Sønnen er ikke klar til at blive far
“Din løse tøs! Utaknemmelige svin!” råbte min mor efter min søster, Dagmar, næsten så naboerne kunne høre det. Hendes voksende mave var ikke engang nok til at bløde op for vores mors vrede tværtimod, det gjorde hende bare endnu mere rasende. “Skrid ud af mit hus, og du skal aldrig komme tilbage! Jeg vil ikke se dit ansigt igen!”
Mor mente det denne gang. Hun havde tidligere smidt Dagmar ud for mindre ting, men nu, hvor hun stod med et barn i maven, blev det gjort klart, at hun ikke længere hørte til hjemme. Kun hvis hun fik styr på livet, ville hun måske få lov at komme tilbage.
Med våde kinder og kun en lille taske med sine ting gik Dagmar til sin kæreste den forvirrede, unge Anders. Det viste sig, at Anders endnu ikke havde turdet indrømme over for sine forældre, at han skulle være far. Hans mor spurgte straks, om det allerede var for sent at gøre noget, og hun fik hurtigt syn for sagen maven var umulig at skjule længere. Dagmar var så chokeret, at hun for en måned siden havde nægtet sin egen mors forslag, men nu var hun desperat nok til at tage imod enhver hjælp.
“Min søn er slet ikke parat til at være far,” sagde Anders mor bestemt. “Han er alt for ung du vil ødelægge hele hans liv. Selvfølgelig hjælper vi dig med det, vi kan. Jeg har allerede spurgt en bekendt om at skaffe dig plads på et opholdssted for andre gravide piger som dig ingen har brug for jer, og det er vel bedst.”
På opholdsstedet fik Dagmar et lille rum for sig selv, hvor hun endelig kunne slappe lidt af og få både krop og sjæl på rette køl. Ingen bebrejdede hende. Der var tid til samtaler med en psykolog, og da den store dag kom, og hun for første gang fik den lille pige lagt i armene, blev hun grebet af panik og angst. Men da hun kom til sig selv, begyndte hun nysgerrigt at betragte vidunderet i favnen hendes lille datter, Astrid.
Julen nærmede sig, men i stedet for glædelige nyheder fik Dagmar at vide: “Nu må du finde dig et andet sted at bo der er venteliste til rummet.” Med lille Astrid i armene, kun lige en måned gammel, sad hun på sengekanten og spekulerede over, hvordan de to nu skulle klare sig. Hvor skulle de få penge fra? Hvem ville tage dem ind at overnatte? Vores mors hjerte var frosset til ikke engang tanken om sit barnebarn fik hende til at tø op. Hun havde simpelthen slettet både datter og barnebarn fra sit liv.
“Hvor trist en juleaftensdag vi har, lille skat,” hviskede Dagmar til Astrid. Hun havde altid elsket julen. Som barn løb hun rundt til naboerne og sang julesange, kendte dem alle udenad og tjente hvert år godt på sine glade besøg, fordi hun nåede mange hjem rundt sammen med de andre unger i kvarteret. Nu længtes hun efter følelsen af at gå fra dør til dør, synge sange og mærke den særlige stemning af højtiden. “Hvorfor egentlig ikke?” tænkte hun. “Astrid er helt rolig. Jeg pakker hende godt ind, tager hende med og synger lidt, finder juleglæden igen og hvis ingen åbner døren, så bliver det nok også jul for dem.”
Dagen efter jul begav Dagmar sig ud for at synge i et stille villaområde. Som forventet blev hun mødt med skepsis de fleste ventede at se børn eller mænd ved døren, ikke en ung mor med en baby. Men nogle steder blev hun lukket ind, og så sang hun så varmt og inderligt, at folk ikke kun gav hende penge men også julebag og lækkerier. Mange blev rørte over at se den lille pige, og de forstod godt, at ikke alt var lykke for denne unge mor, der sang for at klare sig.
Det var hårdt at gå fra hus til hus. “Jeg tager lige den store villa også der bor nok nogle, der har lidt til overs,” tænkte Dagmar. Lommen var allerede fyldt med et godt beløb, hvilket gav hende lidt ro.
“Må jeg synge en julesang for jer?” spurgte hun, da en ældre herre lukkede hende ind. Men hans reaktion forvirrede hende han blev helt bleg og satte sig langsomt på sofaen uden et ord.
“Kristiane?” hviskede han.
“Hvad? Nej, jeg hedder Dagmar … Måske forveksler du mig med en anden?”
“Dagmar Du ligner min afdøde kone så meget,” stammede manden. “Og denne lille pige … Jeg havde også en datter. Men jeg mistede dem begge i en bilulykke … For nylig drømte jeg, de kom hjem til mig. Og nu står du her … Kan det virkelig passe?”
“Jeg … jeg ved ikke, hvad jeg skal sige …”
“Kom ind, sæt dig, fortæl mig din historie,” bad han.
Dagmar var først utryg. Manden lød nærmest desperat, men hun havde ingen andre steder at tage hen. Inde i stuen så hun straks et billede af en kvinde og et barn og hun måtte give ham ret, ligheden var slående.
Så begyndte Dagmar at fortælle om sit liv, og mens hun talte, oplevede hun for første gang, at nogen virkelig lyttede. Han sagde ingenting, men hans øjne fulgte hende, og indimellem så han på lille Astrid, der lå trygt og smilede i søvne. Måske følte den lille pige, at dette sted kunne blive hendes nye hjem. Og jeg, som hendes bror, så det hele og lærte: at julen ikke altid handler om gaver, men om at finde og give håb, hvor man mindst venter det.
