Hold op med at være den bekvemme
Så er det en aftale, Line! pludrede tante Solvej og dabbede munden med en papirsserviet. Servietten var fra kagen, som Line Madsen havde bagt til lejligheden, og på den var der et fedtet, cremeagtigt aftryk. Den femte maj mødes vi hos dig. Jeg tager mine pølser med, dem jeg selv marinerer, og du sørger for, at der er varmt mad. Fødselsdagsbarnet, trods alt! Gæsterne er vigtige, det er Mikkels kollegaer, fornemme folk. Vi må gøre det ordentligt.
Line Madsen sad overfor, holdt om sin kop te den var for længst blevet kold. Hun nikkede, mens hendes tanker kredsede om det kvartalsregnskab, der skulle afleveres i morgen, at smørret var sluppet op, og at Kaspers ryg igen drillede, så hun skulle købe nyt varmeplaster. Hun tænkte på alt muligt, bare ikke på det, tante Solvej sagde men Solvej snakkede ufortrødent videre, rettede på sit lilla tørklæde og kastede nu og da et blik ud ad vinduet med et udtryk, som om hun allerede mentalt dækkede bordet i det fremmede hjem.
En tyve mennesker mindst, fortsatte hun du skal lige give den en ekstra skalle, Line. Du er så dygtig til det. Kan du huske, da du lavede mad til Mette og Simons bryllup? Alt blev spist op! Nu gør du bare det samme. Jeg skal nok hjælpe. Jeg fører an.
Hun lo. Hendes latter var høj og kort, lidt som et gøende lille hund.
Line smilede også. Fordi det blev forventet. Fordi tante Solvej var familie af svigersønnen, Mikkel, Mettes mand Lines eneste datter. Fordi ballade i familien var det sidste, hun ønskede. Fordi hun altid havde gjort sådan: smilet og nikket.
Fint, sagde hun. Aftale.
Tante Solvej tog af sted klokken halv ni, tilfreds og mæt. Line lukkede døren efter hende, lænede sig op ad den og stod et øjeblik stille. Der hang en duft af tunge, søde parfumer i entreen. Inde i stuen kørte fjernsynet. Kasper så fiskeri, han havde ikke engang hilst på gæsten.
Er hun gået? råbte han, uden at fjerne blikket fra skærmen.
Ja.
Hvad ville hun?
Line gik ud i køkkenet og begyndte at vaske kopper. Vandet fra hanen var næsten skoldhed, men hun fjernede ikke hænderne.
Vi skal holde fest, sagde hun. Femte maj. Herhjemme.
Hvad for en fest?
Min fødselsdag. Og så et eller andet for Mikkel i forbindelse med hans arbejde.
Fra stuen lød et utydeligt mumlen, så stilhed, så blev fiskeriet genoptaget.
Line tørrede hænderne i et gammelt viskestykke med blegnede haner på kanten. Hun havde købt det på torvet for femten år siden og aldrig nænnet at smide det ud. Hun så på det og tænkte pludselig: sådan er jeg også. Afbleget. Med haner i kanten. Hænger på en krog og venter på at nogen tørrer deres hænder af i mig.
Hun skubbede tanken væk og gik for at tjekke, hvad hun havde i køleskabet.
Line Madsen fyldte halvtreds om ti dage. Rund fødselsdag. En milepæl. Halvtreds år hun kunne huske de sidste femogtredive, og af dem var der ikke én dag, hvor hun havde gjort noget kun for sig selv. Ikke for Kasper, ikke for Mette, ikke for sin egen mor, som døde for fem år siden, og som Line hver weekend havde bespist med hjemmelavet suppe. Ikke for svigermor, der boede på Frederiksberg og krævede opmærksomhed som et barn. Kun for sig selv aldrig.
Hun var bogholder i et lille byggefirma. Toogtyve år samme sted. Respekteret af kolleger, værdsat af chefen, men aldrig forfremmet hvorfor skulle man også det? Man kunne regne med Line. Line klager ikke. Line klarer det.
Også hjemme var det sådan. Kasper var fire år ældre, arbejdede som tekniker på fabrik og var tynget af rygproblemer og træthed han holdt kun ud, fordi pensionen ventede lige om hjørnet. Herhjemme slapper jeg af, plejede han at sige. Det betød tv, telefon, sofaen eller engang imellem garagen. Maden lavede Line. Rengøringen klarede Line. Betalte regningerne Line. Købte ind Line. Tog imod gæster Line. Kasper blandede sig ikke, og det var længe siden, det havde været til diskussion. Det var bare en konstant i hendes liv lidt som baggrundsstøj, man til sidst ikke mærker.
