Ren komfur
Grethe. Kom her.
Intet vær rar. Intet når du er færdig. Bare kom her, som man kalder på en hund.
Hun satte moppen fra sig op ad væggen og gik ind i køkkenet. Finn sad ved bordet og kiggede på sin telefon. Ved vinduet, på sin faste plads, sad fru Karen Finns mor og drak te. I rummet lugtede der af kogt kål og de der medicinpiller, svigermor slugte i håndfulde hele dagen.
Mor siger, du ikke har gjort komfuret ordentligt rent igen, sagde Finn uden at løfte blikket fra telefonen.
Jeg gjorde det i går, svarede Grethe.
Det var ikke ordentligt.
Fru Karen satte koppen stille på underkoppen.
Jeg har aldrig været vant til snavs i mit hjem, sagde hun med den selvfølgelige stemme, folk bruger, når de forklarer reglerne, de anser for naturgivne. Orden har der altid været. Jeg holdt selv det her hus i tyve år, og sådan et rod har her aldrig været.
Grethe var treoghalvtreds. Hun stod i gummihandsker med våde hænder og lyttede. Igen, for tyvende gang.
Vis mig, hvor det er snavset, sagde hun. Så vasker jeg det.
Netop, vis mig det, blandede Finn sig. Kan du ikke selv se det? Må jeg pege det ud på knæ for dig?
Han sagde det roligt, næsten venligt. Han havde altid den tone lavmælt, men skarp som glasskår.
Grethe så på komfuret. Det skinnede. Hun havde skrubbet det aftenen før, skrabet fedt af i en halv time efter aftensmaden. Komfuret var rent.
Og dér skete der noget.
Ikke et udbrud. Ikke tårer. Hun kiggede på det skinnende komfur, så på Finn med hans telefon, på fru Karen med teen, og indeni blev det helt stille. Sådan som det kan blive, lige inden noget knækker for alvor.
Hun tog handskerne af og lagde dem på bordet.
Jeg har hørt det her i otteogtyve år, sagde hun. Nu er det nok.
Finn løftede blikket fra telefonen. Fru Karen stivnede med koppen i hånden.
Hvad sagde du? spurgte Finn.
Jeg sagde: Nu er det nok.
Hun gik ud af køkkenet, ind i soveværelset, fandt en bærepose fra Netto frem fra skabet og begyndte at pakke lidt tøj. Ikke meget. Papirer, to sweatre, ekstra undertøj, opladeren til mobilen. Hænderne rystede ikke det overraskede hende faktisk. Hun var rolig, som én der endelig har truffet en beslutning, der havde været på vej i årevis.
Stemmer lød ude fra køkkenet. Først dæmpet, så højere.
Finn, hører du ikke? Stop hende!
Så stop hende selv, hvis du vil.
Grethe lynede jakken, tog posen og gik ud i entreen. Tog sko på, åbnede døren.
Grethe! råbte fru Karen fra køkkenet. Ved du overhovedet, hvad du gør? Hvor vil du gå hen? Du er ikke noget uden ham! Du er ingenting!
Grethe lukkede døren bag sig. Uden smæk.
På trappen lugtede der af nabokat fra tredje og af frisk maling fra stueetagen. Grethe gik ned og ud på gaden. Det var oktober, koldt og fugtigt, bladene lå i tykke, våde lag på asfalten. Hun stoppede foran opgangen og tog mobilen frem.
Anne-Marie tog telefonen efter andet ring.
Anne-Marie, sagde Grethe. Jeg er gået.
Pause.
Hvorfra?
Fra Finn. For altid. Jeg har ingen steder at tage hen.
Der gik et par sekunder. Så sagde Anne-Marie:
Kan du adressen? Tyve minutter, så er jeg hjemme. Vent ved døren, jeg sender dig koden til døren.
***
Anne-Marie boede i en etværelses på Birkegade. Lidt lille, men hendes egen, som hun havde købt for syv år siden, da hun arbejdede som receptionist på et hotel og sparede hver en krone op. Overalt var der hylder, i vindueskarmen stod planter, på køkkenet hang et bræt med magneter fra byer hun havde besøgt. Der duftede af kaffe og kanel og noget sødt.
Grethe sad i sofaen med en varm tekop i hænderne, mens Anne-Marie, med benene over kors, sad overfor og så undersøgende på hende uden at afbryde.
