Mads, har du pakket de rene skjorter sammen? Jeg kunne se, at der stadig ligger to i bunken efter jeg strøg dem.
Slap nu af, Annika, jeg skal nok klare det. Ingen grund til at stresse.
Jeg stresser ikke, jeg spørger bare. Hvornår kører du afsted?
Efter frokost. Nok ved tretiden.
Annika stod ved komfuret og rørte i havregrøden. Hun havde egentlig slet ikke lyst til grød, men hænderne gjorde det af ren vane, mens tankerne var langt væk. Den åbne køkkenrude lod fugtigt april-luft sive ind, og ude i gården kunne man høre dryppet fra tagrenden. Dryppet irriterede hende af en eller anden grund mere i dag end ellers.
Hvor mange dage skal du egentlig afsted?
Som jeg plejer. Fire-fem dage. Måske lidt mere, alt efter hvordan møderne går.
Okay.
Hun fordelte grøden i to dybe tallerkener, satte Mads store yndlingskrus foran ham, hældte kaffe op og tilsatte mælk uden at spørge efter syv år vidste hun udmærket, hvordan han drak det. To skefulde sukker og masser af mælk. Det skulle næsten være beige, sådan kunne han lide det.
Mads sad der allerede med blikket nede i mobilen. Det gjorde han næsten altid under morgenmaden nu. Før i tiden havde Annika forsøgt at tage snakken om det, blev endda irriteret, men med tiden var det bare blevet sådan. Morgenkaffe og mobil det var en fast rutine, som hun ikke længere kæmpede imod.
Hør, Mads, sagde hun og satte sig overfor. Nu tager du jo afsted igen, men jeg vil gerne snakke om noget.
Hm? Han kiggede op, dog uden at lægge mobilen væk.
Jeg har bestilt tid hos Marianne, du ved, min gynækolog. Jeg vil gerne tale det hele igennem igen. Med hensyn til et barn.
Nu lagde Mads mobilen på hovedet på bordet. Han gjorde altid det, når han ikke brød sig om samtalen skærmen nedad.
Annika. Vi har jo snakket om det flere gange.
Det ved jeg. Men jeg har brug for det én gang til.
Hvad mere er der at sige? Du ved godt, hvor gammel du er. Det er ikke for at fornærme dig, du ser jo stadig godt ud, men
Jeg er tooghalvtreds. Det er ikke verdens ende.
Annika Han udtalte hendes navn, som man siger børns navne, når man prøver at afslutte en diskussion. Blidt, men definitivt.
Det er fint, sagde hun. Fint.
Hun begyndte at spise af grøden. Den var lunken og smagte af ingenting, men hun spiste alligevel. Udenfor dryppede det stadig fra taget. Mads rakte ud efter mobilen igen.
Senere, da han var færdig med at spise, sagde han tak, gik ind og pakkede. Annika stod ved køkkenvasken og tænkte over, hvor mange gange denne samtale om børn mon havde været oppe de sidste syv år. Hun fik altid det samme svar, bare formuleret på nye måder. Vi venter til det passer bedre, eller jeg har travlt med arbejde, eller du er jo ikke helt ung længere, tænk nu på helbredet. Syv år. Hun havde været 45, da de blev gift. Der var stadig tid dengang, troede hun. Nok tid. Og at Mads, god, pålidelig og rolig Mads, selvfølgelig ville det samme. Det galt bare om at vente lidt.
Hun tørrede hænderne i det gamle køkkenhåndklæde med broderede haner, som havde hængt der i tre år. Det er nok på tide med et nyt, tænkte hun.
Mads kom ud i gangen med den lille weekendtaske.
Så er jeg næsten klar. Har du set min grå striktrøje?
Den ligger i skabet, anden hylde fra højre.
Ah, selvfølgelig. Han forsvandt og man kunne høre skabslågen smække. Fandt den!
Så trak han jakken på, og hun hjalp automatisk med kraven, som altid. Han kyssede hende på kinden.
Vi snakkes i aften.
Kør nu forsigtigt.
Altid.
Døren smækkede bag ham. Annika stod lidt i gangen og lyttede til elevatorens rumlen og lyden af hoveddøren nedenunder. Så blev der stille.
