Mod en ny begyndelse
Mor, hvor længe skal vi blive hængende i det her hul? Vi er jo ikke bare i provinsen vi er i provinsens provins, lød det fra min datter, Emilie, da hun kom hjem fra kaffebaren.
Emilie, jeg har sagt det så mange gange, her er vores hjem. Vores rødder er her. Jeg har ingen planer om at tage nogen steder hen, svarede jeg, mens jeg lå på sofaen, benene oppe på puden en position jeg altid kaldte Grundtvig-gymnastik.
Rødder, rødder Mor, om ti år er dine rødder visnet, og så hænger der bare endnu en klam nullermand fast som du foreslår at jeg skal kalde far, sagde Emilie, nu ikke så lidt provokerende.
Jeg sukkede, rejste mig langsomt og kiggede i spejlet i skabe.
Der er da ikke noget galt med mine rødder hvad snakker du om?
Altså, endnu ser du da okay ud, men lidt mere tid her, så ender du som roer, græskar eller søde kartofler vælg selv, alt efter hvad du bedst kan lide at lave mad med.
Emilie, hvis du er så ivrig, kan du jo bare flytte selv. Du er myndig, det kan du sagtens. Hvad skal du med mig?
Samvittigheden, mor. Hvis jeg rejser mod noget bedre, hvem skal så tage sig af dig her?
Sundhedsforsikring, fast månedsløn, internet og mon ikke jeg finder en eller anden makker, som du selv har sagt. Du har nemt ved at rykke, du er ung, du forstår den tid vi lever i. Jeg er allerede på vej mod Valhalla.
Du lyder som mine venner. Desværre, mor, du er jo kun fyrre
Det var unødvendigt at sige højt nu ødelagde du min dag!
Omregnet til katteår kun fem, for pokker, skyndte Emilie sig at sige.
Du er tilgivet.
Kom nu, mor. Lad os tage toget til København, mens vi stadig kan. Der er intet, der binder os her.
For en måned siden fik jeg endelig kommunen til at stave vores efternavn rigtigt på gasregningen, og vi er tilknyttet den lokale lægeklinik, svarede jeg med de sidste, solide argumenter.
Med sygesikringen kan vi blive behandlet hvor som helst. Og vi behøver jo ikke engang sælge huset, så vi kan altid komme tilbage. Jeg skal nok hjælpe dig i gang se hvor spændende livet er der!
Min jordemoder sagde engang: Hun giver dig aldrig fred. Tænkte, han lavede sjov. Men han fik jo bronze i Åndernes Magt bagefter han vidste besked. Fint, vi tager af sted, men hvis det ikke går, lover du, at jeg får lov at vende hjem uden drama.
Æresord!
Din far sagde det samme, inden vi blev skilt I har samme blodtype.
***
Emilie og jeg sprang engang for alle over provinsbyen og satte kursen direkte mod København. Vi tømte de sparsommelige kroner fra tre år og lejede et lille studieværelse i Brønshøj, klemt inde mellem torvet og busstationen, og betalte leje for fire måneder forud. Da vi fik nøglen, var pengene allerede brugt op.
Emilie var rolig og fuld af energi. Uden at spilde tid på at pakke alt ud eller gøre lejligheden hyggelig, kastede hun sig direkte ind i bylivet især i de kreative miljøer og nattelivet. Hun gled direkte ind, fandt hurtigt fodfæste, lærte de hippe steder at kende, begyndte at tale og klæde sig helt københavnsk som om hun altid havde været der og ikke var dumpet ned fra Fyns mørkeste kroge.
Imens tog jeg min morgenberoligende pille og afsluttede aftenen med en sovepille. Allerede første dag, mens Emilie ‘råbte’ om at gå ud, gik jeg pragmatisk på jobjagt. Hovedstaden bugnede af mærkelige jobopslag og lønninger, som ikke passede sammen, men alt virkede fuldt af faldgruber. Efter en lynhurtig beregning (og uden at ringe til nogen clairvoyant) så jeg: Højst et halvt år, så vender vi hjem.
Kritik fra min fremsynede datter prellede af, og jeg faldt hurtigt tilbage i min gamle rolle jeg tog et job som kok på en privatskole og vaskede op i et nærliggende café om aftenen.
Mor, ikke igen! Du står jo ved komfuret døgnet rundt! Så havde vi lige så godt kunnet blive hjemme. Det er jo hovedstadens fornøjelser, du går glip af. Tag et kursus: bliv designer, sommelier eller, for pokker, brow-artist! Tag metroen, drik kaffe, prøv det hele!
Emilie, jeg er bare ikke klar til at læse noget nyt. Lad nu mig klare mig. Du skal bare finde din egen plads, ikke bekymre dig for mig.
Emilie sukkede og indtog så byen på sin egen måde. Hun slog sig ned på caféer, hvor unge mænd fra Jylland og Sjælland gerne betalte for hendes latte; fandt sin mentale balance på anbefaling fra en populær influencer; deltog i netværk, hvor snakken altid handlede om penge og succes. Reelt skulle hun og byen lige “finde hinanden”.
Efter fire måneder kunne jeg selv betale huslejen af min løn, undlod at vaske op om aftenen og lavede nu også mad til en ekstra skoleafdeling. Emilie havde allerede droppet flere kurser, været til radioprøve, optrådt som statist i en amatørfilm (betaling: pasta med kødboller), og haft en kort flirt med to fyrige musikere: den ene en værre fjols, den anden en forstyrret kat med for mange børn.
