Jeg gik til en anden og jeg blev tilbage
– Mette, jeg skal lige snakke med dig om noget.
Jeg stod ved komfuret og rørte i suppen. Min mands stemme lød på den måde, han altid gjorde, når noget var gået galt på arbejdet lidt anspændt og en smule skyldbetynget, men med et fast beslutsomt præg.
– Sig det bare, sagde jeg uden at vende mig. Passede på, at suppen ikke brændte på.
– Jeg går fra dig. Jeg har fundet en anden.
Jeg lagde skeen på bakken. Vendte mig om. Anders stod i døren til køkkenet i jakke, selvom han aldrig plejede det hjemme om aftenen. Han havde taget den på med vilje, sikkert for at give samtalen en slags formel alvor.
– Hvor længe har det stået på? spurgte jeg.
– Otte måneder.
– Nå.
Det var som om Anders havde ventet på noget andet. Tårer, skænderi, et hav af spørgsmål. Han stod lidt uroligt på fødderne.
– Mette, jeg håber ikke, vi bliver fjender. Du har altid været min støtte. Min base. Det sætter jeg virkelig pris på.
Jeg så længe på ham. Som om jeg betragtede en fremmed ting, jeg ikke helt forstod, hvorfor var landet i mit hjem.
– Base, gentog jeg tyst. Skal du have aftensmad?
– Hvad?
– Suppen er klar. Spiser du med, eller ej?
Anders blev helt rådvil. Nej, jeg Nej. Mette, hørte du, hvad jeg sagde?
– Jeg hørte dig. Du går til en anden kvinde. Otte måneder. Base. Jeg har forstået. Ikke noget aftensmad. Fint.
Jeg tog en ren tallerken, øste suppe op og satte mig ved bordet.
Anders stod endnu nogle minutter. Så gik han ind i soveværelset for at pakke sine ting. Skabene rumsterede, poser raslede. Jeg spiste suppen. Den var god, smagen sad, som den skulle. Den suppe havde jeg lavet i tredive år, og jeg havde altid lavet den præcis, som Anders kunne lide den.
Det slog mig pludseligt, og jeg lod skeen ligge.
Men så tog jeg den op igen. Spiste op.
***
Anders Andersen var seksoghalvtreds og overbevist om, at livet endnu ventede på ham. Han var mellemleder i et byggefirma, robust, passede godt på sig selv, farvede diskret de grå tindinger, selvom han fornægtede det for alle, også mig. Vi blev gift, da jeg var syvogtyve, boede sammen i otteogtyve år, opfostrede vores søn Thomas, som nu arbejdede i Odense og ringede en gang om ugen.
Maria Kristensen, som arbejdede på kontoret som projektleder, var niogtyve. Slank, mørkhåret og med en vane at sige wow! til alt, der overraskede hende. Det gjorde hun ofte: over en god restaurant, en ny telefon eller Anders evne til at ordne alt med ét enkelt opkald. Han kunne godt lide at imponere.
Jeg, Mette Andersen, treoghalvtreds, arbejdede som regnskabschef på byens sygehus. Lille af vækst, mørk med de første grå striber i håret, som jeg aldrig forsøgte at skjule. Jeg kunne regne hurtigere end nogen lommeregner, læste tre bøger om måneden og lavede den bedste suppe i kvarteret. Jeg har holdt styr på hjemmet, familien og arbejdet på fuld tid i næsten tredive år og jeg syntes aldrig, jeg skulle have en medalje. Det var bare livet.
Vi boede i Skovlunde, hverken lillebitte eller stor nok til at forsvinde sådan et sted, hvor alle kender hinanden i deres opgang. Byen havde ét ordentligt indkøbscenter og et par caféer, hvor man kunne spise, uden at det kostede spidsen af en jetjager. Vi boede i en treværelses lejlighed på fjerde sal i en grå betonblok. Fin lejlighed med alt, hvad vi skulle bruge og gardiner, jeg selv havde syet for otte år siden, fordi butikkerne aldrig havde den grønne nuance, jeg ledte efter.
Da Anders gik, sad jeg lidt på køkkenstolen. Udenfor silede oktoberregnen stille og monotont. Så stod jeg op, ryddede bordet, vaskede op og gik i seng.
De første tre dage følte jeg ingenting. Gik på arbejde, lavede regnskaber, svarede det går fint til kollegerne på en måde, så ingen spurgte videre. Om aftenen sad jeg i min larmende tomme lejlighed og stirrede ind i luften. Jeg græd ikke. Det føltes mest som, når man har slået sig hårdt, og smerterne endnu ikke er nået helt frem.
