28. december
Jeg skyndte mig hjem med tunge poser fulde af dagligvarer. Tankerne kredsede om alt det, der skulle nås: lave aftensmad, sørge for drengene og hjælpe den yngste med lektierne.
Allerede på afstand lagde jeg mærke til, at der holdt en ambulance foran vores opgang. Mit hjerte slog et ekstra slag var det monfar, det drejede sig om? Hans helbred er jo ikke det bedste. Hvad hvis det var så slemt, at det krævede en ambulance nu?
Er det til lejlighed femten? spurgte jeg nervøst chaufføren.
Nej, det er til nummer fjorten. En ældre dame har det dårligt, svarede han.
Lettet åndede jeg ud. Det var ikke til os, så det måtte være til vores nabo, fru Nina Møller. Det var selvfølgelig også trist hun er næsten tredsindstyve og bor helt alene.
På vej op ad trappen tænkte jeg: Nå, hvem skal så holde øje med fru Møllers kat, hvis hun bliver indlagt? Jeg kan da tage mig af den, så længe hun er væk. Maden står sikkert på køkkenbordet, og bakken må jeg tage mig af uden at tøve man må jo hjælpe, når det gælder.
Udenfor hendes dør var der gang i den: åbne døre, en båre, og min mand, Jens Kristian, der hjalp redderen med at støtte den gamle dame.
Bare rolig, chaufføren kommer lige om et øjeblik, så klarer vi det sammen, sagde redderen.
Fru Møller lyste op, da hun så mig.
Birgitte, de tager mig med på hospitalet. Vil du ikke passe min Misse imens? Jeg lægger nøglen her. Kattemaden står klar, og bakken kan du bare skifte én gang om dagen. Jeg håber, jeg er hjemme igen til nytår, hun rakte mig nøglen.
Selvfølgelig, jeg skal nok tage mig af din kat! Du skal bare blive rask snart, svarede jeg og lagde hånden over hendes.
Du skal passe på dig selv, formanede redderen hende. Og her er endnu en hjælpende hånd, så lad os komme af sted…
Birgitte vent, jeg har en sidste bøn til dig, sagde hun pludselig. På kommoden i gangen ligger der et stykke papir med et telefonnummer. Hvis noget skulle ske med mig, vil du så ikke ringe til det nummer? Det er min datter, Lone. Vi har ikke talt sammen i mange år, men… hun burde nok vide det.
Jeg beroligede hende. Det skulle nok gå. Da ambulancen var kørt, tog jeg det lille stykke papir med nummeret, tjekkede efter Misse og låste døren.
Tænk engang, så mange år på samme etage, og jeg anede ikke, at fru Møller har en datter, sagde jeg senere til Jens Kristian, da han kom hjem.
Jeg har heller aldrig set nogen besøge hende, svarede han. Er der aftensmad snart?
Det gik op for mig, at tiden var løbet fra mig, og jeg kastede mig over opgaverne, fik ordnet det hele og lagt drengene i seng. Til sidst blev jeg siddende alene med papirlappen i hånden, overvejede om jeg skulle ringe til Lone.
Klokken var dog blevet for mange, og jeg ville ikke forstyrre hende hun var sikkert en fremmed for mig, og alligevel ville hun ikke kunne komme ind på hospitalet midt om natten.
Næste dag kom jeg i tanke om løftet til fru Møller. Da jeg alligevel var over og fodre Misse, satte katten sig spindende på skødet, mens jeg stadig tøvede. Skulle jeg ringe til Lone eller lade være?
Til sidst samlede jeg modet:
Hallo, er det Lone? Du kender mig ikke, men jeg er din mors nabo. Hun blev kørt væk med ambulance i går. Måske skulle du besøge hende?
Det har jeg ikke noget behov for! svarede hun hårdt. Hun har ikke været min mor i umindelige tider.
Jamen dog, udbrød jeg. Hvad der end er sket imellem jer, så… måske kommer hun aldrig hjem igen. Kan du virkelig bare lade hende forsvinde fra dit liv nu?
Det rager faktisk ikke dig, frue! knurrede Lone.
Du er hjerteløs! Hvis bare jeg kunne få et øjeblik med min mor igen, ville jeg give hvad som helst! Tro mig man fortryder mere, end man aner, når de er væk. Jeg passede min egen mor, da hun lå syg, det var hårdt, men jeg ville ønske, hun stadig var her ligemeget hvor besværligt det sommetider var!
Jeg lagde røret vredt på.
Nå, Misse, sagde jeg til katten. Hvis din ejer ikke kommer sig, må du flytte hjem til os. Måske kan du og vores Felix finde ud af det sammen. Jeg ringede til hospitalet tidligere det gik desværre ikke bedre med fru Møller…
…Nytåret nærmede sig. Jens Kristian og jeg kom slæbende hjem med indkøb. Han bar et juletræ med sig op.
Hold døren for os! råbte jeg, da vi så to kvinder ude foran opgangen. Jeg vinkede ham frem:
Kom nu, Jens Kristian!
Pludselig fangede mit blik de to kvinder. Jeg genkendte den ene og standsede.
Jamen, fru Møller, De er kommet hjem?!
Ja, jeg fik lov at komme hjem til nytår det går meget bedre. Og må jeg præsentere Lone: min datter! sagde hun med et kæmpestort smil.
Vi kender faktisk hinanden, lo Lone. I hvert fald pr. telefon!
Vi fulgtes alle op, og Lone holdt varsomt sin mor under armen. Hun hviskede til mig:
Tak fordi du fik mig til at se tingene i øjnene. Må jeg kigge forbi senere?
Selvfølgelig, sagde jeg, lidt overrasket.
En halv time senere stod Lone i vores stue med en kage. Vi drak te, mens hun fortalte:
Det er egentlig åndssvagt, men mor og jeg blev uvenner over ingenting for ti år siden. Hun var lærer, så hun har altid forsøgt at opdrage på mig, også da jeg var voksen. Den gang blev jeg vred og vi snakkede faktisk ikke sammen i et år. Siden har vi kun ringet til fødselsdage og højtider.
Jeg var dum nok til at sige dengang, at jeg hellere ville undvære en mor end have én, der hele tiden ville opdrage på mig.
Men da du, Birgitte, ringede dagen efter og fortalte om hospitalet, så blev jeg først lettet. Men da du bagefter fortalte om din egen mor, blev jeg skrækslagen. Hvis min mor dør, ryger alt det med min barndom med hende og hvem har jeg så tilbage?
Hun fortalte, at hun havde tænkt over det i to dage, og da hun havde samlet mod, var hun taget på hospitalet.
I kan ikke forestille jer det hun fik det meget bedre nærmest med det samme, da jeg havde besøgt hende. Jeg vil aldrig svigte hende igen, sagde Lone og hastede tilbage til sin mor.
Hvad sagde du egentlig til hende? spurgte Jens Kristian, da døren lukkede bag hende.
Jeg sagde bare sandheden, tror jeg, svarede jeg stille. Sandheden kan få øjnene op på folk. Skat, du må huske at ringe til din mor i dag. Eller endnu bedre, skulle vi ikke tage ud og fejre nytår med hende? For nu har vi jo kun én mor tilbage til os begge…