Fortæl, sagde Anne-Marie.
Der er ikke så meget at fortælle, sagde Grethe. Det samme som altid. Komfuret beskidt. Suppen for salt. Gulvene ikke rene nok. Og de kigger på én, som om… man er en maskine, der ikke duer.
Grethe, sådan har det altid været. Hvad skete der i dag?
Grethe tænkte sig om.
I dag så jeg på det rene komfur, og vidste bare: Hvis jeg ikke går nu, kommer jeg aldrig ud. Så dør jeg bare der. Lægger mig, står aldrig op, og de siger, jeg ikke har passet ordentligt på mig selv.
Anne-Marie nikkede. Hun sagde intet, hældte bare mere te op.
Om natten lå Grethe på Anne-Maries sofa under et varmt tæppe og lyttede til stilheden. Ægte stilhed. Ingen TV fra stuen ved siden af. Ingen hosten fra fru Karen gennem væggen. Ingen uro, ingen følelse af at skulle rejse sig for at gøre noget.
Hun faldt ikke i søvn før langt ud på natten. Ikke på grund af uro hun havde bare glemt, hvordan det føltes at ligge uden ansvar for noget eller nogen.
Senere faldt hun i søvn.
***
Telefonen var tavs i to dage. Den tredje dag skrev Finn: “Hvornår kommer du hjem?” Ikke et “undskyld.” Ikke “vi må tale.” Bare: “hvornår kommer du hjem”, som var hun bare væk i ærinde.
Grethe læste det og puttede telefonen i lommen.
Godt, sagde Anne-Marie, som stod ved siden af. Svar ham ikke. Lad ham tænke.
Han tænker ikke, sagde Grethe. Han tror, jeg kommer hjem. At jeg aldrig forlader ham. Sådan har han altid troet.
Kommer du tilbage?
Grethe så ud ad vinduet. Udenfor var den grå oktober-gård, våde biler, nøgne træer.
Jeg går, sagde hun. Men jeg ved endnu ikke hvorhen.
De første uger var mærkelige. Grethe vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hele livet havde hun rejst sig klokken syv, lavet mad, gjort rent, vasket, hentet piller til Karen, købt ind, lavet mad igen, gjort mere rent. Fra morgen til aften. Og altid var det ikke nok altid dårligt.
Nu vågnede hun til en tom dag. Intet hun skulle. Det var næsten uudholdeligt.
Anne-Marie, sagde hun en morgen, mens Anne-Marie var ved at gøre sig klar til arbejde. Jeg er nødt til at lave noget. Ellers bliver jeg skør.
Find et arbejde.
Som hvad? Jeg har været hjemme i otteogtyve år.
Du er jo kunstner.
Grethe grinede kort, uden glæde.
Var. Efter seminariet arbejdede jeg i to år på et forlag, så blev jeg gift, og Finn sagde, det ikke var nødvendigt, han tjente pengene. Og hans mor mente, at anstændige kvinder holder hus, ikke løber rundt på kontor.
Og du sagde ja?
Jeg var femogtyve. Jeg troede, det var kærlighed, når nogen passede på én.
Anne-Marie tav lidt, mens hun tog frakken på.
Grethe, jeg har nogle akvarelfarver liggende i skabet. Min niece har glemt dem og der er også papir. Prøv.
Hvorfor?
Fordi dine hænder stadig kan. Det sidder i dem.
***
Hun fandt farverne nederst i skabet, pakket ind i avispapir. Børnefarver, billige, i en bakke med et egern på låget. Akvarelpapir fandt hun også en blok, næsten ikke brugt. Grethe satte sig ved køkkenbordet og stirrede længe på det rene hvide ark.
Så greb hun penslen.
Først kunne hun ingenting få til at ligne noget. Farverne lagde sig grimt, hånden rystede, det blev skævt og skørt. Hun rev tre ark over. Men så begyndte hun bare at male uden plan, uden tanke. Bare farver. Bare form.
Efter en time lå der et lille akvarelbillede foran hende: gården udenfor, træer i regn, grå himmel med en rosa klat i horisonten.
Hun kiggede på det og tænkte: Det har jeg selv lavet.
Ikke suppe. Ikke et rent komfur. Men dette.
Da Anne-Marie kom hjem fra arbejde og så billedet, standsede hun.
Har du malet det?