***
Mor, vil du noget i aften? Vil du ikke have, jeg bestiller pizza og vi ser en film sammen? Jeg er helt smadret, har bare lyst til at lave ingenting, sagde Emilie, mens hun lå “Grundtvig-style” og jeg lagde make-up foran spejlet.
Bestil du bare, så sender jeg penge til din MobilePay. Du behøver ikke gemme noget til mig, jeg bliver næppe sulten, når jeg er hjemme igen.
Hvad mener du hjemme igen? spurgte Emilie, satte sig brat i sofaen og stirrede på min ryg.
Jeg er blevet inviteret til middag, svarede jeg, lidt genert, nærmest teenage-agtigt.
Af hvem?
Tilsynsmyndighederne var på skolen jeg serverede frikadeller, du ved, dem du elsker. Formanden for kommissionen spurgte, om jeg ville præsentere ham for køkkenchefen. Jeg grinede køkkenchef i en skole, ikke også. Men så drak vi kaffe sammen, som du altid har anbefalet, og nu inviterer han mig til middag.
Du er sindssyg! Hjem til hans lejlighed? Til middag?
Hvad så?
Tænker du ikke på, at han venter andet end mad?
Emilie. Jeg er fyrre og single. Han er femogfyrre, flot og klog og single. Uanset hvad han vil, så vil jeg nyde det.
Du lyder helt som en naiv jyde! Som om du ikke har noget valg.
Du sagde selv, jeg skulle leve mit liv, ikke bare overleve det.
Emilie var målløs. Pludselig stod det klart, at rollerne var byttet rundt og det var lidt for meget for hende. Hun bestilte den dyreste pizza, hun kunne finde, spiste sig næsten dårlig i frustration og den aften kom jeg hjem med stjerner i øjnene.
Nå, hvordan var det? spurgte Emilie.
Han er en god fyr, ikke en eller anden udenlandsk bille nærmest bornholmer, grinede jeg og gik i bad.
Snart gik jeg på flere dates: teater, standup, jazzkoncert, biblioteksbesøg og meldte mig ind i en teklub. Jeg blev tilknyttet lokal lægehus og startede på efteruddannelse, tog certifikater og lærte nye retter.
Emilie spildte heller ikke tiden. Hun ville ikke hænge som en klods om benet på mig og søgte ind hos flere store firmaer men topposterne gled hende altid af hænde. Efter utallige afslag, venner, der droppede hende, og ingen der gad betale for hende længere, fik hun job som barista, og efter to måneder blev hun natbarmanager.
Rutinen slugte hver time, nye rande under øjnene, stress der stjal kræfterne. Det private gik heller ikke på baren var der nok skæve hints og dårlige scorereplikker, men ren kærlighed stod ikke ligefrem på drinkskortet. Til sidst var Emilie grundigt træt af det hele.
Mor, du har ret. Hvad laver vi overhovedet her? Undskyld, jeg fik dig med vi skal hjem, sagde hun, da hun smed tasken efter endnu en hård nattevagt.
Hjem? Hvorhen? spurgte jeg, mens jeg lagde sammen til flyttekasser.
Hjem til os! Hvor navnet staves korrekt på regningerne, og vi kender lægeklinikken. Alt, du sagde, var sandt.
Men jeg er optaget her, og jeg har ikke lyst til at tage hjem, svarede jeg og kiggede hende i øjnene.
Det er jeg ikke! Jeg vil hjem! Jeg hader det her: den latterlige metro, kaffe dyrere end bøffer, de arrogante mennesker i baren. Jeg har venner derhjemme, mit eget sted. Her har jeg intet, og jeg kan se, du er ved at pakke dine ting.
Jeg flytter hjem til Jens, sagde jeg pludselig.
Hvad mener du med at flytte hjem til Jens?
Du er jo i gang med dit eget liv, kan betale din egen husleje. Emilie, jeg gør dig faktisk en tjeneste: du er voksen, smuk, har job, og du bor i hovedstaden, hvor mulighederne vælter ned fra hanen. Jeg er virkelig taknemmelig for, at du fik mig i gang ellers stod jeg stadig og mugnede hjemme. Her lever jeg! Tak for det! sagde jeg og kyssede hende begge kinder, men hun var ikke meget for det.
Mor, hvordan skal jeg klare mig alene? Hvem skal passe på mig? græd hun.
Sygesikring, fast løn, internet og måske møder du din egen bille, svarede jeg og gentog ordene fra tidligere.
Så du efterlader mig bare? Sådan!
Ikke helt, du lovede ingen drama, kan du huske?
Jeg husker Giv mig så bare nøglerne.
Tag dem i tasken. Én ting skal du love mig til gengæld.
Hvad da?
Mormor har også besluttet at rykke. Jeg har talt med hende kan du hjælpe hende lidt? Hun flytter ind, og hun har fået arbejde på posthuset. Du ved, hun kan sende et brev hvor som helst hen. Lad hende tage chancen, mens hendes rødder stadig har liv.
***
Når livet skifter retning, skal man turde tage springet og lade både sig selv og dem, man elsker, folde sig ud, hvor de trives. Måske er rødder ikke bare noget, vi holder på de kan også flyttes og slå nye skud, hvis vi vover.