Hun gik ind og hældte mere kaffe op til sig selv ved vinduet. Hendes køkkenvindue vendte ud mod sidegaden, hvor der stod nogle biler langs det våde fortov naboens gamle Volvo, en ældre Skoda og så videre. Himmel var totalt grå og lyset mat uden mindste solskin.
Mads sølvgrå bil stod parkeret ovre ved naboejendommen.
Annika blinkede for sig selv, stirrede så desto mere intenst. Jo, ingen tvivl, det var hans bil nummerpladen var indprentet i hendes hukommelse. Men hvorfor stod den der? Han skulle jo netop være på vej til Jylland.
Måske var han inde hos nogen for at sige farvel? Men hvem? De havde aldrig haft venskaber med naboerne, kun et nik i elevatoren.
Hun stod og holdt øje, kaffekoppen hvilende i hånden.
Efter ti minutter skete der noget. Fra opgangen overfor kom en yngre kvinde ud omkring 35 år, blå jakke, mørkt hår i hestehale. På armen bar hun et lille barn, omkring tre år, i rød flyverdragt og med hue med kvast. Kvinden smilede og talte kærligt til barnet, holdt det tæt.
Annika følte intet endnu og bare iagttog.
Så blev bildøren på Mads bil åbnet. Han steg ud. Gik hen og tog barnet fra kvinden, løftede det højt. Barnet lo, hun kunne ikke høre det gennem ruden, men kunne se hovedet kaste sig bagover af glæde. Han trak barnet ind til sig, gned kind mod hue.
Så sagde han noget til kvinden, tog hendes hånd, kyssede den.
Hun blev ved vinduet i stilhed, mens noget inde i hende meget, meget langsomt sænkede sig. Ikke et sammenbrud, ikke ødelæggelse, bare en langsom, stille synken af alt det, der havde stået på hendes indre hylde gennem årene. Roligt, næsten lydløst.
Hun så, hvordan Mads endnu engang krammede barnet, kvinden rettede på huen. Så vinkede de, han satte sig ind og kørte væk.
Kvinden og barnet blev et øjeblik på fortovet, så trak barnet hende videre, og hun fulgte med.
Først nu gik Annika væk fra vinduet. Satte sig på taburetten. Hun foldede hænderne over knæene bare almindelige hænder, lidt slidte, med vielsesringen på ringfingeren.
Kaffen var helt kold. Hun hældte den i vasken, tændte for det varme vand.
Hun vidste, hun måtte tænke. Men først måtte hun gøre noget ved følelsen af, at alt bare sank i brystet. For gav hun nu efter græd, skreg, ringede til ham ville det være forkert. Ikke fordi man ikke må græde, men fordi hun ikke vidste alt. Hun havde set en del. Men ikke alt.
Selvom, hvis hun var ærlig, så vidste hun jo godt det hele.
Hun tog sin blå regnfrakke i gangen, nappede nøgler og taske og gik ud.
Det regnede ikke, men asfalten var stadig våd, himlen lav og hvid, luften fugtig. Annika gik ned ad fortovet uden rigtig mål forbi Brugsen, forbi frisøren, apoteket. Udenfor apoteket stod en ældre dame og fodrede sin lille hvide terrier. Hunden tog maden fra hendes hånd nærmest forsigtigt.
Syv år.
Det kredsede Annika om, mens hun gik. Syv år side om side med en mand, og hun havde intet vidst. Eller havde hun bare ikke villet vide? Havde hun overset tegnene? Hun havde stolet blindt på ham de mange forretningsrejser hver måned virkede plausible, job og ansvar. Telefonen, der altid var med ham, havde hun bare set som vane.
Når hun bragt børn på bane, lukkede han venligt men bestemt samtalen. Hun tænkte: det er alderen, træthed, uoverskuelige forpligtelser. Hun ville forstå, vente.
Men han havde allerede et barn.
Et lille et på tre år. Så for fire år siden begyndte det. De havde da været gift i tre.
Hun satte sig på en bænk under de nøgne lindetræer i parken, knopperne var lige ved at springe ud. Hun tog mobilen op af tasken, holdt om den, lagde den væk igen.
Hvad ville hun stille op, når han kom hjem om fire-fem dage? Han ville komme med det lille tax-free chokolade, en rutineret beretning om møderne, se træt ud, tænde for fjernsynet. Spørge, om hun havde haft det godt.
Hvordan hun havde det.
