Et tilfældigt notifikation
Telefonen lå, som altid, med skærmen nedad på natbordet. Lærke havde ikke tænkt sig at røre ved den. Hun rakte bare ud efter et glas vand, kom til at skubbe til det glatte plastikhjørne og så tændte skærmen af sig selv, tilfældigt, ligesom noget, der burde være i mørke, alligevel engang imellem lyser op.
Hun nåede at se én linje. Bare én, i en Messenger-notifikation.
“Jeg savner dig også. Det var så hyggeligt i dag. Din Mille.”
Lærke forstod ikke lige med det samme. Stirrede i flere sekunder på ordene, som var de på svensk eller islandsk og krævede tid at oversætte. Så vendte hun blikket mod sin sovende mand. Thomas lå på siden, ansigtet mod væggen, skuldrene løftet en anelse, åndede roligt og dybt som én med god samvittighed.
“Din Mille.”
Mille. Mille Holst. Veninden. Den Mille, som for tre måneder siden hjalp dem med at finde tapet til børneværelset. Hende, der havde drukket kaffe i køkkenet hundrede gange. Hende, der sidste uge ringede og klagede til Lærke over, at alle mænd i Danmark var ens, og at hun var ved at blive træt af at være alene.
Lærke tog forsigtigt glasset med vand. Drak. Stillede det på plads, listede ud af sengen så stilfærdigt, at gulvbrædderne ikke knagede som om huset også holdt vejret. Ud i gangen, døren til soveværelset lukket sagte bag sig, gennem køkkenet, hvor hun kun tændte den lille lampe over komfuret. Ikke loftslyset hendes øjne sved alligevel allerede, måske ikke af lyset.
Hun satte sig ved køkkenbordet og stirrede i det tomme træ.
Udenfor: dansk efterårsnat, gadelys, der dansede i pytterne på asfalten, støjen fra Ringvejen blev fjern bag vinduet. Elkedlen stod klar med vand fra dagen før. Hun lod være at tænde den. Bare sad.
“Det var så hyggeligt i dag.”
Hvornår i dag? Onsdag var Thomas kommet hjem halv otte, havde sagt: Møde med kunder, de spiste ude, jeg er træt, vil sove. Hun havde varmet resterne fra i går, han spiste knap nok. De så TV et kvarter; han faldt i søvn på sofaen, og hun dækkede ham med tæppet. Helt automatisk. Med sine egne hænder.
Hun strammede grebet om bordkanten.
Viktor sov i værelset ved siden af. Otte år, tung sover, taler nogle gange i søvne om fodbold eller skole, mumler noget sjovt. I morgen skulle Lærke følge ham til svømning klokken ni. Købe brød på vej hjem. Ringe til sin mor, som hun ikke havde ringet til i fire dage, sikkert lidt fornærmet.
Det almindelige, forståelige liv lurede i rutinerne. Men nedenunder, havde hun pludselig opdaget, fandtes et andet liv. Parallelt. Med beskeder, middage, en anden kvinde, der kaldte sig “din”.
Lærke gik hen til vinduet. På vindueskarmen stod en stædig pelargonie hun hadede den lidt, men vandede loyalt fordi den var fra naboen. Småstøvet, levende.
Hun kom til at tænke på pelargonien alt for længe. Så vendte hun tilbage til bordet.
Måtte tage en beslutning. Eller ikke tage nogen ikke i nat. Inde i hende føltes alt stille, på den måde det kun er stille lige før torden. Ikke gråden, ikke råb. Ren tavshed, hård som stål.
Hun sad i køkkenet til klokken fire. Gjorde ingenting. Kiggede ud på blokken overfor, hvor først ét vindue blev mørkt, så et andet. Tændte endelig elkedlen. Lavede te, som hun ikke drak færdig. Vaskede koppen. Gik tilbage i seng, lagde sig så langt fra Thomas som muligt og stirrede op i loftet.
Han sov trygt.
Hun lyttede til hans vejrtrækning. I går havde lydene hørt til natten, ligesom køleskabet eller fjernvarmeanlægget. Nu lød hver indånding anderledes. Som om hun for første gang hørte det rigtigt, og det var næsten ubærligt.
Om morgenen stod hun før Thomas. Vækkede Viktor, gav ham havregrød han vrantede, ville hellere have rundstykke med spegepølse. Hun lavede det. Bandt snørebånd, fordi han stadig kæmpede med dobbeltknuderne, og tiden var knap. Tog ham i hånden og gik.
