Min søn blev gift, da han var 33 år gammel. I dag er det ikke usædvanligt, men i gamle dage ville det have været sent. Han blev gift, da kæresten, Anne-Lise, blev gravid. Vi var glade, for det skulle være vores første barnebarn, og det blev en pige. Stemningen var god derhjemme, vi glædede os virkelig.
Min svigerdatter er ikke spor dårlig hun har altid huset pænt, er venlig, ser godt ud og kan tilmed strikke. Det overraskede mig, for jeg har aldrig haft tålmodighed til den slags selv. Alt i alt er hun en rar og fornuftig ung kvinde, og min søn virker lykkelig, så jeg kunne ikke ønske mig mere.
Da barnebarnet blev tre år, fortalte de, at de ventede endnu et barn. Snart kom en lille dreng til verden. De gik straks i gang med at renovere det gamle hus, som min mormor i sin tid efterlod os. Vi støttede selvfølgelig op og glædede os over udviklingen. Men under tre år efter lød det igen, at familien ville vokse et tredje barn var på vej. Og der gik ikke længe, før Anne-Lise igen var gravid med deres fjerde.
Jeg lever af en folkepension, og min søn klarer sig på sin løn, også selvom han bare er buschauffør. Han er fingernem, kan reparere alt og tager gerne ekstra arbejde for at få det til at løbe rundt. Men hvorfor skulle de have et tredje og fjerde barn? Han er sjældent hjemme, fordi han arbejder i ét væk.
Op til jul fik jeg en seddel af Anne-Lise med ting, børnene manglede. Det var ikke slik eller legetøj, men praktiske ting som massageolie, strømper, strømpebukser alt det, man ikke lige ser på reklamer i Netto.
Jeg spurgte min søn, hvor de dog regnede med at få deres fjerde barn. Han trak bare på skuldrene.
Alt i alt har jeg dog opdraget en søn, der tager ansvar og ikke er bange for at tage fat. Hans kone nærmer sig 35, har aldrig haft et fast arbejde. Hvis hun får et femte barn, når hun bliver 40, ville det ikke overraske mig. Men jeg bliver jo heller ikke ved med at kunne hjælpe jeg bliver ældre, og min svigerdatters mor er gået bort, så nu er det kun mig, der kan hjælpe. De har heldigvis endelig fået huset ordnet, men med fire børn er det stadig trangt.
Jeg spurgte Anne-Lise, hvad de ville gøre, når børnepengene stopper, og hvordan hun mon skulle finde arbejde, når hun runder 40 uden erfaring. Hun sagde blot, at de nok skulle klare sig.
Men hvad nu hvis der skulle ske min søn noget? Hvad gør vi så med alle børnene?
Jeg har også en anden søn, Peter, som ofte bebrejder mig, at jeg sjældent har tid til hendes barn, da jeg meget af min tid hjælper min ældste søns familie.
Livet har lært mig, at man ikke altid kan forudse, hvordan tingene udvikler sig, men man må forsøge at støtte sin familie, så langt kræfterne rækker og nogle gange må man også huske at passe lidt på sig selv.