Fjerde dag ringede veninden Helle.
– Jeg har hørt det, Mette. Er det sandt?
– Ja.
– Hold da op. Og hvordan har du det?
– Fint.
– Ej, kom nu, Mette. Vi har delt sorger og glæder i tredive år. Hvordan har du det ærligt?
Jeg sagde ikke noget med det samme.
– Helle, det underligste er: Jeg ved faktisk ikke, hvad han tænker. Og det har jeg indset for længst. Vi har boet sammen, men jeg kendte ham ikke mere. Det er nok den værste følelse.
Helle tav lidt, så sagde hun forsigtigt:
– Måske I kan snakke om det? Prøve igen?
– Nej, Helle. Det er ikke nødvendigt. Jeg tænker bare højt.
Jeg fortalte hende ikke det ægte: At det første, jeg mærkede, da Anders erklærede sig, ikke var sorg men en træthed. Som om jeg havde båret en tung taske længe, og nogen endelig havde taget den fra mig. Pinligt at indrømme, selv for sig selv.
Efter fem dage tog jeg bryllupsbilledet ned fra stuen. Anders i mørkt jakkesæt, jeg i hvid kjole, begge smilede. Jeg stillede billedet i pulterrummet. Ikke smidt ud bare væk.
På væggen var nu en lys firkant.
Jeg så på den længe. Så tog jeg telefonen og ringede til Din Bolig.
***
Meget af arbejdet lavede jeg selv. Tapetserede stuen med lyse cremede farver i stedet for de gamle, grønne striber. Købte nye gardiner store med bladmønstre som Anders aldrig ville have valgt. Flyttede sofaen tættere til vinduet, sådan som jeg gerne ville have det.
Thomas ringede efter to uger faren havde vist nået ham før.
– Mor, hvordan går det?
– Godt, Thomas. Jeg maler og sætter nyt op.
– Maler? Det forventede jeg ikke
– Jeg har skiftet tapet i stuen. Og vil også gøre soveværelset om.
– Er du okay?
– Ja, helt okay. Har du ringet til far?
Thomas tøvede. Ja, det har jeg. Men du, kommer du til at klare dig alene?
Jeg så rundt på min nymalede stue, på de nye gardiner og sofaen ved vinduet.
– Det overrasker mig, men jeg har det faktisk godt. Jeg nyder roen.
Thomas spurgte ind, men slap lidt. Han var et godt barn, men han håbede nok inderst inde, at intet slemt var sket og at forældrene selv kunne løse det.
I november, da jeg ledte efter vintertøjet over skabet, fandt jeg boksen med mit gamle strikketøj. Knap femten år siden havde jeg pakket det væk, da Anders sagde, garnnøgler over det hele irriterede ham. Uden protest pakkede jeg det bare væk.
Jeg trak boksen ud midt på gulvet og sad længe og så på den.
Så fandt jeg pindene, satte mig i sofaen ved vinduet. Udenfor begyndte årets første sne at falde, blødt og stille.
Fingrene huskede straks, hvad de skulle.
***
Min kollega, Jytte fra budgetafdelingen, lagde mærke til mit halstørklæde i starten af december.
– Har du strikket det der selv? Hvor er det flot!
– Ja. Jeg er ved at få øvet hænderne op igen.
– Kan du ikke også strikke til mig? Selvfølgelig betaler jeg dig for det.
– Stop, det behøver du ikke
– Jo! Jeg skaffer garnet og betaler. Jeg kunne godt tænke mig sådan en hue med opslag…
Mit første bestillingsarbejde opstod ved et tilfælde. Som det tit sker med ting, der viser sig at blive vigtige.
I december og januar strikkede jeg otte ting: tre huer, to halstørklæder, et par vanter og to sweatre. Jeg tog ikke meget for det lidt symbolsk men det var penge udover min løn og noget særligt ved at tjene dem med egne hænder og mærke glæden hver aften med strikkepindene i sofaen.
Helle kom forbi til kaffe, kiggede rundt i min lyse stue, mærkede på gardinerne, så garnboksen på reolen.
– Du er blevet en anden, sagde hun.
– Hvad for en?
– Du virker mere rolig. Jeg var bange for, du ville gå ned, men du…
– Nej, det gjorde jeg ikke. Måske fordi jeg ikke havde tid til det.
– Har Anders ringet?
– En gang, i november. Han spurgte efter papirerne på bilen. Jeg fortalte, hvor de lå. Han ringede ikke igen.