Kulden på gaden, duften af våde blade og asfalt. Viktor fortalte om matematiklæreren, som havde været urimelig, mente, han havde regnet forkert, selvom han vidste, det var rigtigt. Lærke nikkede, svarede på de rigtige steder. Hun var god til autopilot. Efterhånden en mester.
Svømmetræning nåede de til tiden. Hun afleverede Viktor, så ham løbe ind blandt de andre, leende og skubbende, helt almindelig dansk dreng med skoletasken slæbende bag sig. Så gik hun ud.
På bænken ved indgangen hev hun mobilen frem. I kontaktlisten: “Mille H.” Stirrede på navnet. Låste telefonen igen.
Ikke nu.
Ikke endnu.
Dagene gik, og Lærke tænkte meget over, hvornår cirkusset egentlig havde startet. Hun rodede mentalt i månederne, lagde øjne på detaljer, som om hun kiggede gamle billeder igennem for første gang. Her var de til Milles 37-års fest i maj; Thomas lo ad hendes joke. Lærke tænkte, hvor heldig hun var med to, der kunne med hinanden. Her hjalp Mille med nyt stof til gardiner, Thomas og hende talte sammen i køkkenet, mens Lærke puttede Viktor. Hvad snakkede de om? Om arbejdet, sagde Thomas, hun er jo designer. Selvfølgelig.
Selvfølgelig.
Ingen tårer. Det overraskede hende. Havde forventet dem, men mærkede kun tørhed i halsen og en tung klump under ribbenene, som noget koldt og ubønhørligt. Hun spiste, sov, lavede mad, svarede på opkald. Thomas opførte sig præcist, som han plejede. Spurgte til hendes dag. Kys på kinden, inden arbejde. Hun vendte kinden til.
Fjerde dag ringede Mille.
Telefonen vibrerede i lommen navnet på displayet stjal et øjeblik pusten fra hende. Hun tog sig sammen og trykkede besvar med sit absolut mest hverdagsagtige stemmeleje.
Hej Mille.
Lærke, hej! Hvor blev du af? Jeg sendte besked i mandags, du svarede ikke.
Stemmen var som altid lidt undskyldende varm. Præcis den varme gjorde næsten ondt.
Sorry, har haft travlt. Viktor har været lidt sløj, løj Lærke, og overraskede sig selv over hvor nemt det gik.
Ej, hvad med ham? Feber?
Nej, bare lidt snottet. Det går allerede bedre.
Pyha, du skræmte mig. Men lyt, jeg ville høre om I har tid lørdag? Tænkte vi kunne finde på noget hyggeligt, det er længe siden.
Lærke stirrede på væggen. Familien ved havet, seks år gammelt foto. De smiler, vinden i håret. Dengang var der så meget glæde.
Lørdag bliver stram, tror jeg, sagde hun. Men jeg ringer senere på ugen, okay?
Selvfølgelig! Du lyder træt…
Bare lidt slidt. Alt er fint.
Sikkert? Ring, hvis der er noget, ik?
Det ved du, Mille. Tak. Vi tales.
Hun lagde på. Gik over til billedet, tog det ned, lagde det i kommodeskuffen og lukkede.
Den nat græd hun. Stille, i badet, med vandhanen tændt for at overdøve det. Græd længe og grimt, til øjnene var hævede og halsen øm. Ikke over en tabt mand, eller over at han slet ikke var den, hun regnede med. Men over noget andet årene, tilliden, den naivitet, hun havde båret. Over at Viktor skulle vokse op i et hjem, hvor sandheden gik bag ryggen på ham og ikke vide det, eller opdage det for sent.
Hun vaskede ansigtet. Så sig selv i spejlet: Otteogtredive, hverken ung eller gammel. Hev sig selv i gang, hun skulle jo være frisk på arbejde.
Hun tænkte også: De skal ikke tro, at de bare kan fortsætte, som om intet er hændt. At de lever deres skjulte liv, mens hendes og Viktors er bagtæppe. Sådan leger vi ikke her.
Hun gik i seng. Thomas sov. Hun tænkte.