Ja.
Det er godt. Virkelig godt.
Det er skævt.
Men det er levende, sagde Anne-Marie. Jeg har set hundrede gårde, men den her føles ægte.
Grethe sagde intet. Men hun smed ikke billedet ud.
***
Hos Finn og fru Karen skete det, ingen havde regnet med.
De første tre dage ventede Finn, Grethe ville komme tilbage. Det var jo indlysende hvor skulle hun tage hen? Hun kunne jo ingenting. Ingen penge, intet arbejde, intet hjem. Selvfølgelig ville hun komme.
Hun kom ikke.
Den fjerde dag opdagede han, at køleskabet var tomt. Han kiggede ind en morgen, så en ensom liter kærnemælk, og lukkede igen. Gik på arbejde uden morgenmad.
Om aftenen sad hans mor i køkkenet og så på ham med et blik, der ville sige: Jeg vidste det jo nok.
Har du spist?
Nej.
Jeg har heller ikke spist. Tog du noget med fra Irma?
Nej, jeg nåede det ikke.
Så ingen af os har spist, sagde fru Karen. Fantastisk. Jeg har levet 78 år og skulle opleve, at der ikke er brød i huset.
Mor, gå selv i Irma da.
Pausen var lang.
Jeg er 78, sagde fru Karen langsomt. Jeg har dårlige knæ. Og blodtryk. Går med stok. Og du siger, jeg skal gå selv.
Mor, jeg havde travlt. Jeg arbejdede.
Arbejdede Grethe? Grethe sled sig op for dig morgen til aften, og du jagede hende ud.
Finn så op.
Jeg jog hende ikke ud! Hun gik selv!
Fordi du pressede hende! Morens stemme steg. Jeg sagde, du skulle være blidere mod folk. Men du ved bedst.
Du selv plaprede hver dag! Komfur beskidt, suppe salt, gulvene dårlige!
Jeg måtte jo sige til! Mit hjem, mine regler!
Mit hjem, mor! Det er min lejlighed!
De så på hinanden. For første gang i årevis. Grethe var der ikke mere til at tage imod alle slagene, så de gik direkte ind i hinanden.
Finn rejste sig, tog jakken og gik. Slog døren i.
Fru Karen blev siddende alene i mørket i køkkenet. Hun rejste sig og tændte lyset, åbnede køleskabet, så på kærnemælken, lukkede igen.
Satte sig tilbage.
Så stille havde der aldrig været, mens Grethe boede der.
***
Novemberen kom med kulde og den første sne. Grethe havde da boet hos Anne-Marie i tre uger og var så småt ved at komme til sig selv, som én der for første gang i lang tid får lov at trække vejret frit. Først blænder lyset. Så vænner man sig til det.
Hun malede dagligt. Købte nu rigtige farver, ikke børnekvalitet. Anne-Marie fandt et opslag på nettet: Lille atelier til leje i nærheden af Søerne, på en sidegade. Cirka tyve kvadratmeter, stort nordvendt vindue, trægulve. Billigt, fordi det var slidt, væggene var afskallede.
Grethe tog ud og så på det, og vidste straks: Det er her.
Vil du leje? spurgte udlejeren, en gammel dame med strikket hue.
Ja.
Hun havde næsten ingen penge. Hun solgte de guldøreringe, hun havde fået af sine forældre. Det gjorde hende ondt, men hun tænkte: Hvilket minde er det egentlig? Om hvad?
Atelieret blev hendes sted. Hun kom tidligt, åbnede vinduet, og kold luft med duft af sne og søvand strømmede ind. Det lugtede af maling, linolie, træ. Hun sat malergrejet frem, rullede papir eller lærred ud og gik i gang. Timerne forsvandt. Nogle gange glemte hun at spise.
Hun malede alt muligt: landskaber, små københavnervinduer, stilleben med en kop, et æble, en gammel støvle. Hun blev bedre. Hænderne huskede, de skulle bare vækkes efter otteogtyve års tavshed.
En decemberdag ringede Anne-Marie til atelieret.
Grethe, hotellet vil lave en udstilling for lokale kunstnere i lobbyen. Jeg har nævnt dig. Vil du udstille?
Anne-Marie, jeg er ikke kunstner. Jeg er lige begyndt.
Du er kunstner. Jeg har set dine billeder.
Det er amatørarbejde.
