Jeg gider ikke bo sammen med jer længere! Intet, jeg gør, er godt nok! Freja så vredt og såret på sin mor. Det var én ting, da jeg var barn: du må ikke gå derhen, lad være med det dér Men nu er jeg altså tyve, mor! Tyve år! Jeg har været myndig i to år nu.
Og hvis du er myndig og ikke ønsker at bo med os, så må du finde dig et job og selv leje og betale for din egen bolig. Det er mit svar, min pige, sagde hendes mor roligt.
Hold da op! Freja fnøs. Først er det læs nu, Freja, lad nu være med at gå på café og fester, og nu skal jeg bare ud og arbejde? Hvad så med studierne? Det er ligemeget, eller hvad? Kunne I ikke hjælpe jeres egen datter lidt mere?
Du er da så selvstændig, Freja. Du lytter alligevel ikke, når vi prøver at give dig gode råd, sagde hendes far og nikkede til moren. Så, hvis du virkelig vil styre dit eget liv, så kan du jo lige så godt prøve at klare dig helt selv.
Det var jo ikke den situation, Freja helst ville stå i. Hendes mor krævede hverken, at hun gjorde rent eller lavede mad, hendes far betalte regningerne og købte altid ind og gav også ofte et ekstra beløb på MobilePay bare sådan til lille Freja. Ja, det var nemt og bekvemt. Hvis bare de ikke behøvede at blande sig hele tiden…
Men den stædige del af Freja kunne ikke holde ud at give sig. I familien gik der nærmest en fortælling om, at en af Frejas tipoldemødre havde været en ilter kvindesagskæmper. Og hver gang Freja var genstridig, skulle dén historie gerne fortælles.
Så Freja fik sig et studiejob og lejede et lille værelse tæt på universitetet i København. Det var først nu, hun for alvor mærkede, hvordan det føles, når pengene ikke rækker. Indtil da havde hun bare hørt om det i S-toget, blandt vennerne hjemme i Odense, eller i alle de der TV-shows, hvor folk sidder og siger, Der er ikke penge til det allermest nødvendige.
Langt størstedelen af hendes ikke særlig imponerende løn gik til huslejen. Men der skulle jo også købes mad, betales for buskort og alt det andet, der kræver penge. Festerne, hun havde drømt om, gled hurtigt i baggrunden. Uden at opdage det, lærte hun at sætte pris på det, hun selv havde tjent. Og mange af de kritiske bemærkninger fra forældrene føltes ikke længere så urimelige.
En aften, på vej hjem fra arbejde, så hun to unge knægte larmende gå foran hende, mens de skraldgrinte og kastede om sig med dumsmarte, halvklamme jokes. Freja rystede bare på hovedet for sig selv tænkte, om de overhovedet havde en fornuftig tanke bag panden.
Foran den nedlagte butik på hjørnet sad en ældre dame på de kolde trappetrin. Freja havde ofte set hende dér. Kvinden sagde ikke meget, men af og til mumlede hun noget for sig selv. Ved hendes fødder stod en brugt kagedåse, hvor folk en sjælden gang smed en tokrone eller to ned. Med dankort og MobilePay havde ingen jo kontanter længere. Alligevel prøvede Freja altid at gemme nogle mønter til hende. Hun vidste ikke helt hvorfor førhen havde hun aldrig kigget på folk, der tiggede.
Men at kalde den gamle kvinde for en tigger ramte bare helt forkert. Slidt, ja, men der var noget værdigt over hende, som hverken frakken eller madkassen kunne skjule. Hun nikkede altid sagte til dem, der gav en mønt, og sad bare tålmodigt videre.
De to unge fyre gik forbi, og den ene fyldte dåsen med et spark, så den rullede hen ad fliserne og mønterne fløj til alle sider. Kvinden rejste sig besværet og begyndte at samle pengene op med rystende hænder.
Hvad laver I, idioter! Freja tændte fuldstændig af og styrtede hen for at hjælpe.
Fyrerne grinede rådvilde, sagde et eller andet plat til hende og gik bare videre.
Her, de var dem, ikke? Freja rakte mønter til den gamle dame. Og så fiskede hun en halvtredser frem fra sin pung og gav hende. Her, tag også den.
Tak, lød det stille tilbage, mens kvinden løftede blikket. Hendes øjne så overraskende unge ud i det rynkede ansigt. Jeg kender dig. Du smider altid lidt til mig, når du kommer forbi.