I de næste uger levede Lærke i lag. Udadtil: alt normalt. Hun lavede mad, passede arbejdet, trænede med Viktor, talte med Thomas og lo endda af hans sjove bemærkninger, for de var jo sjove, det kunne hun ikke slette. Nogle gange opdagede hun, at hun glemte det hele et øjeblik, bare levede og dét var faktisk det værste, for så kunne hun stadig fungere normalt? Med ham, som intet var hændt?
Indeni arbejdede hun systematisk. Ingen privatdetektiv, bare observation. Han gik med telefonen ud, lo ind i skærmen, skiftede rum, når hun kom ind. Onsdag: igen “middag med kunder”, kom sent, spiste ikke.
En aften, mens Thomas var i bad, tog hun telefonen. Hun kendte koden Viktors fødselsår. Ind i Messenger. Tråd med Mille.
Hun skimmede lynhurtigt. Bare for at kende omfanget. Startet i juli. Tre måneder. Mens de malede børneværelset, mens Viktor startede i 2. klasse, den gang hun var hos sin mor uden Thomas, fordi “han havde for travlt”. Selvfølgelig.
Telefonen tilbage på plads. Ud at skære løg til suppe. Rolige, præcise tern.
Thomas kom ud, stadig våd om håret, kiggede ind i køkkenet.
Suppe? Lækkert, jeg er sulten.
Klar om en halv time, sagde hun.
Hendes stemme var rolig. Løgene lå pænt på skærebrættet. Alt i lige linjer.
Den nat besluttede hun, at der skulle være middag.
Ikke i morgen, det krævede forberedelse. Ikke hævn, men et ønske om én enkelt aften at se dem begge sammen ved hendes bord, i hendes hjem og sige præcis dét, hun ville. Uden råb, uden melodrama. Hun vidste, der blev aldrig noget ud af skænderier så bliver man bare stemplet som hysterisk og taber alligevel.
Fredag ringede hun til Mille.
Mille, det dér lørdagssnak… Kom hjem til os i stedet. Jeg laver rigtig mad, så vi kan hygge. Thomas er hjemme. Det er længe siden.
Kort pause. En sekunds nølen.
Hvor hyggeligt! Klokken?
Klokken syv. Tag ikke noget med.
Hun lagde på. Vandrede ind til Thomas, der sad med tv’et.
Jeg har inviteret Mille på middag lørdag. Vi ses jo aldrig mere.
Han vendte hovedet et flygtigt glimt i ansigtet, umuligt at tolke.
God idé, sagde han.
Ikke?
Hun gik ud igen.
Hun vidste, de straks ville kommunikere om strategi. Lege bedstevennerrollen hele aftenen. Det afskrækkede hende ikke. Viktor var hos mormor, som allerede var booket. Det skulle være en rolig aften.
Hun tænkte hele ugen over menuen. Afgørende detalje. Ikke for at imponere men fordi mad samhører med at tænke. Valgte ovnbagt kylling med timian og kartofler, salat med pære og rucola, og så hendes æblekage, for den var hun bedst til. Bordet blev dækket smukt, men uden stearinlys det ville være for meget.
Eftermiddag: afleverede Viktor hos moren. Kys, vink, og så hjem Tom stille, ingen spørgsmål, kun kort næsekradsen: “Er du okay?” Jojo. Thomas var ude “at købe ind”, hjemme med vin klokken tre.
Til maden, sagde han. Håber, det går an.
Super, sagde hun.
Han var lidt anspændt. Dobbelttjekkede mobilen, fandt avisen frem (læste hende aldrig ellers.)
Hun lavede mad. Timian- og hvidløgsduft i hele lejligheden. Lidt koldt, så hun lod vinduet stå åbent; efterårsduft sneg sig ind.
Klokken seks dækkede hun bord tre sæt, tre glas. Ingen stearinlys. Friske blomster i vaserne fra i går.
Præcis syv bankede det på døren.
Mille kom i nyt mørkeblåt uldtøj, håret sat pænt og parfume, som Lærke kendte alt for godt. Hun havde alligevel medbragt chokolade, selvom det var sagt, at hun ikke måtte.
Du har det altid så hyggeligt, Lærke! Det dufter himmelsk!
Kom ind, jeg er glad for du kom, sagde Lærke. Og det mente hun på en sær måde.
Thomas kom ud, hilste med det sædvanlige kindkys. Totalt rutine. De var næsten lidt for dygtige til det.