Grethe, du har sagt til dig selv i tredive år, at du kun er bare dette og bare hint. Hold op. Vil du give et par billeder?
Grethe tav.
Ja, sagde hun så.
***
Det var dér, hun mødte Henrik Madsen.
Han kom til udstillingen ikke for maleriernes skyld han havde blot booket værelse og stod tilfældigt i lobbyen på det rette tidspunkt. Høj, ternet skjorte, gråt hår ved tindingerne, rolige blå øjne. Han stod foran et af Grethes billeder: vinter i parken, bænk, fodspor i sneen hen til bænken og væk igen.
Grethe gik hen for at rette billedrammen, og hørte ham mumle lavt for sig selv:
Sådan går det nogen kommer, sætter sig, går videre.
Er det fodsporene? spurgte hun.
Han vendte sig. Generte sig ikke over at tale med billedet.
Ja. Jeg ser dem og tænker: To kom, satte sig, gik hver til sit bagefter. Måske var det hyggeligt, måske skændtes de.
Jeg har altid tænkt, det var én person, sagde Grethe. Han kommer, sætter sig, går hjem igen.
Så snor man ikke så meget, sagde han med et lille smil. Se, sporet snor sig. Der var to.
Hun så på billedet igen.
Ja måske. To, sagde hun.
De talte sammen i et kvarter. Det viste sig, at han boede i Odense og havde sin bror der, han hjalp med at sætte huset i stand. Selv var Henrik tømrer, kunne det hele el, vand, træ. Enkemand, to voksne børn. Han sagde ikke meget, men lyttede. Afbrød aldrig, så ikke på telefonen, så på hende, når hun talte.
Det føltes uvant. Hun vidste knap, hvordan hun skulle opføre sig.
Inden han gik spurgte han:
Har du et visitkort?
Nej, svarede Grethe. Jeg har aldrig haft et.
Kan jeg få dit telefonnummer?
Hun gav ham det. Tænkte bagefter, at det måske kun var for at købe et billede.
Tre dage senere skrev han: God aften. Det er Henrik, vi talte om fodsporene. Vil gerne købe billedet, hvis det ikke er solgt.
Hun havde ikke solgt det. Han kom og pakkede det omhyggeligt, spurgte, om han måtte se flere billeder.
De tog til atelieret. Han kiggede længe og sagde ikke meget. Købte yderligere to små landskaber.
Du maler godt, sagde han.
Jeg har ikke malet i mange år, svarede Grethe.
Hvorfor ikke?
Hun trak på skuldrene, gad ikke forklare. Ikke nu.
Sådan blev livet.
Han nikkede. Spurgte ikke mere.
***
Finn ringede i januar. Grethe havde boet hos Anne-Marie eller i atelieret i måneder. På papiret var de stadig gift, men papirerne var ikke afleveret.
Han ringede en aften, mens hun var i atelieret og gjorde et vinterstilleben færdigt: grangrene i en vase, kogler, et stearinlys.
Grethe, sagde han.
Ja.
Hvordan går det?
Fint.
Stille.
Mor er syg, sagde han.
Det er jeg ked af.
Kan du ikke komme forbi? Bare en gang om ugen. Hjælpe lidt.
Grethe lagde penslen.
Finn, sagde hun. Jeg er gået. Jeg bor for mig selv nu. Kommer ikke og gør rent.
Du er stadig min kone.
Lige nu ja. Men det varer ikke ved.
Grethe, kom nu hjem igen. Vi kan tale sammen.
Vi har aldrig talt sammen, Finn. Du har talt. Din mor har talt. Jeg hørte og gjorde det, jeg skulle.
Du overdriver.
Måske, sagde hun roligt. Men jeg kommer ikke tilbage.
Hun lagde røret. Hænderne rystede ikke. Hun var overrasket over sig selv.
Hun tænkte: For udefra ligner det bare en kone, der forlader sin mand. Almindelig historie. Indeni føltes det alt andet end enkelt. Det var som at lære at gå forfra, hver dag.
***
Grethe lærte sine penge at kende langsomt. Billeder blev ikke solgt ofte, og kun til lave priser. Nogle gange fik hun små bestillinger, et kort, et landskab til gave. Med Anne-Maries hjælp fik hun en Facebookside, lagde billeder op, og lidt efter lidt kom der folk, der fulgte med og skrev.
