Han så op på mig, fra gulvet og op. For første gang gennem alle de år uden overlegenhed. Hans øjne var fulde af frygt, vrede og et desperat forsøg på at finde en udvej. Tidligere havde han altid kunnet presse andre, især i sådanne øjeblikke. Nu ikke længere.
Hvad vil du? gentog han, denne gang mere stille. Penge? Sig et beløb. Jeg skal nok ordne det. Vi kan finde ud af det.
Jeg lod mig selv tage en kort pause. Ikke teater mere professionelt. Ligesom man gør, før man lukker årsregnskabet og sætter sit sidste underskrift.
Du forstår stadig ikke, Jens sagde jeg roligt. Det er ikke dine penge, jeg er ude efter.
Han blinkede. Det rystede ham mere end noget råb kunne.
Så hvad? Hævn? Vil du ødelægge mig? hans stemme steg igen.
Nej. Jeg vil have det tilbage, der tilhører mig. Og afslutte det hele.
Jeg rejste mig, gik hen til skabet og tog en tynd mappe frem. Grå, uden skrift på. Samme mappe, der lå nederst under gamle kontrakter og skattesedler. Han havde aldrig åbnet den. For ham var det blot “Sannes regnskabs-pjat”.
Jeg lagde mappen på bordet og åbnede den.
Her sagde jeg og pegede på det første ark er låneaftalerne. Personlige. Du har taget penge fra firmaet. Mange. I dit eget navn. “Midlertidigt”, som du plejer at kalde det.
Jeg vendte siden.
Her er afstemningsprotokollerne. Alle forpligtelser er erkendt.
Endnu et ark.
Og her er det ekstra tillæg. Ved ensidig udtræk af aktiver bliver gælden straks forfalden.
Han blev bleg. Så meget, at de fregner på hans næse dem, jeg engang syntes var charmerende stod ubehageligt tydeligt frem.
Du… har du forfalsket dem?
Nej rystede jeg på hovedet. Du har selv skrevet under. På forskellige tidspunkter. I forskellige tilstande. Nogle gange beruset. Nogle gange på vej til en “aftale”, der først startede efter klokken ni om aftenen.
Han sprang op.
Det er afpresning!
Det er regnskab, Jens jeg så ham lige i øjnene. Du har aldrig forstået forskellen.
Han begyndte at gå rundt i køkkenet, kørte hånden gennem håret.
Louise… hun vidste ingenting … Det var dig! Du planlagde det hele!
Louise vidste nok svarede jeg. Hun vidste, at du var “næsten fri”, og at “næsten alt var overført”. Det var mere end nok for hende.
Jeg satte mig ned igen. Denne gang over for ham.
Du har et valg fortsatte jeg. Første mulighed: vi går i retten. Gaven erklæres ugyldig. Så kommer Skat, bagmandspolitiet, din integritet, dit “nye liv”. Alt i minus.
Og den anden? hviskede han.
Den anden er lettere. Vi underskriver en aftale. Du trækker dig frivilligt ud af virksomheden. Overdrager din andel til mig. Uden drama.
Han lo kort, hysterisk.
Og du tror, jeg bliver tilbage med ingenting?
Nej svarede jeg ærligt. Jeg lader dig få det samme, du tilbød mig. Bilen. Og tid til at pakke dine ting.
Han stirrede længe på mig. I det blik var der alt: had, forsøg på medfølelse og en erindring om, hvordan vi startede i et lille kontor med en gammel computer.
Jeg elskede dig… hviskede han.
Jeg veg ikke med blikket.
Jeg elskede et menneske. Ikke planen. Ikke forræderen. Det menneske findes ikke længere.
Han sank sammen på stolen. Ikke demonstrativt virkelig.
Giv mig tid til at tænke
Du har ét døgn sagde jeg. I morgen klokken ti kommer notaren.
Han nikkede. Langsomt. Uden energi.
Næste dag kom han præcis til tiden. Med indsunket ansigt og røde øjne. Louise ringede ikke. Eller også gjorde hun han svarede ikke.
Han underskrev papirerne uden ord. Hånden rystede.
Da det hele var overstået, gik notaren, og vi var alene.
Du har vundet mumlede han.
Nej svarede jeg. Jeg gik bare ud af et spil, jeg længe kun havde spillet alene.
Han tog sine nøgler og standsede i entreen.
Jeg troede, du var svag…
Jeg smilede lidt.
Det var dit største fejlskøn.
Døren lukkede stille bag ham. Uden et brag.
Seks måneder senere var virksomheden på et nyt niveau. Jeg fik nyt hold, fjernede de grå områder, ordnede alt. Forretningen blev renere og stærkere.
Jens prøvede at starte forfra. Ifølge rygterne uden held. Louise forsvandt hurtigt uden penge var hun ikke længere interesseret.
Nogle gange så jeg hans navn i nyhederne. Sjældnere og mere stille.
Filen “Reserve” slettede jeg. Den var ikke længere nødvendig.
Nogle gange er den bedste hævn ikke slaget.
Men det præcise, kolde regnskab, udregnet længe før slutningen.