De satte sig. Første halve time om ingenting: projekter, kunder, guldgreb på skabene. Thomas grinede, fortalte selv om krævende kunder. Lærke skænkede, lyttede, deltog med et ord hist og pist.
Udenfor var himlen mørk. Stemningen hyggelig og smertefuld af netop derfor.
Da de alle var på glas nummer to, Mille rakte ud efter salaten, slog Lærke pludselig over i et andet gear roligt.
Jeg vil gerne sige noget. I skal begge høre det.
De så på hende. Mille med gaffel i hånden, Thomas med glasset, stoppede midt i bevægelsen.
Jeg ved det godt. Siden juli. Jeg har læst beskeder, Thomas. Jeg ved nok.
Stilhed hørbart tikkende køkkenur.
Thomas gik i hak først. Stemmen blev lille:
Lærke…
Lad mig lige. Jeg er ikke ude på at råbe nu. Jeg vil bare sige det højt til jer begge. Så I ved, at jeg ved det. Punktum.
Hun så på Mille. Mille så ned i dugen, rødmede til ørerne, benhårdt greb om gaflen.
Mille, du har været i mit hus i årevis. Du kendte alt. Under min fødsel med Viktor sad du udenfor i tre timer. Jeg nævner ikke det her for at gøre dig flov. Kun for at du skal vide jeg glemmer aldrig.
Mille så op. Øjnene blanke.
Lærke, undskyld…
Lad nu være, sagde Lærke.
Så kiggede hun på Thomas.
Thomas. Vi har været gift i tolv år. Jeg begynder ikke at analysere nu det tager vi ikke her. Jeg ville bare se jer begge ved mit bord og sige det højt. Fordi I havde ikke regnet med, at jeg vidste det. Nu ved I det.
Han satte glasset roligt på bordet, som var det skørt skrøbeligt.
Lærke, det er mere indviklet end du tror. Vi bør snakke rigtigt, bare os to…
Det gør vi også. Bare ikke i dag.
Hun rejste sig, drak resten af sit vin, satte glasset.
Gør kyllingen færdig. Den blev faktisk god, jeg gjorde mig umage. Og så må I godt gå bagefter, begge to. Viktor sover hos mor. Jeg har ting at ordne.
Stilhed. Thomas stirrede med en slags forvirret tomhedsudtryk nærmest skuffet over manglen på skænderi.
Mille sagde stille, stemmen svigtede:
Lærke, undskyld…
Lærke så på hende. Det velkendte ansigt gennem 15 år, mascaraens udtværing, parfumen hun selv engang havde anbefalet.
Måske. Men ikke nu.
Hun gik ud af stuen. Ind i soveværelset, lukkede døren. Sad hørte stille stemmer i køkkenet, stole der skubbes. Hoveddøren smækkede en gang. Lidt efter igen.
Nu var der alene hendes egen tavshed.
Hun rydde op, pakkede kyllingen i stanniol, vaskede op og tørrede bordet af. Nye, rene linjer. Tolv år, bedste veninde, alting endte som en tom tallerken og en snert duft af rengøringsmiddel.
Hun ringede til sin mor.
Mor, kan Viktor ikke blive lidt længere?
Selvfølgelig. Han sover allerede. Lærke, er der sket noget?
Ja. Jeg fortæller om lidt. Ikke nu.
Kom hen selv. Jeg sidder alligevel oppe.
Nej mor. Jeg bliver her lidt.
Moren insisterede ikke. Hun havde altid vidst, hvornår hun skulle lade være.
Husker du at spise?
Ja. Jeg lavede kylling. Den blev god.
Nå, det var da godt, sagde moren. Og netop det gjorde mere ondt end noget andet den aften.
Lærke græd, uden om badet og uden forlegenhed. Længe, højlydt, over køkkenbordet. Så tørrede hun øjne og vaskede ansigtet.
Udenfor var København badet i lysskær, november, lørdag. Et sted var Thomas og Mille, måske på gaden, måske i bil hvad de sagde, anede hun ikke, og hun opdagede underligt nok, at hun faktisk ikke ville vide det.
Hun tænkte ikke på “hvordan går det videre”. Ikke nu. Det var nok at have overlevet aftenen uden at skrige eller gøre nogen dummere end nødvendigt. Hun havde sagt, hvad hun ville sige.
Thomas kom hjem ved etiden.
Hun lå vågen. Hørte ham snige sig ind, tage skoene af, hente et glas vand i køkkenet. En pause i døren til soveværelset.