Det slog til at leve for. Husleje til atelier, mad, tøj. Ikke mere. Men det var nok.
Hun havde ikke troet, at det ville føles som velstand. Men det gjorde det.
Henrik kom et par gange om måneden, når han var i København på ærinde. De fik kaffe på den lille kaffebar ved søen eller gik ture gennem vinterbyen og snakkede. Han fortalte om arbejdet, om sønnerne en var blevet gift og ventede barn. Hun fortalte om sine billeder, hun ville gerne prøve olie, ikke kun akvarel.
Han pressede aldrig. Aldrig krav. En dag opdagede hun, at hun begyndte at vente på hans besøg. At atelieret var mere stille, når han ikke kom.
Anne-Marie, sagde hun. Henrik… jeg forstår det ikke rigtigt.
Hvad forstår du ikke?
Han er god. Det gør mig bange.
Hvorfor gør noget godt dig bange?
Fordi jeg er vant til, at der altid ligger noget dårligt bag det gode.
Anne-Marie så længe på hende.
Grethe, måske tager du fejl. Måske gør der ikke altid det.
Grethe tænkte længe over det. I flere dage.
Så skrev hun selv først til Henrik: Vil du komme forbi på lørdag? Jeg er i gang med et nyt billede, vil gerne vise dig det.
Han kom om lørdagen. Kiggede på billedet. Sagde, det var flot. Så gik de forbi kaffebaren, og dér spurgte han:
Grethe, har du lyst til en tur i weekenden? Der er et gammelt kloster en times kørsel herfra, meget flot om vinteren.
Hun sagde ja.
***
Om det, der skete i lejligheden på Holbergsgade, hvor Finn og hans mor boede, hørte Grethe kun lidt. Nogle gange ringede naboen, Fru Else, en ældre dame fra fjerde.
Grethe, hvordan har du det? lød det. Det er jo rene mareridt deroppe. De skændes gennem væggen, Karen skælder Finn ud for ikke at have holdt på dig. Og han svarer igen. I går råbte de så højt, jeg overvejede at ringe til politiet.
Grethe lyttede og tænkte, det var mærkeligt: At høre alt det og kun føle en fjern, mat sorg. Ikke skadeglæde. Ikke triumf. Bare det kan gå sådan.
De havde det ikke skidt, fordi de savnede hende. De havde det skidt, fordi der ikke længere var én til at tage imod stødene. De havde altid sparket i samme retning, nu ramte de hinanden.
I februar fortalte Fru Else, at Karen var kørt på hospitalet. Blodtryk, hjertet. Finn sad mut og alene på sygehuset.
Grethe satte vand over til te og tænkte: Måske skulle man ringe. Ottetogtyve år, trods alt.
Men så besluttede hun: Nej. Ikke gøre det, man skal. Hele livet havde hun gjort det. Nu skulle han selv.
***
Martsen kom med tøvejr og duft af smeltet sne. Grethe gik over torvet lørdag formiddag, net indkøbspose over skulderen, ville købe lidt til morgenmaden. Hun stod ved boden med tomater, tænkte, hun måtte male dette: farver, larm, folkeliv.
Der så hun Finn.
Han gik på markedet med en indkøbspose, kiggede ned i sin telefon, så hende ikke. Han så ældre ud, end hun huskede. Måske havde hun aldrig rigtigt set ham sådan udefra før. Skuldrene tunge. Jakken krøllet. Ansigtet mat.
Grethe stod og mærkede efter. Frygt? Vrede? Trang til at smutte, før han så hende?
Ingenting af det.
Finn så op, fik øje på hende, stoppede op.
De kiggede på hinanden over tre boder.
Grethe, sagde han.
Hans stemme var lav, som altid, men noget ukendt sneg sig ind: usikkerhed.
Finn, svarede hun.
Han kom nærmere. Ekspe-dienten midt imellem dem gjorde sig umage med sine æbler.
Hvordan har du det?
Fint.
Du er blevet tyndere.
Måske.
Mor er på hospitalet. Hjertet.
Jeg har hørt det. Det beklager jeg.
Han tøvede, flyttede posen fra den ene hånd til den anden.
Du kommer ikke tilbage, vel?
Grethe så på ham. Uden had, uden medlidenhed. Blot så.
Nej, Finn. Jeg kommer ikke tilbage.
