Sofie stod og vaskede op i køkkenet, da Mads trådte ind. Inden han gik ind, slukkede han for lyset.
Der er stadig masser af dagslys. Vi behøver ikke bruge unødvendig strøm, mumlede han med en alvorlig mine.
Jeg havde ellers tænkt mig at sætte en vask over, sagde Sofie stille.
Du sætter den bare i gang i nat, svarede Mads køligt. Så er strømmen billigere. Og lad nu være med at åbne så meget for vandet, når du vasker op. Du bruger alt for meget, Sofie. Alt for meget. Du må da kunne forstå, at du bare skyller vores penge lige ud i afløbet.
Mads sørgede for at skrue vandet markant ned. Sofie sukkede og kiggede trist på ham. Hun slukkede helt for vandet, tørrede hænderne og satte sig ved spisebordet.
Mads, har du nogensinde set dig selv udefra? spurgte hun stille.
Jeg ser på mig selv udefra hver evig eneste dag, snærrede Mads.
Og hvad mener du så om dig selv? spurgte Sofie.
Som person? ville Mads vide.
Som ægtemand og far.
Som mand er jeg vel bare en almindelig, sagde Mads. Som far også. Hverken bedre eller dårligere end andre. Helt normal. Hvorfor vil du diskutere?
Mener du virkelig, at alle mænd og fædre er som dig? spurgte Sofie forsigtigt.
Hvad er det, du vil have ud af det her? spurgte Mads. Er det et skænderi, du ønsker?
Sofie mærkede, at der ikke var nogen vej tilbage. Hun måtte fortsætte, indtil han måske forstod, at livet med ham var en lang kamp.
Ved du, hvorfor du aldrig har forladt mig, Mads? spurgte Sofie.
Hvorfor skulle jeg dog gøre det? svarede Mads og trak på smilebåndet på sin egen skæve måde.
Fordi du ikke elsker mig, svarede Sofie. Du elsker heller ikke vores børn.
Mads ville sige noget, men Sofie fortsatte.
Lad være med at sige det ikke passer. Du elsker simpelthen ingen. Det vil jeg ikke diskutere det er bare fakta. Jeg ville tale om noget andet. Om, hvorfor du stadig ikke har forladt os.
Nå, hvorfor så? spurgte Mads.
Fordi du er så nærig, svarede Sofie. Fordi du gemmer på hver en krone. Hvis du gik fra mig, ville det for dig været lig med et enormt økonomisk tab. Hvor længe har vi været sammen nu? Femten år? Hvad har vi egentlig opnået sammen i de år? Bortset fra, at vi er blevet gift, og at vi har fået børn. Hvilke resultater har vi?
Vi har hele livet foran os, sagde Mads.
Ikke hele, Mads, sagde Sofie. Pointen er netop, at det har vi ikke. Hvor mange gange har vi været på ferie ved havet? Aldrig. Ikke én eneste gang. Jeg taler ikke om udlandsrejser. Vi har ikke engang været på ferie i Danmark. Vi holder altid ferie her i byen. Vi tager ikke engang ud og plukker svampe eller bær. Og hvorfor? Fordi det er for dyrt.
Vi sparer op, sagde Mads. For fremtiden.
Vi? undrede Sofie sig. Eller måske dig?
Jeg gør det jo for jer, svarede Mads.
For os? Sofie så ham alvorligt i øjnene. Mener du ærligt talt, at du hver måned samler sammen til mig og børnene?
Selvfølgelig, svarede Mads. Takket være mig har vi en pæn opsparing nu.
Vi? undrede Sofie sig. Måske har du noget på din konto, men jeg har ikke. Eller måske forstår jeg det ikke… Lad os prøve. Giv mig venligst nogle penge, så jeg kan købe nyt tøj til mig og børnene. Jeg har gået i det samme tøj, jeg blev gift i, i femten år, plus det, din brors kone har afleveret videre til mig, og det samme gælder børnene. De arver alt deres tøj efter deres ældre fætre. Og nu drømmer jeg bare om en lejlighed for mig selv. Jeg er træt af at bo hjemme hos din mor.
Mor har jo givet os to værelser, sagde Mads. Du burde være taknemmelig. Og hvad angår børnetøjet hvorfor købe nyt? Når min brors børn er vokset fra det gamle, passer det jo fint til vores.
Og hvad med mig? spurgte Sofie. Hvem kan jeg arve tøj efter? Din brors kone?
Hvad skal du med nye kjoler til? sagde Mads. Det er fjollet. Du er mor til to børn og femogtredive år gammel! Du har vigtigere ting at tænke på end tøj.
Hvad skal jeg så tænke på? spurgte Sofie.
På meningen med livet, svarede Mads. At der er større ting i livet end tøj og alt det kvindehalløj.
Hvad mener du egentlig? Sofie forstod det ikke.
Jeg mener personlig og åndelig udvikling, sagde Mads. At man skal løfte sig over småtingene; bolig, tøj og alt det der.
Klart, sagde Sofie. Derfor beholder du alle pengene på din egen konto og giver os intet. For vores lykkelige fremtid. For at vi kan vokse åndeligt. Forstår jeg dig rigtigt?
I kan jo ikke administrere pengene, råbte Mads. I vil bare bruge dem med det samme! Hvad gør vi så, hvis noget går galt? Har du tænkt på det?