Datteren Mette blev gift for fire år siden med Mikkel, arbejdersom og flink, men med en kompliceret familie. Hans mor døde tidligt, faderen boede langt oppe i Nordjylland, men tante Solvej farens søster var hele familien i én person. Bestemmende, larmende, vant til at få sin vilje. Hun kunne ikke lide Line. Ikke for noget konkret, men fordi Line var for stille, for eftergivende, og den type gør bare, at mennesker som Solvej endnu mere vil bestemme.
Mette elskede sin mor, men hun elskede Mikkel mere. Det var vel naturligt. Men når det kom til et valg mellem mors komfort og Mikkels ro, valgte Mette altid det sidste. Stille, uden ballade, men hun valgte.
Således levede Line sit liv. I en treværelses lejlighed på niende etage i Valby i København, i et betonbyggeri hvor husene er ens, gårdene ligner hinanden, men træerne får lov at vokse, som de nu vil. Hun klagede aldrig. Til hvem og hvorfor?
Efter Solvej var gået, sad hun endnu en time i køkkenet for at regne ud, hvad hun skulle købe til tyve mennesker. Listen blev lang. Udgifterne blev skræmmende. Hun så på tallene, skrevet på bagsiden af en gammel kvittering, og mærkede en knugende fornemmelse i brystet. Ikke smerte, bare en tunghed. Som en mursten, nogen havde placeret, og ingen gad flytte væk.
Hun slukkede lyset og gik i seng.
De følgende ni dage var hun i hvad hun selv kaldte forfestens slavetilstand. Hun overbeviste sig om, at det var helt normalt, det var bare for familien, og det hele skulle nok blive hyggeligt. Hun skulle bare ikke miste modet. Allerede på tredje dagen vidste hun, at det ikke holdt.
Hun stod op klokken seks for at optø kød, skrive indkøbsliste, ringe til grossisten om levering. Arbejdede til klokken seks, ofte længere regnskabet ventede. Efter arbejde gik hun i Netto eller Føtex. Indkøbte tunge ting: dåser, flasker, mel, kød. Slæbte bæreposer op på niende, fordi elevatoren var ustabil. Så hjem, sat mad over, hurtig oprydning. I seng ved et, to-tiden. Op igen klokken seks.
Kasper så det hele. Altså, han var fysisk til stede. Men han så gennem hende. Én gang spurgte han: Skal du have hjælp? Hun svarede: Jeg klarer det. Han nikkede lettet og satte sig med telefonen.
Mette ringede onsdag. Spurgte om alt var klar, og om Solvej havde mindet hende om opdækningen. Line spurgte: Kunne du måske tage dig af salaterne? Jeg har det svært. Mette tav et sekund, svarede så: Mor, du ved, vi har travlt begge to men vi kommer og hjælper med at dække op. Hjælpe betød at flytte maden fra gryder til fade. Line forstod og sagde ikke mere.
To dage før festen vaskede hun vinduer, for Solvej havde sidst kommenteret på støv på vindueskarmen. Hun stod på en stol med klud og tænkte, at sidst hun vaskede for sin egen skyld, var otte år siden, da hun ventede sin mor på besøg. Dengang var det heller ikke for sig selv, men for en anden. Alt var altid for nogen.
Hun gled på stolen, men greb fat i rammen. Hjertet hamrede et par gange. Hun satte sig på gulvet, lænede ryggen mod væggen under vinduet, benene dirrede. Hovedet brummede.
Hun tænkte: Hvis jeg nu faldt og brækkede noget, ville den første tanke være hvad så med festen?
Af dén tanke begyndte hun at le. En grim latter, hostende.
Så rejste hun sig og vaskede vinduet færdigt.
Natten før femte maj sov hun tre timer. Resten af tiden kogte, stegte, skar, lagde på fade. Okse i fad, to slags salat, marineret sild (som hun aldrig havde brudt sig om, men Solvej insisterede), pirogger med kål, fordi Kaspers fætter Poul ikke regner det for rigtig fest uden. Kagen havde hun bagt aftenen før, lagkage med kirsebær det var hendes favorit. Det eneste til hende selv i dagevis.