Hun sad og så på de bare grene, knopperne var store og blanke snart ville alt være grønt, bare syv dages varme var nok.
Men nu tænkte hun ikke på Mads svigt, ikke på utroskab eller den mørkhårede kvinde med barnet. Hun tænkte kun på sig selv. På den Annika, der havde ventet i syv år sparet op, udskudt sine egne ønsker, troet på, at kærlighed også er tålmodighed. Ikke presse på, men vente.
Hun havde ventet.
Det begyndte at blive koldt. Hun trak regnfrakken tættere om sig og gik hjem.
Lejligheden var meget mere stille uden Mads han havde aldrig sagt meget, men hans nærvær havde altid givet en slags baggrundsstøj, varme. Nu manglede det.
Annika stod midt i stuen, kiggede rundt. En boghylde hendes og hans bøger blandet. Hans hjemmesko ved lænestolen, hans blå og grønne skotskternede plaid, hun havde givet ham til fødselsdag. Hun tog den op, mærkede ulden. Lagde den tilbage.
Så gik hun ind i det lille pulterkammer. På øverste hylde stod flyttekasser, som aldrig var blevet pakket ud. Tre år havde de nu stået. Hun slæbte en kasse ned fra hylden. Indeni var gamle ting: bøger, mapper, en kasse med fotos.
Hun satte sig på gulvet. Her var hun, 30 år gammel, smilende, på vej væk fra kameraet. Venner fra dengang, nu glemt. Mor og far fra en rejse til Bornholm, begge unge, lykkelige. Hun og veninden Line, krammende i en park. Line var 56 nu. Det slog Annika, hun måtte ringe til Line senere.
Hun pakkede kassen væk, gik ud og vaskede ansigtet på badeværelset. Hun så på sig selv i spejlet. Trætte øjne, men stadig pæn hud det havde hun altid fået at vide. Lidt rynker, lidt gråt i det mørkebrune hår, klippet til skuldrene. Sådan ser en ganske almindelig kvinde på tooghalvtreds ud.
Utroskaben efterlader ikke straks spor. Først kigger man bare på sig selv og tænker: Det var dét, du var konen, der blev løjet for syv år. Kvinden, der ventede på et barn, mens hendes mand fik barn et andet sted.
Hun vaskede videre og gik i køkkenet for at lave frokost hun måtte gøre noget, hvad som helst.
De næste fire dage var hun i en sær form for ro. Udadtil alt normalt: lave mad, gøre rent, småindkøb, ringe til moren. Om aftenen ringede Mads altid, som han havde lovet. Han fortalte om forhandlingerne, spurgte, hvordan det gik. Hun svarede alt fint, byen er våd, jeg købte ellers et nyt håndklæde til køkkenet. Han lo. Hun lo også. Og det var det uhyggeligste: hvor let latteren kom.
Men indvendigt kørte et helt andet liv.
Hun tænkte grundigt og uden sentimentalitet. Lagde tingene op, huskede og sammenlignede. De aftener, hvor han var anderledes efter sine rejser. Hun havde troet, han var træt, men nu vidste hun det var bare fordi han kom fra dem.
Hun tænkte på kvinden med det mørke hår. 35, højst. Pæn? Nok. Selvsikker. En kvinde, der kendte sin plads sin plads ved siden af hendes mand.
Og barnet. Pige eller dreng? Så hun ikke. Mads havde aldrig været særlig optaget af børn sammen med Annika. Sagde altid: Jeg kan faktisk ikke rigtig finde ud af det med små børn. Og hun troede på det.
På tredjedagen ringede hun til Line.
Line, har du tid til at kigge forbi?
Selvfølgelig, hvad sker der? Du lyder ikke som dig selv…
Kom bare. Jeg laver kaffe.
Line kom en times tid senere. De havde kendt hinanden i mere end tyve år. Flyttede, skiftede job, alt muligt men havde altid holdt kontakt.
Line tog skoene af i entreen, kiggede på Annika.
Hvad fanden er der med dig, Annika?
Kom ind i køkkenet.
Annika fortalte det hele. Nøgternt, uden store ord. Line lyttede, sådan som kun en venninde kan: tavs, men tilstede. Da Annika tav, tog Line hendes hånd.
Hold da op, sagde hun til sidst. For søren da.
Ja.
Du er helt sikker? Så du at det var ham?
