Der skete noget underligt og uforklarligt under drengen Olufs dåb. Ingen havde før set et barn skrige, græde og vride sig på den måde.
Alle blev forskrækkede, da de hørte Olufs skingre skrig, mens præsten sænkede ham ned i dåbsvandet i Vor Frue Kirke i København. Nogle af de tilstedeværende fik endda den tanke, at præsten havde sænket barnet ned i kogende vand. Olufs mor, Birgitte, mærkede hjertet snøre sig sammen, hver gang hun hørte sin søn græde. I nogle minutter stod hun blot og stirrede, men til sidst kunne hun ikke holde det ud længere. Hun gik stille hen til sin mand, Morten, og hviskede:
Undskyld, men hvornår er dette overstået?
Om et kvarter, svarede han.
Kan vi ikke gøre det hurtigere? Jeg kan ikke bare stå her og se min dreng lide.
Du ved jo godt, at afbryder vi ceremonien, er alt forgæves. Oluf skal døbes.
Prøv at se, hvordan han lider.
Ja, men årsagen ligger ikke i selve dåben, men i noget helt andet…
Hvad da?
Årsagen er dig og din mand.
Hvordan mener du det?
Blev I viet i kirken?
Nej, sagde Birgitte stille.
Oluf er kun en måned gammel. Så jeg tør godt gætte, at han er undfanget under fasten, og jeg mistænker, at du før har fået en abort.
Birgitte bøjede hovedet.
Har du gjort noget for at søge tilgivelse? Har du været til skrifte?
Hun kunne ikke få et ord frem.
Så er det klart. Du har brudt Guds lov, og derfor rammer det både dig og dit barn. Hvis du vil lette hans byrde, må du bekende dine synder og prøve at være et bedre menneske.
Birgitte begyndte at græde stille; tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun vendte tilbage til familien, og uden varsel stoppede Oluf med at skrige. Præsten fortsatte dåben, og alt blev roligt igen.
Det virkede som om forældrenes synder var vasket bort fra barnet, for han græd ikke mere. Sådan husker vi det stadig, selvom mange år er gået siden den dag i København, og vi har ofte tænkt over, hvor dybt forældrenes handlinger kan præge et barns liv.