Klokken syv tog hun brusebad, tog den blå kjole på, hun havde købt og sparet på i to år. Så på sig selv i spejlet. Mørke rande under øjnene, som intet pudder kunne skjule. Tørre læber. Hænderne røde efter madlavning og opvask. Men kjolen var smuk. Hun vidste det.
Nåh, du har pyntet dig, sagde Kasper på vej igennem gangen. Flot.
Det var det hele. Intet du ser godt ud, intet tillykke med fødselsdagen, intet hvordan har du det?. Bare flot og han var væk.
Gæsterne ankom kl. 12. Tante Solvej kom først kl. 11.30 med en stor taske: sine hjemmelavede pølser, et syltetøjsglas med hjemmelavede agurker, en æske chokolade. Chokoladen og det andet blev sat på bordet som hendes bidrag. Så inspicerede hun lejligheden, nikkede.
Flot, Line, sagde hun, præcis som Kasper. Du har gjort det godt.
Hun tog sin telefon og begyndte at ringe rundt.
Ved ét var alle der. Treogtyve mennesker. Line talte dem, da de satte sig bag det sammenstukne spisebord og to ekstra arbejdsborde, dækket med en dug, hun havde strøget til midnat.
Hun så på dem: af de treogtyve kendte hun seks rigtigt. Resten var Mikkels kolleger og tante Solvejs bekendte. Fremmede ved hendes bord, spisende hendes mad, siddende på de stole, hun havde lånt fra fru Hansen på tredje hun manglede egne til alle.
Skålene startede med Kaspers fætter Poul, han snublede igennem en gammel 90er-historie, uden forbindelse til fødselsdagsbarnet, men alle lo. Så rejste Mikkel sig og sagde kort: Tillykke til Line med jubilæet. Hun er sej. Alle skålede. Mikkel talte længe om sin ven Anton, der havde fået nyt arbejde og gode resultater positioner og tal, Line ikke forstod.
Tante Solvej havde forberedt tale. Den handlede mest om Anton og hans sejhed. Til slut lidt om vores gode værtinde, nu vi sidder ved hendes bord. Alle lo. Skål igen.
Line smilede. Hun sad for bordenden, fordi det var kutyme for fødselar, smilede og løftede glasset. Men indeni skete der noget. Langsomt. Som vand, der først bare bliver varmere, indtil det pludselig begynder at koge.
Line, der mangler salt på bordet! råbte nogen.
Hun gik ud efter salt.
Der mangler brød, bad Poul.
Hun hentede brød.
Line, vi mangler gafler, sagde en kvinde hun aldrig havde set.
Hun hentede gafler.
Så var der ønske om anden pålæg, så flere tallerkener. Tante Solvej manglede danskvand, som Mette havde glemt, og Line måtte løbe ud på altanen efter det.
Line løb frem og tilbage, satte sig kun kort stille tid var umuligt. Hendes egen tallerken stod urørt.
Da hun forsøgte at holde en skål, rejste hun sig og hævede glasset. Mette, ved siden af, gjorde det samme. Men i samme øjeblik begyndte Solvej at fortælle ny historie om Anton, og alle drejede hovedet. Mette satte glasset ned. Line stod lidt og satte sig så. Fik ikke sagt noget.
Gæsterne spiste. Rosede maden: Silden er vidunderlig, piroggerne fantastisk, hvordan laver du kødet? Line forklarede og takkede. Hun blev stolt men samtidig bitter. For de roste maden, ikke hende. For hun her var ikke fødselar med kjole og liv. Hun var køkken, forklæde, hent lige og kan du ikke lige. Ikke æresgæst. Mere hushjælp.
Tiden gik. Klokken blev tre. Udenfor stod solen ligeglad. Selskabet rødmende, snakkede højere. Anton talte om sig selv. Solvej bød ind med grin. Kasper snakkede fiskeri i den anden ende.
Line gik ud for fjerde gang for endnu en omgang kød. Hænderne dirrede af træthed, tre timers søvn for lidt. Alt blev lidt sløret. Hun satte fadet på bordet, begyndte at lægge kødet over.
Fra stuen lød Solvejs skarpe stemme, som et kommando:
Line! Er du på vej? Tag smør med, det er opbrugt!
Ikke Line-pigen. Ikke vær så sød. Ikke tak. Bare tag med. Som til en hushjælp.
Line stoppede op. Hun stod med skeen i hånden, ubevægelig. I køkkenet var stille. Udenfor svajede en af gårdens gamle elmetræer. På komfuret stod en tom kedel.
