Min far plejede altid selv at vaske sine strømper. Han mente, de var for private til at lade min mor røre ved dem, og han ville have følt sig ydmyget, hvis hun gjorde det. Han passede altid på, at både strømper og undertøj var helt rene og pæne, som om de bar en særlig betydning.
I min egen familie var alt helt anderledes min mand, Morten, ville aldrig finde på at vaske sine strømper selv. Han syntes ikke, der var nogen mening med at gøre det i hånden; hvem som helst kunne da smide dem i vaskemaskinen og bagefter hænge dem op til tørre i gården.
Sådan gik vores hverdagsliv, som i et mærkeligt drømmespil, hvor logik bøjede sig og blev flydende. Men en dag missede jeg det magiske øjeblik, hvor Mortens strømper slap op. Pludselig blev det min skyld, som om min glemsomhed var en uundgåelig del af ritualet.
Nogle strømper var ikke blevet stoppet i årevis, for det var nemt nok bare at købe nye i Magasin. Hvis jeg fandt strømper med dybe huller, lod jeg dem drømme sig væk til skraldespanden uden at tøve. Morten har åbenbart kun et fåtal hele strømper tilbage.
Hvis strømperne lå i vasketøjskurven, ville jeg vaske dem, sagde jeg til hans klage, min stemme lød som små samsøske skyer. Jeg behøver ikke rende rundt gennem lejligheden og jage strømper bag møblerne. Alt brugt tøj burde finde vej til kurven, ellers forsvinder de ud i drømmens tåge!
Det er din opgave at sørge for, jeg har rene og strøgne klær, svarede Morten, som om hans stemme kom fra en fjern, diset havneby.
På den måde blev det klart, at strømperne var min gådefulde byrde. Ingen havde før fortalt mig om denne fordeling i vores lille drøm af en virkelighed, og nu stod jeg midt i strømpernes uendelige dilemma, hvor dagene flød sammen som gamle danske eventyr.