Line, jeg har set på den mand og på den bil i syv år. Ja, jeg er sikker.
Hvad vil du gøre?
Jeg tænker stadig.
Måske burde du snakke direkte med ham?
Det gør jeg. Når han er hjemme igen.
Du er sgu sej, Annika. Men du skal ikke stå med det hele selv…
Nej, men jeg har ikke brug for at nogen synes synd om mig. Bare bliv ved med at være i nærheden. Det er det eneste, jeg behøver.
Line sagde ikke mere. Blev bare, holdt om hende. Som kun gamle veninder gør.
Jeg er her, sagde hun. Døgnet rundt, hvis der er noget. Forstår du?
Jeg forstår.
Da Line var gået, ryddede Annika op, slukkede lyset i køkkenet og lagde sig oven på sengetæppet i soveværelset.
Hun tænkte: i syv år har jeg bygget noget, jeg troede var virkeligt. Ikke storladent, ikke filmisk men det, der betyder noget: hverdagen sammen, de små rutiner, kaffe og havregrød hver morgen. Det måtte være nok: ikke passion, men den stille tryghed af sammen.
Men mens hun byggede det, byggede han noget andet kun fem minutters gang væk.
Fem minutter.
Hun lukkede øjnene. Udenfor slog regnen blidt mod ruden, foråret stille, ikke sørgmodigt.
På femtedagen, om eftermiddagen, kom han hjem. Ringede på, selvom han havde nøgle. Hej jeg er hjemme, smilede han træt. Satte tasken ned og gik hen imod hende.
Vent, sagde hun stille.
Noget i stemmen stoppede ham.
Hvad er der?
Kom ind, vi skal tale.
De satte sig, han på sofaen, hun overfor. Hendes lille bord med en vase papirblomster stod mellem dem lavet en vinteraften af kedsomhed.
Mads, sagde hun roligt. Den dag du tog afsted, så jeg dig fra køkkenet. Du stod ovre ved naboen. Der var en kvinde og et barn. Du havde ham på armen.
Mads sagde intet. Det var ikke en mand, der skulle til at forklare sig, men én, der havde opgivet.
Mads.
Annika, sagde han.
Jeg laver ikke nogen scene, afbrød hun. Helt roligt, mens noget elektrisk dirrede inden i hende. Jeg vil bare vide én ting. Er det dit barn?
Stilhed.
Ja, sagde han.
Hun nikkede. Det vidste hun jo allerede.
Hvor gammel?
Tre år.
Har I været sammen længe?
Annika, behøver vi…
Jeg spørger.
Han så væk.
Fem år.
Fem år. Altså to år før barnet. De havde haft to år sammen, så skete det.
Okay, sagde hun. Jeg forstår.
Annika, jeg mente ikke at såre dig. Det var ikke planlagt…
Det skete, gentog hun. Ikke bittert, bare tørt. Fem år skete.
Jeg forstår, hvad du tænker.
Det tvivler jeg på.
Annika…
Mads, jeg vil ikke have forklaringer. Jeg har set nok. Jeg så, hvordan du holdt dit barn. Hvordan du så på hende.
Det var, som om hun ikke kunne græde. Hun havde bare det der tunge, men samtidig klarsynede, der kan komme efter torden.
Jeg pakker lidt tøj, sagde hun. Henter det andet senere.
Hvor går du hen?
Til min mor. Jeg finder ud af resten.
Annika, vent nu. Kan vi ikke snakke? Jeg kan forklare…
Du har forklaret.
Hun gik ind i soveværelset, fandt sin lille kuffert, pakkede det nødvendige ned; lidt tøj, pas, creme, undertøj, strømper, varm strik. Bogen fra natbordet. Et billede af hendes forældre i ramme. Parfumen hun elskede. Oplader.
Mads blev bare stående i døråbningen.
Kan vi ikke tale sammen som voksne, Annika? Ikke gå sådan tavst
Hvordan da?
Han tav.
Hun lynede kufferten, gik forbi ham, tog regnfrakken på, de praktiske støvler, greb kufferten. Gik så tilbage, tog vielsesringen af og lagde den roligt ved vasen med blomsterne.
Nøglerne til lejligheden gav hun ham også.
Mads, sagde hun. Jeg håber du får det godt, virkelig.
Så gik hun.
Elevatoren spejlede hende mat. Hun lignede sig selv, men alligevel ikke helt.