Hun følte på dåsen. Den blev jo helt skæv nu. Nå, jeg må finde en ny…
Hænderne rystede, og Freja kunne se, hun ikke havde det for godt.
Bor du langt væk? spurgte Freja.
Kvinden rystede på hovedet.
Kan du se de grå blokke derinde i gården? Jeg bor i den der.
Skal jeg ikke følge dig hjem? Jeg tror ikke, du bør gå alene nu.
Hjertet driller lidt, blev forskrækket, sagde kvinden og lænede sig tungt op ad Frejas arm.
Oppe på tredje sal løb en klynge katte dem i møde. Freja tabte næsten mælet over hvor mange hun kunne slet ikke tælle dem.
Der er tolv, forklarede den gamle, fordi hun så Frejas ansigt. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ende med så mange.
Hvorfor har du dem alle sammen?
Det er ikke, fordi jeg har brug for dem, men fordi de har brug for mig, du. Uden mig overlever de ikke. Kappa og Lillepus blev fundet i en pose ude ved skraldespandene en isnende vintermorgen. Lillepus peb, Kappa var ved at give op. Fnuller tog jeg fra nogle banditter; Rasmus dukkede bare op ved Brugsen. Fanny fødte i kælderen jeg kunne ikke lade hende blive dér med killingerne, vel? Synes du, jeg er tosset?
Nej, slet ikke, sagde Freja lidt forvirret, der er bare utroligt mange. Men man skal jo også fodre dem allesammen.
Præcis. Derfor sidder jeg også ude på trappen.
De blev gode venner, de to mærkeligt nok. Men Freja kunne ikke længere leve som om intet var hændt. Hun gik forbi kvinden, Ingeborg, med jævne mellemrum og fortalte om hende og kattene på sin Instagram. Og mellem alle de negative kommentarer begyndte der at dukke gode mennesker op, som tilbød hjælp og skrev søde ord. Snart var det flere og flere.
Freja, spurgte hendes far, hvorfor gør du alt det her? Du har da aldrig været sådan én, der samler på dyr.
Det handler slet ikke om dyr, far. Selvom måske kunne jeg godt tænke mig, at vi engang kunne tale om det hjemme. Det var aldrig rigtigt på banen hos os; jeg spurgte heller aldrig, om jeg måtte få en kat eller en hund. Gad vide hvorfor, sagde hun og holdt en pause. Ingeborg sagde, at det er dem, der har brug for hende ikke omvendt. Og det tror jeg faktisk er rigtigt. Uden hende ja, så havde ingen af dem været her mere.
Nå, vil du så også fylde din lejlighed med katte, eller hvad? udbrød hendes far. Sådan nogen kaldte man gamle jomfruer i gamle dage.
Jeg har ikke tænkt mig at samle på katte, svarede Freja hurtigt. Jeg ville ellers gerne tage én, bare for at hjælpe, men min udlejer siger nej. Og desuden jeg er altså ikke et barn længere.
Du gør jo ikke noget ondt, sukkede faren. Men at bruge sit liv på alt det der Vi er bange for, at du brænder ud.
Nej nej, far, jeg har det godt, beroligede hun.
Freja fortsatte med at hjælpe Ingeborg og gennem Instagram lykkedes det hende at finde hjem til fire af killingerne. Men de otte ældste blev hos Ingeborg; de var alligevel så gamle, at ingen ville tage dem, og sandt at sige, så kunne Ingeborg heller ikke undvære dem.
Hvis der sker mig noget, må du altså ikke give op på dem, sagde Ingeborg en dag stille. Jeg ved godt, det er meget at bede om. Men jeg har ikke andre end dig længere.
Freja havde egentlig aldrig spurgt, hvorfor Ingeborg var alene. En dag begyndte den gamle selv.
Jeg kunne have haft et barnebarn som dig, Freja, men livet ville det anderledes
Hun fortalte, at hendes eneste søn havde mistet både ægteskab og liv. Til sidst var kun kattene tilbage hun kunne ikke lade dem i stikken.
En dag kom Freja op til Ingeborg, og der blev ikke åbnet. En venlig nabokone havde en nøgle, og de gik ind sammen.
Ingeborg lå roligt på sofaen, som om hun bare blundede. Ansigtet var roligt, og kattene havde trukket sig tæt op ad hende.
