Igen slikker han sig! Mads, få ham væk!
Signe så opgivende på Turbo, der flaksede forvirret rundt om deres fødder. Hvordan var de dog endt med sådan en tumpe? De havde brugt evigheder på at researche hunderacer, snakket med hundetrænere, diskuteret frem og tilbage. De vidste, det var et stort ansvar. Til sidst endte de med at vælge en schæfer. En sand ven, vagthund og beskytter ligesom en pakke med tre slags leverpostej i én dåse. Men beskytteren selv? Ham skulle de nærmere beskytte mod områdets katte.
Han er jo stadig bare en hvalp. Vent nu bare, han skal nok vokse fra det der, sagde Mads.
Mmm-ja. Og jeg venter som en tålmodig bondekone på, at denne her kæmpe vokser op. Har du lagt mærke til, at han spiser mere end os to tilsammen? Hvordan skal vi få råd til det? Og lad nu være med at trampe, din klods, du vækker jo Laura! Signe samlede skoene, som Turbo havde drysset ud over stuegulvet.
De boede i Valby, i stueetagen af et gammelt murstensbyggeri, med lave vinduer, der nærmest voksede sammen med fortovet. Egentlig et fint sted hvis ikke det var for én ting. Vinduerne vendte ud mod den mørkeste ende af gården, hvor lyssky skikkelser lurede om aftenen, og kvarterets mænd samledes til ølsnak og slagsmål, når stemningen bød sig.
Næsten hele dagen var Signe alene hjemme med sin lille nyfødte datter, Ida. Mads arbejdede på Statens Museum for Kunst, og al fritid brugte han flittigt på loppemarkeder og antikvariater. Han var en skarp samler, som Signe for sjov sagde havde et øje som en rigtig kunstsnuser og det varede ikke længe før der efterhånden var samlet et hæderligt udvalg af malerier og mærkelige nipsting fra 60erne. Nipset var af lækkert kongeligt porcelæn, små håndmalede figurer fra socialrealismens velmagtsdage, samt sølvbestik, så du skulle tro de boede på Amalienborg. Signe var ærlig talt lidt utryg ved at stå alene med alt det guld og lille Ida på armen, især fordi der ofte dukkede historier op om indbrud i opgangen.
Signe, hvornår skal vi og Turbo egentlig ud at gå tur? Nu eller efter frokost?
Aner det ikke. Og i øvrigt er det ikke min hund, så drop det!
Turbo hørte det magiske gå tur og fløj direkte mod entréen med sådan en fart, at han nær var røget i gulvet i svinget, han greb snoren og galoperede mindst halvdelen af vejen tilbage, mens han nærmest nåede loftet i et hop. Altid så glad, altid så generøs med sin bold og sine begejstringer, og kun gæster fik ikke lov at passere dørtrinnet. En kærlig sjæl, som lige så godt kunne have heddet Viggo. Men Turbo var altså anskaffet som vagthund! Han jagtede ikke engang boligforeningens katte han løb nærmere hen til dem med bolden og lignede en, der ville spørge: Skal vi ikke lige lege lidt? og han har høstet et par rap over snuden. Kattene i gården er jo de rene godfathers det er dem, man skulle have til at passe på tingene! I morgen skal Signe være alene igen, for Mads skal til Sønderjylland til et eller andet kunstnertræf. Hvad skulle hun dog lave? Sidde vagtpost over porcelænet og lufte den her store, bøvede hund? Ja, det var ofte lige præcis hendes lod.
Mads stod op ved daggry og forsøgte at liste, men Signe hørte både elkedlen summe i køkkenet, og Turbo klirre og rumstere rundt med snoren. Hun døsede lidt hen til de hjemlige lyde og opdagede først, at han var taget afsted, da Ida vækkede hende. Dagen begyndte, som de fleste. Rolige og fredelige hverdage, og hvad kan man næsten ønske sig mere? Veninderne var forbløffede over, at Signe havde giftet sig tidligt og allerede havde barn, altid travl derhjemme med den dumme dagligdag. Men hverdagen havde sin egen charme også selvom det ikke var præcis, som hun havde drømt. Frustrationen over pengemangel, trang plads og Mads dyre samler-mani kunne være lidt meget. Og nu havde han slæbt en langøret kammerat med hjem, og hvem skulle gå lange morgenture? Signe naturligvis. Men hun havde nu erkendt, at man må tage sine kære med alt det bøvl og alle de særheder, de kommer med. Ingen har sagt, man får leveret det perfekte Da Signe havde forstået dét, blev hun mere glad for det hele og begyndte at fokusere på alt det gode i sit liv, i stedet for det, der manglede.