Noget klikkede i hende.
Ikke højt. Ikke smertefuldt. Bare… et klik.
Hun lagde skeen, hængte grydelapperne op, præcis på deres faste plads. Tog fadet med kød og smør fra køleskabet og gik ind.
Stillede det på bordet.
Rettede ryggen.
Hør her, sagde hun. Ikke højt, men flere vendte sig. Vil I høre, bare et øjeblik?
Solvej fortsatte snakken. Mette så overrasket på sin mor. Kasper så ikke.
Vil I høre? gentog Line, lidt højere.
Nu vendte Solvej sig også, med et irriteret blik.
Er der noget galt? spurgte hun spidst.
Line så rundt på bordet. Egne og fremmede. Sin mand, der endelig så på hende. Dattern. Solvej med sit lilla tørklæde og mætte, tilfredse ansigt.
Jeg vil gerne sige et par ord, sagde hun. I dag har jeg fødselsdag. Jeg fylder halvtreds.
Ja, tillykke! råbte nogen, og flere hævede et glas.
Vent, stoppede Line og løftede hånden. Vent.
Der blev stille. Hun mærkede, at hjertet slog jævnt. Roligt. Som om kroppen vidste, hvad hun nu havde besluttet.
Jeg har brugt ti dage på at forberede en fest, der grundlæggende ikke er til mig. Jeg har sovet tre-fire timer hver nat, handlet alt ind, lavet al mad, vasket vinduer, strøget duge, lånt stole. Alt sammen alene. Nu sidder jeg her som tjenestepige til en fest for folks fremmede venner. Jeg fik ikke sagt en eneste skål. Jeg blev afbrudt tre gange. Jeg har rejst mig otte gange for at servicere, mens I bare har spist. Og nu bad en om smør på en måde, som til personalet.
Der var tavshed. Den slags der følger, når ingen ved, hvad de skal stille op.
Er du skør? sagde Kasper, utilpas, men ikke vredt.
Mor, sagde Mette lavt.
Solvej trak vejret ind, klar til at svare. Line så hende roligt i øjnene. Solvej sukkede.
Jeg vil bede jer om at tage det I havde med og fortsætte festen et andet sted. Der er en café overfor, den hedder ‘Fred & Ro’; det er såmænd udmærket der. Jeg betaler gerne. Men her i min egen lejlighed er festen slut nu.
Pause. Så vrimmel af stemmer.
Poul mumlede et eller andet, hun lod det passere. Nogen begyndte at lede efter jakker. Solvej rejste sig, tog sin taske. Og sit agurkeglas noget ydmygende i det, som mærkeligt nok fik Line til at smile.
Mette gik hen til moren.
Mor, hvad laver du hviskede hun. Det er forfærdeligt. Tænk på Solvej
Mette, afbrød Line sagte jeg elsker dig, men gå nu.
Mette så på hende som om hun slet ikke kendte hende. Og måske var det rigtigt. For kvinden ved sit bord, der sagde gå nu, lignede ikke hende, Mette kendte.
Kasper kom ud som sidste. Stillede sig i døren.
Er du blevet skør? sagde han, halvt spørgende.
Nej, svarede Line. Jeg er vist nærmere blevet rask.
Han fandt ikke på et svar og gik.
Line lukkede døren, låste. Stod i stilhed.
Tavsheden var dyb. Sådan som inden solopgang, hvor verden ånder tungt. Men nu var klokken tre om eftermiddagen den femte maj; udenfor skrattede spurvene og hoveddøren nedenunder smækkede. I lejligheden var kun hende selv tilbage. Og det føltes som et langt, forløsende suk efter at have holdt vejret alt for længe.
Hun gik ind i stuen. Så på bordet, det samme bord hun havde brugt så mange kræfter på. Fadene stod urørte, hendes egen tallerken fuld. Hun havde ikke spist.
Hun tog sin tallerken. Gik ud i køkkenet, fordi der stod hendes kage, lagkage med kirsebær, kun til hende selv. Hun satte sig, tog et stykke kød, et stykke kage, lavede sig en kop te. Rigtig te, friskbrygget.
Hun sad.
Udenfor svajede elmetræet i majvinden. Bladene var små, lysegrønne og klæbrige årets første. Line så på træet og spiste. Hun kunne stadig lave god mad det havde Solvej ret i.
Så tog hun et stykke kage.
