at lykken fandtes, lige midt blandt det uperfekte, hvor kærligheden havde slået rødder.