– Kun på grund af bilen altså, smålo Helle.
– På grund af bilen.
Vi tav lidt. Helle omfavnede kruset med begge hænder, som hun altid gør, når hun tænker.
– Hader du ham?
Jeg tænkte faktisk over det.
– Nej. Det er mærkeligt. Kæmpe skuffelse, ja, men ikke had. Han er bare en mand, der gjorde det, han gjorde. Nu har han sit liv, jeg har mit.
– Hvordan overlever man utroskab uden at miste forstanden? sagde Helle ironisk. Du kunne skrive en bog.
– Der er tid endnu, grinede jeg.
Det var første gang i mange måneder, jeg oprigtigt lo. Ikke høfligt, ikke anstrengt men ægte.
***
Maria viste sig at være dygtig til meget, men ikke til at føre et hjem.
Det opdagede Anders ikke med det samme. Først var der restauranter, weekendture, alt føltes ungt og let. Maria beundrede ham åbenlyst. Hun sagde, han slet ikke så ud til sin alder, og han strakte sig rankere.
Men da de flyttede sammen i hans lejede lejlighed i udkanten af byen, dukkede problemerne op.
Maria lavede aldrig mad. Ikke fordi hun var dårlig hun så ingen grund til det, når man kunne bestille take-away. Det blev hurtigt dyrt og trættede.
Maria hadede at gøre rent. Hendes tøj lå overalt: på stolen, gulvet, kanten af badekarret. Ikke rodet, bare hendes måde at være på. Anders, vant til, at der altid var ordentligt og rent, begyndte at blive småsur allerede på tredje uge.
Maria forstod ikke det der med at betale regninger til tiden, og hvorfor spare op, hvis man har penge nu. Anders forklarede. Maria nikkede. Næste måned det samme problem.
Hun elskede også sine veninder. De kom ofte, blev til midnat, grinede, drak vin og lod glassene stå urengjorte. Anders lå i soveværelset og hørte dem. Det var ikke den slags latter, han kunne lide.
I februar ringede Anders til mig.
– Hvordan går det?
– Fint, Anders.
– Er du vred over, jeg ikke har ringet?
– Nej.
Pause.
– Eh Hvor ligger garantien på køleskabet? Jeg skal bruge den.
– Grøn mappe, tredje hylde i pulterrummet.
– Du har ikke taget den?
– Nej. Jeg har ikke rørt dine ting.
– Tak.
Jeg lagde telefonen. Sad lidt og så ud på sneen. Foråret lurede lige om hjørnet.
Greb strikketøjet. En ny sweater til mig selv, blød og lyseblå.
***
I marts blev det offentliggjort på hospitalet, at leder af økonomiafdelingen gik på pension. Stillingen blev ledig. Overlægen, Annika, kaldte mig ind.
– Mette, jeg siger det ligeud. Du har været her længst. Hvorfor har du ikke søgt opad?
Jeg tænkte mig om.
– Familien, nok. Ville ikke have mere byrde.
– Og nu?
– Nu er der sket lidt af hvert.
– Jeg har hørt det. Jeg føler med dig.
– Det behøver du ikke. Bare sig, hvad der kræves.
Annika smilede. Du kender det allerede. Vil du søge?
– Jeg går hjem og skriver ansøgningen.
Jeg gik hjem til fods, selvom bussen lige ankom. Det lugtede af våd asfalt og lun, gryende forår. Jeg mærkede detaljer, jeg havde ignoreret i årevis: duften af marts, regnbuer i vandpytterne, de mørke bare grene klar til at springe ud.
Jeg tænkte: livet fortsætter. Banalt, men sandt.
***
I april stod Anders pludseligt i døren uden varsel.
Jeg åbnede. Han stod og så træt ud, mørke rande under øjnene, iført den jakke, jeg havde købt til ham for tre år siden i centret.
– Må jeg komme ind?
– Hvorfor?
Anders så ned.
– Mette, jeg har brug for at tale med dig.
Jeg lod ham komme ind. Han kiggede sig lidt omkring. Nymalet, nye gardiner, ommøbleret. Tav.
– Du har lavet om.
– Ja.
– Det ser godt ud.
Jeg svarede ikke, gik i køkkenet og satte vand over til te, helt som altid.
Anders satte sig ved bordet. Jeg så på ham og tænkte, jeg så ham anderledes end før. Ikke værre, ikke bedre bare anderledes. Som at besøge et bekendt sted og opdage nye detaljer.
– Hvordan har du det? spurgte han.
– Fint. Har fået en ny stilling.