Så listede han ind.
Du er vågen, sagde han. Ikke spurgte. Konstaterede.
Ja.
Han satte sig på kanten af sengen sin side. Pause.
Lærke, jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.
Så begynd ikke i nat. Læg dig. Vi snakker i morgen.
Vil du ikke…
Thomas. Det er nat. Jeg er træt. I morgen.
Han lagde sig. Hun lå med lukkede øjne. Ingen af dem rørte hinanden. To mennesker i samme seng, men med uvant, iskold luft mellem sig.
Næste morgen stod hun tidligt op. Mens han sov, pakkede hun en lille taske. Ikke for altid, ikke endnu, bare det nødvendige. Pas, dokumenter, dankort. Noget tøj. Et billede af Viktor.
Tasken ved døren.
Satte kaffe over. Ventede på Thomas.
Han fik øje på tasken.
Skal du gå?
Jeg tager til mor. Med Viktor. Vi skal tale sammen, men jeg skal have lidt ro i dagene.
Han så skiftevis på tasken og hende.
Jeg vil gerne forklare.
Jeg lytter.
Han var tavs. Hun drak kaffe, så på ham over kanten.
Jeg ved ikke, hvordan det skete. Jeg planlagde ikke…
Ingen planlægger så noget, Thomas. Sådan er det ikke.
Vil du skilles?
Det ord lå imellem dem. Hun trak ikke blikket væk.
Jeg ved det ikke endnu. Jeg behøver tid til at finde ud af, hvad jeg vil. Men jeg ved, at jeg ikke kan blive her nu og lade som om ingenting. Forstår du?
Han nikkede, det tunge, irriterende nik, hvor man godt forstår, men ikke kan gøre noget.
Viktor…
Han kommer sig. Det her er vores problem. Det får ikke lov at gå ud over ham.
Hun drak ud. Satte koppen fra sig. Tog tasken.
Jeg ringer senere.
Og gik.
På trappen duftede der velkendt af gammel eg og nogen, der havde lige bagt. Hun talte trinene ned. Seks etager, tolv afsatser men som om hun aldrig havde gået dem før.
Ud på gaden.
Luftens kulde og duft af våde blade. Fejeren samlede løv i bunker langs kantstenen i sin orange vest. Himlen var så grå, som november kan blive. Men Lærke blev stående og trak vejret hun var her, alene, ikke gemt væk længere.
Hun tænkte på Viktor, der ville vågne hos mormor, forlange pandekager, få dem lykkelig uvidende. Otte år. Fodbold, matematik, strenge lærere, bør tegning. Resten måtte hun finde på.
Om der blev skilsmisse, eller hvad der skete, anede hun ikke. Om hun nogensinde kunne tilgive Mille, vidste hun heller ikke. Det var det sværeste; en mand kan man forstå, det sker for nogen, men veninden det kræver tid at sluge.
Men nu stod hun her, tasken i hånden, morgenhimmelen grå, og et par blokke væk ventede hendes søn og hun tog et skridt ned fra opgangen og gik.
Bare gik.
Moren åbnede døren uden spørgsmål. Kiggede på tasken og ansigtet. Forstod.
Gå ud og vask hænder, jeg sætter vand over til te.
Viktor kom farende i strømper og tårnhøje morgenhår.
Mor! Hvorfor er du her? Du sagde jo i går du ikke kom.
Jeg savnede dig, sagde hun, krammede ham og trykkede næsen ned i hans hår. Børneshampoo og søvn.
Du kilder, grinede han og smuttede tilbage. Der var tegnefilm.
Hun så efter ham. Gik ind i køkkenet, hvor moren rodede med kopper; gammel blomstret dug, et køleskab dækket af Viktors egenhændige, skæve kølemagneter.
Tårerne pressede på igen, men hun holdt dem tilbage.
Moren satte sig ned med sin kop.
Fortæller du?
Ikke endnu. Lad mig forstå, hvor jeg er.
Er det Thomas?
Ja.
Moren nikkede, sagde intet mere. Tog selv koppen. De sad der. Bag væggen grinede tv’et, og Viktor hylede med.
Mor, må jeg bo hos dig et stykke tid?
Så længe du vil. Dit værelse står klar.
Det var nok svar.
Så startede en ny hverdag. Ikke “midlertidig”, ikke rigtig “ny”, men en dag ad gangen.