Hun sad på Idas værelse og ammede, mens datteren oftest faldt i søvn, før hun sådan rigtigt gik i gang. Så måtte Signe vente, indtil hun vågnede igen. Dørklokken ringede, men Signe lod være med at åbne. Hun ventede ikke nogen, og i Danmark kommer ingen altså rendende på besøg uden varsel. De første rolige timer om morgenen det var hendes yndlingstid. Stilheden i lejligheden knækkedes kun af stueuret ude i entréen og den sagte larm fra bytrafikken udenfor: bybussernes susen, bilers hosten, kostens skraben hen over fortovet, børns glade stemmer … Men hvor var Turbo? Han var ikke dukket op i noget tid nu. Underligt. Hans ører var egentlig pæne nok, men han var bare utrolig bøvet. Tænk, nu boede de med sådan en klods, uden at få nogen som helst ekstra tryghed. De burde have valgt en lille selskabshund!
Signe så på lille Ida, som lige havde givet slip og nu snorkede sødt. Sådan en fantastisk dejlig piger! Mit guld, hviskede hun, mens hun lagde hende til rette og nussede hende blidt. Vokse sig stor og stærk hvad vil man egentlig mere?
Men så lød der en sær lyd fra stuen. En slags knitren, måske et lille hvin. Signe blev straks ops på, smed futterne og sneg sig uden at trække vejret ind i stuen. Først så hun kun Turbos ryg halvt gemt bag gardinet, der adskilte gangen fra stuen. Hundens fire ben i lavt angreb, det ene øre rettet mod stuen, og han stirrede intenst ind mod vinduet. Signe fulgte hans blik og frøs til is: i vinduet, præcis i luftruden, hang en halv mand. Skaldet bakhoved og grove arme stak ind, og manden var tydeligvis i gang med at mase sig igennem. Signe kunne ikke fatte, hvad hun så det her sker ikke for mig! Hvad skulle hun gøre? Skrige? Nu var manden næsten helt inde! Om et øjeblik…
Pludselig lød et hvæs en sort skygge fór mod vinduet, og Signe forstod først ikke, at det var Turbo. På et splitsekund sprang han op på vindueskarmen og huggede sig fast i indbrudstyvens hals! “Aaargh!!” gurglede manden, øjnene nær hoppede ud af hovedet. Signe stormede ud på trappeopgangen og kaldte på naboerne. Folk kom løbende, og snart blev politiet ringet op. Alle gjorde, hvad de kunne mest ved bare at være der. Alene havde hun været ilde stedt.
Med hjertet oppe i halsen nærmede Signe sig vinduet og indbrudstyven. Tænk hvis Turbo bed ham over struben! Men Turbo holdt manden i kraven, bed bestemt, men uden at skade. Ikke en dråbe blod! Når tyven kæmpede, strammede turbo til. Når han fandt ud af, han havde opgivet, slap han lidt. Hvordan kunne den fjollede hund pludselig opføre sig så professionelt? Han havde ikke engang gøet, han lagde sig bare i baghold bag gardinet, lod tyven mase sig halvvejs igennem (så han ikke kunne springe tilbage), og så bam! holdt han fast, præcis som en ægte patruljehund. Vi holder ham bare, så må domstolen klare resten, synes han at mene.
Selv de ældste betjente i København Politi havde sjældent set en indbrudstyv så lettet over at blive fanget. Manden var grøn af skræk, glad for politiets håndjern, og Turbo havde altså ingen intentioner om at slippe sit bytte uden videre. Han struttede af stolthed, så de måtte lokke og true ham, indtil en patruljefører fra politiets hundeenhed kom løbende og gav ham ordre hvorefter Turbo straks slap og satte sig pænt, klar til næste opgave. Tænk, han kunne da næsten have givet honnør.
I har virkelig ramt rigtigt med den hund, sagde patruljeføreren og klappede Turbo kærligt sådan én kunne vi godt bruge i beredskabet…
Mads kom hjem sent om aftenen. Han åbnede stille døren og stivnede og man kunne sagtens forstå hvorfor. Først og fremmest: Turbo lå og dinglede på sofaen noget, der ellers var strengt forbudt. For det andet: han fyldte hele sofaen, lå udstrakt med alle fire ben i vejret, mens Signe kløede og nussede ham, som om hun aldrig havde været andet end taknemmelig for ham. Min skat, min lille kartoffel, bliv du bare stor og stærk og undskyld jeg har været sådan en sur kost overfor dig…
Denne fortælling hørte jeg første gang til et kunstarrangement ude i provinsen direkte fra Mads, som stadig fortalte med glæde i stemmen. Turbo selv havde givet den endnu mere gas hvordan han satte fælden op, udførte missionen og afleverede fangsten til rette myndighed. Det er nogle år siden, men historien lever stadig i min hukommelse, og jeg kan næsten høre Turbo kradse ved min skrivebordsstol klar til at få fortalt eventyret endnu en gang.
