Jeg læner mig forsigtigt ned til schæferen. Hun ser på mig med et blik fuld af opgivelse, og vender hovedet væk. At håbe det havde hun for længst holdt op med. Hun kendte alt for godt til, hvad mennesker kunne finde på
På gaden havde naboerne døbt dem hundeflokken. Men jeg havde altid insisteret over for dem: “Det er ikke nogen bande. Det er fem hunde, der holder sammen for at overleve.”
Den ældste chefen var en gammel schæfertæve, der uden tvivl havde haft et hjem engang. Sandsynligvis var hun blevet forladt, da hendes ejer flyttede bort uden at se sig tilbage. Det var hende, der samlede og passede på de andre, sørgede for at holde gruppen samlet, så den lille familie ikke gik i opløsning.
Jeg fodrede dem hver dag. Om morgenen, på vej mod kontoret i Rødovre, om aftenen, når jeg gik hjem langs alléen i forstaden. Hver eneste gang, jeg kom til syne, begyndte fem haler at slå i alle retninger, nogle krøllede, nogle lige alle logrede som propeller. Jeg fik næsten helt ondt i hjertet, når jeg så glæden i deres øjne. De hoppede op af mig, stak våde næser mod mine hænder, slikkede mine fingre. Deres blikke rummer det hele: Taknemmelighed. Tillid. Trods alt håb.
Hvad kan en hund, der er blevet efterladt til at dø på gaden, håbe på? Og alligevel turde de håbe. De troede på noget. De elskede. Derfor mødte jeg dem aldrig tomhændet de ventede jo. Og de skulle altid få, hvad de ventede på.
Men den morgen kom kun fire løbende mod mine ben. De klynkede og så ængsteligt mod den fjerneste ende af gaden. Jeg forstod med det samme: Noget var galt.
Med et suk ringede jeg til arbejdet og meldte, at jeg blev forsinket.
I den fjerneste ende af den lange vej, i Brøndbyøster, lå den gamle schæfertæve i skjul under en busk. En bil havde ramt hende. Det var en berygtet sving, hvor folk tit susede igennem uden at bremse denne gang var det gået galt.
De fire andre hunde hylede knugende og så på mig jeg var den eneste person, de stolede på.
Jeg satte mig ned ved schæferen. Fra hendes øjne løb tårerne. Hun stirrede på mig med resignation og vendte hovedet bort. Håbet havde hun for længst opgivet. Hun kendte menneskers luner for godt. Kun én ting bekymrede hende nu hvad skulle der ske med de fire, hun havde passet på?
Sådan Gør det meget ondt? spurgte jeg sagte og fandt mobilen frem igen.
Jeg fik aftalt en fridag med chefen, trak bilen op til fortovet og bar forsigtigt tæven ind på bagsædet. De fire andre logrede og gned sig op ad mine ben, som om de ville sige tak.
På Dyreklinikken i Ballerup undersøgte dyrlægen schæferen og sukkede:
Det bedste ville nok være at give hende fred. Der er alt for mange brud. Hun har ikke gode chancer for at overleve og behandling koster dyrt
Men findes der en chance? afbrød jeg.
Der er altid en lille chance, sagde dyrlægen alvorligt. Men det vil gøre ondt. Er det rimeligt?
Det er det for mig, svarede jeg uden tøven. Så er det det også for hende. Og der er fire, der venter på hende. Hvordan skal jeg ellers se dem i øjnene?
Dyrlægen betragtede mig længe og nikkede så.
Så prøver vi.
En uge senere kunne jeg hente schæferen igen. Hele ugen havde de fire hunde ventet foran min dør. Da jeg kom hjem med tæven, blev de så lykkelige, at selv hun begyndte at logre og prøvede at slikke sine venner.
Jeg bar hende ind i huset. Så gik jeg ud til resten af flokken og holdt næsten en lille tale. Om at et hjem betyder ansvar. At mange af deres gamle vaner ikke gik mere nu gjaldt der nye regler.
De satte sig foran mig, lyttede opmærksomt. Pludselig stoppede jeg, så på dem og smilede:
Nå hvad venter I på? Kom indenfor.
Og jeg åbnede lågen.
Schæfertæven kom sig overraskende hurtigt. Hun ville hele tiden op og ud til sine venner, og jeg måtte holde øje med, at hun ikke overanstrengte sig. Da bruddene endelig helede, satte jeg et særligt halsbånd om hendes hals et gyldent med en lille klokke.
Nu forlader jeg huset tidligere end før hver morgen, går ad den lange, stille vej med fem hunde i snor: fire små skæve med krøllede haler, og den store gamle schæfer med gyldent halsbånd og klokke.
Man skulle bare se, hvordan de kigger omkring sig nu. De har et hjem. Og hun har fået et halsbånd. Schæferen går nu med rank ryg og stolt hoved.
Du forstår det måske ikke du har nok aldrig gået med sådan et halsbånd med klokke. Men enhver hund forstår: Sådan går kun den, der bliver regnet for noget.
Sådan går vi, jeg ham der ikke bare gik videre og de fem hunde, som ikke holdt op med at håbe, selv efter at have oplevet svigt.
Vi går og glæder os. Måske bare over hinanden. Måske over solen. Eller måske fordi der stadig findes kærlighed i verden.
Og når jeg ser ind i deres øjne, ved jeg, at så længe der findes blikke som deres så er alt ikke tabt.