Men vi skal jo leve…
Det skal du. Jeg er allerede begyndt at leve.
Han havde intet svar. Hun tog sine tomater, betalte og gik videre.
Hjertet slog normalt. Dét var sejren hun stod foran ham og var ikke bange. Ikke ydmyg, ikke forsonende, ikke selvbebrejdende. Bare rolig, bare sig selv, helt.
Hun købte lidt grønt, et frisk brød, og gik hjem. Hjem, som nu betød atelieret; hun sagde kun hjem om det sted.
***
Hun søgte om skilsmisse i april. Gjorde det selv gik på rådhuset, udfyldte papirerne. Finn gjorde ikke modstand. De mødtes én gang hos notar, skrev under, gik hver til sit.
Hun havde ikke ejerandel i lejligheden. Finn blev boende. Anne-Marie syntes, hun burde have krævet sin del. Grethe rystede på hovedet.
Jeg vil ikke have den lejlighed, Anne-Marie. Jeg skal bare videre med livet.
Du kunne have brugt pengene.
Pengene skal nok komme. Andre penge. Mine egne.
Da sommeren kom, så hun Henrik næsten hver uge. Nogen gange tog hun til Odense, nogen gange kom han til København. Han havde et lille hus i udkanten af byen, med have, solbær og et gammelt æbletræ. Første gang, hun besøgte stedet, stod hun længe og så på træet i fuldt flor.
Smukt, sagde hun.
Min kone plantede det, sagde han venligt. Hun har været væk i otte år. Men træet blomstrer stadig.
De stod tyste sammen og så på træet.
Henrik, er du ikke bange for at…
At blive tæt med et menneske igen?
Ja.
Han tav.
Jo, svarede han ærligt. Men du gør mig glad. Og jeg tror, frygt ikke er grund nok til ikke at leve.
Hun lo. Lidt overrasket.
Klokt sagt.
Jeg er tømrer slår søm i lige ud, ikke så mange dikkedarer.
***
Så blev det efterår, og der var gået nøjagtig et år, siden Grethe havde samlet sin pose og forladt lejligheden på Holbergsgade. Hun og Henrik sad i køkkenet, sent om aftenen, og han fikserede en skuffe, der drillede; hun sad med kaffe og en skitseblok.
Der var varmt. Stille. Det duftede af træ og kaffe.
Grethe, sagde Henrik uden at se op fra skuffen. Vil du flytte ind?
Hun kiggede op.
Hvorhen?
Her. Til mig.
Hun sagde ikke noget. Han sagde heller ikke meget skruede bare videre.
Jeg har atelier derovre, sagde hun.
Jeg ved det. Her er også et værelse med stort vindue mod øst. Sol om morgenen. Har jeg sagt det?
Det har du.
Nå, men?
Grethe kiggede på blokken. På siden var en skitse: et køkken, en mand med skruetrækker, en kvinde med en kop, vindue ud mod haven.
Jeg skal tænke lidt over det, sagde hun.
Gør du bare.
Presser du ikke på?
Nej.
Hvorfor ikke?
Han lagde skruetrækkeren og prøvede skuffen. Den gled let på plads.
Fordi tiden er min ven, sagde han. Og det er tåbeligt at jage voksne.
Grethe så igen på skitsen.
Godt, sagde hun.
Godt at du tænker eller godt, at du flytter ind?
Godt at jeg flytter ind.
Han nikkede, satte sig med kaffen. De sad i stilhed, og stilheden var god.
***
Der gik et halvt år til.
Grethe flyttede ind hos Henrik, men beholdt atelieret på sidegaden. Hun kom dertil tre gange om ugen og arbejdede. Værelset med østvendt vindue i Henriks hus blev hendes andet sted dér skitserede hun om morgenen, mens han tog på arbejde.
Hendes billeder blev nu solgt lidt hyppigere. Ikke fordi hun var blevet berømt, bare fordi folk mødte op og spurgte efter netop hendes billeder. Det var stille og ikke stort, men det var hendes eget.
Lidt hørte hun stadig om Finn og hans mor Fru Else ringede en gang i mellem. Karen kom aldrig ud af stuen efter hospitalet. Finn havde fået en hjemmehjælp. Han arbejdede stadig. Sådan gik dagene.