Hvad skal vi leve af, hvis noget sker? gentog Sofie ham. Godt spørgsmål, Mads! Men fortæl mig, hvornår vi egentlig begynder at… ja, leve? Ser du ikke, at vi allerede lever, som om “hvis nu”-katastrofen er indtruffet?
Mads svarede ikke, men stirrede arrigt på hende.
Du sparer endda på sæbe, toiletpapir og servietter, fortsatte Sofie. Du tager sæbe og håndcreme med hjem fra arbejdet, det de deler ud der.
Mange bække små, sagde Mads tørt. Store udgifter starter med små. Det er latterligt at bruge penge på dyr sæbe, cremer eller toiletpapir.
Kan du ikke give et cirkatal? Hvor længe skal jeg vente? Ti år til? Femten? Eller tyve? Hvornår har vi efter din mening sparet nok til at begynde at leve et ordentligt liv? Med godt toiletpapir. Jeg er femogtredive nu, så er vi der snart?
Mads forblev tavs.
Lad mig gætte. Fyrre år? Kan vi begynde at leve, når jeg fylder fyrre?
Stadig tavshed.
Det er for tidligt, selvfølgelig, sagde Sofie. Ingen starter jo med at leve som fyrreårig. Det er for ungt. Hvad med halvtreds? Er det så?
Intet svar.
Også for tidligt, ja. Hvis vi nu pludselig skulle mangle noget, og alligevel har brugt penge på godt toiletpapir! Du har ret. Hvad så med tres? Måske kan vi begynde at leve, når vi fylder tres? Hvor meget har vi så sparet op? En masse! Må jeg så købe nyt tøj til mig og børnene?
Ingen svar.
Mads, der var uro i Sofies stemme. Ved du hvad jeg tænkte på? Hvad nu, hvis vi slet ikke lever til vi bliver tres? Det kunne sagtens ske. Vi spiser jo økonomimad, fordi du er så nærig, og vi spiser også for meget af det forkerte, for det er kun det man kan spise sig mæt i billigt. Har du nogensinde tænkt over, at det er usundt? Men det vigtigste, Mads, er næsten: Vi er konstant i dårligt humør. Har du lagt mærke til det? Og man lever ikke længe med konstant dårligt humør.
Hvis vi flytter fra mor og spiser bedre, kan vi ikke spare op, sagde Mads.
Nej, sagde Sofie, og det er netop derfor, jeg går fra dig. Fordi jeg er træt af at spare. Jeg har ikke lyst længere. Du elsker at spare. Jeg gør ikke.
Hvordan vil du klare dig? gispede Mads.
Jeg skal nok klare mig, svarede Sofie. Det kan i hvert fald ikke blive værre end nu. Jeg lejer en lejlighed til børnene og mig selv. Min løn svarer til din. Det rækker til både bolig, tøj og mad. Og det bedste er, jeg skal ikke længere høre på dine foredrag om at spare på strøm, vand og varme. Jeg bruger vaskemaskinen om dagen. Og jeg gider ikke stresse over glemte lys i køkkenet eller på badeværelset. Jeg vil købe det bedste toiletpapir. Og vi vil altid have servietter på bordet. Og i butikkerne køber jeg det, jeg har lyst til, uden at vente på tilbud.
Du kan jo ikke spare op! sagde Mads forfærdet.
Hvorfor skulle jeg ikke kunne det? sagde Sofie roligt. Jeg kommer da til at spare op. Jeg får jo børnepenge fra dig, og dem kan jeg lægge til side. Eller, nej, det kan være du har ret. Jeg kommer ikke til at spare op. Fordi jeg ikke vil. Jeg vil bruge dem alle sammen. Hver eneste krone. Jeg vil leve fra måned til måned. Og i weekenderne vil jeg køre børnene ud til dig og din mor. Forestil dig, hvor mange penge jeg sparer på den måde. I mellemtiden tager jeg i teatret, på restaurant, til udstillinger. Om sommeren tager jeg på ferie ved havet. Jeg ved ikke hvor endnu, men det finder jeg ud af, så snart jeg er flyttet fra dig.
Mads fik et mørkt blik og mærkede angsten tage over. Ikke på grund af Sofie eller børnene, nej. Angst for sig selv. Han begyndte at regne ud, hvor mange penge han ville have tilbage, når underhold og weekender med børnene var betalt. Men det, der pinte ham mest, var tanken om Sofies rejseudgifter til havet. I hans øjne penge ud af vinduet. Hans penge.
Jeg har endnu ikke sagt det vigtigste, fortsatte Sofie. Den konto, hvor du har sat alle vores penge ind, den deler vi.
Hvordan deler? forstod Mads ikke.
Lige over, sagde Sofie. Og jeg vil også bruge dem. Hvor meget ligger der efter femten år? Det må være mange penge. Dem vil jeg også bruge. Jeg gemmer ikke til livet længere, Mads. Jeg vil leve nu.
Mads åbnede munden for at sige noget, men han kunne ikke. Skrækken for det, han hørte, lammede ham fuldstændigt, både i tanke og tale.
Ved du, hvad min største drøm er, Mads? sagde Sofie langsomt. Jeg vil, at den dag jeg skal herfra, skal der ikke stå en eneste krone tilbage på min konto. Så ved jeg, at jeg har levet for hver en øre, jeg har haft.
To måneder efter blev Mads og Sofie skilt.
Nogle gange er det vigtigste ikke, hvor meget vi kan spare op, men hvordan vi vælger at leve de dage, vi har og tør give plads til glæde, frihed og oplevelser, mens vi har chancen.