Bunden var luftig, kirsebærrene syrlige, cremen let. Hun spiste langsomt. Ingen, der sagde Line, hent lige, ingen, der så igennem hende. Kun hende og kagen, hun havde bagt til sig selv.
Første gang i mange år.
Tårerne kom ikke. Hun troede, det ville ske. I film sker det sådan trist musik, tårer ned ad kinden. Men nu var der intet. Bare ro og noget solidt indeni. Som om hun først nu stod fast på jorden.
Mobilen tjekkede hun ikke i to timer. Så åbnede hun den.
Mette havde skrevet tre gange: først mor ring, så mor jeg forstår ikke hvad der skete, til sidst er du okay. Kasper en enkelt: det var ikke pænt. Ikke et ord fra Solvej. Nogle ukendte numre nok fra gæsterne. En venlig besked fra fru Hansen: Line, hvornår får jeg mine stole?
Hun svarede kun fru Hansen: Jeg kommer forbi i morgen, undskyld ulejligheden.
Til Mette skrev hun: Jeg er ok. Vi taler i morgen.
Kasper fik intet svar.
Hun ryddede op, roligt, uden vrede. Lagde mad i bøtter, satte i køleskabet, lagde duge sammen. Bar stole ned til fru Hansen. Fru Hansen så spørgende ud, men sagde ingenting klog kvinde.
Hjemme tog hun et langt karbad. Lod vandet varme kroppen. Hun lå længe og så op i loftet, hvor der stadig, efter tre års snak, var en gammel vandskade. Tre år uden at få det ordnet som en treårig udsættelse af sit eget liv.
Kasper kom hjem klokken ti. Hun hørte, hvordan han tændte lyset, smed skoene. Han kom ind i soveværelset, hun lå i sengen med en bog.
Ved du, hvad du har gjort? sagde han.
Ja.
Og?
Det er, hvad det er.
Solvej Mikkel der bliver ballade, har du overvejet det?
Ja, sagde Line, Kasper, jeg er træt. Vi kan snakke i morgen.
Han stod lidt og gik så i stuen, hvor han lagde sig på sofaen som han plejede, når de havde skændtes. Hun gik ikke ud efter ham.
Slukkede natlampen. Lagde sig i mørket.
Hun sov ti timer. Første gang i umindelige tider.
Morgenen den sjette maj var som altid: solstråle mellem gardinerne, spurve, duften af kaffe, som hun havde sat på timer. Hun stod op, drak kaffe, spiste en skive brød. Kasper sov, kunne hun høre.
Hun tændte computeren.
Egentlig ville hun kun tjekke vejret. Men opdagede en fane i browseren: et rejseselskabs hjemmeside. Rundrejse i Jylland. Hun havde åbnet det for en måned siden, glemt det igen. Nu læste hun om otte dage i Odense, Aarhus, Viborg og Skagen. Billederne: hvide kirker, små gader, klinterne mod havet. Hun havde aldrig været der. Kasper hadede at rejse vi har jo kolonihave. Kolonihaven hver sommer tyve år i træk. Kartofler, ukrudt, sauna.
Hun ringede til rejseselskabet klokken ni, da de åbnede.
Godmorgen, du interesserer dig for Danmarksrundt, otte dage? sagde en venlig stemme.
Ja, svarede Line. Er der plads?
På afgangen den fjortende maj er der én tilbage.
Én, gentog Line. Det passer mig fint.
Hun betalte turen med sit kort over telefonen. Bagefter sad hun, så ud af vinduet. Følte ro. Ikke glæde, ikke uro bare ro. Følelsen af, at nu var noget rigtigt.
Senere ringede Mette. Stemmen var forsigtig.
Hej mor. Hvordan har du det?
Fint, sagde Line.
Mor, Solvej er meget såret. Mikkel er ked af det. Det det var overraskende.
Det forstår jeg.
Kan du ringe til Solvej og undskylde? Så ville hun falde ned, og det ville
Nej, Mette, sagde Line.
Pause.
Nej, hvad?
Jeg vil ikke undskylde for at have bedt folk forlade mit hjem på min egen fødselsdag.
Men mor
Hør, Mette. Line holdt kaffekoppen. Den var varm. Prøv at lytte. Ikke som datter, men bare lyt.
Mette sagde intet.