– Virkelig? Tillykke. Det har du fortjent.
– Det har jeg. For længe siden.
Han tog det ind. Kort pause.
– Mette…
– Bare sig, hvad der er galt, Anders.
Han kneb øjnene sammen. Jeg kendte det træk, når han var utilpas.
– Maria og jeg det er ikke så godt. Ikke helt forfærdeligt, men svært. Hun er ikke, som jeg troede.
– Sådan kan det jo ske.
– Jeg troede han tøvede, men sagde det: Jeg troede, jeg kunne komme tilbage. Du forstod altid. Du var der.
Jeg skænkede te op, satte koppen foran ham, satte mig ned.
– Det kunne jeg, svarede jeg stille. I otteogtyve år kunne jeg det. Men det lagde du ikke mærke til, mens du var her.
– Jo, jeg gjorde.
– Ikke sådan rigtigt. Ellers havde du kaldt mig noget andet.
– Jeg ville ikke såre dig. Base betyder
– at du ikke er her. Base er det, der er tilbage, når alle andre løber deres vej. Det er nemmere at have et sted at vende tilbage til.
– Mette…
– Jeg bærer ikke nag, Anders. Jeg forklarer kun, hvorfor det ikke kan blive som før.
– Jeg vil gerne tilbage.
– Jeg hører dig.
– Vil du ikke?
Jeg så på ham. Hans ansigt var fremmed, fortvivlet. Han havde ikke regnet med det her. Han havde ventet tårer, vrede og til sidst tilgivelse. For det havde jeg altid kunnet. Fordi jeg var basen.
– Nej, svarede jeg enkelt.
– Hvorfor ikke?
– Fordi jeg ikke vil.
Han stirrede. Forstod det ikke. Rigtigt ikke.
– Men du er jo alene.
– Det er jeg. Og det har jeg det faktisk godt med.
– Mette, man kan ikke have det godt alene. Det siger du bare.
Jeg tog koppen. Så roligt på ham.
– Ved du, hvad der overraskede mig? Jeg troede, det ville være tomt uden dig. Det var skræmmende Men det viste sig, at der blev fyldt meget hurtigt op. Med plads til mig selv.
Anders var tavs.
– Du er sikkert stadig en fin mand, sagde jeg uden brod eller ros. Du tog bare for givet, jeg altid ville være der. Basen forsvandt, Anders. Jeg forsvandt.
– Hvad skal jeg gøre nu? spurgte han næsten barnligt.
– Det må du finde ud af.
Han drak ud. Sad lidt, så tog han jakken.
– Kommer du til at søge skilsmisse?
– Ja, snart. Jeg har spurgt til det.
Han nikkede. Tog jakken.
– Mette du har forandret dig.
– Nej. Jeg er stadig den samme. Du så mig bare ikke.
Da døren lukkede, sad jeg lidt stille. Udenfor summede gaden. Almindelig aprilaften i Skovlunde.
Jeg fjernede kopperne, åbnede vinduet og lod luften med duft af ny jord og poppel fylde stuen.
***
Jeg så første gang på Henrik Christensen til ejendommens beboermøde. Han var flyttet ind vinteren før, overtog en lejlighed på sjette sal, da han havde solgt huset i Bagsværd begge børn flyttet ud, den store til Aarhus, den anden i nærheden. Nu var huset for stort.
Han var otteoghalvtreds, lille og rank, gråt kort hår og rolige øjne. Ingeniør, tegnede broer og veje. Enkemand gennem tre år.
På beboermødet talte han roligt og præcist om fugtskaden i opgangen. Slet ingen ophidselse. Forklarede blot, hvad der skulle gøres og hvorfor. Ejendomskontoret lyttede til ham.
Jeg bemærkede ham, fordi han havde den ro, som folk får, når de intet skal bevise for andre.
Vi lærte hinanden at kende i elevatoren i maj. Jeg havde købt en stor pose garn på Torvet, tasken var besværlig.
– Skal jeg hjælpe? spurgte han.
– Nej, jeg klarer mig.
– Det kan jeg se men det kunne altså være lettere.
Jeg grinede og lod ham tage tasken.
Vi faldt i snak, først i elevatoren, så ude på gangen. Han fulgte mig til døren.
– Strikker du? han nikkede mod tasken.
– Ja. Er det sjovt?
– Hvorfor sjovt? Min kone strikkede tit. Jeg har stadig fine nøgler garn i kælderen. Vil du have dem?
Det takkede jeg ja til. Det var god, dyr merinould, pænt rullet sammen.