Hun og Thomas talte sammen flere gange. Uden råb. Uendeligt tungt arbejde med advokat, skilsmissepapirer, lejlighed, samvær. Det var opslidende og grimt, som altid. Men hun kom igennem.
Mille lod være at ringe et par uger. Til sidst en kort besked: “Jeg er her, hvis du får brug for det.” Svaret udeblev ikke for at straffe, bare fordi hun ikke kendte sit svar endnu.
I slutningen af november hentede hun Viktor fra træning. Første sne dryssede ned forsigtigt, tøede væk med det samme. Viktor løb grinende udenfor, stak tungen ud for at fange et fnug.
Mor, kan vi bygge snemand?
Når der kommer ordentligt sne, det her er for lidt.
Aaaaarh, mor, kom nu.
Kom nu ind, du fryser.
Han holdt hende i hånden en varm luffe med racerbil på. De gik gennem gadelysets orange tåge, mens han snakkede om klassekammerater med meterhøje snemænd.
Hun holdt hans hånd.
Det gjorde stadig ondt. To måneder kunne ikke viske tolv år væk. Men ud over smerten mærkede hun også noget andet, noget frisk. Noget med luft. Hun bestemte nu selv hvor hun gik, hvem hun holdt i hånden, og hvornår hun snoede af.
Om alt var rigtigt? Det var det men det var ikke det samme som, at det var let. Der er forskel, lærte hun nu. Man kan gøre det rigtige og stadig have det svært.
Ugen efter faldt hun over en toværelses lejlighed i Valby på Boligportalen. 4. sal, udsigt til gårdhave. Udlejere: roligt ægtepar. Hun blev vist rundt, stod lidt i de tomme rum og hørte stilheden. Lille køkken, men godt lys. Fra børneværelset så man træerne.
Tager du den? spurgte manden.
Ja, sagde hun.
Flytningen tog en dag. Morens nabo hjalp med flyttekasser. Thomas kom med Viktors ting, stille, satte kasserne, så sig omkring.
Fin lejlighed, sagde han.
Ja.
Han drejede sig i døren.
Lærke. Jeg er virkelig ked af det.
Hun så på ham. Så velkendt, alligevel ny. Mere slidt, ældre.
Jeg ved det. Farvel, Thomas.
Han gik.
Hun lukkede døren. Lænede ryggen mod den bare ét øjeblik.
Pakkede derefter ud.
Viktor kom om aftenen, løb straks ind på værelset, inspicerede vinduesudsigten.
Mor, jeg vil sidde på vindueskarmen og se på kattene nede i gården.
Den er smal, skat.
Jeg er lille! Ellers lægger jeg mig på maven.
Hun kom til at le. Ægte latter, uforberedt. Viktor så op.
Hvad griner du af?
Ingenting. Vi skal have aftensmad jeg har købt frosne fiskefrikadeller!
Yes! Han var allerede ude i køkkenet.
Hun tændte lyset over komfuret, ledte efter salt. Det nye køkken duftede af fremmede, men det forsvinder, vidste hun.
Vandet kogte. Hun lagde fiskefrikadellerne i.
Viktor tegnede til sløjd på bordet opgaven huskede han først nu.
Mor, må vi bygge snemand?
Ja. Når sneen ligger ordentligt, så bygger vi.
Lover du?
Jeg lover.
Han accepterede det og dykkede videre ned i sine farveblyanter.
Udenfor faldt sneen for alvor tungt, decemberhvidt, lagde sig på altanen og på træerne i gården. Gaden blev stille under det.
Lærke stod ved komfuret og rørte roligt rundt i gryden. Ikke på vej til noget bestemt. Bare stod og lyttede til alt det velkendte.
Om fremtiden vidste hun intet.
Hun vidste bare, at i morgen skulle hun op, gøre Viktor klar til skole, købe brød, ringe til sin mor, for det var tre dage siden. Måske pakke endnu et par flyttekasser om aftenen. Eller også lade være.
Sorgen ville komme, som gæster uden invitation om natten, om dagen. Minderne sniger sig ind: duften af parfume, en bestemt stemme, glimt fra årene, der ikke kan viskes. Hun havde ikke forventet, at det ville forsvinde hurtigt.
Men fiskefrikadellerne var klar. Viktor var allerede opsat med gaffel i hånden.
Så er der mad, sagde hun.