Udenfor var det køligt. Hun rullede kufferten op til bussens stoppested. Hun skulle hjem til sin mor, det tog fyrre minutter med bussen til Amager.
Ingen skænderier. Ingen råb. Hun vidste ikke, at det måneder senere ville være netop det, hun ville huske: at hun gik stille. Ikke fordi hun havde opgivet. Men fordi dét at gå var hendes eget valg.
Der blæste en vind ved stoppestedet. Hun lukkede regnfrakken tæt.
Der gik et år.
Kvarteret havde ikke ændret sig. De samme linde ned ad hovedgaden, nu fuldt udsprungne. De samme butikker, apoteket på hjørnet, den gamle dame med hunden, som tit sad ude og fodrede. Alt gik sin vante gang, som det gør i en lille dansk by og Annika lærte, at netop det var rart.
Hun havde lejet en lille lejlighed i modsatte ende af byen. To værelser, tredje sal, udsigt til en have, hvor udlejerske en ældre dame dyrkede jordbær og floks. Annika elskede floksenes duft, lod vinduet stå på klem om morgenen og sugede sommeren ind.
Hun havde åbnet et lille værksted. Ikke fra dag ét først var der usikkerhed, lange samtaler med mor og Line, møder med advokat, en del formaliteter. Men da det blev efterår og det indre blev roligt, huskede hun på papirblomsterne.
Hun havde altid skabt noget med hænderne strikket, syet, leget med ler. Det havde været hobby, men nu rakte hun ud og tænkte: hvorfor ikke prøve rigtigt? Hun ringede til Line.
Line, jeg åbner et værksted.
Et værksted?
Ja, håndlavet pynt, dekorationer. Jeg kan jo en hel del, du ved. Bare et lille sted uden ansatte, kun mig.
Det bliver dyrt, Annika. Husleje, materialer.
Jeg har noget på kistebunden. Og jeg starter i det små. Enkelt lokale.
Er du seriøs?
Ja.
Line grinede: Det overrasker mig faktisk ikke.
Lokalet fandt Annika hurtigt; stueetagen i et gammelt hus midt i byen. Hun malede væggene hvide, satte hylder op, et stort arbejdsbord og god belysning, og døbte stedet, uden dikkedarer: Annikas Værksted.
I starten kom naboer, veninder, mors kaffeklub. De købte kranse af tørrede blomster, små vægophæng, lys, hæklede pottemåtter. Så spredte budskabet sig via lokale Facebook-grupper. Annika lagde billeder ud, fik små bestillinger ikke mange, men nok til at dække husleje. Nok til, at økonomien ikke fyldte. Det var dog noget helt andet der var det vigtige:
Hver morgen vågnede Annika og vidste, at den dag tilhørte hende. Hun bestemte. Hvornår hun åbnede, hvad hun ville lave, om hun ville tale med nogen den dag. Den frihed så simpel og så stor kunne ikke forklares for de, der ikke havde prøvet det. Hendes kaffe, hendes dag, hendes arbejde.
Hun tænkte ikke tit på Mads. Noget mindede hende, som en bestemt jakke i et butiksvindue, eller duften af hans gamle cigarillos. Hun tillod sig at mærke det et øjeblik, og så lod hun det glide væk. Ingen vrede mere, knap nok sorg; bare en stille accept af alt det, der ikke blev. Af barnet, der aldrig kom. Af årene, der blev ventet væk.
Men hun kunne leve med den stille sorg uden problemer.
Et år senere, en aften sidst i april, gik hun hjem fra værkstedet luften var klar, det havde regnet, det duftede af poppel og fugtig jord. Hun bar poser med materialer. En ung kvinde havde bestilt en uro til børneværelset, lavet af træ og uldpomponer. Annika havde allerede udtænkt det: lyst træ, sarte farver, pomponerne skulle blidt dreje i trækvinden fra vinduet.
Foran en lille café, hun plejede at gå forbi, stod en mand hun kendte: lidt ældre end hende, i pæn jakke, gråt hår.
Annika? sagde han, som om han næsten ikke troede det. Er det dig?
Hun måtte se nærmere.
Victor?
Hold da op! han lo. Hvor længe er det… tyve år, mindst?
Victor Mortensen. De havde arbejdet sammen engang, hun havde kun gode minder. Så skiltes deres veje.
