På kontoret blev sekretæren pludselig dårlig, så hun gik ud: hun satte sig på en bænk, lukkede øjnene, og da hun vågnede, så hun en ældre mand, der var ved at tage hendes guldb armbånd af.
“Hey, hvad laver du?! Det er en gave fra min mand!” Den gamle mand stirrede forskrækket på hende og sagde dæmpet: “Du besvimede på grund af det armbånd. Prøv selv at se.” Sekretæren kiggede nærmere og frøs af rædsel. 🫣
Birgitte blev skidt tilpas midt under mødet.
På kontoret blev sekretæren dårlig, så hun gik udenfor. Hun satte sig på en bænk, lukkede øjnene i håb om, at det ville hjælpe, og da hun kom til sig selv, sad en gammel mand bøjet over hendes håndled.
Hun sad til mødet som altid, tæt på direktøren, noterede hvert ord og forsøgte at skjule sin træthed. Lokalet var varmt, luften føltes tung som en dyne. Pulsen hamrede, og hendes hjerte bankede som en overivrig trommeslager. Birgitte tog en dyb indånding, men det hjalp ikke. Det føltes som om nogen langsomt kyldede en sæk cement på brystet.
Pludselig snurrede hele rummet. Birgitte greb fat i bordkanten og undskyldte lavmælt. Hun rejste sig, prøvede at gå lige, men benene var som kogte spaghettier. Direktøren sagde noget, men hun kunne dårligt høre det.
Ude var luften sval og frisk. Det føltes som om vinden sparkede til hendes ansigt, men hun blev bare mere svag. Hun gik et par skridt, men måtte til sidst lade sig falde på en bænk ved en lille grøn plads. Øjnene lukkede hun, og håbede at det ville gå over.
Hjertet bankede afsted som et fastelavnstønde.
Da Birgitte åbnede øjnene lidt, så hun en ældre mand læne sig over hende. Han måtte være over halvfjerds, iført en slidt jakke, en finurlig hue og et roligt, men vågent blik. Han holdt forsigtigt omkring hendes håndled og virkede til at studere hendes arm.
“Hvad har du gang i?” spurgte Birgitte hæst, og forsøgte at trække hånden til sig. “Lad være. Det armbånd er fra min mand!”
Den gamle mand nægtede ikke. Han sagde bare roligt:
På kontoret blev sekretæren dårlig, så hun gik ud: hun satte sig på en bænk, lukkede øjnene, og da hun vågnede, så hun en ældre mand, der var ved at tage hendes guldb armbånd af.
“Du har det dårligt på grund af armbåndet. Se selv.”
Birgitte kiggede på sit store, gyldne armbånd det som hun aldrig tog af og hendes hår rejste sig på hovedet. Fortsættelse i første kommentar
Guldet var mørkt præcis dér, hvor det rørte huden. Ikke over det hele, men i pletter som om nogen havde trukket en skygge hen over det.
“Hvem er du?” hviskede Birgitte og mærkede panikken rumle i maven.
“Jeg er tidligere guldsmed,” svarede han afslappet. “Har arbejdet med guld i fyrre år. Da jeg så at du blev dårlig, kiggede jeg tilfældigt på din arm. Det ville den almindelige dansker ikke lægge mærke til.”
“Hvad betyder det?” spurgte hun, stemmen dirrende.
“Det er spor af thallium,” sagde han roligt. “En meget lumsk gift. Man kan ikke se den med øjnene. Den påføres i et meget tyndt lag, trænger ind gennem huden og forgifter langsomt folk. Men guld reagerer det bliver mørkt.”
“Du vil altså sige…”
Den gamle mand nikkede.
På kontoret blev sekretæren dårlig, så hun gik ud: hun satte sig på en bænk, lukkede øjnene, og da hun vågnede, så hun en ældre mand, der var ved at tage hendes guldb armbånd af.
“Den der gav dig armbåndet vidste, hvad han gjorde. Han ville have, at du skulle blive syg, svækkes, og til sidst ikke rejse dig igen.”
Birgitte stirrede på smykket, så på sine hænder. Hendes mands kolde blik, den besynderlige omsorg på det sidste og hans insisterende ord: “Tag det på, og tag det aldrig af. Det er min gave til dig.” Hun så det hele så klart.
Den gamle mand pakkede stille armbåndet ind i et lommetørklæde.
“Du må straks til lægen og politiet,” sagde han. “Og aldrig bære det igen.”
Birgitte nikkede tavst. Hun sad på bænken, med hænder der rystede som afterparty-benet, og forstod, at hun lige havde undgået at blive dagens dødsannonce.