Vi snakkede nu og da, når vi mødtes. Han kom forbi til te, så til lidt aftensmad. Vi talte om byen, arbejde, bøger. Han læste meget og varieret, uden at prale. Han kunne lytte og holde mund, når jeg tænkte højt.
I juni strikkede jeg ham et halstørklæde. Gråt, af det lækre garn.
– Hvorfor? spurgte han. Det er jo sommer.
– Til efteråret. Skulle teste garnet.
– Og resultatet?
– Det virker.
Han tog imod, stille og taknemmelig, uden store ord. Det var rart.
***
I juli fik jeg ordnet papirerne til skilsmissen. Anders diskuterede ikke. Vi mødtes hos notaren, skrev under. Han så træt ud, lidt fortabt. Jeg bar en lys sommerkjole, købt i maj for første gang i mange år noget farverigt, ikke bare praktisk mørkt.
– Hvordan har du det? spurgte han bagefter udenfor.
– Fint, svarede jeg. Og det var ærligt.
– Maria er taget hjem til sine forældre i Viborg, sagde han, selvom jeg ikke spurgte. Jeg er nu alene.
Jeg så på ham, uden medlidenhed, men heller ikke med skadefryd.
– Du skal nok klare dig. Det kan du sagtens lære.
– Tror du?
– Ja. Men det kræver, du øver dig selv. Det er ikke svært, hvis du vil.
Vi sagde farvel. Jeg gik den ene vej, han den anden.
På torvet købte jeg et halvt kilo kirsebær, mørkerøde, søde, spiste dem i solen udenfor butikken. Lige der, med stenene i en lille pose. Kirsebærrene var fantastiske.
***
I august inviterede Henrik mig i biografen. Uden noget drama.
– Der går en god film ovre i parken. Har du lyst?
– Det vil jeg gerne.
Det var en klassisk, gammel dansk komedie i friluftsbiografen i byparken. Vi sad på bænke og lo de samme steder. Rundt om os var familier, gamle par og aftensol.
På vejen hjem gennem parken fortalte jeg om min lille strikkeshop, hvordan det blev til. Han lyttede.
– Bliv ved, sagde han. Det er noget med sjæl i. Det er der ikke mange ting, der har.
– Det siger du om halstørklædet.
– Det er halstørklædet. Virkelig godt.
Senere sagde han efter lidt tavshed:
– Jeg skynder mig ikke. Du heller ikke, tror jeg.
– Nej.
– Så er det godt.
Jeg spurgte ikke ind. Forstod det uden ord.
***
I september kiggede Helle forbi og fandt mig med strikketøjet i hånden. Der duftede af kaffe, på bordet lå garnnøgler i tre blå nuancer, og min bærbar var slået op med bestillinger langt flere end forventet.
– Du har fået oprettet shop? Helle var forbløffet.
– Naboens datter hjalp. Der ligger billeder og priser. Allerede treogtyve leverede ordrer nu.
– Mette, du mener det?!
– Det gør jeg. Det er ikke de store penge, men det er mit eget. Og ret sjovt.
Helle rystede på hovedet.
– Hvem havde troet det for et år siden…
– Ingen. Heller ikke jeg.
– Og ham naboen, Henrik…
– Hvad med ham?
– Bare du taler helt anderledes om ham.
Jeg tav. Så sagde jeg, mens jeg strikkede:
– Jeg har ro med ham. Bare ro. Det er svært at forklare.
– Det behøver du heller ikke, svarede Helle. Jeg forstår dig.
Vi drak kaffe og snakkede løst. Om hendes børnebørn, det nye renoveringsarbejde overfor og at Din Bolig snart holder efterårstilbud vi burde tage afsted. Helt almindelig september-snak for to kvinder over en kop kaffe.
Ude i Skovlunde gik livet videre. Poplerne blev gule langs vejens promenade. Nogen luftede hund i gården. En dreng cyklede langs fortovet, ganske koncentreret.
Jeg tog et nyt nøgle garn og lagde tråden til rette. En ny bestilling, hue med fletmønster, skulle være færdig om to uger. Jeg når det nok.
Mine fingre fandt rytmen. Strikkepindene arbejdede, som de altid har gjort roligt, stille, genkendeligt. Ude i træerne glimtede det første efterårsregn, og bladene dansede let i vinden.
—
Jeg havde altid troet, min plads kun fandtes, hvor familien var. Men jeg har lært, at pladsen ofte er der, hvor man endelig giver sig selv lov til at fylde. Livet ændrer sig måske, men det kan man også selv gøre.