Jeg blev halvtreds i går. Ti timer som køkkenpige for fremmede, udmattet, ingen spurgte til mig, ingen sagde tillykke. Forkerte tonefald, afbrydelse, kommandoer. Og ved du hvad? Mest forbløffende var, at jeg selv havde gjort det muligt. Jeg havde selv stillet bordet, bragt folk sammen. I tyve år var der ingen, der så mig, fordi jeg aldrig viste, det var nødvendigt.
Line stoppede. Udenfor bippede bussen, en due sad på altanen og fløj.
Mor, hviskede Mette, og der var ikke længere forsvar, bare noget menneskeligt. Du har ret, tror jeg. Men det kom bag på mig…
Ja, også på mig.
Er det sådan her fremover?
Line smilte.
Ved ikke med fremover. Men jeg har købt en billet.
Hvilken?
Rundrejse i Danmark. Otte dage. Jeg tager af sted den fjortende.
Pause.
Alene?
Alene.
Mor, sagde Mette meget lavt.
Det er den første tur for mig selv, jeg nogen sinde har valgt. En start.
Mette sagde okay. Ring til mig. Og lagde på.
Kasper fik det at vide ved frokost. Han kom ud, mens Line lavede suppe. Hun lagde stille frem: Jeg rejser den fjortende, otte dage rundt i landet.
Han så længe på hende.
Du spurgte ikke mig?
Nej.
Hvad skal det betyde?
Hvad du vil.
Line, er du ok? Skal du til lægen?
Hun smagte på suppen. Den manglede lidt salt.
Jeg er okay, sagde hun. Der er suppe om tyve minutter.
Han gik ind i stuen. Hun hørte kun fjernsynet gå i gang. Livet gik videre.
De næste dage vekslede han mellem tavshed og småraseri: du er blevet mærkelig, sådan opfører man sig ikke, før var du mere normal. Line lyttede. Indrømmede ikke, forsvarede sig ikke. Underligt, for hun plejede at undskylde alt, også det hun ikke havde gjort. Nu havde hun ikke mere lyst.
Mette ringede igen tre dage senere: Solvej sagde, at hun aldrig ville sætte sin fod i Lines hjem igen. Line sagde: Godt. Mette ventede på mere blev overrasket.
Mor, synes du ikke det er synd?
Nej.
Men hun er jo familie
For Mikkel. For mig er du min familie. Og Kasper. Det er jer jeg vil lære at leve med ikke Solvej.
Mette sagde kun ja og spurgte derefter til rejsen. Det var en begyndelse. Line mærkede det, forklarede gladelinjen.
Den trettende maj dagen før afgang pakkede hun. Lille kuffert, let så hun selv kunne bære. Hun lagde sine ting, sine egne, ingen andres. Tog også den blå kjole med. Bare fordi.
Kasper så på kufferten. Satte sig på sengekanten.
Du tager virkelig af sted, sagde han uden spørgsmål, bare konstatering.
Ja.
Otte dage.
Otte dage.
Han kløede sig i håret.
Der står da ikke mad klar? Jeg kan jo ikke
Kasper, sagde hun blidt. Du er en voksen mand. Køleskabet er fyldt i tre dage. Resten klarer du selv eller bestiller takeaway.
Hans blik var søgende, måske ville han skælde ud, men noget holdt ham tilbage. Noget var nyt ved hende. Måske kunne han også se det.
Nå, sagde han bare. Så gør du det.
Ikke god tur, ikke pas på dig selv; men heller ikke du har da slået hovedet. Noget alligevel.
Hun lukkede kufferten.
Senere ringede veninden Karen. De sås sjældent, men ringede, når noget var helt gal.
Fru Hansen fortalte det, sagde Karen. At du smed dem ud af huset på din fødselsdag.
Jeg bad dem bare gå, sagde Line.
Line. Godt gået.
Pause.
Mener du det?
Jeg kender dig i femogtredive år. Du har altid båret hele læsset. Jeg er glad for, du endelig
Karen, ikke noget drama, sagde Line og lo.
Okay, ingen drama. Hvor skal du hen?
Rundrejse Danmark. Alene.
Alene?! Jeg har altid drømt om det.
Så gør det.
Min mand vil ikke have det.
Karen, vil ikke have er, når man er otte og ens mor siger nej. Når man er halvtreds, er det én selv, der siger nej.
Karen lo. Så blev hun alvorlig.
Du er blevet ny, Line.
Måske. Jeg orker bare ikke være bekvem mere.
Alle bliver trætte. Du er den første, der gør noget ved det.
Måske. Vi taler jo bare sjældent om det. Det er pinligt.