Nå, nu har Gud taget hende hjem, sagde naboen med stille stemme, og Freja tudede. Døden var hun aldrig stødt på før.
Hvad gør jeg nu? sagde hun forskrækket.
Der ligger en seddel til dig på bordet, sagde naboen forsigtigt.
Med klump i halsen læste Freja brevet: Ingeborg havde efterladt sin lejlighed og kattene til Freja hun var den eneste, hun kunne bede om det.
Freja blev pludselig ekspert på de danske ejerlejlighedslove, og havde fået sig en masse praktisk erfaring. Hun skulle aldrig have klaret sig igennem, hvis ikke det var for Kasper.
Ham mødte hun gennem et katte-opslag på sin profil; han skrev venligt til hende og derfra udviklede de et venskab, senere kærlighed. Kaspers familie kendte alt til dyreinternater, han havde været frivillig og var vokset op med dyr. Han hjalp med at finde hjem til de sidste killinger fra Fannys kuld.
Kasper læste til jurist, så han kunne give Freja al den hjælp, hun skulle bruge.
Freja, hvor sejt! udbrød hendes veninde, Mille. Nu har du din egen lejlighed! Hva med at få Kasper til at få internatet til at tage alle kattene så er det klaret!
Ej Mille, sådan kan jeg ikke gøre. Jeg har lovet Ingeborg, at jeg ikke ville svigte dem.
Men hun er jo død! Hun opdager ikke spor. Og nu er lejligheden din. Gider du virkelig bøvle med alle de katte? Og hvad hvis de bliver gamle! Folk vil ikke komme på besøg, og du får aldrig en kæreste.
Det får vi at se, Mille, men jeg kan ikke smide dem ud. Ingeborg stolede på mig, og de stoler på mig. Og de er altså utroligt søde, dem, der er tilbage.
Du lyder som en gammel dame, grinede Mille. Din far har jo også joket med det. Mens du har den zoologiske have, så går mandfolkene udenom!
Heller ikke hendes forældre forstod hende.
Det dér lyder helt vildt at en vildfremmed vil efterlade dig både lejlighed og katte, mumlede hendes mor uroligt. Det er jo lige som på TV.
Hvad overrasker dig? spurgte hendes far. Hun var måske ikke helt rask i hovedet. Hun narrede dig, Freja. Lokkede dig til at love at bruge hele dit liv på hendes dyr.
Nej, hun mente det godt, sagde Freja skarpt.
Men kun for sine kattes skyld, ikke dig, skød moren ind og rystede på hovedet.
Freja forlod dem ked af det alle syntes, hun var tåbelig.
Freja, vent! Kasper indhentede hende på gaden. Går du rundt og er ked af det?
Synes du også, jeg er skør? sagde hun ligeud.
Nej, svarede Kasper roligt. Ingeborg betroede dig det her, fordi du er god. Der er ikke mange, der ville gøre det, du gør. De fleste katte var allerede blevet aflivet eller sat ud, hvis det ikke var dig.
Så du griner ikke af mig?
Overhovedet ikke. Det er så sjældent at møde nogen, der virkelig holder, hvad de lover. Og ved du hvad? Jeg fik faktisk besked fra en kvinde, der gerne vil tage to af kattene. Jeg tænkte, vi kunne mødes og mærke efter, hvordan det føles?
Mener du det? Freja blev helt lettet. Vi må hilse på hende først det er vigtigt, de får et godt hjem
Senere, da de flyttede sammen, var der stadig fire katte tilbage af de tolv hos dem. Rasmus flyttede over til naboen.
Han har altid været min yndling, grinede naboen. Og nu kan jeg følge med fra sidelinjen.
Endnu en kat flyttede hjem til Kaspers forældre.
De er så vant til det, grinede Kasper. Jeg slæbte dyr hjem hele min barndom.
Da Freja kom hjem med lille Aksel i armene efter fødslen, sad Kappa, Lillepus, Fnuller og Fanny i entréen og ventede, smukt på række.
Barnepigerne har indtaget pladsen! grinede Kasper. Eller hvad er det kattedamerne?
Hej, kvisede Freja og nussede dem alle blidt. Savnede I mig? Bare rolig, nu putter jeg Aksel og så skal jeg nok give jer et ekstra klap, mine firbenede arvinger.