Grethe lyttede, tænkte: engang lå denne mand som en skygge over mit vejr. Hans humør var min vejrudsigt. Hans ord var mine spilleregler. Set udefra var det et godt ægteskab. Indenfor var det et fængsel men værst var det fængsel uden lås, hvor døren kun holdes lukket indefra.
Nu var himlen en anden.
En morgen i december, på en tirsdag, stod Grethe tidligt op, gik til atelieret og lavede te. Udenfor faldt sneen stille.
Telefonen ringede. Anne-Marie.
Grethe, godmorgen. Hvordan går det?
Godt. Jeg arbejder.
Hør, jeg har noget. En bekendt sagde der er et lille galleri i centrum, de mangler kunstnere til en forårsudstilling. En rigtig udstilling. Hun har set dine billeder på nettet og vil gerne tale med dig. Her er hendes nummer.
Grethe skrev det ned.
Anne-Marie, de vil sikkert bare have rigtige kunstnere. Jeg har jo intet navn, ingen udmærkelser.
Grethe, du malede ikke i fem år nu har du over 150 billeder. Hvis ikke det er seriøst, hvad er så?
Ja, måske…
Ring nu. Bare ring.
Okay.
Hun lagde på. Så på nummeret, hun skrev ned. Så ud af vinduet: Sneen faldt stadig, gården var dækket af et rent, hvidt lag, som et nyt ark.
Hun hældte te op, tog penslen, satte sig. Hun ville ringe. Senere. Først skulle hun fange dette snevejr, mens det stadig varede.
***
Om aftenen kom Henrik og hentede hende. Han bankede på, kom ind og så hende arbejde med lærredet.
Klar?
Om fem minutter.
Han satte sig på en taburet, ventede uden at presse. Hans blik åbent, tålmodigt bemærkede hun af og til. Sådan ser man på noget kært.
Efter fem minutter lagde hun penslerne sammen, pakkede malingen ned.
Nu, sagde hun.
Det er blevet flot, nikkede han mod maleriet.
Ved ikke rigtigt. Sne er svær at fange det er jo ikke bare hvidt. Det er blåt, gråt, råhvidt, alting, bare ikke bare hvidt.
Interessant, sagde han seriøst. Det havde jeg aldrig tænkt over.
Nej. Når man kigger rigtigt, ser man mere.
De gik ud. Udenfor var det koldt og stille; sneen var ophørt, og luften var så ren, man fik lyst til at indånde dybt.
Henrik, sagde Grethe undervejs. Der er ringet om en udstilling, galleri i centrum.
Hvad gør du?
Jeg ved ikke, om jeg tør.
Vil du?
Hun tænkte.
Ja, sagde hun. Men det skræmmer mig.
Hvad skræmmer dig?
At de mener, det ikke er godt nok. At jeg ikke er rigtig kunstner. At det ikke er alvorligt.
Henrik gik ved siden af, hænderne i lommen.
Grethe, der er ikke mere at være bange for.
Hvad mener du?
Det værste er bag dig. Du boede i et sted, hvor de sagde, du var ingenting. Hver dag. I otteogtyve år. Og du gik med en bærepose. Det var modigt. Hvis galleriet siger nej, så siger de nej. Så sker der ikke mere.
Hun stoppede op.
Du er god til det der, sagde hun. At slå søm lige på.
Jeg øver mig.
Hun lo. Han smilede, svagt i lygtepælens skær.
Lad os komme ind, det er koldt, sagde han.
De gik videre. Sne knasede under støvlerne. Lygterne lyste i pytterne, hvor isen lå i tynde flager. Der hjemme lyste vinduerne.
Henrik, sagde Grethe.
Ja?
Tak.
For hvad?
For aldrig at sige du skal eller du må.
Han tænkte sig om længe.
Et voksent menneske ved selv, hvad hun skal. Jeg kan bare minde om det ind imellem. Ikke mere.
De gik ind. I forgangen duftede det af træ og lidt af æbler dem havde Henrik gemt i kælderen siden efteråret.
Grethe gik ind i køkkenet. Tændte lyset. Det hele var genkendeligt: trådbord, to stole, vinduet ud til haven. På vindueskarmen lå hendes skitseblok, som hun havde efterladt den.
Hun åbnede den, så på gårsdagens skitse: køkken, mand med skruetrækker, kvinde med kop, vindue til haven.
Nu skulle sneen tegnes færdig.
Hun tog blyanten.