Nogenlunde, ja, sagde Annika. Hvordan går det?
Tjo, lever livet. Flyttede tilbage for tre år siden. Træt af storbyen. Og du?
Jeg har aldrig boet andre steder.
Ja, selvfølgelig. Skynder du dig hjem? han nikkede mod caféen De laver god kaffe her. Skal vi tage en kop?
Hun tøvede et sekund. Materialeposen trak i armen, men hjemme kunne det godt vente.
Jo, hvorfor ikke.
Inde ved vinduet, cappuccino til hende, sort kaffe til Victor. Han fortalte: lang karriere i København, to gange gift, nu alene, men tilsyneladende helt tilfreds.
Hvad med dig? Du var gift, ikke?
Det var jeg. Blev skilt.
For længe siden?
Et år siden.
Var det svært?
Hun tog koppen mellem hænderne, mærkede den lune.
Ja, det var. Men der er ting i livet, der gør ondt, og bagefter ved man det var nødvendigt. Ikke fordi det hele før var dårligt men fordi det er bedre nu.
Er du blevet en anden?
Hun tænkte sig om.
Næh, ikke rigtigt. Mere… mig selv. End før måske.
Victor nikkede, betragtede hende.
Hvad går du så og laver?
Jeg har et værksted. Dekorationer, håndlavede ting.
Hold da op. Det er da sejt. Du lavede altid noget sjovt, kan jeg huske. Du havde altid sære glasdimser på skrivebordet…
En gammel parfumeflaske, grinede hun. Jeg malede den med glasmaling.
Ja! Alle var vilde med den.
De faldt lidt i tavshed, men det var rart.
Er du glad? spurgte Victor ligefrem.
Annika så ud på gaden. Foråret lå tungt over byen, men aftenen var mild. Der var liv på fortovet folk med poser, børn i hånden.
Glad… det ord er for småt, egentlig. Glad det er for vellykket suppe eller gode sko. Det her er noget andet. Jeg vågner hver morgen, står i mit lille værksted, tager hænderne om noget og former det til noget nyt. Før var der ingenting, nu er der noget og det er mit. Ingen har givet det til mig, ingen kan tage det. Det er… at leve, tror jeg.
Victor smilede.
Ja, sagde han. Det tror jeg, du har ret i.
De gule gadelygter tændtes. Musikken i caféen var stille bag støj og stemmer, og der var stadig lidt lun kaffe tilbage i koppen.
Nå, Victor, jeg må hellere hjem. Jeg skal tidligt op.
Selvfølgelig. Han hjalp hende med posen. Det var godt at se dig igen.
I lige måde.
Dit værksted hvad hedder det?
Annikas Værksted. Ikke noget fancy.
Det passer jo meget godt, grinede han.
Hun gik hjem ad fortovet, uden at se sig tilbage.
Lejligheden var stille. Flokserne i bedet ved havens kant havde lukket sig for natten, duften væk, men hun åbnede vinduet uanset. Den friske aprilnat sneg sig ind.
Hun satte vand over til te, lagde materialerne ud på bordet: rosa, beige og mintgrønne uldnøgler, stykker af lyst træ. Alt blev arrangeret og hun tænkte på, hvordan de små pomponer ville svæve over en babyseng.
Vandet kogte.
Hun lavede te, tog koppen og gik hen til vinduet. Ude i haven var alt mørkt, kun nabohusets vindue lyste blidt. En bil for gennem gaden, så blev der stille.
Hun tænkte: livet efter en skilsmisse kan føles som en katastrofe. Men nu, i denne nat, føltes det bare som det var hendes eget liv, småt men ægte. Tooghalvtreds år, et nyt kapitel, en lille lejlighed i en lille by, med sit helt eget værksted. Ikke storslået, men hendes.
Hver eneste kop morgenkaffe tilhørte hende selv. Hver beslutning, hvad dagen skulle bringe. Hver mintgrøn pompon.
Træerne hviskede udenfor i den blide vind, et farvel til regnen, en ny dag på vej.
Hun holdt den varme tekop med begge hænder tænkte, at hun huskede på at købe mere beige uld i morgen. Der var næsten ikke mere, og ordrerne blev ved med at komme.
Det var tid til mere uld. Og måske et nyt viskestykke til køkkenet det gamle var helt falmet.