Synes du det er pinligt?
Line så ud ad vinduet. Skumringen faldt på, lys i vinduerne, i én lejlighed stod en kvinde og vaskede op, et andet sted gik en hund forbi tvet.
Nej, sagde hun. Ikke pinligt.
Den fjortende maj stod hun op halv seks. Kasper sov stadig. Hun lavede kaffe, smurte en bolle, tjekkede pas og papirer. Tog den blå kjole på. Fordi hvorfor ikke. Når man er halvtreds, kan man bære kjole klokken seks om morgenen, hvis man har lyst.
Hun stod i entreen. Så på sin lejlighed tre værelser, niende, med udsigt til elmetræers lysegrønne blade. En vandskade i loftet. Et viskestykke med slidte haner. Alt var velkendt. Men hun forlod nu hjemmet som et lidt andet menneske, end den hun havde været.
Der lød en lyd fra køkkenet. Kasper kom ud, i pyjamas, håret pjusket. Så på kufferten.
Du går nu.
Ja, taxaen venter.
Han nikkede lidt. Kiggede. Så sagde han:
Tillykke med fødselsdagen, Line. Det sagde jeg vist ikke dengang.
Hun så på ham. Fireoghalvtreds år, træt, grå i håret. Mand, hun havde delt syvogtyve år med. Hvad fremtiden ville bringe hun anede det ikke. Om noget ændrede sig, når hun kom hjem. Livet er ikke en romantisk komedie, hvor otte dage ændrer alt.
Tak, Kasper, sagde hun bare.
Åbnede døren og gik.
Taxaen holdt klar. Kufferten ind bagi. Hovedbanegården? spurgte chaufføren Ja, tak, svarede hun.
København vågnede. Gaderne rolige, lidt kulde i luften, men lysegrønt alle vegne. Hun så ud af vinduet og bemærkede det for første gang i årevis: bladene, himlens blå, morgensolen bag hustagene.
På hovedbanen var der som altid mylder. Lugt af bagerbrød, højttalerstemmer, myldrende mennesker. Hun fandt perronen.
Toget kom til tiden.
Hun fandt sin plads, ved vinduet, nederst. Overfor hende et ældre ægtepar, venlige folk. Kvinden bød på kaffe fra termokande Line sagde tak, senere.
Toget kørte afsted.
København gled forbi: boligblokke, træer, små haver. Så åbent land, marker, himlen større. Hun så ud og tænkte ikke på andet. Ikke på mad, ikke på regninger, ikke på hvad andre havde brug for.
Telefonen lå i lommen. Den vibrerede, men hun lod den ligge.
Hun tænkte på, at hun aldrig havde set Limfjorden. At folk sagde, Skagen var eventyrligt ved forårstid. At der stod kirker ved havet, hun havde set dem på billeder i sin barndom.
Overfor spurgte kvinden: Er du på langtur?
Line smilede.
Rundt i Danmark, svarede hun.
Dejligt er du alene?
Ja.
Friskt, sagde kvinden.
Ikke rigtigt. Det burde bare have været gjort for længst.
Toget accelererede. Marker, skov, videre univers. Line lænede sig mod vinduet, lukkede øjnene ikke for at sove, bare for at mærke stilheden.
Telefonen summede. Hun så, det var Mette: Mor, er du på vej? Er alt okay? Hun svarede: Er i toget. Alt er godt. Kram.
Besked fra rejseselskabet: Velkommen ombord. Jeg møder dig på banegården, hilsen Katrine. Line svarede: Tak, jeg glæder mig.
Så lagde hun telefonen væk og så ud igen.
Toget kørte. Danmark rullede forbi grønt, åbent, uendeligt. Bag hende lå lejligheden, den gamle dug, det slidte viskestykke, bordet dækket om natten. Foran hende ventede et ukendt eventyr. Otte dage, kun til hende.
Hun anede ikke, hvad fremtiden ville bringe. Om hun ville snakke rigtig med Kasper, eller det hele glider tilbage i stilhed. Om det løser sig med Mette, om Solvej ringer igen, eller det for evigt er slut. Intet var sikkert længere, men det skræmte hende ikke. Livet er foranderligt.
Nu kunne hun begynde at lære ordet nej. Det lille ord. Tre bogstaver. Hun sagde det for første gang, sådan rigtigt, i går.
Det er aldrig for sent at begynde at leve eller at tage pladsen i sit eget liv.
